29 december, 2009

Hvad er meningen?


Ja, hvad er meningen egentlig?
Der er mange der leder med lys og lygte efter en mening med galskaben. Det er i sig selv ikke altid en nødvendighed. Det kan være rart at kunne se en mening, men nogle gange kan det også være ret så passende ikke at kunne se nogen fornuft i tingene.
Tingene ændrer sig med tiden alligevel.
Det er ikke mange år siden jeg havde en strid modvind omkring skolens brug af Apple computere. Jeg skulle sågar forsvare et valg, som jeg ikke havde taget på en generalforsamling. Det er kun nogle få år siden. Jeg skulle stå skoleret for bekymrede forældre, der ikke kunne lide tanken om at børnene ikke kunne spille Pixeline på skolens computere i skoletiden. Dels kan man flå sig i håret over en sådan bekymring fordi det ville være latterligt at spille latterlige spil i skoletiden, dels fordi at netop Pixeline, rent faktisk kan køre på Mac uden problemer.
Jeg tror at et er meget vigtigt at den dygtige lærer gør sig det klart, hvad han eller hun vil med computere i undervisningen. De tider, hvor computeren var en bog med strøm til, er forbi. Børnene skal ikke lokkes til at bruge computere med spil eller andet tidsfordriv. Der er jo heller ikke nogen fare for at man komme ud på et kontor og skal sidde og spille Pixeline som levevej. Børnene skal lære at være kreative på computerne. De vil være et mere realistisk krav fra en kommende arbejdsgiver. Om man så vælger at være kreativ på en Mac eller på en Windowsmaskine, er lidt ligegyldigt for mig. Bare det virker og kan få produktet frem.
Hos os har vi Mac og det er efterhånden ikke så sært længere. Flere og flere af eleverne køber Mac's til skolebrug og det bliver mere almindeligt i gadebilledet at se de små, lysende æbler.
Jeg faldt over en film idag med lidt humor og egentlig ikke så meget Windows-bashing, som man måske måtte forvente. Den er oppe over teksten og er rigtig sjov. Hyg dig med den.

28 december, 2009

Legebarnet kom lidt frem idag


Så kom julen måske lidt sent i år, men den kom da alligevel.
Jeg er ikke den store gamer, men jeg nyder da, med en vis sygelig gysen, at skyde knoppen af de fleste i ny og næ. Jeg gider ikke så godt at boote min MacBook Pro op i Windows for at spille Unreal Tournament 3, så det bliver ikke til så mange frags, som man måske kunne ønske sig.
Helt tilfældigt opdagede jeg idag en artikel om netbooks og de spil man kan spille på sådanne. Her fandt jeg en henvisning til Quake Live, der er et online spil i stil med Unreal og alle de andre, bare online og browserbaseret. Det kører sgu meget godt og er sjovt nok tilmed. Lige noget for mit temperament.
Eneste mangel er at man ikke kan sætte Susan K's ansigt på sine fjender. Det havde gjort oplevelsen komplet.
Drømmescenariet er at jagte en skrigende Marlene Hasselblad igennem samtlige baner, med det ene formål at lære hende at det ikke kun er kærlighed, der kan gøre nas! Head shot!

Dobbeltmoralitet


Tidligere har jeg skræppet op om mange småting. Mest mig selv faktisk. Det kommer ikke til at ændre sig det store, hverken i det nye år eller det indeværende. Mit liv har én central person, nemlig mig. Der er mange andre i min umiddelbare periferi, men jeg er dog den mest centrale i mit solsystem. Det er der, for så vidt, vel heller ikke noget galt med. Jeg har sludret om at ville blive berømt på mine manglende talenter. Jeg har faktisk ikke engang talent nok til ikke at have talent. Trist og tragisk. Eller er det egentlig? Der er mange derude, der burde skamme sig over den, omend ganske lille, celebritystatus de har fået sig.
Jeg er "venner" med en vis Marlene Hasselblad på Facebook. I denne tid efterlyser hun folk, der har været udsat for incest af nogen de holdt af. De skal bruges i hendes kommende bog med den dybe og empatiske titel: Når kærlighed gør nas. Her har vi da virkelig fået lort under neglene og ramt en decideret sprogmæssig guldåre. Jeg tror sgu at den form for kærlighed beskrives bedre med nogle lidt andre ord end lige nas. Magen til selvsmagende medieliderlig blålys skal man sgu da vist lede længe efter. Ikke at det ville være nogen gevinst at finde flere af hendes slags.
Hvorfor er du så venner med dåsen, kunne du jo spørge mig om. Det skyldes jo nok min åbenlyse dobbeltmoral og trang til at finde andres ditto og pege fingre af den. Det er vist hele den der lignelse med tornen i min broders øje og bjælken i mit eget...
Når vi nu er ved emnet, så kom jeg i tanke om en lille tildragelse fra juleaften.
Min søn gider ikke spise det der flødeoppiskede risengrød med kirsebærsovs til. Det kan jeg ikke fortænke ham i, for jeg gider sgu heller ikke at spise det. Jeg gør det bare fordi jeg er grådig og fordi jeg kan skjule meget af den dårlige smag med rigelige mængder ahornsirup eller karamelsovs.
Uanset, så gad min kloge søn ikke at æde det. Jeg er jo en blød far, så jeg syntes at han skulle have lidt dessert til sit livs tredie juleaften. Derfor varmede jeg tre pandekager til ham og serverede dem med sukker på hans tallerken. Dette fik straks hans bedstefader til at udbryde om ikke at den dreng var lidt for forkælet. 30 minutter senere er selvsamme bedstefar med til at give selvsamme dreng ikke mindre end 20 julegaver. Her dog uden at mene noget om forkælelse. Interessant sondring. Kan det spises, er det forkælelse, kan det give kræft og allergi på grund af billige kinesiske fremstillingsmetoder, er det helt fint.
Sådan er der så meget i vejen med alle andre end mig selv.
For helt at kvæle dig, kære læser, i dobbeltmoral, vil jeg lade dig læse min juleepistel fra mit arbejdes allersidste ugebrev i år. Det er en fast tradition at jeg, hvert år, skriver en lille moralitet af en ligegyldighed om Sallings lingeriafdeling og mine oplevelser der. Billedet i starten af teksten er faktisk taget i netop Sallings lingeriafdeling den 23. december i år.
Enjoy!


Kære allesammen!
Så sidder man her, med en klimakonference og en julefrokost dunkende i baghovedet. Set i bakspejlet, kunne det nok have været sundere for mit velbefindende i skrivende stund, at have tilbragt natten i politiets Guantanamo-bure for klimalømler. Desværre har jeg ret tidligt indset at mine forhandlingsmuligheder indskrænkes væsentligt, hvis jeg argumenterer med vold eller brosten. At man så kan have svært ved at argumentere for at vold mod tjenestemand i funktion skulle kunne gavne klimaet, medmindre man jævnligt inkaldes for at nulstille Kommunehospitalets IQ-måler, er jo en helt anden sag.
Både hvad angår indespærring på grund af optøjer eller dunkende baghoved på grund af julefrokost, så er tingene jo snittet på så snedig vis, at man selv kan bestemme om man vil opleve netop dette. Jeg fravalgte slag med stav og valgte aktivt dobbeltsyn, feber og migræne til. Sådan kan det gå.

Det er netop denne bevidsthed om muligheden for at påføre mig selv pinsler eller fravælge selvsamme, der år på år bliver gjort til skamme når jeg, med blodskudte øjne og let forhøjet puls, står i Sallings lingeriafdeling og leder efter den der lille frække sag fra Aubade, den 23. december lige før lukketid. Hvad gør man ikke for at gøre den signifikante anden glad og tilfreds?
Man risikerer liv og helbred i denne desperate kamp for få den sidste 70DD med balkonette. Og det med rette. Julen er jo hjerternes fest og det skal man tage alvorligt.
Der er ikke nogen, der er kommet helskindet igennem at, med drømmende blik, give en for stor BH og en for lille trusse til sin udkårne. Så kan man lige så godt skrive et tilgodebevis på et par større bryster og en mindre röv til sin kommende ekskone. Den febrile tur på gulvet sammen med de andre svedende mænd og alt for få tilbageblevne lingerieffekter, giver håb om endnu et år den den ægteskabelige ballongynge. Hvis blot kvinderne vidste hvilke lidelser man må gennemgå for, med største selvfølgelighed, at kunne lægge en lille blød pakke under juletræet. Det ender nok med at forblive en hemmelighed. Måske godt det samme?
Tænd lidt færre lys, stryg en betjent med hårene og opsøg kun de lidelser du er klar til at gennemgå. Så skal det hele nok flaske sig igen et års tid.
Glædelig jul og godt nytår!
Santa Klaus

17 september, 2009

Ventetid med udsigt


Jeg skal holde møde idag. For en gangs skyld foregår det ikke på det gamle, rodede lærerværelse, men på en café nede i byen. Jeg venter på de andre, der skal snakke om den kommende musical med mig. Kaffen er god, colaen er kold og udsigten er fin. De må gerne komme lidt for sent idag.

06 september, 2009

Mad & læring


"Åh min mave er ren af lave; det rumler og tumler som var det sten, og så er det dog kun Mongolian Barbeque ben" ... Asmus, bare fordi der står "buffet", så er det ikke ensbetydende med at der skal hamstres som var der storkonflikt...

Således skrev min gode ven Asmus på sin facebookprofil her til morgen.
Det kunne ikke passe bedre, da jeg jo har truet med at skrive dette indlæg igennem en rum tid nu.
Here goes....

Jeg har elsket og hadet mad på mange måder. Nogle gange har jeg set mad som et nødvendigt onde for at overleve. Andre gange har det faktisk irriteret mig at skulle spilde tid på både at lave og spise mad, når det hele ville være så meget mere effektivt, hvis man kunne slippe for begge dele.
Jeg har forsøgt at spise hele forretsbuffet´er fra ende til anden. Altid uden held. Man kan sgu ikke spise et professionelt spiseforetagende ud af huset, ene mand. Heldigvis!
Jeg er ikke en gourmet på nogen måde. Jeg spiser ikke fine madvarer. Jeg spiser i hvert fald ikke mad, der er finere end mig selv. Spiser du så heller ikke svin? Jo, for fanden. Du er godt nok sjov!
Jeg spiser bare ikke dyr restaurantmad, der bliver tilberedt af folk, der har en længere uddannelse end mig selv. Ikke for at snobbe nedad, men mere fordi jeg ikke har råd.
Paradoksalt nok så har jeg en polak med en kandidatgrad i kunsthistorie til at gå på min arbejdsplads og rydde op efter mig og alle de andre lærere. Det er jeg heller ikke for fin til. En almindelig polak kan slet ikke gøre det. Det skal være en med en kandidatgrad. Det er jo klart dem der er bedst til at gøre rent. Det ved alle.
Tilbage til maden.
Jeg er mest en slags buffet-dude. Det dækker mine behov for mangfoldighed og kvantitet på den bedste måde og til den bedste pris.
De fleste har vel efterhånden indset at man sjældent, for ikke at sige aldrig, får mere end det man betaler for. Står der derfor "Spis hvad du kan for 99,-", ja så kan man næppe spise for 99 kroner. Du kan måske fratage dem et decideret gigantoverskud, men som på kasino, the house allways wins. Dog skal siges at på kasinoer skal der jo også være en enkelt jackpot engang i mellem. Ellers er der ikke noget, der gider at spille der. Drømmen om at vinde den store pulje skal være realisérbar. Om ikke andet, på det teoretiske plan.
Sådan skal det også være ved en spis-hvad-du-kan-buffet. Man skal helst gå derfra med et indtryk af at have spist hvad man kunne og måske endda have tilføjet etablissementet et lille underskud på, i hvert fald, sin egen lille bon.
Det er en syg tankegang, set ud fra et sultende afrikansk barns synspunkt. Set fra en rig vesteuropæers hjørnesofa, forekommer det dog aldeles fornuftigt.

På mange måder ville jeg gerne anse mit arbejde på samme vis. Lær hvad du kan for kun 1400 kroner om måneden. Du må endda gerne forsøge at snyde lidt mere på din tallerken, hvis du kan.
Der er ikke ret mange, der kan finde på at gå ud og spise når man er halvmæt eller måske endda slet ikke sulten. Det ville give underskud på det indre regnskab.
Jeg ville ønske at man kunne gøre det klart for børn og forældre, at der ikke er en øvre grænse for hvad man kan lære i skolen, hvis man vil. Man lægger en vis sum hver måned og er glad bare barnet er glad. Hvorfor ikke sørge for at barnets pennalhus er i orden, madkassen er fyldt, barnet er udhvilet og tilfreds? Hvorfor skal jeg tage højde for den slags i min undervisning? Det ville svare til at buffet-kokken skulle lave en anden slags mad, når gæsterne var trætte eller uoplagte.
Hvorfor er der ikke nogen der prøver at flå mig? Hvorfor tror de, at de bare skal nippe til salaten, når de kunne gå ombord i det svulmende bjerg af kød og visdom, der bare venter på at blive fortæret? Hvorfor så afholdende med at tage læring til sig, når man nu er så udfarende med at tage næring til sig?
Er det for let at komme igennem dagen uden at skulle yde noget? Er det hele ved at gå op i kvalitetstid og hyggestunder?
Jeg vil have ordentlige mennesker med en glubende appetit, hvis jeg må bestemme.

Det må jeg sikkert ikke.

30 august, 2009

Den laveste sociale fællesnævner er for lav og prisen for høj

Jeg sidder på mit kontor med en halvt drukket juleøl fra november 2008. Jeg drikker ikke særlig megen øl og når jeg gør, får jeg min arbejdsplads til at betale gildet for mig. Altså til julefrokosten og til sommerfesten. Jeg kan godt lide smagen af øl og jeg kan egentlig også godt lide at være voksen nok til at kunne lide at drikke øl.

Man siger at mennesker, der ikke kender hinanden ofte starter ud med at finde den laveste fællesnævner og snakke derudfra. For mænd er det oftest noget med kvinders kønsorganer og for kvinder er det oftest noget med fødsler (altså i nogenlunde samme region).
Der er også visse sociale fællesnævnere, som man kan gøre brug af, hvis man ikke kan komme omkring andre mennesker på normal vis.
Det er åbenbart et alment kendt begreb at folk med få varer kan komme forrest i køerne i supermarkederne. Jeg kender det mest som at man spørger den anden kunde om vedkommende vil foran, da man selv har en masse varer. Det gør man åbenbart ud fra den betragtning at folk med få varer har vigtigere ting at tage sig til end at stå i kø bag folk med store vogne og små liv.

I dag stod jeg med en lille vognfuld varer i den lokale Kiwi og ville til at lægge mine varer op på båndet sammen med min søn. Pludselig kommer en mand med en lille håndfuld dåseøl og siger: "Jeg smutter lige foran, jeg har kun en lille smule." Jeg svarer at det må han da hellere gøre, hvis han mener at hans er vigtigere end mit. Det mener han ikke, men så går det hurtigere, mener han. Ja, det går hurtigere for dig, men det kommer jo faktisk til at tage længere tid før jeg er ude af den her butik. Så det må jo være vigtigere for dig at komme til end det er for mig. Hvis vi tager begge vore transaktioner og lægger den tid de måtte tage sammen, vil den forbrugte tid nok være den samme uanset hvem der kommer til først. Derfor må vi vel gå ud fra at du siger som du gør for at komme hurtigst muligt ud, så du kan drikke dine øl. Ja, så siger vi det, brummer han og synes åbenlyst at det er mig der er idioten af os to.

Er det nu også det?

  • Kan man slippe afsted med alt i denne tid, bare man er et stort nok røvhul?
  • Kan man nægte at flytte sig for politiet og så stå frem som offer når der vanker knippelsuppe?
  • Kan man pludselig komme i tanke om at man har fået bank i bussen, da man blev kørt væk fra en, nu dokumenteret, fredelig anholdelse, fordi man ved at politiet ikke har filmet i bussen?
  • Kan man lyve på tv, i blade og på nettet for så at trække i land med at man ikke "føler" at man har løjet, når sandheden kommer for en dag?
  • Kan man blive nødt til at opdrage sit barn til at være et gennemført asocialt røvhul for at han skal kunne begå sig i denne verden?
  • Kan det virkelig være rigtigt at man skal have rundsave på albuerne og huller i moralen for at blive kendt i dette land?
Kan det passe at vi skal se mere og mere til Sidney Lee.
Er det ikke derfor at vi har janteloven? Er det ikke for at "aflive" personer, der ikke har noget at have det i?

Jeg ville egentlig have blogget om buffet og pædagogik, men jeg måtte af med lidt damp og det kom så til at gå ud over min blog og dig.
Undskyld!

Jeg hopper lige foran i køen, jeg har ikke så mange varer på øverste hylde, så jeg skal ud og leve mit lille liv i en fart. Det løber ud mellem fingrene på mig.

Så havde jeg sgu sprunget til side med det samme. Det er da til at forstå.
Jeg vender den anden kind til, men jeg nægter at leve ned til den slags standarder!

28 august, 2009

Så skal der leges lidt


Sidder i Randers Storcenter med en sneleopard. Sjældent har jeg fundet et ukendt kattedyr så interessant. Ville gerne hjem i en fart, men hustruen vil kigge efter sko. Det er da vist det man kalder for mild psykisk tortur.
Senere....
Efter at være kommet hjem, blev det ikke meget bedre. Min computer opførte sig underlig og stoppede opdateringen midt i det hele ved at genstarte, spytte install-dvd´en ud og starte op igen i det gamle styresystem. Så fik jeg sgu lidt sved på panden.
Ved nærmere eftersyn, var min spritnye DVD helt fedtet og en smule ridset. Det på trods af at den ikke havde været ude af hylstret før den blev proppet i min MacBook Pro.
Hurtigt fik jeg lavet et disk image af DVD´en og lagt over på en af mine eksterne harddiske.
Det sjoveste ved netop denne operation, kan ses i denne film.

Man opfordrer mig til at brænde mig endnu en kopi for at kunne installere Snow Leopard. Det er da en service der vil noget. Selv om det nok retteligt hedder "diskbillede" frem for "diskebillede".
Jeg fik vasket min DVD-skive og installeret snekatten, godt nok noget langsommere end lovet, men med en 10 Gb mere på min harddisk. Så der er da ryddet lidt op i koderne. Samtidig kan jeg konkludere at jeg nok skal have gjort noget ved mit DVD-drev, da det åbenbart er noget sløvt. Jeg kunne jo prøve hvor hurtigt jeg kan installere det samme styresystem på min Unibody MacBook, men det ville jo ikke være lovligt, da jeg kun har én licens på denne DVD. Godt at der kommer et ekstra eksemplar med posten i løbet af næste uge. Alt andet ville også være amoralsk... eller... nej?

Uanset, må 10.6 siges at være en anelse mere responsive (rimelig smart ass ordvalg) og jeg kan da slet ikke skjule min glæde ved at Quicktime X kan optage skærmen. Det er jo lige noget en underviser skal bruge i sin hverdag. Hele tiden og igen. Det savnede jeg rigtig meget.
Jeg har mistet nogle printere, men de skal vel bare installeres igen, vil jeg tro.
Umiddelbart er jeg godt tilfreds med Snow Leopard.

Følg med i de næste par dage, hvor jeg vil blogge om Henrik Milling, spis-hvad-du-kan-buffeter og pædagogik. Alt sammen i én stor pærevælling, om alt går vel!

18 august, 2009

Københavner måder


Jeg er i hovedstaden og bor på hotel med 22 børn og en kollega. Det er på sin vis du ok hotel, men det er godt nok nedslidt på mange måder. Morgenmaden er rigelig og nærende, men i københavn bruges det der med mørk pålægschokolade bare ikke. Folk kan ikke lide det, siger køkkendamen, når man spørger om de har mørk chokolade. Chokerende nyt! :-o

31 juli, 2009

Tøj-petting


Sidder her i Storcenter Nord og venter på at min hustru skal blive færdig inde i H&M. Der er altid kø i den butik. Jeg ved ikke om det er et globalt problem for kæden, men jeg ved at det er meget kendetegnende problemstilling for deres butikker i Danmark. Måske er det fordi at de søde piger i butikken altid lige skal tage afsked med tøjet ved lige at kæle lidt for det, før det kommer i posen. Det er da meget kært, men da ikke specielt effektivt. Tænk om en slagteriarbejder skulle kæle for alle de skinker han skulle skære. Så ville der ikke være megen fidus i akkordarbejde.

27 juli, 2009

Luk nu röven/Klogere af skade

Nu har jeg vist lært min lektie: Koncentrer dig om det du laver og luk räven mens du gør det! Så lær det dog din imbecile idiot! F*ck, f*ck, f*ck!

Lige nu sidder jeg med en pose frossen Quorn på hver arm fordi jeg ikke koncentrerede mig, da jeg trænede. Jeg havde for travl med at være ung og interaktiv med de unge. Faktisk havde jeg så travlt, at jeg glemte at mærke efter, hvad jeg kan holde til og hvad jeg ikke kan holde til.

Resultatet blev en fuldstændig sønderlemmende smerte i begge mine overarme. Jeg ved ikke hvordan det er kommet så vidt eller hvad der helt præcist er galt med mine arme. Jeg ved bare at jeg ikke kan løfte mine egne bilnøgler uden at ryste som en gammel junkie på en kold tyrker.
Skadestuens personale tror at der er røget et par blodkar i armene på mig. Sejt nok.

Nu har jeg smuttet et par skovlfulde panodiler og et par 666 Mg Ibuprofen. Jeg kan faktisk mærke en betydelig nedgang i mine smerter, her mens jeg skriver. Ikke ilde. Tak lægevidenskab! Tak, tak, tak! Jeg lover aldrig mere at betvivle lægers evner eller viljer til at lade mig få det bedre.
Måske kan min lidt bedre stemning også skyldes at jeg har nedsvælget et ikke ubetydeligt kvantum sukker & fedt. 1 stk. Mathilde 0,5l Kakao, 1 stk. Nutramino proteinbar, 1 stk. proteinmilkshake og omkring 0,25 liter Hansens Flødeis. Så skulle depoterne være fyldt op igen. I hvert fald for en tid.
Lad os håbe at jeg blev lidt klogere af den her affære. Ikke min stolteste stund til dato.

Die bastard!


Uden Mercenary var jeg ikke kommet så langt, som jeg er kommet idag!

Heller ikke fedt


Jeg havde helt glemt at jeg faktisk også er led ved dødløft. Egentlig et irriterende træningspas idag!

Jeg hader dig!


Dette er en af dagens hovedfjender. Kors hvor jeg hader bænkpres.

24 juli, 2009

Brandbevidst børnepasning og afretning


Så har jeg sat onkel iPod til at passe mit afkom. Der er intet bedre end at rippe en god Pixar film, smide den på sin iPod Touch og sætte et par Sennheiser hørebøffer på knægtens hoved og håbe at han forstår, at det er for hans eget bedste og ikke fordi at jeg ikke gider at lege med ham.
Det er jo vigtigt at påvirke dem tidligt, så de ikke danner alt for mange, selvstændige meninger om ting & sager.
Nu har jeg også bedre tid til at pleje mine nye og fine venner på Facebook. Jeg er igen blevet venner med en masse celebs. Der er dog et par stykker, som jeg ikke er helt sikre på. Jeg ved i hvert fald ikke hvad de er kendte for. Det må jeg lige huske at google ved lejlighed. Det er vel næsten ikke rigtigt at skrive en mail til sine nye venner og spørge dem selv om de ikke lige vil røbe, hvad de er kendte for. F.eks. blev jeg venner med en vis Asmus Brandt. Jeg aner ikke hvad han er kendt for, men han var på en anden kendis venneliste og havde et sejt profilbillede. Sikkert en der er kendt!
Ok, en lille søgning viste at han er sjov og på blogger. Ups. Tjek hans blog her Klik!
Det her er vist ikke just mit mest kvalificerede indlæg til dato. Research, research research!
Better luck next time!

23 juli, 2009

Selvfedme eller imagepleje

Jeg har tænkt over det der med at være selvfed. På mange måder, er selvfedme det samme som almindelig fedme. De har i hvert fald mange fælles træk.
Hvor fedme sidder på det fysiske og selvfedme sidder på det psykiske, kan man sige, at der i begge tilfælde er tale om livsstilssygdomme, der på længere sigt sætter sig i hjertet.
Ja, det er måske lidt plat, men på mange måder et meget sigende ordspil. Hvis jeg altså selv skal sige det.
Når man begår sig i det offentlige rum, er det oftest med en vis bevidsthed omkring sin gøren og laden. Der er ikke mange, der har lyst til at rende rundt på strøget med en stor portion glemt mad omkring munden. De fleste undgår at vise alt for store følelsesmæssige udsving i offentligheden. Hvis det alligevel smutter og man kommer til at skabe sig ude i verden, med mange mennesker som vidner, er man lidt til grin og vel nærmest en stakkel. Uanset. Vi bruger en masse tid og energi på at holde en forholdsvis anstændig facade oppe.
Forleden, da jeg surfede på Facebook, kom jeg forbi en af mine venners venneliste. På denne liste kunne jeg se at min ven er venner med Maria Hirse på Facebook. Nu er Maria Hirse jo ikke just et verdensnavn, men hun er immervæk almindeligt kendt her i landet. I hvert fald noget mere kendt end undertegnede.
Mens jeg kiggede bemeldte venneliste igennem, kunne jeg godt mærke et lille stik at misundelse over at en af mine venner havde mere kendte venner end mig. Derfor forsøgte jeg at tilføje Maria Hirse som ven. Det lykkedes over al forventning. Nu er hun min ven. Derpå gik jeg på venne-hugst i hendes venneliste og derpå igen på venne-hugst i Casper Christensens venneliste. Nu skal siges at jeg KUN gik efter celebrity-venner. Bare for at se om jeg kan blive venner med alle de kendte.
Det kan man faktisk godt! Lige nu er jeg venner med så store kanoner i dansk showbis som: Anders Bircow, Jonas Elmer, Casper Christensen, Signe Lindkvist, Dan Rachlin, Bo Bech og Claire Ross-Brown.
Jeg ved ikke hvad der er mest ynkeligt:

A) Kendte der er "venner" med mennesker de ikke engang kender.

Eller

B) Almindelige mennesker, der gerne vil være "venner" kendte de ikke kender.

Skal man sige ja til andre folks venneanmodninger, blot fordi man er et kendt menneske? Er man krukket eller fin på den, hvis man ikke gider at være venner med nogle man ikke kender? Er det den slags man er på Facebook for? Det er ikke helt til at forstå.

Jeg er jo selv ligeså slem, når jeg har ansøgt mere end 20 celebs om at være venner. Ingen tvivl om det.
Min grund er at jeg vil være inde i varmen og jeg gad faktisk også godt selv at være kendt og rig. Med tiden kunne jeg måske udgive en plade, som så mange andre semi-kendte gør det. Jeg er desværre for gammel og fed og gift til at komme med i Paradise Hotel. Det virker ellers som et optimalt springbræt til fame´n´fortune. I hvert fald for pigerne, hvis de viser bryster og knalder i den bedste sendetid. Egentlig lidt sjovt at man sådan forguder pornomodeller for tiden. En ting er at Susan K er berømt i Danmark for at gøre sig til, som den liderlige skøge, hun nu engang er. Men at man på samme måde lefler for Katja K, der jo ikke har hverken talentet eller intelligensen med sig, kan sgu gøre mig en smule deprimeret.
I USA, af alle steder, er Jenna Jameson blevet brugt som postergirl for Jackson Guitars. Jeg er ikke sikker på at hun på nogen måde kan spille på en guitar. Men det er vel heller ikke specielt vedkommende i den sammenhæng?

Er man tilpas selvfed, ikke alt for blufærdig, lidt mere end almindeligt liderlig, ikke for grim, ja så kan man sikkert score sig en kendis-grad.
Det er så her at janteloven giver mening. Det er jo altid de folk, der ikke har noget at have det i, som klager over at janteloven er stærk i Danmark. Oliver Bjerrehuus mener at det er janteloven, der fjerner ham fra Vild Med Dans. Nix Oliver, det er nærmere din elendige sociale evner og det faktum at du danser som en crack whore på afvænning, der sendte dig ud.

Janteloven har på ALLE måder en berettigelse. Det er jo mangel på jantelov, der får det ene fjols efter det andet til at stille op til samtlige "talent" shows på tv. Havde der været nogen, der havde sagt til ADHD-tvillingerne at de ikke skulle tro at de var noget, havde de nok været fri for den enorme ydmygelse, som deres tv-optræden tvang dem igennem. Er det et værdigt liv at blive kørt igennem det ene aftenshow efter det andet mens man skal synge den samme sang på den samme måde gang på gang? End ikke De Sorte Spejdere var for fine til at ydmyge et par handicappede børn i deres program. Noget af det signifikante ved netop ADHD, er jo at være ude af stand til at aflæse en situation. Så kunne forældrene jo have gjort noget. Ofte lider enten den ene eller måske endda begge forældre også af ADHD. Så er der jo ikke nogen tilbage til at bedømme om det er en god eller dårlig idé at optræde på et landsdækkende tv-program. Hvis der så heller ikke er noget moralsk kodeks fra casternes side, ja så kommer vi til at se på handicappede stakler, der gør sig selv til grin, så vi kan få det bedre med os selv. Se det er sgu da et værdigt argument for janteloven. Den er slet ikke så skidt en ting, som mange gerne vil gøre den til.
Det er kun tabere, der ikke kan lide janteloven. Hvad med Bjarne Riis? Det ene år fejret som en helt, det næste en taber. Ja, faktisk også med rette. Det er ret signifikant at man ikke kan toppe i mere end 2 - 3 år, når man doper sig. Kroppen kan ikke holde til mere. Det var jo ikke janteloven, der hev Bjarne Riis ned. Det var hans trang til at blive i rampelyset efter at hans billet var udløbet, der fik ham til at være en idiot. At han så kun kunne være en helt med EPO i blodet, viser vel bare endnu mere at han skulle have ladet sig påvirke af janteloven. Du skal ikke tro at du er bedre end os, hvis du kun kan være bedre ved at tage ulovlige stoffer!
Faktisk kunne det være rigtig fint med en anelse mere jantelov.

Jeg har lavet en lille video, der gerne skulle vise hvorfor janteloven skulle være mere fremherskende. Den er selvfed, meningsløs, selvsmagende, indholdsløs og i det hele taget irrelevant på alle måder. Tjek den lige ud og se om ikke at jeg skulle have lyttet til nogle af jantelovens ord...

På den anden side, kan det jo være at jeg bliver berømt og så kommer i tv og måske kan blive venner med Mary & Frederik, der jo kun kan være venner med rige mennesker. Måske kan det ende med at jeg får mig en retræte-post som quizmaster på TV2-Charlie i en alder af 38 år. Så sidder jeg da sikkert på flæsket til jeg er langt oppe over den ordinære pensionsalder.
Ville det ikke være fint med en celebrity med mine evner? Det er da lige det Danmark har brug for.
Gør mig berømt!



(Jeg kan ikke selv)

18 juli, 2009

Ting, tanker og træning

Det er jo noget nær sommer her på mine kanter. Solen skinner og kornet modnes. Lige nu jager landmændene godt nok rundt som hovedløse høns, fordi de skal nå et høste før de varslede skybrud kommer og ødelægger hele udbyttet. Hvis man kender bønderne ret, så når de det ikke, bare så de kan klage deres nød til alle, der gider høre på dem. Inklusive Udvalget for Tildeling af Landbrugsstøtte i EU, der jo nok kan lokkes til at smide et par mia. i retning af de klemte landmænd.

Jeg har jo slået mig op som lidt af en madanmelder, her i det forrige blogindlæg. Det er egentlig ikke noget jeg er kvalificeret til, men det argument afholder på den anden side heller ikke Reimer Bo fra at lave det han laver. Helt tilfældigt er jeg kommet til at besøge endnu en fastfood joint, der da lige skal have et par ord med på vejen. Denne skal man dog bemærke at det ikke er dette steds kerneydelse at fremstille fastfood, men mere er af en dannelsesmæssig karakter. Jeg var i Randers Regnskov sammen med min hustru og mit afkom. Det er på alle måder prisværdigt at kunne komme til at studere regnskovsdyr og planter uden at skulle rejse ud af regionen. Det kan der ikke siges noget skidt om. Især min søn er vild med at glo på alle mulige dyr. Hajen er et sikkert hit.
Når man nu har vadet rundt i den silende regnskov i et par kvarter, er man jo ved at være sulten. Det kan man bekæmpe ved at spise sin medbragte madpakke. For at komme så vidt, skal man kæmpe sig igennem to kupler og så kan man slå sig ned i en madpakkestue. Vi havde imidlertid ikke taget madpakker med, så vi købte os noget føde i regnskovens "restaurant". Det ville nok være mere mere korrekt at betegne det som et cafeteria. Vi valgte os en Regnskovsburger til de voksne og en tallerken med en pølse og nogle pommes frites til den lille. Dertil cola og et par spande ketchup. Egentlig kan man ikke sige at det var decideret dyrt, men man kan sgu godt nok heller ikke beskylde burgeren for at have smagt af noget særligt. Jeg har faktisk mødt den første burger, som jeg ikke kunne lide. Det afholdt mig ikke på nogen måde fra at forsøge at æde mig igennem den alligevel. Denne gang lykkedes det dog ikke.
Man kan ikke sige noget dårligt om Randers Regnskov generelt. Dyrene har det godt og der er gode forhold for gæsterne. Jeg er dog bestyrtet over den elendige mad, som de byder deres gæster. Det kan da ikke passe at man skal have sådan en omgang hundeæde, når nu alt andet er så meget mere i orden. Næste gang hedder der noget med madpakker eller en tur på Sunset Boulevard lige syd for Randers. Der er maden heller ikke nogen storslået gastronomisk oplevelse, men den er rimelig spiselig og smager da af noget.
Jeg er ikke faldet for det der fedtfattige sludder om deres mad. Fastfood er nu engang fastfood. Færdiglavet mad/halvfabrikata er ikke nær så sundt, som det man selv kan fremstille i sit køkken. Det samme gør sig, for så vidt, gældende for ikke så få Michelin-restautanter. Samtidig skal man jo huske at fedtfattigt ikke nødvendigvis er det samme som at det er sundt. Tænk her på f.eks. nødder og fisk, der jo er fede, men samtidig sunde. Man skal vist huske at kigge på lidt flere aspekter, når man skal vælge sund mad til sig og sine.
Jeg kan ikke lade være med at anbefale Sylvester Stallones bog endnu en gang. Den er rimelig fornuftig i sin tilgang til fødevarer og sundhed. Desuden må den siges at have et rigtig godt afsnit omkring styrketræning, der på alle måder må siges at virke. Køb den!

Jeg overvejer, for tiden, at anskaffe mig en af de der store bolde, som man kan ligge på og lave mavebøjninger og den slags på. Jeg synes at jeg mangler lidt mere specifik core-træning. Jeg er knokkelstærk i de store muskler, men trænger til lidt mere styr på de mindre muskler omkring kropskernen. Jeg har godt nok set at det er noget en Wii kan hjælpe med, men jeg tror ikke at jeg kan retfærdiggøre en sådan investering i et underholdningsapparat, som jeg ikke rigtig kan finde tiden til at bruge alligevel. Desuden er det vist mest noget for damer. Det her Klik! ser forresten også ret cool ud. Man kan vel godt have det sjovt mens man får lækre mavemuskler?

10 juli, 2009

En tur i truckerland


Man kunne jo tro at jeg har lagt i kakkelovnen for at give vore stolte langturschauffører et skud for boven denne gang.
Intet kunne være mere forkert!
Jeg har været på en lille kulturel berigelsestur idag. Det er netop den, som jeg gerne vil berette om.
Jeg havde fået overtalt min søde hustru til at vi skulle gå i biffen og se Anders Matthesens Sorte Kugler i biffen i Esbjerg. Nu er det åbenbart den eneste biograf i det vestjyske, der viser filmen om eftermiddagen. Derfor måtte det blive i denne vestjyske fiskeriperle af en by at jeg skulle få den fornøjelse at se lidt om Andens syn på karma og filmmediet.
Lad det være sagt med det samme: Filmen er som så ikke dårlig. Jeg kan fint forholde mig til at man får det igen, som man giver og det der shit. Mest fordi det, som oftest, er rigtigt nok. Jeg har selv et par eksempler på netop dette.
Rent teknisk er der ikke noget i vejen med filmen og jeg fik mig et par gode grin undervejs igennem. Jeg synes dog at slutningen er lidt tyk og at det der karma-fis er gjort sådan lidt til noget enten/eller. Enten er du god eller også dør du og din familie en smertefuld lorte-død. Hvis det var sådan i den virkelige verden, har karmafolkene et forklaringsproblem med Mike Tyson og pedellen på Valdemarskolen i 1980´erne.

Umiddelbart før vi gik i biffen, kørte vi ned på strøget i Esbjerg, der jo er Danmarks længste gågade. Det sjove ved Kongensgade i Esbjerg, er at der er to rådne ender. Både den ende, der ligger op mod det gamle "City Center" og den ende, der ligger ned mod banegården er rådne og trælse at gå rundt i. Begge steder er der masser af bumser og tiggere. Hvis man bare holder sig på midterstrækningen af gågaden, så skal man nok komme levende igennem. Så den der med den længste gågade, er vist lidt søgt. Hvis man trækker de to rådne ender fra, så er Esbjergs gågade ikke en skid længere end den de har i Århus.

For at komme tilbage til formålet med at nævne strøget:
Aldrig i min tid som et observerende menneske, har jeg set så mange opdullede truckertøser, men så latterlig lidt at have det i. Aldrig! Never! Niemals!
Helt affarvet hår, måske med lidt sort i. Enten helt sort tøj eller helt hvidt ditto. Piercinger i krydderen. Du ved, den lille "pikante" stift i næsen eller den der latterlige stud i ansigts-kødet mellem kind, overlæbe og næse. Sjovt som mange tror at de gør deres træk finere ved at forurene dem med et stykke malplaceret metal.
Jeg er i en mild form for intolerance-trauma. Er det grundvandet eller fiskeriet, der fremavler så mange truckertøser? Hvorfor lige Esbjerg? Det er jo Danmarks 5. største by. Det betyder at der er rigtig mange af dem. Kunne de ikke have valgt at samle dem i Frifelt eller Arnum?
Uanset. Det var sgu en oplevelse og en forklaring på, hvorfor jeg aldrig har scoret i byen i Esbjerg. Det var ikke mig den var gal med!

Efter en tur i biffen med slik og cola, kan man jo kun byde sin krop endnu mere lort. Derfor tog vi på Burger King for at få kolesteroltallet banket lidt op på skalaen. Der kan siges meget godt om junkfood. Især er det da som skabt til tømmermænd. Nu havde jeg bare ikke tømmermænd og var vel egentlig ikke sulten heller. Det forhindrede mig imidlertid ikke i at fortære en hel menu, eller Meal, som det hedder på Burger-King-lingo. Den mest kendetegnende forskel på Burger King og MacDonalds, er nok at Burger King vælger at napalm-stege deres bøffer. De kalder det godt nok Flame-grilled, men det smager sgu ikke af flammer, men af brændt på.
På betjeningssiden, kan man i hvert fald ikke kende forskel på de to giganter.

Mig:
Jeg vil gerne have et Big King -meal med cola og ketchup....
Burger King teenager: Mener du et Big King XXL -meal? Hvad skal du have til dine pommes frites?
Mig: Nej, jeg mener sgu da et Big King -meal, når det er det jeg siger. Hvad tror du jeg skal bruge ketchup til, hvis det ikke er til mine pommes frites?
Burger King teenager: Nåja.... excuse me, siger jeg bare...

Kan man da for fanden indlære den der mer-salgs-remse så meget, at man ikke er i stand til at indgå i en ægte dialog med levende mennesker?
Jeg frygter for min alderdom.

Her kunne jeg så godt lave en lille satirisk dialog over, hvordan mit møde med hjemmeplejen ville gå, men det orker jeg ikke rigtig. Måske en anden gang.

08 juli, 2009

Jeg er en tegning

Jep! Her er det så. Den famøse karikaturtegning fra Den Spanske Trappe i Rom. Det er åbenbart udført i 1991, da jeg selv havde den sarte alder af blot 19 år.

Jeg har tidligere omtalt tegningen i forbindelse med størrelsen på mit tandsæt. Det kan du læse mere om her! Jeg har lige været på besøg hos mine forældre. De har, af ganske uransagelige årsager, valgt at hænge omtalte tegning op i deres gæsteværelse.

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor at tegneren har tegnet mig med boksehandsker på eller hvorfor jeg slår på en kvindes alt for store bryster. Det er virkelig underligt.
Jeg gætter på at han syntes at jeg havde en vis lighed med Rocky, så det er på sin vis forståeligt nok. Til gengæld kan jeg ikke i min vildeste fantasi finde en årsag til det med brysterne. Det er og bliver meningsløst. Det understreger vel blot min fordom om at "kunstnere" ryger alt alt for meget hash, uden at det på nogen måde påvirker deres "kunst" i positiv retning.

Længe leve kunststøtten.

03 juli, 2009

Tillykke med de 37

For 37 år siden kom jeg til verden. Det er endda på dagen præcis 37 år siden.
Omkring 06.40 blev jeg født som en såkaldt sædefødsel. Det betyder egentlig bare at jeg kom med röven først. Det er vist ikke just nogen fornøjelse at føde almindeligt, men det skulle være en udsøgt pinsel at føde børn, når de kommer med den mindre pæne ende først. I hvert fald har jeg ladet mig fortælle at man, nu om stunder, lader kvinder med risiko for sædefødsler, få et kejsersnit uden de store diskussioner.

Min moder lever idag i bedste velgående og virker ikke som om hun har oparbejdet et specielt stort had til mig og min person, på trods af den smerte jeg har påført hende under min ankomst til denne jord og dette liv. At min bror så skulle komme ud som endnu en sædefødsel allerede 18 måneder senere, må siges at vise hvilket stof mit moderlige ophav er gjort af. En tilsvarende smerte ville med lethed have kunnet gøre det af med det meste af den mandlige, Ripensiske befolkning på den tid.

Jeg har en gang hørt at kvinder havde en ligeså lav smertetærskel som mænd, ville der ikke blive født nogen børn på denne, grønne jord. Som min gode ven Asmus siger: "Der findes ikke syge mænd, kun døende mænd!" Jeg er sikker på at han har ret. Han er jo skolelærer og de plejer at vide besked med den slags.

Hvis jeg endelig skal snakke om vejret, ja så er det jo godt for tiden. Faktisk næsten for godt. Min lille cocker spaniel lider godt nok lidt i varmen. Til gengæld nyder han at der er en hjemme hos ham for tiden. Så skal han ikke være alene, når han sover middagslur mellem 10 og 15. Sikke et hundeliv.

Jeg har besluttet mig for at jeg godt gad at have den nye iPhone 3GS, men at jeg ikke køber den, da den er for dyr og da jeg jo alligevel altid taber mine telefoner og glemmer at passe på dem. For tiden har jeg en Sony Ericsson C702. Det er sådan en med GPS, 3G og alt det der lir. Den kan ydermere tåle at blive stænket på med (ganske lidt) vand og så kan den tåle at blive smidt rundt med hele tiden. Den har i hvert fald ramt asfalten mindst 30 gange i sin levetid. Så rent empirisk, må den siges at kunne tåle lidt tæsk.
Til gengæld er den software, som den er født med, noget rigtig l*rt. Den slukker sådan lidt random, men primært lige før der tikker en sms ind på den. Jeg ved ikke helt hvor mange sms-beskeder jeg har mistet, men det er nok efterhånden en del.
Af en eller anden grund kan den ALDRIG huske min brors arbejdsnummer. Hver gang jeg har tastet det ind på både min computer og i min telefon og derpå synkroniserer dem med hinanden, mister den bevidsheden om at min bror har en telefon på sit arbejde.
Derfor: Kære Apple. Lave en iPhone, der er billig, hurtig og som kan tåle at få tæsk. Jeg lover at købe en!

28 juni, 2009

Sommeren er over mig (og mine tænder)

Så kom de sgu, sommeren og ferien. På magisk vis er det lykkedes de to at falde sammen i år. Endelig lever sommerferien op til sit navn. Sådan skal det også være.
Jeg sidder og hygger med min kaffe og Pink Floyd´s Pulse CD. For at få det der hippie-crap til at glide lidt lettere ned, har jeg allieret mig med en Toblerone-stang.
Jeg sidder egentlig og tænker lidt på min udgåede og afgåede niendeklasse, der stoppede deres friskolekarriere i fredags. Som en lille gave, fik jeg den Toblerone, som jeg nu er ved at forsøge at slå ihjel. Når man sådan sidder og tænker, drikker og gnaver, kan man jo godt blive en anelse nostalgisk.
En af de historier, som jeg kom til at tænke på forleden, handler om min rejse til Prag og Berlin med Pandaerne (som niendeklassen hedder. (Ja, det er altså en friskole, som jeg arbejder på. Bær over med det!).
En af de dage, hvor vi var i Prag, gik jeg sammen med Clara og Liva, en lille tur over Karlsbroen i vores søgen efter en Starbucks, noget mokka og lidt gratis internetadgang.
Der på Karlsbroen, sidder der en masse gøglere og "artister". Som man kender det fra andre storbyer, sidder der selvsagt også en karikaturtegner og driller folk for penge. Jeg kunne ikke nære mig og måtte bare fortælle om dengang jeg blev tegnet ved Den Spanske Trappe i Rom. Jeg blev dengang tegnet som en ung Sylvester Stallone med boksehandsker og langt nakkehår. Ja, sådan var moden nu engang dengang. Se forresten tegningen her!
Da jeg var færdig med at fortælle den spændende beretning, spurgte Clara om jeg så var blevet tegnet med utroligt store tænder. Her mente hun i speciel grad om mine fortænder skulle være blevet tegnet i en så betragtelig grad at jeg havde bidt mærke i det.
Nu har jeg heldigvis ret let til at blive fornærmet, så jeg måtte selvsagt med det samme spørge kontra om hun mente at mine fortænder skulle være lidt velvoksne fra naturens hånd. Det påstod hun at det selvsagt ikke var tilfældet, men at ALLE jo fik tegnet deres tænder store af karikaturtegnere. Det må siges at have været et ganske elegant redningsforsøg, men jeg hoppede ikke på den. Selvfølgelig er mine fortænder store og også større end så mange andres. Det er en af de mindre skavanker på mig og min krop. Jeg skulle sgu nok have sænket hendes årskarakterer en anelse alligevel?
For lige at gnide lidt salt i mit tandkødssår, så sagde min søn således til mig forleden: "Du har store tænder, jeg har lille tænder!"
Ja, så er den ting jo nok på plads.
Nu kan jeg så gå og håbe på at solen bleget mine tænder lidt, når den nu alligevel er i nabolaget for tiden.
God sommerferie!


23 maj, 2009

Jeg vil smøres!


Når man nu er lærer og kommer ud til en mængde unge, letpåvirkelige mennesker, burde man, fra større virksomheders side, tænke en del over det potientiale, der ligger i min magt.
Jeg går i Nike tøj, bruger Apple computere, spiller på Jackson guitarer, anbefaler Texas Instruments lommeregnere, surfer med Firefox. I det hele taget på virker jeg hver dag flere hundrede børn med mine valg og fravalg. Er det ikke det helt rigtige sted at slå ned, hvis man gerne vil have kommende storforbrugeretil at lære de rette produkter at kende?
Jeg kan se at B.T. og Ekstrabladet for tiden har ondt i måsen over at ministerkoner modtager penge fra fader Mærsk. Bevares, lovgivning er en vigtig ting og sikkert et meget godt sted at smøre. Problemet er blot at når det afsløres, så medfører det en masse modvilje mod både politikere og Mærsk. Det ville jo slet ikke være tilfældet, hvis man smurte en fattig skolelærer, der jo samtidig ikke skal offentliggøre alt muligt om sit private forbrug og misbrug. Det ville være sværere at opdage smørrelsen og det ville være ret givende for investoren, da man langsomt kunne påvirke en umådelig stor mængde mennesker. Da man som lærer alligevel har en vis indflydelse på de valg børnene tager i forvejen, kan man jo næsten sige at det ikke engang er en speciel stor afvigelse fra business as usual.
Så kære multinationale selskaber: Jeg er klar på at drikke Coca Cola, bruge Windows Vista og Nokia, gå i Adidas, spille på Fender og surfe med Internet Explorer, bare der er (rigtig mange) penge i det.
Tænk over det....!

10 april, 2009

Når/hvis djævlen er gået i hundene

Ja.... Forleden var jeg hos mine forældre, sammen med kone & barn forståes. Det er jo ferie og vi ville et smut ned og kigge til mit fædrende og mødrende ophav. Under et almindeligt Kodak-Moment, som der jo er så mange af ( i hvert fald for bedsteforældre), lykkedes det min moder at fange dette på sit kamera. Hele motivet er egentlig mit barn, der hopper på trampolin, men det spændende sker her i forgrunden. Det ser ud som om min hund er ved at uddrive en djævel eller noget, der i hvert fald kunne minde om. Det er jo den slags man ikke ser in real life, men kun opdager senere, når man kigger dagens fotofangst igennem. Jeg skal blankt erkende at det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg fik øje på det drama, der udspiller sig mellem Satan & min hund.
Hunden, der forresten hedder Sarki, er dog rimelig meget sig selv igen, så vi må formode at det gode vandt..... For denne gang.

24 marts, 2009

Jeg gad godt være fremtidsforsker!


Idag har jeg været til et seminar omkring it i skolen, nu og i fremtiden. Som keynote-speaker havde Atea fremskaffet en gut fra Institut for Fremtidsforskning. Han skulle sige noget om såkaldte megatrends i skoleverdenen. Han lagde ud med en joke omkring at det jo var lettere at få paven til at konvertere til protestantismen end at få ting lavet om i skoleverdenen. Ha ha, supersjovt dit højreorienterede pikhoved! Nu ville ordet charlatan jo nok være på sin plads, når det kommer så vidt som at jeg ville skulle beskrive denne fremtidsforsker. Faktisk ville jeg have ønsket at han havde forsket lidt i hvordan man laver en bare nogenlunde powerpoint-præsentation. På en eller anden måde er det bare ikke cool længere, når man har sine billeder til at dække for dele af teksten på sine slides. Måske det bliver moderne igen i fremtiden? Måske?
I hvert fald, så kom manden med hele 4 helt modstridende scenarier på hvordan fremtiden i skoleverdenen kommer til at se om 15 - 25 år. Et scenarie, der bare ligner det vi allerede kender og tre der gik i tre andre retninger. Til at illustrere brugte han sådan et diagram, som folk bruger når de ikke kan forklare hvad de mener med ord, men absolut skal vise det til den måbende forsamling af ignoranter og tåber. I korte træk gik skemaet ud på at der var fire retninger som skoleverdenen kunne gå i. Så opstillede han nogle forslag til at disse scenarier jo kunne blive lidt blandet sammen og på den måde helgarderede han sig og kunne sige at det jo kunne gå alle veje eller måske endda ingen veje.
Hold da op. Jeg gad sgu godt at være fremtidsforsker. Det er da vist ret fedt at komme ud, til konsulentløn, med dårlige slides og spille klog på absolut alt og intet uden at skulle hænges op på det bagefter.
Nok siger man at det er svært at spå om, især, fremtiden, men jeg har på fornemmelsen at det er sværere for nogle end for andre.

09 marts, 2009

Citronen jeg nødigt ville plukke


Igår var jeg ude hos en ven. Det kan næppe kaldes en sensation, selvom jeg efterhånden kommer ret sjældent ud. I hvert fald ville min hustru lufte mig og sønnen ved at vi skulle fragtes til noget, der hedder Tranbjerg. Derude bor bemeldte ven. Nu var det måske ikke kun for min skyld at vi skulle derud. Faktisk skulle vi på en slags sygebesøg, da min ven har været lidt syg i det. Faktisk har han været ret syg. Efter en længere periode med hovedpine og synsforstyrrelser, gik han endelig til lægen og fik et tjeck-up.
Den var da bare helt gal, viste det sig. Han havde en svulst i hjernen på noget der minder om 7 cm i diameter. Det er ikke så lidt, hvis man lige hiver målebåndet frem og tygger lidt på det.
Uanset. Op på bordet med ham og ud med svulsten, der forresten nok havde siddet der i noget der ligger mellem 15 og 20 år og også var godartet. Lægen kunne berette at svulsten ved nærmere eftersyn viste sig at være på størrelse med en citron og måle hele 9 cm i diameter. Bortset fra lidt småproblemer med synet og hovedpine, gik operationen godt og min buddy har det, efter omstændighederne, faktisk rigtig godt igen.
Lad mig derfor lige benytte disse spalter til, for en gangs skyld, ikke at brokke mig eller være sarkastisk, men rent faktisk lige huske at råbe hurra for lægestanden. Det er sgu da på det nærmeste mirakuløst at man kan åbne en mands hjerne, pille en masse ud af den og så lukke igen, uden at man decideret har smadret noget vitalt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan min MacBook Pro ser ud nu, efter at jeg har skiftet harddisk i den. Det er sgu ikke alle samlinger der er lige pæne længere.
I hvert fald: Respekt for lægerne, respekt for at man kan have et kæmpe fremmedlegeme til at fylde op i kraniet og alligevel være normal, Respekt for min 320 Gb Seagate Harddisk, der kører fint i min computers skæve kabinet.
P.s. Jeg kunne ikke lige finde en rigtig citron til billedet, så det er altså tanker der tæller denne gang.

12 februar, 2009

Forringet livskvalitet


Du altforbarmende.
Nu har jeg siddet i mere end 30 minutter og bøvlet med at få min dyrt købte internetforbindelse med The Cloud til at virke.
Jeg sidder i Bruun´s Galleri og ville lige få en kop kaffe og en lille kage, mens jeg surfede på nettet og ordnede mail´n´stuff. Det kunne jeg kun, hvis jeg købte mig en The Cloud adgang til internettet. Man kunne få 1 time for 50 kroner og det er jo egentlig ikke så galt. Men det er det altså alligevel. Indtil nu er det lykkedes mig at komme ind på hele 2 sider: The Clouds egen side og TDC.dk. Jeg ville lige lave en hastighedstest på linien. Det skulle jeg åbenbart ikke have gjort. I hvert fald knækkede forbindelsen halsen i det sekund jeg kom ind på TDC´s hjemmeside. Sikke en misere. Jeg overvejer sgu da lidt om man bare skulle have fået sig et 3-mobil-internet-abo. Ikke at jeg bruger det særlig tit, men det er sgu da for elendigt at man skal betale for at komme på nettet i et storcenter, der tager jeg-ved-ikke-hvor-mange-penge bare for at man kan parkere i deres kælder, så man kan betale alt for mange penge for at handle ind i deres alt for dyre butikker med deres alt for lille udvalg. Ikke en god eftermiddag for sådan en som mig.
Jeg må nok hellere lige rette mit indlæg lidt. I den tid det har taget mig at hælde denne omgang galde ud over min lille blog, har mit mailprogram sendt en mail af sted. Det tog også kun 30 minutter for den at få hul igennem og sende de små 200 ord. Ikke just en uoverkommelig opgave i år 2009. Men altså ikke just let i Bruun´s Galleri. Med til perspektiver skal lige at man før i tiden kunne komme gratis på nettet her i galleriet. Den tid er åbenbart forbi. Sjovt som finanskrisen kradser alle vegne.
På sin vis er jeg ikke sikker på at det er en helt valid undskyldning for alt her i verden. Jeg mindes en lille historie som en tysk pige, jeg kender, en gang fortalte mig. Hendes udlægning af tyskernes omlægning fra D-mark til Euro går på at mange tyske forretningsdrivende benyttede lejligheden til lige at lægge lidt oven i prisen, når nu forvirringen omkring valutaskiftet alligevel var så omfattende i det tyske folks hjerner. På den måde sted prisniveauet på ganske kort tid med op til 10%. Ganske ubegrundet og med en valutaomlægning som kamouflage.
Jeg er på mange måder helt sikker på, at det samme er tilfældet i disse, for vort land, så trange nedgangstider. Man forsøger at skjule nye og ubegrundede prisstigninger eller serviceforringelser med reference til finanskrisen.
Tror du ikke det samme?

29 januar, 2009

Er Fanden løs i Lystrup?

Så er den gal igen!
Så sider man der. Helt fredeligt og uden tanke på djævelskab eller ilde. Som noget af det mest harmløse man kan fordrive tiden med, kan man vist godt inkludere læsning af lokalavisen. Ikke desto mindre var det netop hvad jeg foretog mig da jeg kom til en reklame for vores lokale Superbrugs. De er ved at bygge til i forretningen. Det er åbenbart blevet noget, som man benytter sig af lejligheden og reklamere med. Ikke at det kan siges at have en reklameværdi at butikken flyder med byggematerialer og håndværkere de næste 4 måneder, men det er åbenbart på en eller anden måde blevet forvandlet til noget positivt i en eller anden crack-rygende reklamemands forstyrrede hjerne.
Det var dog ikke så meget dette syge aspekt af reklameverdenen, som fangede min umiddelbare interesse. Ikke at det ikke er et studie værd, bare ikke fra min side. Næ. Det RIGTIGT interessante var lidt længere nede i reklamen, hvor de redegjorde for antallet af kvadratmeter, som denne skønne tilbygning skulle velsigne os med. Ikke mindre end 666 kvadratmeter. Hvad sker der lige i Lystrup med al den sataniske aktivitet? Jeg er efterhånden ikke helt tryg ved at bo herude i denne sataniske forstad fra Helvede. Så er det dgu da ikke så sært at alle naboerne kører i Audi & BMW. De har solgt deres sjæl til Den Hornede Himself! (Note til mig selv: Skulle måske undersøge hvor lidt sjæl man kan sælge for at få en Mazda 6 Stationcar)
Hvis du nu ikke rigtig kan forstå mine referencer til tilligere sataniske begivenheder i detailhandelbranchen, må du hellere lige kigge her og her, så vil du forstå. The plot thickens.
Spørgsmålet er så blot om vi skal tage dette som en advarsel eller måske blot som et løfte. Uanset hvad, så tror jeg ikke jeg får overbevist forbrugerombudsmanden om at vi her står over for et problem af sataniske dimensioner.
Hvis jeg skulle være lidt ironisk omkring hele denne manifestation af ondskab i detailhandelbranchen, så må det være en mild undren over at det ikke har åbenbaret sig i bankbranchen som noget af det første. Det er sgu da en decideret ond samling hyklere, man der har samlet til hobe. Men de er måske allerede så lang nede i fordærvet at Satan ikke har fundet det nødvendigt at gøre sin indflydelse gældende?
Jeg er undrende. Jeg har for megen fritid.

12 januar, 2009

En kedelig dag i januar

Jep. Den er god nok.
Jeg sidder snydepasser til terminsprøven i dansk stil. Det er da godt nok ikke just det mest ophidsende jeg til dato har foretaget mig. Jeg skal stort set bare sidde stille og holde øje med om de kære børn nu skulle finde på at snyde.
Egentlig havde jeg håbet på at kunne sidde og forberede mig en smule. Der er desværre ikke rigtig grundlag for fordybelse, da børnene hele tiden skal låne en eller anden USB-nøgle, så de kan gemme deres udgydelser. Så skal jeg have deres tekster ind på min computer og så skal jeg så printe det ud for dem. Det er lidt en omstændelig affære og jeg er ret sikker på at det ville kunne optimeres en anelse. Jeg sidder i skrivende stund og spekulerer ikke så lidt på, hvordan man kunne gøre det. Oprindeligt er det meningen at de selv skal have alt deres grej med. Altså printer og computer og det hele. Hvis tingene så ikke fungerer, kan man kun sende skylden for fejlen én vej, nemlig på elevens egne skuldre. På den måde, som det kører idag, kan man faktisk med god grund give mig, min computer og mit netværk skylden, hvis man har lavet en dårlig stil. Det er sgu da en god deal.