01 maj, 2010

Gammel kærlighed...

...burde ikke ruste mere end allerhøjest nødvendigt.
Det er heller ikke tilfældet med min, efterhånden lidt aldrende, kærlighed. Jeg kastede mig over guitaren i min gymnasietid. Det er lidt vel sent, hvis man spørger mange af de musikkyndige kloge Åger i verden. De har ganske så ret. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra mine evner som spadesvinder. Jeg er vitterlig ikke speciel godt til at spille guitar. Jeg er bedre end mange andre, men de er satme også ringe.
I omkring 10 år har jeg ladet min kærlighed til at spille guitar ligge døende hen. Det har ikke kun været tilsigtet, men, til tider, også nødvendigt. Der skulle findes en hustru, bygges et hus, købes en hund og laves et barn. Det er ting, der tager megen tid fra rock'n'roll-drømmen.
Derfor har verden været sparet for mine udgydelser på elektrisk guitar.
Det er hermed slut!
Beklager.
Jeg har været med til at genoplive mit gamle band, LET.
Vi har godt nok fået tingene lidt i perspektiv med vores respektive familier og huse og indbo, men der er altså stadig lidt heavy metal et sted på kistebunden. Heldigvis, må man sige.
Jeg har heldigvis ikke solgt mine guitarer, men jeg har ikke min Marshall eller mine pedaler længere. Faktisk også godt det samme. Nu om stunder kan man få en ganske anstændig lyd ud af en lille Line 6 PODxt. Faktisk er vi blevet så magelige at vi alle spiller igennem små, smarte musikdimser, så vi ikke behøver at skrue så højt op og derfor bare kan øve i en kælder under et almindeligt 1-familieshus i Børkop. Det er sgu da luksus! Selv vores tromme-dude spiller på eltrommer. Hvor kan man blive magelig. Til gengæld er lyden lige som vi vil have den og det lyder altid lige som vi vil have det.
Utroligt hvad der er sket de sidste 10 år på den front.
Hvis du vil følge lidt med i det vi går og pusler med, kan du tjekke denne side ud: http://let-metal.tumblr.com/ Her vil vi blogge lidt om tingenes tilstand i bandet. Jeg håber at det bliver en smule interessant for andre end os selv.
Kig forbi! Det vil gøre os glade og måske finder du noget du kan lide.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar