"
Åh min mave er ren af lave; det rumler og tumler som var det sten, og så er det dog kun Mongolian Barbeque ben" ... Asmus, bare fordi der står "buffet", så er det ikke ensbetydende med at der skal hamstres som var der storkonflikt...Således skrev min gode ven Asmus på sin facebookprofil her til morgen.
Det kunne ikke passe bedre, da jeg jo har truet med at skrive dette indlæg igennem en rum tid nu.
Here goes....
Jeg har elsket og hadet mad på mange måder. Nogle gange har jeg set mad som et nødvendigt onde for at overleve. Andre gange har det faktisk irriteret mig at skulle spilde tid på både at lave og spise mad, når det hele ville være så meget mere effektivt, hvis man kunne slippe for begge dele.
Jeg har forsøgt at spise hele forretsbuffet´er fra ende til anden. Altid uden held. Man kan sgu ikke spise et professionelt spiseforetagende ud af huset, ene mand. Heldigvis!
Jeg er ikke en gourmet på nogen måde. Jeg spiser ikke fine madvarer. Jeg spiser i hvert fald ikke mad, der er finere end mig selv. Spiser du så heller ikke svin? Jo, for fanden. Du er godt nok sjov!
Jeg spiser bare ikke dyr restaurantmad, der bliver tilberedt af folk, der har en længere uddannelse end mig selv. Ikke for at snobbe nedad, men mere fordi jeg ikke har råd.
Paradoksalt nok så har jeg en polak med en kandidatgrad i kunsthistorie til at gå på min arbejdsplads og rydde op efter mig og alle de andre lærere. Det er jeg heller ikke for fin til. En almindelig polak kan slet ikke gøre det. Det skal være en med en kandidatgrad. Det er jo klart dem der er bedst til at gøre rent. Det ved alle.
Tilbage til maden.
Jeg er mest en slags buffet-dude. Det dækker mine behov for mangfoldighed og kvantitet på den bedste måde og til den bedste pris.
De fleste har vel efterhånden indset at man sjældent, for ikke at sige aldrig, får mere end det man betaler for. Står der derfor "Spis hvad du kan for 99,-", ja så kan man næppe spise for 99 kroner. Du kan måske fratage dem et decideret gigantoverskud, men som på kasino, the house allways wins. Dog skal siges at på kasinoer skal der jo også være en enkelt jackpot engang i mellem. Ellers er der ikke noget, der gider at spille der. Drømmen om at vinde den store pulje skal være realisérbar. Om ikke andet, på det teoretiske plan.
Sådan skal det også være ved en spis-hvad-du-kan-buffet. Man skal helst gå derfra med et indtryk af at have spist hvad man kunne og måske endda have tilføjet etablissementet et lille underskud på, i hvert fald, sin egen lille bon.
Det er en syg tankegang, set ud fra et sultende afrikansk barns synspunkt. Set fra en rig vesteuropæers hjørnesofa, forekommer det dog aldeles fornuftigt.
På mange måder ville jeg gerne anse mit arbejde på samme vis. Lær hvad du kan for kun 1400 kroner om måneden. Du må endda gerne forsøge at snyde lidt mere på din tallerken, hvis du kan.
Der er ikke ret mange, der kan finde på at gå ud og spise når man er halvmæt eller måske endda slet ikke sulten. Det ville give underskud på det indre regnskab.
Jeg ville ønske at man kunne gøre det klart for børn og forældre, at der ikke er en øvre grænse for hvad man kan lære i skolen, hvis man vil. Man lægger en vis sum hver måned og er glad bare barnet er glad. Hvorfor ikke sørge for at barnets pennalhus er i orden, madkassen er fyldt, barnet er udhvilet og tilfreds? Hvorfor skal jeg tage højde for den slags i min undervisning? Det ville svare til at buffet-kokken skulle lave en anden slags mad, når gæsterne var trætte eller uoplagte.
Hvorfor er der ikke nogen der prøver at flå mig? Hvorfor tror de, at de bare skal nippe til salaten, når de kunne gå ombord i det svulmende bjerg af kød og visdom, der bare venter på at blive fortæret? Hvorfor så afholdende med at tage læring til sig, når man nu er så udfarende med at tage næring til sig?
Er det for let at komme igennem dagen uden at skulle yde noget? Er det hele ved at gå op i kvalitetstid og hyggestunder?
Jeg vil have
ordentlige mennesker med en glubende appetit, hvis jeg må bestemme.
Det må jeg sikkert ikke.
