...I musikinstrumentforhandlerindustrien.
Så kort kan det siges.
Jeg bygger mine antagelser på de ting, jeg har set i forbindelse med min genoptagelse af min musikerhobby. Så skal man jo finde nyt grej, strenge og andre småting. Så er man jo nødt til at opsøge en musikinstrumentforhandler fra tid til anden. Langt det meste køber jeg på nettet, da det jo ikke kan betale sig at sætte sig i bilen for at få lov til at betale mere. Men en gang imellem, ja så kan det ikke vente til postbudet har været med post fra Tyskland.
Noget af det, der har virket mest slående på mig, er at prisen på guitarer er faldet meget markant. Nu kan man sagtens få en ok spade til omkring 3000,-. Før i tiden skulle man give omkring 5000,- for den samme kvalitet. Man kan også få en guitar til under 1000 kroner, men det er vist ikke noget for de fleste. Det er vist et eksempel på at man godt kan få lidt mindre, end det man betaler for.
Jeg husker engang i tidernes morgen, hvor jeg skulle have mig en 7-strenget guitar. Hos Aage Jensen stod den til 9600 kroner. En fin spade til en ok pris. Det var tilbage i 1999. Denne dag var jeg dog ikke i humør til at betale mange penge for en guitar, som jeg måske ikke ville komme til at bruge helt vildt meget. Derfor meddelte jeg ekspedienten at jeg ville give ham 6000 kroner for guitaren. Det ville betyde et afslag på 3600 kroner og dermed omkring 37% af den originale pris.
Til min umådelige overraskelse gik ekspedienten med til at sælge guitaren til 6400 kroner. Det gjorde mig, i første omgang, glad for at have gjort en god handel. I næste omgang, blev jeg faktisk lidt sur over at jeg kunne få slået så mange kroner af prisen, bare ved at nægte at betale den fulde pris.
Jeg spurgte ekspedienten om årsagen til at jeg skulle have så stort et afslag uden nogen årsag. Det gjorde ham noget paf, at jeg klagede over at spare 3200 kroner.
Imidlertid mener jeg ikke at det er en reel måde at drive forretning på, hvis man ikke skal betale en reel pris, men mere skal forsøge at prutte ned til den rigtige pris. Hvad skal den far, der kommer ind med sin søn og skal købe den første guitar betale? Der er jo ikke nogen, der har fortalt dem at man ikke skal betale prisen på skiltet, men snarere forsøge at gætte indkøbspris + acceptabel avance. Det var ikke just en optimal kundeoplevelse. Man gik for det meste ud af forretningen med en mistanke om at være blevet snydt.
Nu er tiderne imidlertid en anden. Ikke mindre korrupt, men bare en anden.
Under mit besøg hos Eskildsen forleden, kunne jeg konstatere at ekspedienten fra Aage i 1999 nu arbejdede hos Eskildsen. Det havde han forresten også gjort før Aage kom til Århus.
Under den obligatoriske inspektionsrunde i guitarafdelingen, kunne jeg konstatere at priserne på guitarer en droppet en del. Ikke ilde for musikeren. Faktisk er det jo en god ting. Man skal dog stadig betale fuld pris for en Gibson, som en af de andre kunder påpegede. Det er nok heller ikke så underligt, da det er en rigtig fin guitar.
Til min undren, kunne man finde guitarer med navnet Aage påtrykt. Det spurgte jeg så ekspedienten om sammenhængen af. Han kunne meddele mig at Aage og Eskildsen faktisk var det samme firma og at der, som så, ikke var forskel på hverken sortiment eller pris i de to forretningen.
På den ene side er priserne blevet mere i tråd med det, der rent faktisk står på prisskiltene, men på den anden side er priserne fastsat af to kæmpe musikinstrumentforhandlerkæder, der oven i købet har slået pjalterne sammen. Det nærmer sig monopollignende tilstande. Ikke så underligt, hvis det er sværere for de små instrumentforretninger at vinde kampen imod en sådan gigant.
Jeg kan dog, med en vis ro i stemmen, berolige med at servicen og betjeningen i de små butikker ALTID er bedre. Det er som om at folkene i de store butikker han mindst lige så store egoer, som deres kunder. Det skulle ellers ikke være muligt, ej heller tilrådeligt.
