31 juli, 2009

Tøj-petting


Sidder her i Storcenter Nord og venter på at min hustru skal blive færdig inde i H&M. Der er altid kø i den butik. Jeg ved ikke om det er et globalt problem for kæden, men jeg ved at det er meget kendetegnende problemstilling for deres butikker i Danmark. Måske er det fordi at de søde piger i butikken altid lige skal tage afsked med tøjet ved lige at kæle lidt for det, før det kommer i posen. Det er da meget kært, men da ikke specielt effektivt. Tænk om en slagteriarbejder skulle kæle for alle de skinker han skulle skære. Så ville der ikke være megen fidus i akkordarbejde.

27 juli, 2009

Luk nu röven/Klogere af skade

Nu har jeg vist lært min lektie: Koncentrer dig om det du laver og luk räven mens du gør det! Så lær det dog din imbecile idiot! F*ck, f*ck, f*ck!

Lige nu sidder jeg med en pose frossen Quorn på hver arm fordi jeg ikke koncentrerede mig, da jeg trænede. Jeg havde for travl med at være ung og interaktiv med de unge. Faktisk havde jeg så travlt, at jeg glemte at mærke efter, hvad jeg kan holde til og hvad jeg ikke kan holde til.

Resultatet blev en fuldstændig sønderlemmende smerte i begge mine overarme. Jeg ved ikke hvordan det er kommet så vidt eller hvad der helt præcist er galt med mine arme. Jeg ved bare at jeg ikke kan løfte mine egne bilnøgler uden at ryste som en gammel junkie på en kold tyrker.
Skadestuens personale tror at der er røget et par blodkar i armene på mig. Sejt nok.

Nu har jeg smuttet et par skovlfulde panodiler og et par 666 Mg Ibuprofen. Jeg kan faktisk mærke en betydelig nedgang i mine smerter, her mens jeg skriver. Ikke ilde. Tak lægevidenskab! Tak, tak, tak! Jeg lover aldrig mere at betvivle lægers evner eller viljer til at lade mig få det bedre.
Måske kan min lidt bedre stemning også skyldes at jeg har nedsvælget et ikke ubetydeligt kvantum sukker & fedt. 1 stk. Mathilde 0,5l Kakao, 1 stk. Nutramino proteinbar, 1 stk. proteinmilkshake og omkring 0,25 liter Hansens Flødeis. Så skulle depoterne være fyldt op igen. I hvert fald for en tid.
Lad os håbe at jeg blev lidt klogere af den her affære. Ikke min stolteste stund til dato.

Die bastard!


Uden Mercenary var jeg ikke kommet så langt, som jeg er kommet idag!

Heller ikke fedt


Jeg havde helt glemt at jeg faktisk også er led ved dødløft. Egentlig et irriterende træningspas idag!

Jeg hader dig!


Dette er en af dagens hovedfjender. Kors hvor jeg hader bænkpres.

24 juli, 2009

Brandbevidst børnepasning og afretning


Så har jeg sat onkel iPod til at passe mit afkom. Der er intet bedre end at rippe en god Pixar film, smide den på sin iPod Touch og sætte et par Sennheiser hørebøffer på knægtens hoved og håbe at han forstår, at det er for hans eget bedste og ikke fordi at jeg ikke gider at lege med ham.
Det er jo vigtigt at påvirke dem tidligt, så de ikke danner alt for mange, selvstændige meninger om ting & sager.
Nu har jeg også bedre tid til at pleje mine nye og fine venner på Facebook. Jeg er igen blevet venner med en masse celebs. Der er dog et par stykker, som jeg ikke er helt sikre på. Jeg ved i hvert fald ikke hvad de er kendte for. Det må jeg lige huske at google ved lejlighed. Det er vel næsten ikke rigtigt at skrive en mail til sine nye venner og spørge dem selv om de ikke lige vil røbe, hvad de er kendte for. F.eks. blev jeg venner med en vis Asmus Brandt. Jeg aner ikke hvad han er kendt for, men han var på en anden kendis venneliste og havde et sejt profilbillede. Sikkert en der er kendt!
Ok, en lille søgning viste at han er sjov og på blogger. Ups. Tjek hans blog her Klik!
Det her er vist ikke just mit mest kvalificerede indlæg til dato. Research, research research!
Better luck next time!

23 juli, 2009

Selvfedme eller imagepleje

Jeg har tænkt over det der med at være selvfed. På mange måder, er selvfedme det samme som almindelig fedme. De har i hvert fald mange fælles træk.
Hvor fedme sidder på det fysiske og selvfedme sidder på det psykiske, kan man sige, at der i begge tilfælde er tale om livsstilssygdomme, der på længere sigt sætter sig i hjertet.
Ja, det er måske lidt plat, men på mange måder et meget sigende ordspil. Hvis jeg altså selv skal sige det.
Når man begår sig i det offentlige rum, er det oftest med en vis bevidsthed omkring sin gøren og laden. Der er ikke mange, der har lyst til at rende rundt på strøget med en stor portion glemt mad omkring munden. De fleste undgår at vise alt for store følelsesmæssige udsving i offentligheden. Hvis det alligevel smutter og man kommer til at skabe sig ude i verden, med mange mennesker som vidner, er man lidt til grin og vel nærmest en stakkel. Uanset. Vi bruger en masse tid og energi på at holde en forholdsvis anstændig facade oppe.
Forleden, da jeg surfede på Facebook, kom jeg forbi en af mine venners venneliste. På denne liste kunne jeg se at min ven er venner med Maria Hirse på Facebook. Nu er Maria Hirse jo ikke just et verdensnavn, men hun er immervæk almindeligt kendt her i landet. I hvert fald noget mere kendt end undertegnede.
Mens jeg kiggede bemeldte venneliste igennem, kunne jeg godt mærke et lille stik at misundelse over at en af mine venner havde mere kendte venner end mig. Derfor forsøgte jeg at tilføje Maria Hirse som ven. Det lykkedes over al forventning. Nu er hun min ven. Derpå gik jeg på venne-hugst i hendes venneliste og derpå igen på venne-hugst i Casper Christensens venneliste. Nu skal siges at jeg KUN gik efter celebrity-venner. Bare for at se om jeg kan blive venner med alle de kendte.
Det kan man faktisk godt! Lige nu er jeg venner med så store kanoner i dansk showbis som: Anders Bircow, Jonas Elmer, Casper Christensen, Signe Lindkvist, Dan Rachlin, Bo Bech og Claire Ross-Brown.
Jeg ved ikke hvad der er mest ynkeligt:

A) Kendte der er "venner" med mennesker de ikke engang kender.

Eller

B) Almindelige mennesker, der gerne vil være "venner" kendte de ikke kender.

Skal man sige ja til andre folks venneanmodninger, blot fordi man er et kendt menneske? Er man krukket eller fin på den, hvis man ikke gider at være venner med nogle man ikke kender? Er det den slags man er på Facebook for? Det er ikke helt til at forstå.

Jeg er jo selv ligeså slem, når jeg har ansøgt mere end 20 celebs om at være venner. Ingen tvivl om det.
Min grund er at jeg vil være inde i varmen og jeg gad faktisk også godt selv at være kendt og rig. Med tiden kunne jeg måske udgive en plade, som så mange andre semi-kendte gør det. Jeg er desværre for gammel og fed og gift til at komme med i Paradise Hotel. Det virker ellers som et optimalt springbræt til fame´n´fortune. I hvert fald for pigerne, hvis de viser bryster og knalder i den bedste sendetid. Egentlig lidt sjovt at man sådan forguder pornomodeller for tiden. En ting er at Susan K er berømt i Danmark for at gøre sig til, som den liderlige skøge, hun nu engang er. Men at man på samme måde lefler for Katja K, der jo ikke har hverken talentet eller intelligensen med sig, kan sgu gøre mig en smule deprimeret.
I USA, af alle steder, er Jenna Jameson blevet brugt som postergirl for Jackson Guitars. Jeg er ikke sikker på at hun på nogen måde kan spille på en guitar. Men det er vel heller ikke specielt vedkommende i den sammenhæng?

Er man tilpas selvfed, ikke alt for blufærdig, lidt mere end almindeligt liderlig, ikke for grim, ja så kan man sikkert score sig en kendis-grad.
Det er så her at janteloven giver mening. Det er jo altid de folk, der ikke har noget at have det i, som klager over at janteloven er stærk i Danmark. Oliver Bjerrehuus mener at det er janteloven, der fjerner ham fra Vild Med Dans. Nix Oliver, det er nærmere din elendige sociale evner og det faktum at du danser som en crack whore på afvænning, der sendte dig ud.

Janteloven har på ALLE måder en berettigelse. Det er jo mangel på jantelov, der får det ene fjols efter det andet til at stille op til samtlige "talent" shows på tv. Havde der været nogen, der havde sagt til ADHD-tvillingerne at de ikke skulle tro at de var noget, havde de nok været fri for den enorme ydmygelse, som deres tv-optræden tvang dem igennem. Er det et værdigt liv at blive kørt igennem det ene aftenshow efter det andet mens man skal synge den samme sang på den samme måde gang på gang? End ikke De Sorte Spejdere var for fine til at ydmyge et par handicappede børn i deres program. Noget af det signifikante ved netop ADHD, er jo at være ude af stand til at aflæse en situation. Så kunne forældrene jo have gjort noget. Ofte lider enten den ene eller måske endda begge forældre også af ADHD. Så er der jo ikke nogen tilbage til at bedømme om det er en god eller dårlig idé at optræde på et landsdækkende tv-program. Hvis der så heller ikke er noget moralsk kodeks fra casternes side, ja så kommer vi til at se på handicappede stakler, der gør sig selv til grin, så vi kan få det bedre med os selv. Se det er sgu da et værdigt argument for janteloven. Den er slet ikke så skidt en ting, som mange gerne vil gøre den til.
Det er kun tabere, der ikke kan lide janteloven. Hvad med Bjarne Riis? Det ene år fejret som en helt, det næste en taber. Ja, faktisk også med rette. Det er ret signifikant at man ikke kan toppe i mere end 2 - 3 år, når man doper sig. Kroppen kan ikke holde til mere. Det var jo ikke janteloven, der hev Bjarne Riis ned. Det var hans trang til at blive i rampelyset efter at hans billet var udløbet, der fik ham til at være en idiot. At han så kun kunne være en helt med EPO i blodet, viser vel bare endnu mere at han skulle have ladet sig påvirke af janteloven. Du skal ikke tro at du er bedre end os, hvis du kun kan være bedre ved at tage ulovlige stoffer!
Faktisk kunne det være rigtig fint med en anelse mere jantelov.

Jeg har lavet en lille video, der gerne skulle vise hvorfor janteloven skulle være mere fremherskende. Den er selvfed, meningsløs, selvsmagende, indholdsløs og i det hele taget irrelevant på alle måder. Tjek den lige ud og se om ikke at jeg skulle have lyttet til nogle af jantelovens ord...

På den anden side, kan det jo være at jeg bliver berømt og så kommer i tv og måske kan blive venner med Mary & Frederik, der jo kun kan være venner med rige mennesker. Måske kan det ende med at jeg får mig en retræte-post som quizmaster på TV2-Charlie i en alder af 38 år. Så sidder jeg da sikkert på flæsket til jeg er langt oppe over den ordinære pensionsalder.
Ville det ikke være fint med en celebrity med mine evner? Det er da lige det Danmark har brug for.
Gør mig berømt!



(Jeg kan ikke selv)

18 juli, 2009

Ting, tanker og træning

Det er jo noget nær sommer her på mine kanter. Solen skinner og kornet modnes. Lige nu jager landmændene godt nok rundt som hovedløse høns, fordi de skal nå et høste før de varslede skybrud kommer og ødelægger hele udbyttet. Hvis man kender bønderne ret, så når de det ikke, bare så de kan klage deres nød til alle, der gider høre på dem. Inklusive Udvalget for Tildeling af Landbrugsstøtte i EU, der jo nok kan lokkes til at smide et par mia. i retning af de klemte landmænd.

Jeg har jo slået mig op som lidt af en madanmelder, her i det forrige blogindlæg. Det er egentlig ikke noget jeg er kvalificeret til, men det argument afholder på den anden side heller ikke Reimer Bo fra at lave det han laver. Helt tilfældigt er jeg kommet til at besøge endnu en fastfood joint, der da lige skal have et par ord med på vejen. Denne skal man dog bemærke at det ikke er dette steds kerneydelse at fremstille fastfood, men mere er af en dannelsesmæssig karakter. Jeg var i Randers Regnskov sammen med min hustru og mit afkom. Det er på alle måder prisværdigt at kunne komme til at studere regnskovsdyr og planter uden at skulle rejse ud af regionen. Det kan der ikke siges noget skidt om. Især min søn er vild med at glo på alle mulige dyr. Hajen er et sikkert hit.
Når man nu har vadet rundt i den silende regnskov i et par kvarter, er man jo ved at være sulten. Det kan man bekæmpe ved at spise sin medbragte madpakke. For at komme så vidt, skal man kæmpe sig igennem to kupler og så kan man slå sig ned i en madpakkestue. Vi havde imidlertid ikke taget madpakker med, så vi købte os noget føde i regnskovens "restaurant". Det ville nok være mere mere korrekt at betegne det som et cafeteria. Vi valgte os en Regnskovsburger til de voksne og en tallerken med en pølse og nogle pommes frites til den lille. Dertil cola og et par spande ketchup. Egentlig kan man ikke sige at det var decideret dyrt, men man kan sgu godt nok heller ikke beskylde burgeren for at have smagt af noget særligt. Jeg har faktisk mødt den første burger, som jeg ikke kunne lide. Det afholdt mig ikke på nogen måde fra at forsøge at æde mig igennem den alligevel. Denne gang lykkedes det dog ikke.
Man kan ikke sige noget dårligt om Randers Regnskov generelt. Dyrene har det godt og der er gode forhold for gæsterne. Jeg er dog bestyrtet over den elendige mad, som de byder deres gæster. Det kan da ikke passe at man skal have sådan en omgang hundeæde, når nu alt andet er så meget mere i orden. Næste gang hedder der noget med madpakker eller en tur på Sunset Boulevard lige syd for Randers. Der er maden heller ikke nogen storslået gastronomisk oplevelse, men den er rimelig spiselig og smager da af noget.
Jeg er ikke faldet for det der fedtfattige sludder om deres mad. Fastfood er nu engang fastfood. Færdiglavet mad/halvfabrikata er ikke nær så sundt, som det man selv kan fremstille i sit køkken. Det samme gør sig, for så vidt, gældende for ikke så få Michelin-restautanter. Samtidig skal man jo huske at fedtfattigt ikke nødvendigvis er det samme som at det er sundt. Tænk her på f.eks. nødder og fisk, der jo er fede, men samtidig sunde. Man skal vist huske at kigge på lidt flere aspekter, når man skal vælge sund mad til sig og sine.
Jeg kan ikke lade være med at anbefale Sylvester Stallones bog endnu en gang. Den er rimelig fornuftig i sin tilgang til fødevarer og sundhed. Desuden må den siges at have et rigtig godt afsnit omkring styrketræning, der på alle måder må siges at virke. Køb den!

Jeg overvejer, for tiden, at anskaffe mig en af de der store bolde, som man kan ligge på og lave mavebøjninger og den slags på. Jeg synes at jeg mangler lidt mere specifik core-træning. Jeg er knokkelstærk i de store muskler, men trænger til lidt mere styr på de mindre muskler omkring kropskernen. Jeg har godt nok set at det er noget en Wii kan hjælpe med, men jeg tror ikke at jeg kan retfærdiggøre en sådan investering i et underholdningsapparat, som jeg ikke rigtig kan finde tiden til at bruge alligevel. Desuden er det vist mest noget for damer. Det her Klik! ser forresten også ret cool ud. Man kan vel godt have det sjovt mens man får lækre mavemuskler?

10 juli, 2009

En tur i truckerland


Man kunne jo tro at jeg har lagt i kakkelovnen for at give vore stolte langturschauffører et skud for boven denne gang.
Intet kunne være mere forkert!
Jeg har været på en lille kulturel berigelsestur idag. Det er netop den, som jeg gerne vil berette om.
Jeg havde fået overtalt min søde hustru til at vi skulle gå i biffen og se Anders Matthesens Sorte Kugler i biffen i Esbjerg. Nu er det åbenbart den eneste biograf i det vestjyske, der viser filmen om eftermiddagen. Derfor måtte det blive i denne vestjyske fiskeriperle af en by at jeg skulle få den fornøjelse at se lidt om Andens syn på karma og filmmediet.
Lad det være sagt med det samme: Filmen er som så ikke dårlig. Jeg kan fint forholde mig til at man får det igen, som man giver og det der shit. Mest fordi det, som oftest, er rigtigt nok. Jeg har selv et par eksempler på netop dette.
Rent teknisk er der ikke noget i vejen med filmen og jeg fik mig et par gode grin undervejs igennem. Jeg synes dog at slutningen er lidt tyk og at det der karma-fis er gjort sådan lidt til noget enten/eller. Enten er du god eller også dør du og din familie en smertefuld lorte-død. Hvis det var sådan i den virkelige verden, har karmafolkene et forklaringsproblem med Mike Tyson og pedellen på Valdemarskolen i 1980´erne.

Umiddelbart før vi gik i biffen, kørte vi ned på strøget i Esbjerg, der jo er Danmarks længste gågade. Det sjove ved Kongensgade i Esbjerg, er at der er to rådne ender. Både den ende, der ligger op mod det gamle "City Center" og den ende, der ligger ned mod banegården er rådne og trælse at gå rundt i. Begge steder er der masser af bumser og tiggere. Hvis man bare holder sig på midterstrækningen af gågaden, så skal man nok komme levende igennem. Så den der med den længste gågade, er vist lidt søgt. Hvis man trækker de to rådne ender fra, så er Esbjergs gågade ikke en skid længere end den de har i Århus.

For at komme tilbage til formålet med at nævne strøget:
Aldrig i min tid som et observerende menneske, har jeg set så mange opdullede truckertøser, men så latterlig lidt at have det i. Aldrig! Never! Niemals!
Helt affarvet hår, måske med lidt sort i. Enten helt sort tøj eller helt hvidt ditto. Piercinger i krydderen. Du ved, den lille "pikante" stift i næsen eller den der latterlige stud i ansigts-kødet mellem kind, overlæbe og næse. Sjovt som mange tror at de gør deres træk finere ved at forurene dem med et stykke malplaceret metal.
Jeg er i en mild form for intolerance-trauma. Er det grundvandet eller fiskeriet, der fremavler så mange truckertøser? Hvorfor lige Esbjerg? Det er jo Danmarks 5. største by. Det betyder at der er rigtig mange af dem. Kunne de ikke have valgt at samle dem i Frifelt eller Arnum?
Uanset. Det var sgu en oplevelse og en forklaring på, hvorfor jeg aldrig har scoret i byen i Esbjerg. Det var ikke mig den var gal med!

Efter en tur i biffen med slik og cola, kan man jo kun byde sin krop endnu mere lort. Derfor tog vi på Burger King for at få kolesteroltallet banket lidt op på skalaen. Der kan siges meget godt om junkfood. Især er det da som skabt til tømmermænd. Nu havde jeg bare ikke tømmermænd og var vel egentlig ikke sulten heller. Det forhindrede mig imidlertid ikke i at fortære en hel menu, eller Meal, som det hedder på Burger-King-lingo. Den mest kendetegnende forskel på Burger King og MacDonalds, er nok at Burger King vælger at napalm-stege deres bøffer. De kalder det godt nok Flame-grilled, men det smager sgu ikke af flammer, men af brændt på.
På betjeningssiden, kan man i hvert fald ikke kende forskel på de to giganter.

Mig:
Jeg vil gerne have et Big King -meal med cola og ketchup....
Burger King teenager: Mener du et Big King XXL -meal? Hvad skal du have til dine pommes frites?
Mig: Nej, jeg mener sgu da et Big King -meal, når det er det jeg siger. Hvad tror du jeg skal bruge ketchup til, hvis det ikke er til mine pommes frites?
Burger King teenager: Nåja.... excuse me, siger jeg bare...

Kan man da for fanden indlære den der mer-salgs-remse så meget, at man ikke er i stand til at indgå i en ægte dialog med levende mennesker?
Jeg frygter for min alderdom.

Her kunne jeg så godt lave en lille satirisk dialog over, hvordan mit møde med hjemmeplejen ville gå, men det orker jeg ikke rigtig. Måske en anden gang.

08 juli, 2009

Jeg er en tegning

Jep! Her er det så. Den famøse karikaturtegning fra Den Spanske Trappe i Rom. Det er åbenbart udført i 1991, da jeg selv havde den sarte alder af blot 19 år.

Jeg har tidligere omtalt tegningen i forbindelse med størrelsen på mit tandsæt. Det kan du læse mere om her! Jeg har lige været på besøg hos mine forældre. De har, af ganske uransagelige årsager, valgt at hænge omtalte tegning op i deres gæsteværelse.

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor at tegneren har tegnet mig med boksehandsker på eller hvorfor jeg slår på en kvindes alt for store bryster. Det er virkelig underligt.
Jeg gætter på at han syntes at jeg havde en vis lighed med Rocky, så det er på sin vis forståeligt nok. Til gengæld kan jeg ikke i min vildeste fantasi finde en årsag til det med brysterne. Det er og bliver meningsløst. Det understreger vel blot min fordom om at "kunstnere" ryger alt alt for meget hash, uden at det på nogen måde påvirker deres "kunst" i positiv retning.

Længe leve kunststøtten.

03 juli, 2009

Tillykke med de 37

For 37 år siden kom jeg til verden. Det er endda på dagen præcis 37 år siden.
Omkring 06.40 blev jeg født som en såkaldt sædefødsel. Det betyder egentlig bare at jeg kom med röven først. Det er vist ikke just nogen fornøjelse at føde almindeligt, men det skulle være en udsøgt pinsel at føde børn, når de kommer med den mindre pæne ende først. I hvert fald har jeg ladet mig fortælle at man, nu om stunder, lader kvinder med risiko for sædefødsler, få et kejsersnit uden de store diskussioner.

Min moder lever idag i bedste velgående og virker ikke som om hun har oparbejdet et specielt stort had til mig og min person, på trods af den smerte jeg har påført hende under min ankomst til denne jord og dette liv. At min bror så skulle komme ud som endnu en sædefødsel allerede 18 måneder senere, må siges at vise hvilket stof mit moderlige ophav er gjort af. En tilsvarende smerte ville med lethed have kunnet gøre det af med det meste af den mandlige, Ripensiske befolkning på den tid.

Jeg har en gang hørt at kvinder havde en ligeså lav smertetærskel som mænd, ville der ikke blive født nogen børn på denne, grønne jord. Som min gode ven Asmus siger: "Der findes ikke syge mænd, kun døende mænd!" Jeg er sikker på at han har ret. Han er jo skolelærer og de plejer at vide besked med den slags.

Hvis jeg endelig skal snakke om vejret, ja så er det jo godt for tiden. Faktisk næsten for godt. Min lille cocker spaniel lider godt nok lidt i varmen. Til gengæld nyder han at der er en hjemme hos ham for tiden. Så skal han ikke være alene, når han sover middagslur mellem 10 og 15. Sikke et hundeliv.

Jeg har besluttet mig for at jeg godt gad at have den nye iPhone 3GS, men at jeg ikke køber den, da den er for dyr og da jeg jo alligevel altid taber mine telefoner og glemmer at passe på dem. For tiden har jeg en Sony Ericsson C702. Det er sådan en med GPS, 3G og alt det der lir. Den kan ydermere tåle at blive stænket på med (ganske lidt) vand og så kan den tåle at blive smidt rundt med hele tiden. Den har i hvert fald ramt asfalten mindst 30 gange i sin levetid. Så rent empirisk, må den siges at kunne tåle lidt tæsk.
Til gengæld er den software, som den er født med, noget rigtig l*rt. Den slukker sådan lidt random, men primært lige før der tikker en sms ind på den. Jeg ved ikke helt hvor mange sms-beskeder jeg har mistet, men det er nok efterhånden en del.
Af en eller anden grund kan den ALDRIG huske min brors arbejdsnummer. Hver gang jeg har tastet det ind på både min computer og i min telefon og derpå synkroniserer dem med hinanden, mister den bevidsheden om at min bror har en telefon på sit arbejde.
Derfor: Kære Apple. Lave en iPhone, der er billig, hurtig og som kan tåle at få tæsk. Jeg lover at købe en!