There is something rotten....

...I musikinstrumentforhandlerindustrien.

Så kort kan det siges. 

Jeg bygger mine antagelser på de ting, jeg har set i forbindelse med min genoptagelse af min musikerhobby. Så skal man jo finde nyt grej, strenge og andre småting. Så er man jo nødt til at opsøge en musikinstrumentforhandler fra tid til anden. Langt det meste køber jeg på nettet, da det jo ikke kan betale sig at sætte sig i bilen for at få lov til at betale mere. Men en gang imellem, ja så kan det ikke vente til postbudet har været med post fra Tyskland. 

Noget af det, der har virket mest slående på mig, er at prisen på guitarer er faldet meget markant. Nu kan man sagtens få en ok spade til omkring 3000,-. Før i tiden skulle man give omkring 5000,- for den samme kvalitet. Man kan også få en guitar til under 1000 kroner, men det er vist ikke noget for de fleste. Det er vist  et eksempel på at man godt kan få lidt mindre, end det man betaler for.

Jeg husker engang i tidernes morgen, hvor jeg skulle have mig en 7-strenget guitar. Hos Aage Jensen stod den til 9600 kroner. En fin spade til en ok pris. Det var tilbage i 1999. Denne dag var jeg dog ikke i humør til at betale mange penge for en guitar, som jeg måske ikke ville komme til at bruge helt vildt meget. Derfor meddelte jeg ekspedienten at jeg ville give ham 6000 kroner for guitaren. Det ville betyde et afslag på 3600 kroner og dermed omkring 37% af den originale pris. 

Til min umådelige overraskelse gik ekspedienten med til at sælge guitaren til 6400 kroner. Det gjorde mig, i første omgang, glad for at have gjort en god handel. I næste omgang, blev jeg faktisk lidt sur over at jeg kunne få slået så mange kroner af prisen, bare ved at nægte at betale den fulde pris. 

Jeg spurgte ekspedienten om årsagen til at jeg skulle have så stort et afslag uden nogen årsag. Det gjorde ham noget paf, at jeg klagede over at spare 3200 kroner.

Imidlertid mener jeg ikke at det er en reel måde at drive forretning på, hvis man ikke skal betale en reel pris, men mere skal forsøge at prutte ned til den rigtige pris. Hvad skal den far, der kommer ind med sin søn og skal købe den første guitar betale? Der er jo ikke nogen, der har fortalt dem at man ikke skal betale prisen på skiltet, men snarere forsøge at gætte indkøbspris + acceptabel avance.  Det var ikke just en optimal kundeoplevelse. Man gik for det meste ud af forretningen med en mistanke om at være blevet snydt. 

Nu er tiderne imidlertid en anden. Ikke mindre korrupt, men bare en anden.

Under mit besøg hos Eskildsen forleden, kunne jeg konstatere at ekspedienten fra Aage i 1999 nu arbejdede hos Eskildsen. Det havde han forresten også gjort før Aage kom til Århus.

Under den obligatoriske inspektionsrunde i guitarafdelingen, kunne jeg konstatere at priserne på guitarer en droppet en del. Ikke ilde for musikeren. Faktisk er det jo en god ting. Man skal dog stadig betale fuld pris for en Gibson, som en af de andre kunder påpegede. Det er nok heller ikke så underligt, da det er en rigtig fin guitar.

Til min undren, kunne man finde guitarer med navnet Aage påtrykt. Det spurgte jeg så ekspedienten om sammenhængen af. Han kunne meddele mig at Aage og Eskildsen faktisk var det samme firma og at der, som så, ikke var forskel på hverken sortiment eller pris i de to forretningen.

På den ene side er priserne blevet mere i tråd med det, der rent faktisk står på prisskiltene, men på den anden side er priserne fastsat af to kæmpe musikinstrumentforhandlerkæder, der oven i købet har slået pjalterne sammen. Det nærmer sig monopollignende tilstande. Ikke så underligt, hvis det er sværere for de små instrumentforretninger at vinde kampen imod en sådan gigant.

Jeg kan dog, med en vis ro i stemmen, berolige med at servicen og betjeningen i de små butikker ALTID er bedre. Det er som om at folkene i de store butikker han mindst lige så store egoer, som deres kunder. Det skulle ellers ikke være muligt, ej heller tilrådeligt.

  

Gammel kærlighed...

...burde ikke ruste mere end allerhøjest nødvendigt.

Det er heller ikke tilfældet med min, efterhånden lidt aldrende, kærlighed. Jeg kastede mig over guitaren i min gymnasietid. Det er lidt vel sent, hvis man spørger mange af de musikkyndige kloge Åger i verden. De har ganske så ret. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra mine evner som spadesvinder. Jeg er vitterlig ikke speciel godt til at spille guitar. Jeg er bedre end mange andre, men de er satme også ringe.

I omkring 10 år har jeg ladet min kærlighed til at spille guitar ligge døende hen. Det har ikke kun været tilsigtet, men, til tider, også nødvendigt. Der skulle findes en hustru, bygges et hus, købes en hund og laves et barn. Det er ting, der tager megen tid fra rock'n'roll-drømmen.

Derfor har verden været sparet for mine udgydelser på elektrisk guitar.

Det er hermed slut!

Beklager.

Jeg har været med til at genoplive mit gamle band, LET.

Vi har godt nok fået tingene lidt i perspektiv med vores respektive familier og huse og indbo, men der er altså stadig lidt heavy metal et sted på kistebunden. Heldigvis, må man sige.

Jeg har heldigvis ikke solgt mine guitarer, men jeg har ikke min Marshall eller mine pedaler længere. Faktisk også godt det samme. Nu om stunder kan man få en ganske anstændig lyd ud af en lille Line 6 PODxt. Faktisk er vi blevet så magelige at vi alle spiller igennem små, smarte musikdimser, så vi ikke behøver at skrue så højt op og derfor bare kan øve i en kælder under et almindeligt 1-familieshus i Børkop. Det er sgu da luksus! Selv vores tromme-dude spiller på eltrommer. Hvor kan man blive magelig. Til gengæld er lyden lige som vi vil have den og det lyder altid lige som vi vil have det.

Utroligt hvad der er sket de sidste 10 år på den front.

Hvis du vil følge lidt med i det vi går og pusler med, kan du tjekke denne side ud: http://let-metal.tumblr.com/ Her vil vi blogge lidt om tingenes tilstand i bandet. Jeg håber at det bliver en smule interessant for andre end os selv.

Kig forbi! Det vil gøre os glade og måske finder du noget du kan lide.

Merci til Mercenary

Så er det en dejlig søndag med sol og næsten total vindstille vejrligheder. Der er lidt roligt lige for nu, da sønnen sover og konen er i haven.

Jeg er blevet lidt til grin på Facebook, fordi der er en morsom sjæl i min kollegakreds, som har fået den idé at photoshoppe lidt på

et lidt småuheldigt billede som blev taget under den fælleslejr, som jeg var på sammen med mit arbejde. Kort og godt skete der følgende: Jeg stod og noterede nogle point på en pointtavle og havde iført mig en ærmeløs t-shirt. Det kan åbenbart trigge en hel del hos mange andre mennesker. I hvert fald kom min nye kollega Jacob hen til mig og lavede den der jeg-puster-mig-op attitude med sin uhyggeligt

tynde overarm. Dette fik mig til at indtage den samme positur og samtidig lægge ansigtet i et nogle lidt for veltilfredse folder. En af eleverne sad med et kamera og klik! The rest is history, som man siger. Kan man ikke sige andet, så kan man da konstatere at artsdiversiteten hos homo sapiens er ikke bare stor, men faktisk overraskende stor. Billedet blev printet ud i A4 og hænger nu på lærerværelset og pryder opslagstavlen. Eller det gjorde det, for nu er det altså skiftet ud med en version, hvor man har valgt at bytte om på hovederne. Det skal siges at det er gjort på en håndværksmæssig rigtig fin facon, så det rent faktisk ser ret realistisk ud.

Det eneste der ikke lige passer sammen på billedet, er skyggernes placering og det alt for selvsikre udtryk. Jeg lader dig selv regne ud hvilket af billederne der er det originale og hvilket der er decideret historieforfalskning.... Skandaløs skandale!

Resultatet er nu at Jacob nu strutter ef en ny og, ikke mindst, falsk selvtillid, mens jeg straffer håndvægte på fuldtid, så jeg ikke ender som Jacob. Det er sgu en skør skør verden, som vi lever i.

I går tog jeg, sammen med min gode ven Asmus, til koncert på Train i Århus. Der er jo byfest i Århus i disse dage, så der plejer at være gang i den. Det var der imidlertid ikke. Måske var de fleste trætte efter at have pjækket fra arbejde og være hung over i det meste at en uge. Der var i hvert fald ikke særlig mange mennesker på Train denne aften.

Måske kunne man skyde skylden på arrangementets karakter? En 4 dobbelt koncert med heavy metal af allerværste skuffe præsenteret af MTV´s Headbangers Ball. Det er åbenbart ikke rigtig noget der trækker folk op af den læderbetrukne.

Vi nåede ikke lige at se Last Mile, men det kommer vi nok over med tiden. Pilgrimz var meget sjove og entusiastiske og supertunge, men deres musik kan sgu nok ikke just beskyldes for at være fængende. Raunchy er et lidt underligt band, som vist ikke kan finde ud af om de vil være poppede eller helt vildt tunge. Jeg kender ikke rigtig så meget til deres musik, men Asmus forsikrede mig om at de lyder fedt på cd. De lød, ærlig talt, ikke særlig overbevisende live. Jeg kunne se at de spillede på livet løs og havde en masse detaljer i deres musik. Desværre var lyden så rodet at man ikke rigtig kunne skelne det store. Det var vel egentlig bare en massiv mur af larm.

Så gik Mercenary på scenen. Det var primært derfor jeg overhovedet gad at tage ind og lugte til andre menneskers sved og tarmgasser. For nogle år siden så jeg dem spille sammen med Invocator i Esbjerg. De overraskede mig en del ved at være melodiøse og dygtige til at spille. Jeg have måske lidt en forventning om at et band fra Aalborg ville spille med den ene finger i måsen og udelukkede synge om at fulde sig i Jomfru Ane Gade. Heldigvis blev mine fordomme gjort til skamme dengang i Esbjerg. Siden har jeg købt deres nyeste album Architect of lies og lyttet til det omkring 100 gange i forbindelse med min træning og gåture med hunden. Det er et killeralbum og jeg skal da lige love for at Mercenary også lagde op til et killersæt da de gik på med alle sejt sat. Så kan man sgu se hvad talent blandet op med disciplin i øvelokalet kan føre til. Jeg vil i hvert fald undre mig om de ikke blev til noget stort indenfor heavy verdenen. Kort fortalt: god lyd, gode sange, superdygtig forsanger, dygtige musikere. Så kan man vist ikke rigtig forlange meget mere. Måske kunne man ønske sig lidt flere publikummer, men måske er genren ikke rigtig bred nok til det.

Uanset, jeg vil gerne sige merci til Mercenary. Det var sgu en fin koncert!

Lost and found

Jeg kom til at tænke på alle de ting jeg har genopdaget eller mistet og fundet i den seneste årrække. Derfor vil jeg tilegne disse spalter til det tabte og (gen)fundne denne gang.

For at starte i det helt nære og næsten naive. Jeg havde mistet mine nøgler. I en forvirring omkring Camilla og Rasmus og en tur i Brugsen, havde jeg vist nok lagt mine nøgler på taget af bilen. Camilla og Rasmus var så kørt i brulleren og havde haft mine nøgler på taget. Det lyder som om man er en idiot, når man gør noget i den retning, og det er man sikkert også. I hvert fald var nøglerne pludselig væk og kunne ikke findes. De havde faktisk været væk i en lille uge og vi var begyndt at vænne os til at dele den ene husnøgle og den ene bilnøgle. På min aftentur med hunden i går aftes gik jeg forbi et ubetinget vigepligt skilt og satme om ikke en eller anden barmhjertig sjæl havde hængt mine nøgler op på det skilt med en strip. En enorm lettelse spredte sig i min lille, spæde krop. Så er der da ikke en polsk tyvebande der har fået fingre i mine nøgler. Det er en lettelse at vide at man ikke skal vågne med en polaks kønsorgan plantet langt oppe på den forkerte side af ringmusklens ukrænkelige tærskel. I hvert fald for mig, andre kan have andre referencer. Dem om det.

På det musikalske plan har jeg genopdaget Et album med Prong, nemlig Beg To Differ. Det er et godt album, men ikke et totalt genialt gennembrud. En af sangene hedder Lost and found og er egentlig heller ikke noget musikalsk åbenbaringsmateriale, men ved en gennemlytning af albummet, kan jeg nok, med lidt røde øre, høre at jeg har ladet mig inspirere af mange af dette albums finesser. I sangen Steady Decline benytter Prong sig af et trick med at lade guitarerne spille et ret hurtigt riff mens trommerne spiller til i noget der minder om halv hastighed. Det giver et enormt groove i musikken. Netop dette trick har jeg kopieret 1000 gange i de sange jeg selv har lavet. Det lyder simpelthen fedt, der er ikke så meget at gøre. Killswitch Engage bruger samme trick i Eye of the Storm fra deres seneste album, As Daylight Dies. Det holder. Det er altid noget at jeg har stjålet de gode idéer og ikke de elendige.

Nogen mere klamt, er min genfundne evne til at svede hurtigt og i lang tid og i store mængder. Det har jeg ikke kunnet i flere år, men pludselig sveder jeg helt vild efter bare 5 minutters opvarmning og bliver ved med det under hele træningspasset. Det begyndte så småt i sidste uge og i denne er det da bare blevet værre. Jeg har læst et sted at det er et godt tegn og en indikator på at man er i bedre form, hvis man kan svede hurtigt. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Efter at have kigget lidt på sagen, kan jeg citere følgende:

Chris MacDonald: Det er en myte. Når du træner bliver dine svedkirtler større og bedre til at producere sved - ligesom musklerne bliver større og stærkere med træning! Når vi snakker om svedmængder op til 2 liter i timen, så snakker vi om veltrænede elitesportsfolk, der bestemt ikke er ude af form. Så jo mere du træner, jo mere kan du også forvente at svede mens du træner.

Fra denne side.

Jamen, så er det jo en god ting at jeg kan svede igennem igen.

Mange tak til den anonyme person der fandt mine nøgler, Prong & Chris MacDonald for hælpen med at genfinde ting og sager.

Jeg skal begynde på arbejde efter en ret lang ferie i overmorgen. Jeg er ikke motiveret, men da det plejer at gå, så går det nok også i år. Ellers må jeg til at genfinde min arbejdsglæde og motivation og det er jo ikke sikkert at det går så let som med et sæt forsvundne nøgler....

Up the irons!

Ja, så oprandt dagen. Iron Maiden i Horsens!

Jeg kunne jo frygte at det skulle ende som den koncert i 2006 (9. november i Gigantium i Aalborg). Iron Maiden kom til Aalborg med et helt nyt album og havde fået den latterlige idé at spille den fra ende til anden. Altså kunne man ligesågodt have stået hjemme i stuen med

lukkede øjne og gnubbet sig op ad en stuebirk frem for en lidt for tyk og halvgammel, tynd

håret 80´er levning. Det er ellers ikke ret tit at bands får den idé, men

Maiden fik den altså i 2006. Jeg kunne ikke lide den idé og det kunne mange andre heller ikke.

Det var derfor med en vis glæde at jeg opdagede at selv Iron Maiden havde opdaget deres egen bommert og arrangeret en Somewhere back in time world tour. Konceptet går ud på kun at spille de (gode) gamle sange. Et koncept som skulle vise sig at holde hele vejen.

Lad mig lige tage det fra en ende af. Jeg smuttede mod Vejle, hvor jeg skulle mødes med de andre gutter hos Jesper. Det er gutterne fra mit gamle band jeg mener.

Der var latterligt varmt

og vejret var bare rigtig lækkert. Så med andre ord

et helvede at køre på motorvejen. Det mest fordi blæseren i min bil ikke virker længere. Motorvej me

d åbne vinduer er noget værre larm. I hvert fald i min bil.

Da vi alle var ankommet, kunne vi konstatere at Jesper havde anskaffet sig en Nintendo Wii. Det er da en sjov ting at have som sin ejendom. Sådan en ting er faktisk så sjov at eje, at jeg også må eje den. Helst ret hurtigt, men mere realistisk, vil det nok komme til at tage sin tid at få overtalt fruen til den slags pjank.

Tiden fløj og vi fløj med og pludselig var klokken mange og vi måtte via GPS og Jespers bil smutte til Horsens og se heavy-metal-legenderne-over-dem-alle spille.

Vi nåede ikke at se noget til de to opvarmningsbands og skidt pyt med det. Vi havde jo spillet Wii, så vi havde jo ikke spildt tiden.

Den berømte og, for englændere, udødelige Churchill tale om at "We shall never

surrender!" startede det hele op med et brag og Aces High fik gådehuden til at brede sig på mine underarme. Der var vist i dette tilfælde tale om en instant ståpels på begge mine arme. For at være helt ærlig, så følte jeg mig helt ung igen og nu ved jeg hvordan det har været at være til den famøse Long Beach Arena i L.A. under World Slavery touren tilbage i 80´erne. Faktisk var jeg flere gange overrasket over at Bruce Dickinson ikke råbte "Scream for me Long Beach", men "Scream for me Denmark".

For at gøre det kort, så var det en fantastisk koncert med alle de gamle klassikere fra

bagkataloget. Det er bemærkelsesværdigt hvordan man i den alder stadig kan skyde den af på scenen. Ja ja, det var ikke med springen og løben rundt, som i 80´erne, men der blev spillet godt og hurtigt og kun Nicko McBrain var lidt untight. Ellers var der intet at bemærke til den fremskredne alder, som maiden-gutterne jo er oppe i.

På vejen hjem stoppede vi hos Burger King, hvor vi fik en bette snack og fylde Ulriks ældste søn, Søren med historier fra dengang vi selv var on the road. Han fik blandt andet historien om venteværelset på Rigshospitalet og de to drankere. Måske får du også den historie engang. den er i hvert fald værd at fortælle.