22 marts, 2008

Jeg, en has-been.....

Ja, det er sent og det er en rum tid siden jeg sidst har blogget ligegyldigheder efter den der gider læse dette. 
Sagen er den at Netto eller Aldi har været ganske uinteressante i de beløb der har mig afkrævet. Så det kan jeg jo ikke berette om. Desuden har jeg holdt ferie i hjemmet. Det er heller ikke sindsoprivende spændende, men dejligt alligevel. Jeg er jo blevet så gammel at jeg faktisk gerne sidder og glor på en eller anden skodgenudsendelse mens jeg glæder mig over at have tag over hovedet.
Jeg havde den mest forunderlige rejse tilbage i tiden forleden. Min søde kone Camilla, har en veninde og denne veninde har en mand, som har spillet spade i Exmortem (death metal fra Århus). Vi var på café på sådan en slags dobbeltdate (faktisk trippel, da vi begge havde vores sønner med). Så kunne vi jo passende snakke om vores fortid som rockmusikere og om alle de mennesker vi kender og kendte ad den vej. Det var sgu lidt sjovt at strolle lidt ned af Memory Lane og mindes dengang man var noget ved musikken (nu var ham her gutten nok noget mere end mig, men han kunne godt give mig lidt velvillige ord med på vejen, så jeg ikke følte mig som en total taber).
Denne rejse tilbage i fortiden, fik mig til at søge lidt på Facebook. Der er faktisk mange af de gamle hoveder fra min fortid derinde. Det er egentlig sjovt som vi alle er blevet ældre og mere voksne at se på. Ja altså alle undtagen mig. Jeg er stadig ikke rigtig blevet voksen og ser også meget yngre ud end alle de andre. Jeg har i hvert fald noget mere hår end de fleste andre på min alder. Det er positivt.
Jeg gad på mange måder godt vide hvad de andre laver og om de er tilfredse med det. Det er bare ikke noget man spørger mennesker på Facebook om. Der skal det hele gå op i Funwalls og lorteapplications, hvor man skal stavnbinde 30 andre venner for at se et eller andet ligegyldigt resultat af en latterlig og idiotisk test, der til sidst viser at man er Rachel fra Venner. Jeg ville hellere være Joey!
Det er nok meget signifikant at min allerbedste ven, Asmus, rent faktisk er på Facebook osse, men vi er ikke venner der. Det er vi i virkeligheden i stedet. Tag den cyberspace og sociale netværk (min bare röv!).
Sådan er der så meget, som jeg er ligeglad med, men ikke kan lade være med at have en mening om alligevel. Jeg spilder vores tid. Sorry.
Forresten kom jeg til at gabe på billedet. Jeg ville lave et sjovt billede, men blev overmandet af et gab, som fik mig til at trykke på musen og så kunne jeg ikke slippe ud af gabet i tide. Det kan jo ske for enhver....eller?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar