24 marts, 2009

Jeg gad godt være fremtidsforsker!


Idag har jeg været til et seminar omkring it i skolen, nu og i fremtiden. Som keynote-speaker havde Atea fremskaffet en gut fra Institut for Fremtidsforskning. Han skulle sige noget om såkaldte megatrends i skoleverdenen. Han lagde ud med en joke omkring at det jo var lettere at få paven til at konvertere til protestantismen end at få ting lavet om i skoleverdenen. Ha ha, supersjovt dit højreorienterede pikhoved! Nu ville ordet charlatan jo nok være på sin plads, når det kommer så vidt som at jeg ville skulle beskrive denne fremtidsforsker. Faktisk ville jeg have ønsket at han havde forsket lidt i hvordan man laver en bare nogenlunde powerpoint-præsentation. På en eller anden måde er det bare ikke cool længere, når man har sine billeder til at dække for dele af teksten på sine slides. Måske det bliver moderne igen i fremtiden? Måske?
I hvert fald, så kom manden med hele 4 helt modstridende scenarier på hvordan fremtiden i skoleverdenen kommer til at se om 15 - 25 år. Et scenarie, der bare ligner det vi allerede kender og tre der gik i tre andre retninger. Til at illustrere brugte han sådan et diagram, som folk bruger når de ikke kan forklare hvad de mener med ord, men absolut skal vise det til den måbende forsamling af ignoranter og tåber. I korte træk gik skemaet ud på at der var fire retninger som skoleverdenen kunne gå i. Så opstillede han nogle forslag til at disse scenarier jo kunne blive lidt blandet sammen og på den måde helgarderede han sig og kunne sige at det jo kunne gå alle veje eller måske endda ingen veje.
Hold da op. Jeg gad sgu godt at være fremtidsforsker. Det er da vist ret fedt at komme ud, til konsulentløn, med dårlige slides og spille klog på absolut alt og intet uden at skulle hænges op på det bagefter.
Nok siger man at det er svært at spå om, især, fremtiden, men jeg har på fornemmelsen at det er sværere for nogle end for andre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar