24 marts, 2009

Jeg gad godt være fremtidsforsker!


Idag har jeg været til et seminar omkring it i skolen, nu og i fremtiden. Som keynote-speaker havde Atea fremskaffet en gut fra Institut for Fremtidsforskning. Han skulle sige noget om såkaldte megatrends i skoleverdenen. Han lagde ud med en joke omkring at det jo var lettere at få paven til at konvertere til protestantismen end at få ting lavet om i skoleverdenen. Ha ha, supersjovt dit højreorienterede pikhoved! Nu ville ordet charlatan jo nok være på sin plads, når det kommer så vidt som at jeg ville skulle beskrive denne fremtidsforsker. Faktisk ville jeg have ønsket at han havde forsket lidt i hvordan man laver en bare nogenlunde powerpoint-præsentation. På en eller anden måde er det bare ikke cool længere, når man har sine billeder til at dække for dele af teksten på sine slides. Måske det bliver moderne igen i fremtiden? Måske?
I hvert fald, så kom manden med hele 4 helt modstridende scenarier på hvordan fremtiden i skoleverdenen kommer til at se om 15 - 25 år. Et scenarie, der bare ligner det vi allerede kender og tre der gik i tre andre retninger. Til at illustrere brugte han sådan et diagram, som folk bruger når de ikke kan forklare hvad de mener med ord, men absolut skal vise det til den måbende forsamling af ignoranter og tåber. I korte træk gik skemaet ud på at der var fire retninger som skoleverdenen kunne gå i. Så opstillede han nogle forslag til at disse scenarier jo kunne blive lidt blandet sammen og på den måde helgarderede han sig og kunne sige at det jo kunne gå alle veje eller måske endda ingen veje.
Hold da op. Jeg gad sgu godt at være fremtidsforsker. Det er da vist ret fedt at komme ud, til konsulentløn, med dårlige slides og spille klog på absolut alt og intet uden at skulle hænges op på det bagefter.
Nok siger man at det er svært at spå om, især, fremtiden, men jeg har på fornemmelsen at det er sværere for nogle end for andre.

09 marts, 2009

Citronen jeg nødigt ville plukke


Igår var jeg ude hos en ven. Det kan næppe kaldes en sensation, selvom jeg efterhånden kommer ret sjældent ud. I hvert fald ville min hustru lufte mig og sønnen ved at vi skulle fragtes til noget, der hedder Tranbjerg. Derude bor bemeldte ven. Nu var det måske ikke kun for min skyld at vi skulle derud. Faktisk skulle vi på en slags sygebesøg, da min ven har været lidt syg i det. Faktisk har han været ret syg. Efter en længere periode med hovedpine og synsforstyrrelser, gik han endelig til lægen og fik et tjeck-up.
Den var da bare helt gal, viste det sig. Han havde en svulst i hjernen på noget der minder om 7 cm i diameter. Det er ikke så lidt, hvis man lige hiver målebåndet frem og tygger lidt på det.
Uanset. Op på bordet med ham og ud med svulsten, der forresten nok havde siddet der i noget der ligger mellem 15 og 20 år og også var godartet. Lægen kunne berette at svulsten ved nærmere eftersyn viste sig at være på størrelse med en citron og måle hele 9 cm i diameter. Bortset fra lidt småproblemer med synet og hovedpine, gik operationen godt og min buddy har det, efter omstændighederne, faktisk rigtig godt igen.
Lad mig derfor lige benytte disse spalter til, for en gangs skyld, ikke at brokke mig eller være sarkastisk, men rent faktisk lige huske at råbe hurra for lægestanden. Det er sgu da på det nærmeste mirakuløst at man kan åbne en mands hjerne, pille en masse ud af den og så lukke igen, uden at man decideret har smadret noget vitalt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan min MacBook Pro ser ud nu, efter at jeg har skiftet harddisk i den. Det er sgu ikke alle samlinger der er lige pæne længere.
I hvert fald: Respekt for lægerne, respekt for at man kan have et kæmpe fremmedlegeme til at fylde op i kraniet og alligevel være normal, Respekt for min 320 Gb Seagate Harddisk, der kører fint i min computers skæve kabinet.
P.s. Jeg kunne ikke lige finde en rigtig citron til billedet, så det er altså tanker der tæller denne gang.