Da alt var bedre, altså virkelig ALT!

En gang, da træerne var lidt grønnere og græsset knap så nyklippet, var der en lille skole i det nordlige Århus, som afholdt årlige kunstemner for alle børnene på skolen. Det er der ikke noget odiøst i, da selvsamme skole gør nøjagtigt det samme den dag idag. Blot var dette specielle kunstemne noget særligt. I hvert fald for mig.

Der er flere historiske eksempler på at jeg skal holde min store kæft.

Jeg endte f.eks. som lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tid.

Jeg endte som fysik/kemi-lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tidspunkt.

Jeg endte med at skulle lære at lave raku-keramik til skolens toiletter fordi jeg ikke kunne lukke munden.

Hvorfor kan jeg ikke bare tabe ansigt eller give efter og indrømme at der er noget jeg ikke har forstand på? Hvorfor skal jeg altid lige forsøge at tage 8 sekunders almen undren i projektørernes lys og derpå 3 måneders slid og slæb for at "put my money where my mouth is"? Skal jeg altid både "talk the talk and walk the walk"? Der må sgu da være en lettere måde at få opmærksomhed og anerkendelse på.

På samme måde kom jeg til at stå for at arrangere kunstemnet i et eller andet år i midten af halvfemserne. Jeg var lidt indebrændt over at de tidligere kunstemner havde handlet om at tegne fugle eller løver. Hvad er det for noget at spilde 14 dages undervisning på? Er det ikke en lige lovligt spids spidskompetence af gå ud af skolen med? Det er jo fint at tænke den slags, men man kan nu godt overveje om man også skal udtale sig om det. I hvert fald kom jeg til at få en ambition om at ville lave verdens bedste kunstemne på Børnenes Friskole... ever... punktum!

Ja, nu kunne man jo forledes til at tro at jeg er en megalomanisk narrøv med et lidt velvoksent ego. Ja, det er nok sagtens muligt, men jeg er ikke helt blanket af for en vis realitetssans. Jeg er jo ikke verdens klogeste udi kunst og kunsthistorie. Det er Rikke til gengæld. Rikke hedder Duve til efternavn og læste, på daværende tidspunkt til kunsthistoriker på Århus Universitet. Jeg kender Rikke fordi vi har gået i klasse sammen i gymnasiet og også endte med at bo sammen i omkring 5 år i forbindelse med at vi var kærester. Hun havde også to kumpaner, hvoraf den ene hed Louise og den anden hed noget andet.

Sammen med disse tre unge kvinder, satte jeg mig ned og begyndte at planlægge et kunstemne to end all kunstemner. The mother of all kunstemner. The mothership of kunstemne.... ja, you get the point.

Vi fik kradset en masse idéer ned og snakket en masse igennem. Temaet blev impressionisterne i Frankrig. Så skulle der for det første være en masse begreber som børnene kunne tilegne sig og for det andet en mængde nye teknikker, som børnene kunne lære.

Det endte ud med en opdeling af emnet, så den første tid skulle bruges på oplæg og på at få færdigheder, mens den anden del skulle bruges på at få brugt de lærte færdigheder.

Børnene blev delt op i familiegrupper på tværs af klasserne. Dette både for at skabe en vis samhørighed på tværs af skolen, men også for at give de største børn en mulighed for at være tutorer for de mindre.

For at de store ikke skulle kede sig om eftermiddagen, lavede vi et udkast til en avis, med forbillede i de franske vægaviser fra impressionisternes tid. Så var det meningen at jeg skulle fungere som chefredaktøren Claude d´Evalde, der bandt børnenes historier sammen og sendte dem ud på nye opgaver.

Til dette formål, mente jeg at det ville være mest passende om jeg anlagde mit et små-frankofilt-fipskæg. Det kan måske forklare det lidt vel friske look jeg render rundt med på billedet. Ja det er altså mig til venstre med baskerhuen, det lange hår og fipskægget.

For at få børnene lidt mere med på idéerne, fik vi skolens sygruppe til at fremstille en baskerhue til hvert barn. Så kunne de gå rundt og ligne små kunstmalere, når de var ude i felten.

De værksteder vi havde planlagt var noget med farvelære, skitsetegning og et lille kursus i pointillisme. Vi havde også nogle værksteder, hvor vi lavede reproduktioner af kendte impressionistiske værker. Netop reproduktionerne var interessante, da de blev lavet efter et farvedias, der blev skudt op på et lærred. Det der så var udfordringen for børnene, var at blande de rigtige farver og male det de så og ikke det de mente at se. Nogle hold var så gode at de kunne vende deres dias på hovedet og på den måde virkelig bare male farverne uden rigtig at kunne se selve motivet.

For de børn, som ikke rigtig kunne fanges hele tiden af emnet, havde vi lavet en lille biograf, der viste smalfilm om impressionisterne. Der var ikke film hele tiden, så børnene måtte vænne sig til at komme til de forestillinger, der var annoncerede.

Nu skal man jo huske at dette foregår noget før der var et decideret indhold på det famøse internet. Man kunne med andre ord ikke bare sætte en masse computere med youtube op til at fordrive tiden med. Man kunne heller ikke finde de store klassikere på nettet, via Google. Vi var nødt til at lave vores oplæg med dias, som vi havde lånt nede på kunsthistorisk bibliotek på uni. På det punkt, må det siges at være noget lettere at give børnene billedkunsten i undervisningen idag. At jeg så ikke rigtig gør det så meget mere, kan man jo reflektere over.

Det korte af det lange omkring dette kunstemne, er vel bare at nogle gange kan man improvisere sig til et rigtig godt emneforløb, mens man andre gange kommer bedst omkring emnet, hvis det er planlagt grundigt og med kompetente undervisere eller eksperter i hovedrollerne. Jeg har ikke siden været med til at lave et kunstemne, der var så gennemført og alment dannende for så bred en kreds af børn, som netop dette. Det betyder ikke at jeg ikke har været med til at planlægge kunstemner siden, men blot at jeg ikke har været med til noget lignende siden.

Det er selvfølgeligt farligt at komme med sådanne påstande, når mine velmenende kolleger hvert år forsøger at planlægge et kunstemne, der skal være det bedste nogensinde. Heldigvis ved de fleste ikke at det løb allerede er kørt for mange år siden. Fra nu af kan det nok desværre ikke blive andet end repriser i natten.

Godt nytår.

Meningsløs i længere tid

Ja, det er noget værre noget. Der er gået en rum tid og jeg har ikke ment noget som helst, der var værd at skrive om. Ikke ilde, skulle man mene. Jeg har dog ment ting og sager i den mellemliggende tid. Jeg har blot været for doven til at skrive om det.

Havde jeg været hip og ung med de dumme, havde jeg nok skrevet om Stein Bagger og hans forsvinden, men det siger mig ikke rigtig noget. Finanskrisen har heller ikke rigtig slået an hos os, her i husstanden. Benzinen er blevet billigere, renten er faldet og fødevarerne falder i pris. Jeg kan sgu ikke rigtig se problemet.

Mit yndlingsemne her på bloggen er jo enten hvor dumme andre er i forhold til mig, eller hvordan det går med min træning. Jeg kan ikke rigtig komme på noget de andre, dumme mennesker, har gjort forkert. Det ville jo være skørt at lave en blog med egne dumheder. Den ville nok blive lige til den korte side, når man, som jeg, ikke rigtig dummer sig. [Smiley der viser at jeg har selvironi, men alligevel ikke helt mener det ironisk].

Med hensyn til min træning, så er jeg rigtig tilfreds med tingenes tilstand. Jeg bliver stærkere stille og roligt og glæder mig som et lille barn til jul, hver gang jeg skal til at pakke tasken for at komme ned i centeret. Can´t be bad at all!

På arbejdsfronten, er jeg i gang med at finde en løsning på et problem omkring digitalisering af undervisningsmaterialer. Mange af mine kolleger og, ikke mindst, mig selv har en hob undervisningsmaterialer liggende på doc-filer, pdf eller som film. Ikke mindst filmene er ved at hobe sig op, da det faktisk kun koster 10 kr. at købe en film på Amtscenteret. Planen er så at vi kunne rippe filmene og lægge dem på en ekstern harddisk, gøre det tilgængeligt på netværket og på den måde gøre livet lettere ude i klasserne. Ulempen er dog at selve denne løsning jo ikke inkluderer nogen form for backup. Derfor skulle man jo mene at det var nødvendig med en back up fra tid til anden. Det bliver sgu et helvede at finde rundt i alle de systemer. Det er også en overvejelse om man skal have adgang til filerne over en ftp-server, eller om man bare skal kunne finde filerne lokalt i huset. Hvis det drejer sig om film., er det nok ikke just interessant at hente dem ned via ftp, men doc-filer er ikke noget problem. På den anden side er det lettere at administrere filerne hjemmefra, frem for at skulle tage ud på skolen hver gang man skal kigge efter hvad vi har liggende.

Derfor er jeg i tænkeboks, så jeg kan finde den gode løsning i første forsøg. Jeg vender tilbage på et andet tidspunkt med en løsning.

På den hjemlige front, har vi lige opdaget at vores hund har fødselsdag idag. 3 år. Hurra, hurra.

Det var vist allerede det. Tak for opmærksomheden.

Fanget af og i vestens kapitalisme

Jeg er voksen, jeg drikker kaffe og jeg trænger til at være på nettet. Alle disse ting kan man forene i denne skønne ordning, som man kalder Starbucks. En kaffe-koncept-franchise-cafémæssighed, der får Barresso til at fremstå som amatører og kaffespassere. I Prag er kaffen lidt dyr men netadgangen er gratis. I Berlin er det just omvendt. Kaffen er ret billig, men mighty T-Mobile har fået næsen, fingrene og andre legemsdele ned i Starbucks pengekasse. Hvis man har vænnet sig til at drikke god kaffe mens man sidder i en god lånestol og blogger om at blogge, så kan man næsten ikke komme uden om Starbucks. Det var en ting jeg lærte i Prag og nu har jeg faktisk, via Camillas Visakort, betalt 29 € for at komme til at blogge om at blogge på Starbucks. Jeg kunne selvsagt have valgt et andet sted, men mageligheden vandt over fornuften denne gang. Sådan er der så meget. Regnen vælter ned udenfor og jeg har for første gang i over 10 dage lidt tid for mig selv, hvor jeg ikke sover. Jeg nyder det i fulde drag. Hurra for kaffen, internettet og Starbucks!   

Jeg ser frem til at komme hjem og hygge med min søn igen. Det er som om jeg ikke har snakket med ham i måneder. Det er en underlig fornemmelse, når man tænker på at jeg hver dag har haft ham oppe på armen og snakket og leget med ham, men nu ikke kan komme til det når jeg gerne selv vil. 

Jeg savner også min hustru meget, men hende snakker jeg med dagligt, så savnet er ikke så bastant som det til min lille dreng. Han gider ikke at snakke med mig i telefonen. Måske kan han ikke rigtig forstå hvad det er for noget. Jeg savner også at træne. Det er godt at svede og det har jeg ikke gjort i lang tid heller. For hvert minut kan jeg mærke hvordan min optrænede styrke svinder hen og bliver til dårligdom. Jeg vil hjeeeeeeeeeeem!

Boheme i Prøjsen?

Så sidder man langt fra sin søde viv og dejlige søn, der forresten har lært at sige edderkop idag. Ja tak til Skype for den mulighed for at følge med i hvad der sker langt væk.

Så gik det op for mig at jeg jo lige har været i Böhmen og på ingen måde var specielt bohemian mens mit ophold stod på. Til gengæld føler jeg mig ret boheme-agtig, men nu er jeg altså endt i Prøjsen. Jeg tror ikke at det gør nogen forskel hvor man er boheme henne, bare man får god morgenmad og ikke skal dele bad og toilet med både Gud og hver mand. For så er det i hvert fald lettere. I hall'en af vores hostel sidder der et par hash-hoveder og snakker med børnene om religionskrige og andre irrelevante ting, som børn og hash-hoveder tror er vigtige eller værd at snakke om. Det er sgu da boheme på en helt grotest måde. Er det ikke?

Måske skulle jeg slå boheme op på et eller andet tidspunkt, jeg er sgu ikke helt sikker på hvad det egentlig betyder. Måske er det heller ikke relevant.... Måske min bare røv er mere boheme end de der hash-hoveder. Måske ikke.

Jeg var forresten i Alexa i Berlin idag og kan konkludere at det ikke kun er svenskerne der har lokumsbørster med en lille kantbørste på. Tyskerne har det sgu osse. Slut med pubæ oppe under kanten på toilettet. Det er sgu da boheme. Især her i Prøjsen. God nat. Det skal nok gå det hele.... Måske.

I bakkerne

Her i Böhmen er der bare mange bakker og bjerge. Men jeg længes sgu lidt hjem alligevel.

Hvorfor...

... Laver man en kæmpestor rundkørsel i en landsdel hvor absolut ikke én eneste kan finde ud af at placere sig korrekt i netop rundkørsler? Få det nu lært dumme mennesker i Århus! Jeg gider ikke at holde i kø bag jer længere!

HVOR SVÆRT KAN DET OVERHOVEDET VÆRE?

Merci til Mercenary

Så er det en dejlig søndag med sol og næsten total vindstille vejrligheder. Der er lidt roligt lige for nu, da sønnen sover og konen er i haven.

Jeg er blevet lidt til grin på Facebook, fordi der er en morsom sjæl i min kollegakreds, som har fået den idé at photoshoppe lidt på

et lidt småuheldigt billede som blev taget under den fælleslejr, som jeg var på sammen med mit arbejde. Kort og godt skete der følgende: Jeg stod og noterede nogle point på en pointtavle og havde iført mig en ærmeløs t-shirt. Det kan åbenbart trigge en hel del hos mange andre mennesker. I hvert fald kom min nye kollega Jacob hen til mig og lavede den der jeg-puster-mig-op attitude med sin uhyggeligt

tynde overarm. Dette fik mig til at indtage den samme positur og samtidig lægge ansigtet i et nogle lidt for veltilfredse folder. En af eleverne sad med et kamera og klik! The rest is history, som man siger. Kan man ikke sige andet, så kan man da konstatere at artsdiversiteten hos homo sapiens er ikke bare stor, men faktisk overraskende stor. Billedet blev printet ud i A4 og hænger nu på lærerværelset og pryder opslagstavlen. Eller det gjorde det, for nu er det altså skiftet ud med en version, hvor man har valgt at bytte om på hovederne. Det skal siges at det er gjort på en håndværksmæssig rigtig fin facon, så det rent faktisk ser ret realistisk ud.

Det eneste der ikke lige passer sammen på billedet, er skyggernes placering og det alt for selvsikre udtryk. Jeg lader dig selv regne ud hvilket af billederne der er det originale og hvilket der er decideret historieforfalskning.... Skandaløs skandale!

Resultatet er nu at Jacob nu strutter ef en ny og, ikke mindst, falsk selvtillid, mens jeg straffer håndvægte på fuldtid, så jeg ikke ender som Jacob. Det er sgu en skør skør verden, som vi lever i.

I går tog jeg, sammen med min gode ven Asmus, til koncert på Train i Århus. Der er jo byfest i Århus i disse dage, så der plejer at være gang i den. Det var der imidlertid ikke. Måske var de fleste trætte efter at have pjækket fra arbejde og være hung over i det meste at en uge. Der var i hvert fald ikke særlig mange mennesker på Train denne aften.

Måske kunne man skyde skylden på arrangementets karakter? En 4 dobbelt koncert med heavy metal af allerværste skuffe præsenteret af MTV´s Headbangers Ball. Det er åbenbart ikke rigtig noget der trækker folk op af den læderbetrukne.

Vi nåede ikke lige at se Last Mile, men det kommer vi nok over med tiden. Pilgrimz var meget sjove og entusiastiske og supertunge, men deres musik kan sgu nok ikke just beskyldes for at være fængende. Raunchy er et lidt underligt band, som vist ikke kan finde ud af om de vil være poppede eller helt vildt tunge. Jeg kender ikke rigtig så meget til deres musik, men Asmus forsikrede mig om at de lyder fedt på cd. De lød, ærlig talt, ikke særlig overbevisende live. Jeg kunne se at de spillede på livet løs og havde en masse detaljer i deres musik. Desværre var lyden så rodet at man ikke rigtig kunne skelne det store. Det var vel egentlig bare en massiv mur af larm.

Så gik Mercenary på scenen. Det var primært derfor jeg overhovedet gad at tage ind og lugte til andre menneskers sved og tarmgasser. For nogle år siden så jeg dem spille sammen med Invocator i Esbjerg. De overraskede mig en del ved at være melodiøse og dygtige til at spille. Jeg have måske lidt en forventning om at et band fra Aalborg ville spille med den ene finger i måsen og udelukkede synge om at fulde sig i Jomfru Ane Gade. Heldigvis blev mine fordomme gjort til skamme dengang i Esbjerg. Siden har jeg købt deres nyeste album Architect of lies og lyttet til det omkring 100 gange i forbindelse med min træning og gåture med hunden. Det er et killeralbum og jeg skal da lige love for at Mercenary også lagde op til et killersæt da de gik på med alle sejt sat. Så kan man sgu se hvad talent blandet op med disciplin i øvelokalet kan føre til. Jeg vil i hvert fald undre mig om de ikke blev til noget stort indenfor heavy verdenen. Kort fortalt: god lyd, gode sange, superdygtig forsanger, dygtige musikere. Så kan man vist ikke rigtig forlange meget mere. Måske kunne man ønske sig lidt flere publikummer, men måske er genren ikke rigtig bred nok til det.

Uanset, jeg vil gerne sige merci til Mercenary. Det var sgu en fin koncert!

Omringet i Bilka

Jeg var i Bilka i dag. Sammen med min kone og min søn.

Vi skulle have et par sko af mærket Nike til min kone og ellers ikke noget. Vi havde besluttet os for at være der til åbningstid, så vi ikke skulle rende rundt imellem 10.000 andre fjolser i kulørte joggingdragter og træsko. Ha ha. Der kan man bare se hvor meget man egentlig kan blive klogere.

Du godeste hvor familien Danmark da var ude at morgenshoppe i Dansk Supermarkeds flagskib. Mærsk ville have frydet sig ved synes. Da jeg svingede ind på p-pladsen så jeg bare biler så langt mit halvgamle øje kunne række. Hele indgangen var barrikaderet af rygende mænd og kvinder i joggingdragter og træsko. Du milde skaber. Du altforbarmende. Jeg mangler ord.

Ind kom vi dog sammen med alle de andre fjolser, og lige der mellem sko og t-shirts af mærket Nike, slog det mig at individet er klogt, men flokken er dum. Måske ikke bare dum, men idiotisk på den ucharmerende måde. Når mennesker flokkes i Bilka en søndag formiddag, er det nok ikke just den bedst stillede tredjedel af befolkningen, der stiller op til kundevognsræs. Det er der i sig selv ikke noget galt med, men jeg føler en vis smerte ved at vide mig omringet af personer af tvivlsomme sociale færdigheder og med mistanken nagende i baghovedet om selv at være en af dem. Hvorfor ville en ældre kvinde med et meget fyldigt (dobbelt) hageparti finde det nødvendigt at skubbe til mig og min søn for at komme først til bjerget af agurker, når der så tydeligt var mere end nok til alle? Givetvis var de på tilbud og de så da friske og fine ud, men havde hun forventet at jeg, om jeg kom før hende, ville bortfjerne samtlige agurker med et barn på den ene arm og uden kundevogn? Kan man rent faktisk blive ramt af en decideret varemangel-angst så grov, at man må gå til yderligheder for at sikre sig sin fangst? Jeg mangler ord....

Så er det sgu bedre i min lokale Netto, som godt nok synes at være hjemsøgt af en tal-djævel og er plaget af et aldeles autoritetsfornægtende personale. Det kan da godt være at de der varer først er på tilbud i næste uge, men vi smider dem da ud på hylderne alligevel, så kan vi rigtig forvirre alle der tror at det, der står i en tilbudsavis rent faktisk gælder i denne butik. Ja man skal ikke lige gå efter slagtilbuddene, for de er ALTID udsolgt og det tit en uge for tilbuddet gælder. Til gengæld er der ikke nogen der går i panik og skubber til sagesløse eller mister det mentale fodfæste, hvis der ikke lige er flere agurker. Det er man nemlig efterhånden blevet vænnet til at der ikke er....

Forresten havde jeg egentlig lige glemt hvor hyggeligt det er at blive hilst på. På min daglige hyggetur med min søn i nybyggerkvarteret på den anden side af vejen, er håndværkerne ved at være færdige med at holde ferie. Det betyder at jeg hver dag bliver hilst på og vinket til af store svedige mænd som jeg ikke kender. De største og mest svedige nøjes med at nikke og brumme et "dav", hvilket får mig til at nikke og lægge min stemme en lille oktav ned og brumme et tilsvarende "dav" tilbage.

Man kunne sagtens forfalde til at synes at håndværkere er dumme og fulde af sort arbejde, men der er jeg bare ikke kommet til endnu. Jeg synes det er rart at der rent faktisk er nogen tilbage der gider at hilse på andre folk.

Jeg er ikke kommet så vidt at jeg stopper op og slår en sludder af med dem, men en dag skal det nok ende med at ske. Altså den dag jeg kommer gående i kulørt joggingtøj og træsko!

Lost and found

Jeg kom til at tænke på alle de ting jeg har genopdaget eller mistet og fundet i den seneste årrække. Derfor vil jeg tilegne disse spalter til det tabte og (gen)fundne denne gang.

For at starte i det helt nære og næsten naive. Jeg havde mistet mine nøgler. I en forvirring omkring Camilla og Rasmus og en tur i Brugsen, havde jeg vist nok lagt mine nøgler på taget af bilen. Camilla og Rasmus var så kørt i brulleren og havde haft mine nøgler på taget. Det lyder som om man er en idiot, når man gør noget i den retning, og det er man sikkert også. I hvert fald var nøglerne pludselig væk og kunne ikke findes. De havde faktisk været væk i en lille uge og vi var begyndt at vænne os til at dele den ene husnøgle og den ene bilnøgle. På min aftentur med hunden i går aftes gik jeg forbi et ubetinget vigepligt skilt og satme om ikke en eller anden barmhjertig sjæl havde hængt mine nøgler op på det skilt med en strip. En enorm lettelse spredte sig i min lille, spæde krop. Så er der da ikke en polsk tyvebande der har fået fingre i mine nøgler. Det er en lettelse at vide at man ikke skal vågne med en polaks kønsorgan plantet langt oppe på den forkerte side af ringmusklens ukrænkelige tærskel. I hvert fald for mig, andre kan have andre referencer. Dem om det.

På det musikalske plan har jeg genopdaget Et album med Prong, nemlig Beg To Differ. Det er et godt album, men ikke et totalt genialt gennembrud. En af sangene hedder Lost and found og er egentlig heller ikke noget musikalsk åbenbaringsmateriale, men ved en gennemlytning af albummet, kan jeg nok, med lidt røde øre, høre at jeg har ladet mig inspirere af mange af dette albums finesser. I sangen Steady Decline benytter Prong sig af et trick med at lade guitarerne spille et ret hurtigt riff mens trommerne spiller til i noget der minder om halv hastighed. Det giver et enormt groove i musikken. Netop dette trick har jeg kopieret 1000 gange i de sange jeg selv har lavet. Det lyder simpelthen fedt, der er ikke så meget at gøre. Killswitch Engage bruger samme trick i Eye of the Storm fra deres seneste album, As Daylight Dies. Det holder. Det er altid noget at jeg har stjålet de gode idéer og ikke de elendige.

Nogen mere klamt, er min genfundne evne til at svede hurtigt og i lang tid og i store mængder. Det har jeg ikke kunnet i flere år, men pludselig sveder jeg helt vild efter bare 5 minutters opvarmning og bliver ved med det under hele træningspasset. Det begyndte så småt i sidste uge og i denne er det da bare blevet værre. Jeg har læst et sted at det er et godt tegn og en indikator på at man er i bedre form, hvis man kan svede hurtigt. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Efter at have kigget lidt på sagen, kan jeg citere følgende:

Chris MacDonald: Det er en myte. Når du træner bliver dine svedkirtler større og bedre til at producere sved - ligesom musklerne bliver større og stærkere med træning! Når vi snakker om svedmængder op til 2 liter i timen, så snakker vi om veltrænede elitesportsfolk, der bestemt ikke er ude af form. Så jo mere du træner, jo mere kan du også forvente at svede mens du træner.

Fra denne side.

Jamen, så er det jo en god ting at jeg kan svede igennem igen.

Mange tak til den anonyme person der fandt mine nøgler, Prong & Chris MacDonald for hælpen med at genfinde ting og sager.

Jeg skal begynde på arbejde efter en ret lang ferie i overmorgen. Jeg er ikke motiveret, men da det plejer at gå, så går det nok også i år. Ellers må jeg til at genfinde min arbejdsglæde og motivation og det er jo ikke sikkert at det går så let som med et sæt forsvundne nøgler....

Up the irons!

Ja, så oprandt dagen. Iron Maiden i Horsens!

Jeg kunne jo frygte at det skulle ende som den koncert i 2006 (9. november i Gigantium i Aalborg). Iron Maiden kom til Aalborg med et helt nyt album og havde fået den latterlige idé at spille den fra ende til anden. Altså kunne man ligesågodt have stået hjemme i stuen med

lukkede øjne og gnubbet sig op ad en stuebirk frem for en lidt for tyk og halvgammel, tynd

håret 80´er levning. Det er ellers ikke ret tit at bands får den idé, men

Maiden fik den altså i 2006. Jeg kunne ikke lide den idé og det kunne mange andre heller ikke.

Det var derfor med en vis glæde at jeg opdagede at selv Iron Maiden havde opdaget deres egen bommert og arrangeret en Somewhere back in time world tour. Konceptet går ud på kun at spille de (gode) gamle sange. Et koncept som skulle vise sig at holde hele vejen.

Lad mig lige tage det fra en ende af. Jeg smuttede mod Vejle, hvor jeg skulle mødes med de andre gutter hos Jesper. Det er gutterne fra mit gamle band jeg mener.

Der var latterligt varmt

og vejret var bare rigtig lækkert. Så med andre ord

et helvede at køre på motorvejen. Det mest fordi blæseren i min bil ikke virker længere. Motorvej me

d åbne vinduer er noget værre larm. I hvert fald i min bil.

Da vi alle var ankommet, kunne vi konstatere at Jesper havde anskaffet sig en Nintendo Wii. Det er da en sjov ting at have som sin ejendom. Sådan en ting er faktisk så sjov at eje, at jeg også må eje den. Helst ret hurtigt, men mere realistisk, vil det nok komme til at tage sin tid at få overtalt fruen til den slags pjank.

Tiden fløj og vi fløj med og pludselig var klokken mange og vi måtte via GPS og Jespers bil smutte til Horsens og se heavy-metal-legenderne-over-dem-alle spille.

Vi nåede ikke at se noget til de to opvarmningsbands og skidt pyt med det. Vi havde jo spillet Wii, så vi havde jo ikke spildt tiden.

Den berømte og, for englændere, udødelige Churchill tale om at "We shall never

surrender!" startede det hele op med et brag og Aces High fik gådehuden til at brede sig på mine underarme. Der var vist i dette tilfælde tale om en instant ståpels på begge mine arme. For at være helt ærlig, så følte jeg mig helt ung igen og nu ved jeg hvordan det har været at være til den famøse Long Beach Arena i L.A. under World Slavery touren tilbage i 80´erne. Faktisk var jeg flere gange overrasket over at Bruce Dickinson ikke råbte "Scream for me Long Beach", men "Scream for me Denmark".

For at gøre det kort, så var det en fantastisk koncert med alle de gamle klassikere fra

bagkataloget. Det er bemærkelsesværdigt hvordan man i den alder stadig kan skyde den af på scenen. Ja ja, det var ikke med springen og løben rundt, som i 80´erne, men der blev spillet godt og hurtigt og kun Nicko McBrain var lidt untight. Ellers var der intet at bemærke til den fremskredne alder, som maiden-gutterne jo er oppe i.

På vejen hjem stoppede vi hos Burger King, hvor vi fik en bette snack og fylde Ulriks ældste søn, Søren med historier fra dengang vi selv var on the road. Han fik blandt andet historien om venteværelset på Rigshospitalet og de to drankere. Måske får du også den historie engang. den er i hvert fald værd at fortælle.

Lidt sommerlighed

Præcis således ser verden ud fra mit perspektiv lige nu. Jeg har ikke brug for så megen sol som jeg engang havde, så jeg slumrer lidt under vores parasol i haven. Jeg kunne godt nok trænge til lidt farve på benene og ryggen, men det bliver altså ikke idag det kommer til at ske. Senere skal vi hen til Camillas moster og onkel og hygge ved deres pool. Det bliver Rasmus sikkert vild med. Det er lige til at klare at sidde hele eftermiddagen og drikke øl og vand som man lyster. Imorgen er der Iron Maiden i Horsens. Det glæder jeg mig lidt til efterhånden. Jeg har købt et album med opvarmningsbandet. De spiller fedt, men deres tekster lyder sgu lidt lamme. Avenged Sevenfold, hedder de. Eller A7X, som de kalder sig på deres hjemmeside. Meget internetmodernistisk, må man sige. Uanset, så har de i hvert fald lyttet ikke så lidt til Iron Maiden i deres yngre år. De lyder i hvert fald en hel del henimod de gamle konger. Uden at der af den grund kommer noget tronskifte på tale. Det bliver spændende!

Lidt smagløshed

Så er klokken godt og vel 10. Jeg sidder på café smagløs og drikker en god kop kaffe. Der er allerede godt gang i omsætningen på de forskellige caféer. Unge, hvide mennesker snakker om deres kvaler med penge og kærester og studier.efterhånden som størrelsen på dine problemer vokser, vokser også dine evner til at tackle dem, tænker jeg ved mig selv... Jeg mærker måske lidt en lille misundelse sidde og kilde mig et sted. Det er sikkert ganske ubegrundet. Jeg tænker lidt over hvorfor alle de som ikke er hvide foretrækker at drikke deres kaffe i diverse usle bistroer i Storcenter Nord eller i Bruuns Galleri. Kaffen er sikkert billigere, næppe bedre, og så er de jo fri for os hvide og vores små problemer.

En stille stund

Så er sønnen startet i dagpleje igen. Det er vist noget han har nydt. I længden er det nok lidt kedeligt for sådan en størrelse at gå hjemme hos mor og far hver dag. Jeg sidder lige nu og drikker mig en kop mokka mens Camilla og Rasmus pludrer og hygger i køkkenhaven. Jeg er selv lige blevet færdig med at sætte nogle pæle i jorden, som skal danne rammen for et læsejl. Nu skal de jo lige males først, men jeg skal nok nå det før det rigtig gode vejr begynder senere på ugen. Ellers står resten af ferien på vægttræning og Iron Maiden i Horsens på søndag. Det bliver sgu fedt. Mere om det senere. Efter smerterne i mine biceps at dømme, har det været en god dag!

En tester

Gad vide om it-chefen kan få sin nye telefon til at sende til hans gamle blog?

Ja det ser godt ud til at være tilfældet. Det er sgu ikke sådan med den moderne teknik.

Billedet forestiller forresten min lille søn, der rutscher på rutschebane uden støvler på, da vi har købt dem et nummer for store til ham. De faldet hele tiden af ham.

Sly and I

Jeg har fået mig en ny ven! Selveste Sylvester Stallone er blevet min ven og mit idol.

Da jeg blev 36 år gammel fik jeg Sly´s bog af min kære kone. Jeg havde rent faktisk ønsket mig bogen, så det var der ikke noget odiøst i. Det der er vildt er at bogen faktisk er ret god. Det havde man måske ikke forventet af en fyr med fortrinsvis tavse og afstumpede roller. Nu ved jeg godt at det sikkert er en journalist der har nedskrevet Sly´s guldkorn i den foreliggende form, men jeg føler virkelig at jeg kommer i kontakt med ham på en meget personlig måde, når jeg læser hans bog. Eller noget i den retning.... ;-)

Bogen er delt ind i 4 sektioner med hvert deres indholdsområde. Første del handler om Sylvesters start på tilværelsen og kamp for at blive til noget her i livet. Det kan man godt springe over, hvis man ikke er fan af manden. Så er der et afsnit om træning og et om kost. De er begge supergode og egentlig alle pengene værd, og det uanset om man er fan eller ej. Der er lækre billeder og gode forklaringer og der er tænkt over tingene. Manden er jo over 60 år og ligner jo ikke just en mumie, så et eller andet gør han nok rigtigt. (Som reference, så kig lige på Doktor Atkins, han skulle jo også være fit for fight, når man tænker på at han også er lidt af et ikon indenfor ernæring... not!)

Det sidste afsnit er igen lidt anekdoter fra Sly og sådan lidt litterær smalltalk. Kan ligeledes undværes.

Alt i alt ser jeg det som en rigtig god bog, der kommer med gode råd og anvisninger, som jeg egentlig følger de fleste af i forvejen, altså på en god dag uden stress og med en fuld nattesøvn og medvind og solen i ryggen og den slags. Ikke for fanatisk eller for pjattet, men spot on, som man siger nu om dage.

Jeg erklærede jo krig mod alderdommen for nogen tid siden. Hvordan er det så gået, spørger du sikkert dig selv. Jo det er gået noget blandet. Et forår med lidt megen virus-agtig sygdom og læger der kigger på én over brillen og siger: "Når det er en virus, kan vi ikke gøre noget. Så skal det gå væk af sig selv". Det har godt nok taget sin tid at komme på fode igen for mig i år. Hver gang har jeg været ramt i perioder hvor min træning har peaket eller har været til den lidt overdrevne side. Man lægger sit immunforsvar lidt ned ved hård styrketræning. Hvis man lægger det ned 4 - 5 gange om ugen, ja så beder man egentlig selv om at blive syg.

Derfor har jeg nu lovet mig selv at starte blidt op og ikke bare begynde hvor jeg slap. Det er lidt svært, men jeg mærker til gengæld hurtigt resultater. Jeg har også delt programmet op i to halvdele, så jeg kun skal nå 10 øvelser hver gang. Der er en hård omgang med frie vægte og en noget blidere med maskiner. På den måde kan jeg glæde mig til den blide omgang og længes efter den hårde tur. Jeg synes at det virker ret godt. Jeg skal ikke være afsted og træne så lang tid og jeg bliver ikke for træt til at udføre øvelse nummer 18 - 20 rigtigt.

Jeg har haft nogle måneders slip fra min træning og er først rigtig gået i gang her efter sommerferiens begyndelse. Så intensivt har jeg vel kun trænet i 3 uger på nuværende tidspunkt. Ikke desto mindre har jeg forbedret mit bænkpres med 26%. ikke ilde for en gammel svans! Der er godt nok stadig langt op til de 100%, som jeg drømmer om, men jeg er optimist.

Jeg har fået mig en en ny phone. Den er nice nok, men den er jo trods alt ikke en iPhone. Heldigvis. Jeg er ikke imponeret over Telias dækning, når det kommer til 3G. Ikke at det er rigtig godt med 3´s dækning her i mit hus, men jeg ved at Telias er ringere.

Der er dog lidt sjov at få ud af sådan en iPhone selvom man ikke ejer den. Tag et kig på "Will it blend?" og få en lille griner på. Det gjorde jeg i hvert fald. Det er befriende at se den overhypede iMobilos få en tur gennem blenderen. Den kan faktisk ikke gå på vandet! Men hvem kan egentlig det?

Klippe & trimme udflugt

Idag er vi hos Ann & Sys ude på landet og drikke kaffe og hygge og få vores lille köter trimmet. Det er sådan med cocker spaniels at de skal trimmes regelmæssigt for ikke at komme til at ligne veritable uld-katastrofer. Det er en svær kunst og hverken Camilla eller jeg mestrer den på nogen måde. Derfor får Ann æren af at klippe hunden. Hun har selv en cocker, så hun ved hvad det drejer sig om.

Hvorfor er der så et billede af drengen og ikke af hunden?

Sys & Ann bor i et hus som tidligere blev opført og ejet af en familie med stor kærlighed til deres børn. Kærligheden rakte endda så langt at de har opstillet hele to store legehuse på deres ret store grund. Det er såmænd bare Rasmus´ glæde ved at være i et legehus, som faderen vil vise. Ikke noget stort... og så alligevel større end det meste.

Aldrig har jeg...

været tættere på at være 36 år gammel uden at være det. Jeg kommer heller aldrig til det! Imorgen kommer det til at hedde sig at jeg er 36 år gammel. Hvis du kigger efter, kan man på det vedhængende billede se at jeg har haft succes med at skære mig to gange i den ene næsefløj. Det er en af årsagerne til at jeg ikke barberer mig dagligt (eller ugentligt for den sags skyld). Smerte og blod er ikke noget for mig. Og nej, jeg har ikke hår på næsen! Jeg lagde bare an til et nedadgående strøg og kom til at sætte bladet lidt for tidligt mod ansigtet, samtidig med at jeg drejede hovedet en anelse for at se hvad min søn var ved at splitte ad. Too much action for den gamle stodder.

Advarsel, gå ikke over sporet! Der kommer et tog med had til P3

Læs kun videre hvis du har nerverne i ro på nuværende tidspunkt.....

Jeg hader forresten Santogold, der spiller en sang der hedder L.E.S. Artistes. P3 med den lede idiot til Henrik "Kloge Åge" Milling i spidsen, har satme voldtaget enhver med en bare nogenlunde anstændig forstand på velklang 1000 gange i røven med det elendige nummer den sidste måned. Desuden er der jo lige The Script og deres elendige flydespærring af en megalort: We cry. Et band med et så elendigt potentiale skulle hedder The Crap i stedet for, for de har tydeligvis ikke noget script at gå frem efter. Til gengæld er det noget crap!

Jeg er ved at brække mig over de der selvsmagende Studieværter der sidder og snakker om sig selv og deres elendige liv hele tiden! Ja Camilla Jane Lea, det er dig jeg snakker til din selvcentrerede skøge! Få nu for fanden fingeren ud af din egen navle og sig op og meld dig til Paradise Hotel, hvor du retteligt hører hjemme! (Og tag Kanonkongen, den idiot, med dig)

Så fik jeg det ud af mit system.....Aaaaaaaaah, det hjalp.

En af dagene kommer der en ny telefon til både Camilla og mig. Hun skal have en god gammel Samsung klapfætter og jeg skal have en SE C702 (den kan man nemlig kigge på med et hvast blik uden at den går i stykker. Læs: Den er ridsefast.

Man glæder sig lidt ;-)

Med kærlige hilsner,

Klaus

Bør man kloge sig på almindeligheder?

JA, jeg kan ikke lide fynboer! Det er ikke fordi jeg har mødt samtlige af dem der bor på Fyn, men dem jeg har mødt har stort set alle være idioter. Hvis man så tæller den der latterligt retarderede dialekt med oven i regnskabet, så er det da ikke så mærkeligt. Fyn er og bliver en transit-ø, så man kan komme hurtigt og tørskoet til Sjælland.

Så er der sikkert dem der siger at Fyn er fin og at fynboer er gode samfundsborgere og den slags. Det er sikkert rigtigt, men altså ikke noget jeg har opdaget endnu.

Der er mange fordomme om sønderjyder også. Vi er dumme og betaler ikke moms. Man er da netop dum hvis man betaler moms!

De fynboer jeg har mødt, har alle været nobelpristagere som minimum og har alle som én belært mig om almindeligheder. Der er en mand i Bellinge som, med stor entusiasme har belært mig om fordelen ved at lægge låg på gryder så de kom hurtigere i kog. Der var en gang en meget langhåret og klog fynbo som forklarede mig at, hvis man er ude på ballade, ja så får man tit ballade... Han fik såmænd osse en blodtud (desværre ikke af mig, da en anden sønderjyde kom mig i forkøbet). Der er endda en satans klog herre i Odense, som har irettesat mit franske, da jeg forsøgte at udtale ordet Epernay i det offentlige rum, som vinafdelingen i Føtex i Odense udgør. Ikke at jeg på nogen måde talte til ham eller på anden vis gjorde tegn til at ville have hjælp med min udtale.

Jeg synes fynboer er en flok kloge-åger der er kloge på de mest ligegyldige almindeligheder. Dette gør dem til idioter.

Der findes også andre idioter eller folk der opfører sig som fynboer. Jeg fik mig en lille reminder idag, da min træning var slut og jeg ville købe mig en juice og en proteinbar.

Da jeg rakte ind i køleskabet med juicen, tog jeg en proteinshake og kigge på etiketten for at se hvad jeg mon fik ud af at betale 20 kroner for noget, som basalt set indeholder det samme som kakaomælk for en 5´er. Jeg konkluderede at det faktisk ikke var en merpris på 15 kroner værd og stillede shaken tilbage i køleskabet og tog en juice og bad om en proteinbar.

Den lille, tykke mand bag skranken tog åbenbart mit kig på proteinshaken som et tegn på at vi skulle snakke om den slags. Det var ikke lige min tanke, men jeg er jo så flink, så jeg lod ham pludre lidt om det.

Tyk mand: "ja, det er lige meget om du tager den i flaske eller den på dåse, de koster det samme."

Mig: "aha" (det fremgik også af prisskiltet, så det kom ikke just som en åbenbaring)

Tyk mand: "Hvis du tager den i flasken så..... Ja for at sige det som det er, så kan man skrue låget af og på!"

Mig: "......?" (Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg lige skulle svare til den replik, da jeg troede han tog gas på mig)

Tyk mand: "Desuden smager den på dåse mere af aluminium end den i flaske."

Mig: "Det hænger vel primært sammen med at flasken ikke er lavet af aluminium?"

Tyk mand: "Det kan sagtens være en af grundene, ja."

(Af ren nysgerrighed kunne jeg da godt tænke mig at høre en eller to af de andre grunde, men det glemte jeg at spørge om.)

Ja, det burde da udløse et visum til Fyn og en treværelses i Odense midtby lige på stedet.

Virker jeg så dum at man skal forklare mig den slags for at være sikker på at jeg kan fatte det?

I hope not!

Jeg er rystet!

Dementi!

Et dementi!

JA, det viste sig at det åbenbart ikke er så slemt at gå til tandlæge som jeg havde regnet med. Der var faktisk ikke rigtig nogen nævneværdig smerte involveret. Nu er jeg jo osse gammel og rig nok til at kunne bestemme og betale det der skal bestemmes og betales når snakken falder på bedøvelse. Så den ret benyttede jeg mig af og fik en dejlig døv overlæbe i adskillige timer som tak for den beslutning.

Jeg fik lavet halvdelen af de skavanker som jeg har påført mine tænder i de sidste mange og kom af med en mindre formue. Små 2700 kroner for at ligge og gabe op i 40 minutter. Det er da en timeløn der er til at forstå.

På den anden side, så kan jeg ikke rigtig klage over smerter eller ubehag. Det er måske en lille formue værd når alt kommer til alt.

Så er man jo lidt en superman igen.

Lidt computersludder

Forresten har jeg, ad omveje, fået fat på Apples Safari 4.0 browser til Mac. Det er en developer version og kommer nok først sammen med Mac OS X 10.6 Snow Leopard, men jeg fik lige fingre i den. Den er sgu godt nok hurtig Ikke bare i teorien, men faktisk så det er mærkbart.

Ifølge hvad jeg har læst om 10.6, så skulle det være et endeligt farvel til PowerPC processoren og henvende sig direkte til mennesker med multicoremaskiner. Der skulle være fokus på hurtigere grafik og hurtigere system. Hvis Safari er en indikator, må det siges at være en god en af slagsen.

En lille teaser

Jeg er ved at blive godt og grundig indebrændt over følgende ting: Jørgen Beckman, DR og TV2, Folkekirken og Undervisningsministeren.

De næste gange jeg sætter mig til tasterne vil jeg kaste mig frådende over disse, på ingen måde sagesløse individer og institutioner. Nu skal jeg satme sige nogle sandheder, som jeg er brændt lidt inde med her på det sidste.

Følg udviklingen......

En verden af smerte og kvaler

Jep! Efter 12-13 år uden at besøge en tandlæge, kom regningen endelig. Jeg vågnede i nat ved at jeg havde lidt ondt i den ene kindtand. Ikke noget graverende, men nok til at jeg var irriteret og egentlig ikke rigtig nød tilværelsen. 

Jeg tog en rask beslutning og kørte ned til tandlægen og bestilte en tid hos den nærmeste tandlæge. Det gik godt og klokken 15 samme eftermiddag lå jeg og gabte op i stolen hos en midaldrende kvinde med hvid maske for mund & næse.

Som noget nyt der er sket for tandlægerne indenfor de sidste 12 - 13 år, kan jeg konstatere at de langt om længe er begyndt at iføre sig handsker når de roder rundt i kæften på deres patienter. Min sidste tandlæge havde en stor behåret hånd langt nede i mit svælg uden den mindste form for filter mellem hans abehånd og min sarte mundhule. At han så samtidig viste sig at være nøgen under kitlen, kan kun betegnes som endnu et søm i den kiste, der karakteriserer mit tandlægefravær. Ja, det er er lidt svært at forklare, men på en eller anden måde lykkedes det ham at vende ryggen til mig og bukke sig ned og derved afsløre en meget behåret ryg og en mistænkelig ubehåret röv. Det blev sidste gang i 12 - 13 at jeg gik til tandlæge.

Tilbage til dagens events:

Tandlægen kiggede mig efter, tog røntgenbilleder og fik nok en frydefuld gysen ved tanken om at nu kunne hun langt om længe få råd til det der sommerhus på Rømø, som hun så længe havde drømt om. Jeg fik tænderne renset og spulet og fik fjernet tandsten med noget der vel mest af alt mindede om en lufthammer (det der i Århus hedder et trykloftbor).

Så printede hun et overslag over de kommende reparationer ud på fint og glittet papir.

4320 kroner inklusive moms og tungmetals-afgifter til staten og kirken.

Jeg skal afsted i morgen og entrere en verden af helvede, smerter og blod og så skal jeg sgu betale en mindre formue for det. 

Vejen ud af smerte går åbenbart gennem mere smerte og en god omgang finansiel ydmygelse.

På vej ud af døren fik jeg at vide at de forresten ikke kunne garantere et succesfuldt indgreb, men skulle det fejle, kunne de bare redde et par af tænderne med en rodbehandling!!!! AAAAAAAAAARRRRRRRGGGGHHH!!!!

I morgen bliver nok en dag jeg vil huske et stykke tid..... 

Løst og knap så fast

Ja, det er da noget værre noget med den der virus der hærger for tiden. Alle småbørnsforældre har unger der kaster op eller laver tynd pubæ i bleen. Det har jeg også haft. Som en lille satanisk hævn, har han nu projiceret den onde lidelse over på både Camilla og mig. Tak for kærlig omsorg under min sygdom, kære mor og far, her har I en lille gave: Tynd mave i dagevis. Så er der serveret! Jeg ved endnu ikke hvordan en røv der er træt af at skide ser ud, men nu ved jeg hvordan den føles!

 

Jeg, en has-been.....

Ja, det er sent og det er en rum tid siden jeg sidst har blogget ligegyldigheder efter den der gider læse dette. 

Sagen er den at Netto eller Aldi har været ganske uinteressante i de beløb der har mig afkrævet. Så det kan jeg jo ikke berette om. Desuden har jeg holdt ferie i hjemmet. Det er heller ikke sindsoprivende spændende, men dejligt alligevel. Jeg er jo blevet så gammel at jeg faktisk gerne sidder og glor på en eller anden skodgenudsendelse mens jeg glæder mig over at have tag over hovedet.

Jeg havde den mest forunderlige rejse tilbage i tiden forleden. Min søde kone Camilla, har en veninde og denne veninde har en mand, som har spillet spade i Exmortem (death metal fra Århus). Vi var på café på sådan en slags dobbeltdate (faktisk trippel, da vi begge havde vores sønner med). Så kunne vi jo passende snakke om vores fortid som rockmusikere og om alle de mennesker vi kender og kendte ad den vej. Det var sgu lidt sjovt at strolle lidt ned af Memory Lane og mindes dengang man var noget ved musikken (nu var ham her gutten nok noget mere end mig, men han kunne godt give mig lidt velvillige ord med på vejen, så jeg ikke følte mig som en total taber).

Denne rejse tilbage i fortiden, fik mig til at søge lidt på Facebook. Der er faktisk mange af de gamle hoveder fra min fortid derinde. Det er egentlig sjovt som vi alle er blevet ældre og mere voksne at se på. Ja altså alle undtagen mig. Jeg er stadig ikke rigtig blevet voksen og ser også meget yngre ud end alle de andre. Jeg har i hvert fald noget mere hår end de fleste andre på min alder. Det er positivt.

Jeg gad på mange måder godt vide hvad de andre laver og om de er tilfredse med det. Det er bare ikke noget man spørger mennesker på Facebook om. Der skal det hele gå op i Funwalls og lorteapplications, hvor man skal stavnbinde 30 andre venner for at se et eller andet ligegyldigt resultat af en latterlig og idiotisk test, der til sidst viser at man er Rachel fra Venner. Jeg ville hellere være Joey!

Det er nok meget signifikant at min allerbedste ven, Asmus, rent faktisk er på Facebook osse, men vi er ikke venner der. Det er vi i virkeligheden i stedet. Tag den cyberspace og sociale netværk (min bare röv!).

Sådan er der så meget, som jeg er ligeglad med, men ikke kan lade være med at have en mening om alligevel. Jeg spilder vores tid. Sorry.

Forresten kom jeg til at gabe på billedet. Jeg ville lave et sjovt billede, men blev overmandet af et gab, som fik mig til at trykke på musen og så kunne jeg ikke slippe ud af gabet i tide. Det kan jo ske for enhver....eller?

Decimeret ondskab

Ja, hvad sker der lige med Netto? Nu fik jeg godt nok en lidt mere human talkombination end i mit sidste blogindlæg. Man kan vel sige at jeg er gået fra  100% ondskab (Satan, 666) til kun en trediedel ondskab (Thomas Blachman, 222). Ondskaben er formindsket, men stadig ikke helt heldig. Er der en eller anden åben portal til et sted i Helvede nede i mejeriafdelingen i Netto i Lystrup? Jeg er foruroliget....

Ellers har jeg været i København, metropol med sure mennesker, der alle har noget vigtigt for, som er så vigtigt at man godt kan skubbe til sagesløse børn for at komme hurtigere frem til det vigtige. Fjolser!

I København opdrager man på mennesker gennem højtaleranlæg i både busser, s-tog og metro. Husk at vise hensyn, husk at passe på din bagage, husk at elske din næste, husk ikke at stjæle ting. Jeg er meget overrasket over at det er de mest almindelige ting i det man kalder almen dannelse, som københavnerne minder hinanden om. Gør plads for udstigende passagerer.... øh, ja, det siger jo lidt sig selv. Hvem er det der ikke kan fatte den slags på egen hånd?

Jeg er bekymret for landets fremtid, hvis mine børn skal til at opdrages af højtaleranlæg fordi jeg ikke selv kan finde tiden til det, fordi jeg har for travlt med at skubbe til sagesløse børn, i min stræben efter at komme frem til noget der er så vigtigt at det berettiger til puffen og skubben. 

Tag nu for helvede dit forældreansvar, spasser!

Satan i Netto?

Der sker mærkelige ting i min verden. En så uskyldig ting som at handle i Netto bliver til en decideret invokation af Satan himself. 

Den følgende tekststump er taget fra Biblen, nærmere betegnet Johannes Åbenbaringen vers 13, kapitel 18: Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.

Netop som jeg har besluttet at Rasmus, min søn, og jeg skal i Netto og hyggehandle ind til weekenden, sker dette....

Vi hygger med at handle ind og Rasmus er helt bemærkelsesværdig rolig og medgørlig. 

Vi skal hen til kassen for at skulle betale og kommer selvsagt i en uendelig lang kø. Lige da vi kommer ind i køen, skifter den person bag kassen med en anden person. Nu skal jeg ellers love for at køen decimeres i et helt og aldeles forrygende tempo. Det er nærmest som om kassemanden har 4-6 arme og bare flår varerne igennem luften mens den stakkels stregkodescanner hyler af arbejdsfryd og registrerer samtlige varer i et laaaangt satanisk orgie af stregkoder og laserlys. På absolut ingen tid er alle foran i køen forsvundet ud af butikken og vi står der og ser undrende på vores mange weekendvarer, der ligeledes bare smadres igennem en proces, som en almindelig halvdød nettomedarbejder ville tage oceaner af tid om at få ekspederet. Jeg noterer mig at kassemesteren hedder Steffen, men ellers virker alt normalt.

Da jeg får at vide hvad hele denne herlighed skal koste mig, fryser blodet i mine årer til is. "Ja, det bliver 666 kroner". Jeg får fremstammet noget med at det er dog det mest sataniske indkøb jeg endnu har foretaget. Steffen kigger på mig og siger med et durkdrevent smil at det da er meget normalt at ramme netop dette beløb. I hvert fald når man handler hos ham......

Normalt spørger ekspedienterne mig om jeg vil have kvitteringen med eller om de skal smide den væk. I dag spørger Steffen mig ikke om noget, konstaterer blot at du vil jo nok helst have bon´en med dig. Jeg tør ikke rigtig at sige nej til det. Da jeg kigger mig tilbage på vej ud af butikken, kan jeg se at der nu kun sidder en enkelt kassedame ved den anden kasse of at Steffen er væk. Samtidig er alle kunder forsvundet og der er ikke mere kø og i det hele taget har der lagt sig en ildevarslende stilhed over Netto i Lystrup denne lørdag formiddag.

Her sidder jeg så med en bon, der kan hidkalde Satan og slige dæmoner og som jeg ikke tør at smide den ud af frygt for repressalier fra de mørke magter. Jeg overvejer dog at dumpe den ned i min nabos postkasse. Måske de ved hvad de skal gøre med den slags ondskab?

Forresten er min søns navn bland andet et anagram for: 

• Vandals Rummages Us
  
• A Vulgar Mans Mussed
  
• A Damn Vulgar Musses
  

Pretty evil stuff, hvis du spørger mig.

664, the guy next door

333, half evil

999, evil and a half

Sådan er der så meget her i verden....... 

Søvnløs i Lystrup

Røv!

Jeg kan ikke falde i søvn. Jeg blev vækket af vores søn omkring klokken 2 og så holdt hans snakken i søvne mig vågen til klokken 3, hvor han rent faktisk vågnede og var sulten/tørstig. Så fik han en flaske og faldt i søvn igen. Jeg er bare ikke faldet i søvn selv. Det er sgu noget øv.

Idag/igår har jeg været til et server seminar. Det var en god oplevelse. Jeg skulle høre om Mac OS X 10.5 serveren og havde måske ikke sat næsen op efter det store. Jeg kendte jo allerede de forskellige features. Jeg må sige at være blevet overrasket. De features jeg kendte i forvejen, men som jeg måske ikke havde den helt store tiltro til, viste sig at kunne det som jeg drømmer om. Tit ser tingene ud til at kunne noget, som de, når det kommer til stykket, ikke helt kan alligevel. Så ender ens genveje med at blive til omveje og man bliver gammel før det er nødvendigt. I Leopard-serverens tilfælde ser det imidlertid ud til at de beskrevne features er både beskrevet korrekt og opfattet korrekt af undertegnede.

Noget af det jeg har set frem til er Leopards Wiki/blog-server. Det er noget vi med fordel ville kunne bruge på skolen i de forskellige faggrupper eller på de forskellige trin. På elevsiden kunne man sagtens se en anvendelse af blogging i forbindelse med projektopgaver. Der er ikke nogen steder der står at man rent faktisk skal lave en logbog og da slet ikke at den behøver at skrives på papir. Jeg tror det ville være en lidt mere spændende løsning for de drenge der aldrig rigtig kommer i gang med at skrive logbog og dermed beskrive deres arbejdsproces i forbindelse med projekter.

På lærersiden er den nye kalenderdeling et aktiv. Man kan se hvornår ens makker har fri og tid til et møde og man kan booke møder i sin makkers kalender. Det er sgu smart. Ja Windows har haft det længe med Exchange, men det er altså noget vi Mac-mennesker har savnet.

Som det helt vildt lækre, kan man blive helt salig over Podcast Producer, som er et workflow til at producere podcasts. Der kommer et seminar senere, som tager sig helt specifikt af denne del af serverpakken. Det jeg fik vist, var dog ganske tilfredsstillende, så mine forventninger er blevet boostet en del på det område. Især ser det ud til at man uden de store dikkedarer kan podcaste sin skærm og det der sker på den som en film og på den måde lave tutorials på en ret enkelt måde.

Efter at syvende har afleveret deres religionsrapport, er det gået op for mig hvor dårlige de er til at indsætte billeder i en tekst i Word. Det kunne jeg jo hurtigt lave en tutorial omkring, så de ikke får den slags problemer i fremtiden.

Nu skal jeg bare have ledelsen lokket til at give mig en computer, som jeg kan lave et prøve-setup på, så jeg kan komme igang med at blive endnu klogere ;-)

Måske skulle jeg hoppe ind i seng igen og se om jeg kan nå at sove lidt inden klokken bliver 6 og jeg skal op igen?

g´nat

Bleg og træt...

... Har man da lov at være. Der har været hviledag fra træningen idag. Jeg har dog gået tons idag, så en lille times løb efter svinehud er det da blevet til. I morgen skal jeg træne mave, ryg, arme og skuldre. Hvis tiden er med mig, skal jeg også se om jeg når at få trænet dybe ben.

Fordums styrke og storhed

Jeg er ved at blive gammel og affældig. Det er alle på min alder, så det er i sig selv ikke just interessant. Set fra mit perspektiv er det interessant at jeg hermed har erklæret alderdommen krig og jeg agter at vinde!

Det er vigtigt at jeg ikke tænker tilbage på mine unge dage og tænker at jeg var stærkere og smartere dengang, når mine unge dage højst ligger 5 år bagud i tiden.

Som et led i min krig mod årene er jeg begyndt at dyrke bænkpres igen. Det er sådan lidt en mandeting med det der bænkpres. Der er altid en eller anden der spørger hvad man tager i bænkpres. Det har jeg ikke rigtig et svar på, da jeg ikke dyrker det der max-test. Hvis man skal den slags, er det vigtigt at man har en makker der kan spotte en, så man ikke ender med en meget tung vægtstang på struben, hvis man har forregnet sig. 

Det er næsten 4 år siden jeg sidst dyrkede den disciplin og jeg blev lidt forskrækket over mine svage muskler, da jeg gik i gang her til eftermiddag. 3 sæt med 10 repetitioner med 50 kg. Jeg skal gerne op på 5/10/50 inden for de næste par uger og ramme 5/10/70 indenfor et par måneder. Jeg kan ikke umiddelbart bedømme om det er realistisk, men jeg har det som mål indtil videre.

Alderdom: Du er færdig! 

Lidt lir for øjnene

Ja, det er jo ikke kun Windows Vista der kan det der med at have "smarte" features, som skal gøre det mere lækkert at skifte mellem programmer og vinduer. I min jagt på nye muligheder indenfor undervisningscomputere, er jeg nået til Edubuntu, der er en education-udgave af Ubuntu. 

Jeg skal ellers love for at der kan skrues op for effekterne og øjen-lir, hvis man er til den slags. Kig med på den film jeg har lagt frem til dig. 

Jeg er ikke sikker på at det er strengt nødvendigt, men det ser da meget godt ud. 

På den lidt mere seriøse side af sagen, så ser de medfølgende undervisningsprogrammer faktisk ret ok ud. Der er et fysik/kemi-program, som ser ud til at indeholde hele det periodiske system, samt en masse oplysninger om de relevante grundstoffer. Der er et matematikprogram, som ser sjovt ud og en masse muligheder for at tegne og male. Lige noget for de lidt mindre.

Desuden er der jo selvfølgelig en medfølgende officepakke. OpenOffice, det er klart. Det ser dog heller ikke helt skævt ud. Jeg er mest spændt på det der med at få installeret en printer, da det sikkert kunne volde en masse besvær. Jeg er dog frisk på opgaven. Vi må se hvodden det ender med at gå. 

Tid til forandring!

Jeps, så fik jeg ja til at købe en computer til at teste linux på. Spændende...

Det tager omkring 15-20 minutter at installere hele Ubuntu styresystemet, så der er ikke den store ventetid i den forbindelse.

Der er heller ikke den store ventetid, når man snakker om systemets respons på de opgaver det udsættes for. OpenOffice starter op på en unaturlig hurtig vis og sådan er det med de fleste programmer. Gimp er dog lidt sløv i optrækket, men ellers er der gang i den.

Jeg har købt en intel Core 2 Duo på 1,6 Ghz og 1 Gb ram. Det er ikke just en racermaskine, men den klarer opgaven rigtig fint. 

I den udgave af Ubuntu, som jeg har installeret, Edubuntu, er der en masse undervisningsrelaterede programmer preinstalleret. Der er meget at det der ser fint ud. Det bliver spændende at kigge lidt nærmere på. Altså når jeg får tid. 

Så kom der lidt vinter

Så kom der lidt sne. På samme måde som man har rykket sommerferien 14 dage, burde man egentlig også rykke julen 14 dage. Så kunne man være noget mere sikker på at få en hvid jul. Nu er idéen i hvert fald givet videre. Måske er der en enkelt der har held med at flyttet julen lidt tættere på vinteren.

New shoes...

New shoes, som Leo Johnson sagde under sin hjerneskadede periode i Twin Peaks. En tur til Randers storcenter er ikke helt at sammenligne med en tur til det nordvestlige USA, men det er nok det tætteste jeg kommer efter at jeg er holdt op med at komme på Peder Wessel på Trøjborg.

Der var behov for nye støvler til den lille mand i huset, så turen til storcenteret var meget påkrævet.

Hvis man ser bort fra den lidt underlige køkultur i Randers, kan man godt blive helt tilfreds med stedet. Jeg kan i hvert fald bedre lide Randers Storcenter end f.eks. Bruuns Galleri, der er både uhumsk, nusset og af en elendig håndværksmæssig forfatning. Så vidt jeg ved er Randers Storcenter noget ældre end Bruuns Galleri, men det ses ikke just.

Noget af det mest skøre ved Randers er dog at de har et sygt forhold til hvad en ristet hotdog er for en størrelse.

Klaus: Jeg vil gerne bede om en ristet hotdog.

Dame i pølsebod: Hvad vil du gerne have i?

Klaus: Det der plejer at være i en ristet hotdog.

Dame i pølsebod: Skal der rødkål i?

Klaus: Rødkål? I en ristet hotdog?

Dame i pølsebod: Ja Rødkål, det er sådan en Randers-ting.

Klaus: Ja, det er vist en Randers-ting, men jeg skal ikke have rødkål i min ristede hotdog og jeg skal heller ikke have stuvet hvidkål i mine pommes frites.

Dame bag mig i køen: Det smager ellers rigtig godt!

Klaus: Nej det gør det faktisk ikke, beklager.

Det er da en syg verden man lever i, når der er rødkål i den ristede hotdog. Det er da lidt som at være i Twin Peaks. 

That gum you like is coming back into fashion.

The owls are not what they seem....

Vær velkommen, Vorherre bevares...

Ja så blev den prut slået. Så at sige. Det var hyggeligt at sidde der i min lillebrors hus med vennerne og konerne og børnene. Der er altid noget at snakke om. Hvis vi løber tør, kan vi bare drille Jesper med den pornofilm med Cindy Carrera, som vi engang købte til ham. Det virker altid og han bliver med garanti en anelse sur på os hver gang. Egentlig er det jo ham der burde drille os med at vi gav den til ham. Det er da de rigtige tabere der giver en pornofilm. Ok man er selvfølgelig også en taber hvis man får en pornofilm, som man rent faktisk har ønsket sig, men det er lidt et andet scenarie.

Jeg kan pludselig erindre at vi ikke drillede Jesper med at han engang har kørt en ko ned. Det plejer vi ellers at huske hver gang. Nå, skal jo ikke hænge fast i sine rutiner for længe.

Ellers kan man sige at maden var god og rigelig og der var al den drikkelse man måtte kunne ønske sig på sådan en aften. Især havde jeg da stor glæde ved de rejer, som Jesper og Jane havde taget med til natmad.

Champagnen, der ikke var champagne, men et eller andet sødt, italiens, skummende hvidvinsstads, var som den skulle være og kransekagen heller ikke værst. Så vi kom over i det nye år med den sædvanlige plyds på tænderne og oppustede indvolde. 

Lige nu ligger Rasmus og sover ude i barnevognen og jeg sidder med en kop kaffe og blogger om at jeg blogger. Det er jo som det skal være så.

Godt nok var Rasmus ikke i så høj kurs da han vågnede klokken 06:48, men jeg kom da op alligevel. Han er heldigvis begyndt at synes at Teletubbies er lidt sjove, så jeg satte en video på med selvsamme teletåber. Så kunne jeg da i det mindste sidde på sofaen og glo uden at skulle fræse rundt i røven på ham og forhindre katastrofer hele tiden.

Som en ny ting, tror jeg at jeg vil prøve om jeg ikke kan finde et eller andet fortsæt, som jeg kan svigte efter ganske kort tid. Det er ellers ikke noget jeg har for vane, det der med nytårsfortsæt, men det er jo så populært. Det må jeg hellere prøve også. 

Det bliver nok noget med at dyrke regelmæssig motion, da det nok er der det halter mest. Det kunne jeg jo løse ved at gå lidt flere lange ture med min håbløst understimulerede hund. Det er der vist ikke nogen der tager ilde op?