Tour de France er farligt

Da jeg var barn, gik jeg altid ud af biografen med en vis følelse af at være Indiana Jones/Superman/James Bond/Ghostbusters. Efter nogle få skridt fortog følelsen sig igen og jeg måtte atter erkende at verden udenfor biografen er noget mindre glamourøs end verden indenfor. Et hårdt slag, men jeg kom over det ret hurtigt.
Dette eksempel skal vise at man sagtens kan leve sig ind i en ting uden at leve resten at fantasien ud. Jeg begyndte ikke at bekæmpe forbrydere i verden og forsøge at flyve, bare fordi jeg havde set Superman.
Noget anderledes forholder det sig med mænd i de sene 30'ere eller de tidlige 40'ere. Et stort antal af den slags mænd kan ikke tåle at se Tour de France uden at de skal iklæde sig noget lidt for stramt spandex-cykeltøj og tage jernhesten frem fra kælderen. Det er jo ikke et problem i sig selv. Givet, de ser latterlige ud med hængemave i stram cykeltrøje, men det er jo smag og behag. Er det ikke også noget med at tyrkis spandex virker slankende?

I de 3 uger som TdF står på, kan man se de her mænd overalt på vejene. Det viste billede er et sammenklip af to billeder fra henholdsvis Lystrup og udkanten af Ribe. De er overalt på vejene. Igen er dette ganske problemfrit, omend lidt lattervækkende.
Mit ankepunkt ved denne adfærd, er at disse nye cyklister ikke kender forskellen på Tour'en og trafikken. De nægter konsekvent at bruge cykelstien, tror at de må køre venstre om i rundkørsler og forventer en ret udpræget forkørselsret. Sådan er det jo i Frankrig under Tour'en.

Prøv lige at hør her, cykelfjols!
Sådan er det ikke i hele Europa bare fordi en flok dopede fuglebryster piner sig selv med at køre op ad bjerge i stedet for at køre udenom! Du skal for fanden holde dig på cykelstien og følge de almindelige trafikregler! Du ER den bløde/døde trafikant, hvis du rammer min bil mens du kører venstre om i en rundkørsel.
Om ganske få dage er fænomenet ovre igen, for så er Tour de France slut og cyklerne kan komme ned i kælderen igen og spandex'en kan komme i skabet, hvor den hører til.
Sommer i Danmark på godt og ondt.

Egen avl

Nej, der er ikke noget nyt under solen på ret mange måder. Alt er ved det gamle, bare lidt anderledes. Gennem al denne snak om Mette Frederiksen, Helle Thorning og alle de andre politikere med børn i privatskoler, er jeg kommet til at tænke over hele dette koncept med forholdet imellem forældre og deres børn. Forældrene skal arrangere børnenes liv så det er så behageligt som det lader sig gøre. Det kan man ikke sætte sig imod. Det er da kun idioter og Jørgen Leth, der lader sig udsætte for flere benspænd end aller højest nødvendigt. Jeg mener da bestemt at man skal lette børnenes tilværelse og hjælpe dem godt på vej i det her store liv og levned. Ingen tvivl om det.
Vi er sikkert ikke alle enige om måden at gøre det på. Jeg tror f.eks. at Jesus Kristus stadig er en lille smule skuffet over sin far, der ikke rigtig holdt hånden over ham i skolegården, da det rigtig brændte på. Jeg tror på at det jeg gør, som faderfigur, overfor min søn, er det rette og passende for hans trivsel. Jeg har ikke reddet ham fra en korsfæstelse endnu, men han er altså heller ikke så meget ude på ballade som Jesus var.
Til gengæld har jeg et meget udadvendt barn, der godt kan tage kontakt til både andre børn og, så sandelig, også andre voksne. Og det vel at mærke selv om de ikke ønsker en umiddelbar kontakt med ham.
Netop denne egenskab var lige ved at give en meget påpasselig moder til to børn et nervøst sammenbrud midt i familieudflugten til Randers Regnskov.
Hvad skete der? Fortæl, fortæl.
Jeg havde min lille dreng med til Randers Regnskov på en lille drengetur. Moderen lå derhjemme med en fibersprængning og forsøgte at komme til hægterne.
Man kan sige meget om en regnskov, men det viser sig at min søn er gladest for legepladsen, hvor der er klappe-geder, som han kan klappe i timevis.
Der skete to gode ting for ham den dag.
1) Han kunne selv forcere hegnet via den opsatte trappe. Det har han godt nok altid kunnet, men det gik op for ham at det er der mange andre børn, der ikke kan. En lille sejr!
2) For første gang kunne han gå over balance-tovet på legepladsen uden hjælp eller støtte. Det gjorde ham ret stolt og selvtilfreds.
Da han jo er sådan en udadvendt dreng, måtte han fortælle samtlige forbipasserende om dagens små sejre. Det er der vel ikke noget ondt i, omend det sikkert kan være svært for en udenforstående at blive oprigtigt glad for info som: "Jeg kan selv gå over tovet" eller "Jeg kan selv kravle over hegnet". Ganske givet gav disse oplysninger kun ganske ringe applaus hos de stakkels, sagesløse vidner til min søns bedrifter. Det er der heller ikke noget forgjort i. Man skal ikke rose et barn, man ikke lige kender, hvis man ikke er tryg ved en sådan situation. Det kunne jo gå vældig galt.
Jeg blev dog lidt stødt over en moderfigur, der bad min søn om at gå væk, da han ville overbringe hende de glade budskaber. Da han så forsøgte at komme igen med en rap replik, nemlig: "Min far hedder Klaus", fik hun et lidt flakkende blik og gentog sin opfordring til ham om at forføje sig.
Det var ikke kun mit barn, der var hende tilovers. De andre børn i klap-en-ged-området skulle også gå lidt væk fra gederne, hvis det stod til hende. Så kunne man jo mistænke hende for at ville børnene det godt og redde dem fra en frådende og rabiesbefængt gedemor, der var en umiddelbar trussel for samtlige børns vé og vel. Desværre viste forklaringen sig at være noget mindre ædel og langt mere rystende.
Faktisk ville det gale kvindemenneske have alle de andre børn væk fra gederne, så hun kunne fotografere sine egne to børn med gederne, uden at få andre folks frastødende afkom med på de dyrebare billeder af familiens dyrebare kvalitetstid med dyr af laverestående racer.
På sin vis, er det lidt idiotisk at rejse til et velbesøgt, offentligt sted og forvente at kunne tage snapshots af ingen andre end sin egen avl. Det kunne man vel ordne ved at leje et par geder et sted og så trække dem ind i stuen til familiefotoet. Hvad skulle verden have gjort, om de ville forevige sig selv og afkom på strøget eller i Tivoli? Sikke et ubehag med alle de grimme mennesker på billederne.
Når alt kommer til alt, så er man gladest for egen avl, men man kan vel godt behandle andres passende og med respekt.
Jeg fryder mig imidlertid ved tanken om at kvinden sidder i sit samtalekøkken i skrivende stund og irriterer sig over den lille påståelige knægt med langt lyst hår, der er på samtlige af hendes billeder fra en ellers dejlig dag i Randers Regnskov. Hvem er den store mand henne ved hegnet, der står og laver kaninører på Bjarne på samtlige af mine billeder af ham? Ja, det kan du jo tænke lidt over....

Lys over land

Det er godt nok en dejlig morgen her i Lystrup. En masse sol og en masse sne. Nydelse! Jeg skal nå at træne og sidde i sauna før jeg skal på arbejde idag. En god dag lurer.

Fredag aften omkring klokken 23.30

Ja, ok. Det artede sig ikke just som jeg havde planlagt alligevel.

Jeg nåede ned til træning og fik hevet noget jern, så mine arme kan blive store og fine. Så vidt, så godt. Desværre var formiddagens hovedattraktion, saunaen, ikke tændt eller varm. Faktisk var den end ikke lunken. Det var dagens første massive skuffelse!

Senere på arbejdet, fik mine velbegavede niendeklasses elever den gode idé, at vi kunne slutte ugen af med lidt kage fra centeret. Det var, i sig selv ikke en dårlig ting, så jeg smed en lille halvtredser på bordet og fik klassen til at skillinge sammen til vi havde omkring 80 kroner at rutte med.

Nogle af ungerne gik i centeret og jeg gjorde udstyret klar, så vi kunne se en dokumentar om terror i 1970'erne. Alt gik faktisk godt og efter bogen. Altså lige indtil børnene kom tilbage med 3 gange 600 g SNØFLER. Altså 1,8 kg gulvaffald fra et stort industribageri, der ikke er udstyret med moralske forpligtelser overfor den naive forbruger. Sjældent har jeg følt en så overvældende og tung sky af skuffelse hænge over mit, ellers så, lyse hoved.

Normalt gør jeg mig umage for ikke at vise mine elever, når jeg er skuffet over deres åndsvage dispositioner, men denne gang måtte jeg virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at få et hysterisk anfald. Her havde jeg drømt om en dag med sauna og mormorstang og så fik jeg en lunken afvaskning og knap 2 kg affaldsprodukt fra fødevareindustrien.

Som prikken over i'et, er min søn begynd at kalde mig "Klaus" i stedet for "Far".

Idag så bedre ud igår!

Den laveste sociale fællesnævner er for lav og prisen for høj

Jeg sidder på mit kontor med en halvt drukket juleøl fra november 2008. Jeg drikker ikke særlig megen øl og når jeg gør, får jeg min arbejdsplads til at betale gildet for mig. Altså til julefrokosten og til sommerfesten. Jeg kan godt lide smagen af øl og jeg kan egentlig også godt lide at være voksen nok til at kunne lide at drikke øl.

Man siger at mennesker, der ikke kender hinanden ofte starter ud med at finde den laveste fællesnævner og snakke derudfra. For mænd er det oftest noget med kvinders kønsorganer og for kvinder er det oftest noget med fødsler (altså i nogenlunde samme region).

Der er også visse sociale fællesnævnere, som man kan gøre brug af, hvis man ikke kan komme omkring andre mennesker på normal vis.

Det er åbenbart et alment kendt begreb at folk med få varer kan komme forrest i køerne i supermarkederne. Jeg kender det mest som at man spørger den anden kunde om vedkommende vil foran, da man selv har en masse varer. Det gør man åbenbart ud fra den betragtning at folk med få varer har vigtigere ting at tage sig til end at stå i kø bag folk med store vogne og små liv.

I dag stod jeg med en lille vognfuld varer i den lokale Kiwi og ville til at lægge mine varer op på båndet sammen med min søn. Pludselig kommer en mand med en lille håndfuld dåseøl og siger: "Jeg smutter lige foran, jeg har kun en lille smule." Jeg svarer at det må han da hellere gøre, hvis han mener at hans er vigtigere end mit. Det mener han ikke, men så går det hurtigere, mener han. Ja, det går hurtigere for dig, men det kommer jo faktisk til at tage længere tid før jeg er ude af den her butik. Så det må jo være vigtigere for dig at komme til end det er for mig. Hvis vi tager begge vore transaktioner og lægger den tid de måtte tage sammen, vil den forbrugte tid nok være den samme uanset hvem der kommer til først. Derfor må vi vel gå ud fra at du siger som du gør for at komme hurtigst muligt ud, så du kan drikke dine øl. Ja, så siger vi det, brummer han og synes åbenlyst at det er mig der er idioten af os to.

Er det nu også det?

• Kan man slippe afsted med alt i denne tid, bare man er et stort nok røvhul?
• Kan man nægte at flytte sig for politiet og så stå frem som offer når der vanker knippelsuppe?
• Kan man pludselig komme i tanke om at man har fået bank i bussen, da man blev kørt væk fra en, nu dokumenteret, fredelig anholdelse, fordi man ved at politiet ikke har filmet i bussen?
• Kan man lyve på tv, i blade og på nettet for så at trække i land med at man ikke "føler" at man har løjet, når sandheden kommer for en dag?
• Kan man blive nødt til at opdrage sit barn til at være et gennemført asocialt røvhul for at han skal kunne begå sig i denne verden?
• Kan det virkelig være rigtigt at man skal have rundsave på albuerne og huller i moralen for at blive kendt i dette land?

Kan det passe at vi skal se mere og mere til Sidney Lee.

Er det ikke derfor at vi har janteloven? Er det ikke for at "aflive" personer, der ikke har noget at have det i?

Jeg ville egentlig have blogget om buffet og pædagogik, men jeg måtte af med lidt damp og det kom så til at gå ud over min blog og dig.

Undskyld!

Jeg hopper lige foran i køen, jeg har ikke så mange varer på øverste hylde, så jeg skal ud og leve mit lille liv i en fart. Det løber ud mellem fingrene på mig.

Så havde jeg sgu sprunget til side med det samme. Det er da til at forstå.

Jeg vender den anden kind til, men jeg nægter at leve ned til den slags standarder!

Selvfedme eller imagepleje

Jeg har tænkt over det der med at være selvfed. På mange måder, er selvfedme det samme som almindelig fedme. De har i hvert fald mange fælles træk.
Hvor fedme sidder på det fysiske og selvfedme sidder på det psykiske, kan man sige, at der i begge tilfælde er tale om livsstilssygdomme, der på længere sigt sætter sig i hjertet.
Ja, det er måske lidt plat, men på mange måder et meget sigende ordspil. Hvis jeg altså selv skal sige det.
Når man begår sig i det offentlige rum, er det oftest med en vis bevidsthed omkring sin gøren og laden. Der er ikke mange, der har lyst til at rende rundt på strøget med en stor portion glemt mad omkring munden. De fleste undgår at vise alt for store følelsesmæssige udsving i offentligheden. Hvis det alligevel smutter og man kommer til at skabe sig ude i verden, med mange mennesker som vidner, er man lidt til grin og vel nærmest en stakkel. Uanset. Vi bruger en masse tid og energi på at holde en forholdsvis anstændig facade oppe.
Forleden, da jeg surfede på Facebook, kom jeg forbi en af mine venners venneliste. På denne liste kunne jeg se at min ven er venner med Maria Hirse på Facebook. Nu er Maria Hirse jo ikke just et verdensnavn, men hun er immervæk almindeligt kendt her i landet. I hvert fald noget mere kendt end undertegnede.
Mens jeg kiggede bemeldte venneliste igennem, kunne jeg godt mærke et lille stik at misundelse over at en af mine venner havde mere kendte venner end mig. Derfor forsøgte jeg at tilføje Maria Hirse som ven. Det lykkedes over al forventning. Nu er hun min ven. Derpå gik jeg på venne-hugst i hendes venneliste og derpå igen på venne-hugst i Casper Christensens venneliste. Nu skal siges at jeg KUN gik efter celebrity-venner. Bare for at se om jeg kan blive venner med alle de kendte.
Det kan man faktisk godt! Lige nu er jeg venner med så store kanoner i dansk showbis som: Anders Bircow, Jonas Elmer, Casper Christensen, Signe Lindkvist, Dan Rachlin, Bo Bech og Claire Ross-Brown.
Jeg ved ikke hvad der er mest ynkeligt:

A) Kendte der er "venner" med mennesker de ikke engang kender.

Eller

B) Almindelige mennesker, der gerne vil være "venner" kendte de ikke kender.

Skal man sige ja til andre folks venneanmodninger, blot fordi man er et kendt menneske? Er man krukket eller fin på den, hvis man ikke gider at være venner med nogle man ikke kender? Er det den slags man er på Facebook for? Det er ikke helt til at forstå.

Jeg er jo selv ligeså slem, når jeg har ansøgt mere end 20 celebs om at være venner. Ingen tvivl om det.
Min grund er at jeg vil være inde i varmen og jeg gad faktisk også godt selv at være kendt og rig. Med tiden kunne jeg måske udgive en plade, som så mange andre semi-kendte gør det. Jeg er desværre for gammel og fed og gift til at komme med i Paradise Hotel. Det virker ellers som et optimalt springbræt til fame´n´fortune. I hvert fald for pigerne, hvis de viser bryster og knalder i den bedste sendetid. Egentlig lidt sjovt at man sådan forguder pornomodeller for tiden. En ting er at Susan K er berømt i Danmark for at gøre sig til, som den liderlige skøge, hun nu engang er. Men at man på samme måde lefler for Katja K, der jo ikke har hverken talentet eller intelligensen med sig, kan sgu gøre mig en smule deprimeret.
I USA, af alle steder, er Jenna Jameson blevet brugt som postergirl for Jackson Guitars. Jeg er ikke sikker på at hun på nogen måde kan spille på en guitar. Men det er vel heller ikke specielt vedkommende i den sammenhæng?

Er man tilpas selvfed, ikke alt for blufærdig, lidt mere end almindeligt liderlig, ikke for grim, ja så kan man sikkert score sig en kendis-grad.
Det er så her at janteloven giver mening. Det er jo altid de folk, der ikke har noget at have det i, som klager over at janteloven er stærk i Danmark. Oliver Bjerrehuus mener at det er janteloven, der fjerner ham fra Vild Med Dans. Nix Oliver, det er nærmere din elendige sociale evner og det faktum at du danser som en crack whore på afvænning, der sendte dig ud.

Janteloven har på ALLE måder en berettigelse. Det er jo mangel på jantelov, der får det ene fjols efter det andet til at stille op til samtlige "talent" shows på tv. Havde der været nogen, der havde sagt til ADHD-tvillingerne at de ikke skulle tro at de var noget, havde de nok været fri for den enorme ydmygelse, som deres tv-optræden tvang dem igennem. Er det et værdigt liv at blive kørt igennem det ene aftenshow efter det andet mens man skal synge den samme sang på den samme måde gang på gang? End ikke De Sorte Spejdere var for fine til at ydmyge et par handicappede børn i deres program. Noget af det signifikante ved netop ADHD, er jo at være ude af stand til at aflæse en situation. Så kunne forældrene jo have gjort noget. Ofte lider enten den ene eller måske endda begge forældre også af ADHD. Så er der jo ikke nogen tilbage til at bedømme om det er en god eller dårlig idé at optræde på et landsdækkende tv-program. Hvis der så heller ikke er noget moralsk kodeks fra casternes side, ja så kommer vi til at se på handicappede stakler, der gør sig selv til grin, så vi kan få det bedre med os selv. Se det er sgu da et værdigt argument for janteloven. Den er slet ikke så skidt en ting, som mange gerne vil gøre den til.
Det er kun tabere, der ikke kan lide janteloven. Hvad med Bjarne Riis? Det ene år fejret som en helt, det næste en taber. Ja, faktisk også med rette. Det er ret signifikant at man ikke kan toppe i mere end 2 - 3 år, når man doper sig. Kroppen kan ikke holde til mere. Det var jo ikke janteloven, der hev Bjarne Riis ned. Det var hans trang til at blive i rampelyset efter at hans billet var udløbet, der fik ham til at være en idiot. At han så kun kunne være en helt med EPO i blodet, viser vel bare endnu mere at han skulle have ladet sig påvirke af janteloven. Du skal ikke tro at du er bedre end os, hvis du kun kan være bedre ved at tage ulovlige stoffer!
Faktisk kunne det være rigtig fint med en anelse mere jantelov.

Jeg har lavet en lille video, der gerne skulle vise hvorfor janteloven skulle være mere fremherskende. Den er selvfed, meningsløs, selvsmagende, indholdsløs og i det hele taget irrelevant på alle måder. Tjek den lige ud og se om ikke at jeg skulle have lyttet til nogle af jantelovens ord...

På den anden side, kan det jo være at jeg bliver berømt og så kommer i tv og måske kan blive venner med Mary & Frederik, der jo kun kan være venner med rige mennesker. Måske kan det ende med at jeg får mig en retræte-post som quizmaster på TV2-Charlie i en alder af 38 år. Så sidder jeg da sikkert på flæsket til jeg er langt oppe over den ordinære pensionsalder.
Ville det ikke være fint med en celebrity med mine evner? Det er da lige det Danmark har brug for.
Gør mig berømt!

(Jeg kan ikke selv)

Jeg er en tegning

Jep! Her er det så. Den famøse karikaturtegning fra Den Spanske Trappe i Rom. Det er åbenbart udført i 1991, da jeg selv havde den sarte alder af blot 19 år.

Jeg har tidligere omtalt tegningen i forbindelse med størrelsen på mit tandsæt. Det kan du læse mere om her! Jeg har lige været på besøg hos mine forældre. De har, af ganske uransagelige årsager, valgt at hænge omtalte tegning op i deres gæsteværelse.

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor at tegneren har tegnet mig med boksehandsker på eller hvorfor jeg slår på en kvindes alt for store bryster. Det er virkelig underligt.
Jeg gætter på at han syntes at jeg havde en vis lighed med Rocky, så det er på sin vis forståeligt nok. Til gengæld kan jeg ikke i min vildeste fantasi finde en årsag til det med brysterne. Det er og bliver meningsløst. Det understreger vel blot min fordom om at "kunstnere" ryger alt alt for meget hash, uden at det på nogen måde påvirker deres "kunst" i positiv retning.

Længe leve kunststøtten.

Sommeren er over mig (og mine tænder)

Så kom de sgu, sommeren og ferien. På magisk vis er det lykkedes de to at falde sammen i år. Endelig lever sommerferien op til sit navn. Sådan skal det også være.

Jeg sidder og hygger med min kaffe og Pink Floyd´s Pulse CD. For at få det der hippie-crap til at glide lidt lettere ned, har jeg allieret mig med en Toblerone-stang.

Jeg sidder egentlig og tænker lidt på min udgåede og afgåede niendeklasse, der stoppede deres friskolekarriere i fredags. Som en lille gave, fik jeg den Toblerone, som jeg nu er ved at forsøge at slå ihjel. Når man sådan sidder og tænker, drikker og gnaver, kan man jo godt blive en anelse nostalgisk.

En af de historier, som jeg kom til at tænke på forleden, handler om min rejse til Prag og Berlin med Pandaerne (som niendeklassen hedder. (Ja, det er altså en friskole, som jeg arbejder på. Bær over med det!).

En af de dage, hvor vi var i Prag, gik jeg sammen med Clara og Liva, en lille tur over Karlsbroen i vores søgen efter en Starbucks, noget mokka og lidt gratis internetadgang.

Der på Karlsbroen, sidder der en masse gøglere og "artister". Som man kender det fra andre storbyer, sidder der selvsagt også en karikaturtegner og driller folk for penge. Jeg kunne ikke nære mig og måtte bare fortælle om dengang jeg blev tegnet ved Den Spanske Trappe i Rom. Jeg blev dengang tegnet som en ung Sylvester Stallone med boksehandsker og langt nakkehår. Ja, sådan var moden nu engang dengang. Se forresten tegningen her!

Da jeg var færdig med at fortælle den spændende beretning, spurgte Clara om jeg så var blevet tegnet med utroligt store tænder. Her mente hun i speciel grad om mine fortænder skulle være blevet tegnet i en så betragtelig grad at jeg havde bidt mærke i det.

Nu har jeg heldigvis ret let til at blive fornærmet, så jeg måtte selvsagt med det samme spørge kontra om hun mente at mine fortænder skulle være lidt velvoksne fra naturens hånd. Det påstod hun at det selvsagt ikke var tilfældet, men at ALLE jo fik tegnet deres tænder store af karikaturtegnere. Det må siges at have været et ganske elegant redningsforsøg, men jeg hoppede ikke på den. Selvfølgelig er mine fortænder store og også større end så mange andres. Det er en af de mindre skavanker på mig og min krop. Jeg skulle sgu nok have sænket hendes årskarakterer en anelse alligevel?

For lige at gnide lidt salt i mit tandkødssår, så sagde min søn således til mig forleden: "Du har store tænder, jeg har lille tænder!"

Ja, så er den ting jo nok på plads.

Nu kan jeg så gå og håbe på at solen bleget mine tænder lidt, når den nu alligevel er i nabolaget for tiden.

God sommerferie!

Merci til Mercenary

Så er det en dejlig søndag med sol og næsten total vindstille vejrligheder. Der er lidt roligt lige for nu, da sønnen sover og konen er i haven.

Jeg er blevet lidt til grin på Facebook, fordi der er en morsom sjæl i min kollegakreds, som har fået den idé at photoshoppe lidt på

et lidt småuheldigt billede som blev taget under den fælleslejr, som jeg var på sammen med mit arbejde. Kort og godt skete der følgende: Jeg stod og noterede nogle point på en pointtavle og havde iført mig en ærmeløs t-shirt. Det kan åbenbart trigge en hel del hos mange andre mennesker. I hvert fald kom min nye kollega Jacob hen til mig og lavede den der jeg-puster-mig-op attitude med sin uhyggeligt

tynde overarm. Dette fik mig til at indtage den samme positur og samtidig lægge ansigtet i et nogle lidt for veltilfredse folder. En af eleverne sad med et kamera og klik! The rest is history, som man siger. Kan man ikke sige andet, så kan man da konstatere at artsdiversiteten hos homo sapiens er ikke bare stor, men faktisk overraskende stor. Billedet blev printet ud i A4 og hænger nu på lærerværelset og pryder opslagstavlen. Eller det gjorde det, for nu er det altså skiftet ud med en version, hvor man har valgt at bytte om på hovederne. Det skal siges at det er gjort på en håndværksmæssig rigtig fin facon, så det rent faktisk ser ret realistisk ud.

Det eneste der ikke lige passer sammen på billedet, er skyggernes placering og det alt for selvsikre udtryk. Jeg lader dig selv regne ud hvilket af billederne der er det originale og hvilket der er decideret historieforfalskning.... Skandaløs skandale!

Resultatet er nu at Jacob nu strutter ef en ny og, ikke mindst, falsk selvtillid, mens jeg straffer håndvægte på fuldtid, så jeg ikke ender som Jacob. Det er sgu en skør skør verden, som vi lever i.

I går tog jeg, sammen med min gode ven Asmus, til koncert på Train i Århus. Der er jo byfest i Århus i disse dage, så der plejer at være gang i den. Det var der imidlertid ikke. Måske var de fleste trætte efter at have pjækket fra arbejde og være hung over i det meste at en uge. Der var i hvert fald ikke særlig mange mennesker på Train denne aften.

Måske kunne man skyde skylden på arrangementets karakter? En 4 dobbelt koncert med heavy metal af allerværste skuffe præsenteret af MTV´s Headbangers Ball. Det er åbenbart ikke rigtig noget der trækker folk op af den læderbetrukne.

Vi nåede ikke lige at se Last Mile, men det kommer vi nok over med tiden. Pilgrimz var meget sjove og entusiastiske og supertunge, men deres musik kan sgu nok ikke just beskyldes for at være fængende. Raunchy er et lidt underligt band, som vist ikke kan finde ud af om de vil være poppede eller helt vildt tunge. Jeg kender ikke rigtig så meget til deres musik, men Asmus forsikrede mig om at de lyder fedt på cd. De lød, ærlig talt, ikke særlig overbevisende live. Jeg kunne se at de spillede på livet løs og havde en masse detaljer i deres musik. Desværre var lyden så rodet at man ikke rigtig kunne skelne det store. Det var vel egentlig bare en massiv mur af larm.

Så gik Mercenary på scenen. Det var primært derfor jeg overhovedet gad at tage ind og lugte til andre menneskers sved og tarmgasser. For nogle år siden så jeg dem spille sammen med Invocator i Esbjerg. De overraskede mig en del ved at være melodiøse og dygtige til at spille. Jeg have måske lidt en forventning om at et band fra Aalborg ville spille med den ene finger i måsen og udelukkede synge om at fulde sig i Jomfru Ane Gade. Heldigvis blev mine fordomme gjort til skamme dengang i Esbjerg. Siden har jeg købt deres nyeste album Architect of lies og lyttet til det omkring 100 gange i forbindelse med min træning og gåture med hunden. Det er et killeralbum og jeg skal da lige love for at Mercenary også lagde op til et killersæt da de gik på med alle sejt sat. Så kan man sgu se hvad talent blandet op med disciplin i øvelokalet kan føre til. Jeg vil i hvert fald undre mig om de ikke blev til noget stort indenfor heavy verdenen. Kort fortalt: god lyd, gode sange, superdygtig forsanger, dygtige musikere. Så kan man vist ikke rigtig forlange meget mere. Måske kunne man ønske sig lidt flere publikummer, men måske er genren ikke rigtig bred nok til det.

Uanset, jeg vil gerne sige merci til Mercenary. Det var sgu en fin koncert!

Løst og knap så fast

Ja, det er da noget værre noget med den der virus der hærger for tiden. Alle småbørnsforældre har unger der kaster op eller laver tynd pubæ i bleen. Det har jeg også haft. Som en lille satanisk hævn, har han nu projiceret den onde lidelse over på både Camilla og mig. Tak for kærlig omsorg under min sygdom, kære mor og far, her har I en lille gave: Tynd mave i dagevis. Så er der serveret! Jeg ved endnu ikke hvordan en røv der er træt af at skide ser ud, men nu ved jeg hvordan den føles!