Hvad er meningen?

Ja, hvad er meningen egentlig?
Der er mange der leder med lys og lygte efter en mening med galskaben. Det er i sig selv ikke altid en nødvendighed. Det kan være rart at kunne se en mening, men nogle gange kan det også være ret så passende ikke at kunne se nogen fornuft i tingene.
Tingene ændrer sig med tiden alligevel.
Det er ikke mange år siden jeg havde en strid modvind omkring skolens brug af Apple computere. Jeg skulle sågar forsvare et valg, som jeg ikke havde taget på en generalforsamling. Det er kun nogle få år siden. Jeg skulle stå skoleret for bekymrede forældre, der ikke kunne lide tanken om at børnene ikke kunne spille Pixeline på skolens computere i skoletiden. Dels kan man flå sig i håret over en sådan bekymring fordi det ville være latterligt at spille latterlige spil i skoletiden, dels fordi at netop Pixeline, rent faktisk kan køre på Mac uden problemer.
Jeg tror at et er meget vigtigt at den dygtige lærer gør sig det klart, hvad han eller hun vil med computere i undervisningen. De tider, hvor computeren var en bog med strøm til, er forbi. Børnene skal ikke lokkes til at bruge computere med spil eller andet tidsfordriv. Der er jo heller ikke nogen fare for at man komme ud på et kontor og skal sidde og spille Pixeline som levevej. Børnene skal lære at være kreative på computerne. De vil være et mere realistisk krav fra en kommende arbejdsgiver. Om man så vælger at være kreativ på en Mac eller på en Windowsmaskine, er lidt ligegyldigt for mig. Bare det virker og kan få produktet frem.
Hos os har vi Mac og det er efterhånden ikke så sært længere. Flere og flere af eleverne køber Mac's til skolebrug og det bliver mere almindeligt i gadebilledet at se de små, lysende æbler.
Jeg faldt over en film idag med lidt humor og egentlig ikke så meget Windows-bashing, som man måske måtte forvente. Den er oppe over teksten og er rigtig sjov. Hyg dig med den.

Dobbeltmoralitet

Tidligere har jeg skræppet op om mange småting. Mest mig selv faktisk. Det kommer ikke til at ændre sig det store, hverken i det nye år eller det indeværende. Mit liv har én central person, nemlig mig. Der er mange andre i min umiddelbare periferi, men jeg er dog den mest centrale i mit solsystem. Det er der, for så vidt, vel heller ikke noget galt med. Jeg har sludret om at ville blive berømt på mine manglende talenter. Jeg har faktisk ikke engang talent nok til ikke at have talent. Trist og tragisk. Eller er det egentlig? Der er mange derude, der burde skamme sig over den, omend ganske lille, celebritystatus de har fået sig.
Jeg er "venner" med en vis Marlene Hasselblad på Facebook. I denne tid efterlyser hun folk, der har været udsat for incest af nogen de holdt af. De skal bruges i hendes kommende bog med den dybe og empatiske titel: Når kærlighed gør nas. Her har vi da virkelig fået lort under neglene og ramt en decideret sprogmæssig guldåre. Jeg tror sgu at den form for kærlighed beskrives bedre med nogle lidt andre ord end lige nas. Magen til selvsmagende medieliderlig blålys skal man sgu da vist lede længe efter. Ikke at det ville være nogen gevinst at finde flere af hendes slags.
Hvorfor er du så venner med dåsen, kunne du jo spørge mig om. Det skyldes jo nok min åbenlyse dobbeltmoral og trang til at finde andres ditto og pege fingre af den. Det er vist hele den der lignelse med tornen i min broders øje og bjælken i mit eget...
Når vi nu er ved emnet, så kom jeg i tanke om en lille tildragelse fra juleaften.
Min søn gider ikke spise det der flødeoppiskede risengrød med kirsebærsovs til. Det kan jeg ikke fortænke ham i, for jeg gider sgu heller ikke at spise det. Jeg gør det bare fordi jeg er grådig og fordi jeg kan skjule meget af den dårlige smag med rigelige mængder ahornsirup eller karamelsovs.
Uanset, så gad min kloge søn ikke at æde det. Jeg er jo en blød far, så jeg syntes at han skulle have lidt dessert til sit livs tredie juleaften. Derfor varmede jeg tre pandekager til ham og serverede dem med sukker på hans tallerken. Dette fik straks hans bedstefader til at udbryde om ikke at den dreng var lidt for forkælet. 30 minutter senere er selvsamme bedstefar med til at give selvsamme dreng ikke mindre end 20 julegaver. Her dog uden at mene noget om forkælelse. Interessant sondring. Kan det spises, er det forkælelse, kan det give kræft og allergi på grund af billige kinesiske fremstillingsmetoder, er det helt fint.
Sådan er der så meget i vejen med alle andre end mig selv.
For helt at kvæle dig, kære læser, i dobbeltmoral, vil jeg lade dig læse min juleepistel fra mit arbejdes allersidste ugebrev i år. Det er en fast tradition at jeg, hvert år, skriver en lille moralitet af en ligegyldighed om Sallings lingeriafdeling og mine oplevelser der. Billedet i starten af teksten er faktisk taget i netop Sallings lingeriafdeling den 23. december i år.
Enjoy!


Kære allesammen!
Så sidder man her, med en klimakonference og en julefrokost dunkende i baghovedet. Set i bakspejlet, kunne det nok have været sundere for mit velbefindende i skrivende stund, at have tilbragt natten i politiets Guantanamo-bure for klimalømler. Desværre har jeg ret tidligt indset at mine forhandlingsmuligheder indskrænkes væsentligt, hvis jeg argumenterer med vold eller brosten. At man så kan have svært ved at argumentere for at vold mod tjenestemand i funktion skulle kunne gavne klimaet, medmindre man jævnligt inkaldes for at nulstille Kommunehospitalets IQ-måler, er jo en helt anden sag.
Både hvad angår indespærring på grund af optøjer eller dunkende baghoved på grund af julefrokost, så er tingene jo snittet på så snedig vis, at man selv kan bestemme om man vil opleve netop dette. Jeg fravalgte slag med stav og valgte aktivt dobbeltsyn, feber og migræne til. Sådan kan det gå.

Det er netop denne bevidsthed om muligheden for at påføre mig selv pinsler eller fravælge selvsamme, der år på år bliver gjort til skamme når jeg, med blodskudte øjne og let forhøjet puls, står i Sallings lingeriafdeling og leder efter den der lille frække sag fra Aubade, den 23. december lige før lukketid. Hvad gør man ikke for at gøre den signifikante anden glad og tilfreds?
Man risikerer liv og helbred i denne desperate kamp for få den sidste 70DD med balkonette. Og det med rette. Julen er jo hjerternes fest og det skal man tage alvorligt.
Der er ikke nogen, der er kommet helskindet igennem at, med drømmende blik, give en for stor BH og en for lille trusse til sin udkårne. Så kan man lige så godt skrive et tilgodebevis på et par større bryster og en mindre röv til sin kommende ekskone. Den febrile tur på gulvet sammen med de andre svedende mænd og alt for få tilbageblevne lingerieffekter, giver håb om endnu et år den den ægteskabelige ballongynge. Hvis blot kvinderne vidste hvilke lidelser man må gennemgå for, med største selvfølgelighed, at kunne lægge en lille blød pakke under juletræet. Det ender nok med at forblive en hemmelighed. Måske godt det samme?
Tænd lidt færre lys, stryg en betjent med hårene og opsøg kun de lidelser du er klar til at gennemgå. Så skal det hele nok flaske sig igen et års tid.
Glædelig jul og godt nytår!
Santa Klaus

Mad & læring

"Åh min mave er ren af lave; det rumler og tumler som var det sten, og så er det dog kun Mongolian Barbeque ben" ... Asmus, bare fordi der står "buffet", så er det ikke ensbetydende med at der skal hamstres som var der storkonflikt...

Således skrev min gode ven Asmus på sin facebookprofil her til morgen.
Det kunne ikke passe bedre, da jeg jo har truet med at skrive dette indlæg igennem en rum tid nu.
Here goes....

Jeg har elsket og hadet mad på mange måder. Nogle gange har jeg set mad som et nødvendigt onde for at overleve. Andre gange har det faktisk irriteret mig at skulle spilde tid på både at lave og spise mad, når det hele ville være så meget mere effektivt, hvis man kunne slippe for begge dele.
Jeg har forsøgt at spise hele forretsbuffet´er fra ende til anden. Altid uden held. Man kan sgu ikke spise et professionelt spiseforetagende ud af huset, ene mand. Heldigvis!
Jeg er ikke en gourmet på nogen måde. Jeg spiser ikke fine madvarer. Jeg spiser i hvert fald ikke mad, der er finere end mig selv. Spiser du så heller ikke svin? Jo, for fanden. Du er godt nok sjov!
Jeg spiser bare ikke dyr restaurantmad, der bliver tilberedt af folk, der har en længere uddannelse end mig selv. Ikke for at snobbe nedad, men mere fordi jeg ikke har råd.
Paradoksalt nok så har jeg en polak med en kandidatgrad i kunsthistorie til at gå på min arbejdsplads og rydde op efter mig og alle de andre lærere. Det er jeg heller ikke for fin til. En almindelig polak kan slet ikke gøre det. Det skal være en med en kandidatgrad. Det er jo klart dem der er bedst til at gøre rent. Det ved alle.
Tilbage til maden.
Jeg er mest en slags buffet-dude. Det dækker mine behov for mangfoldighed og kvantitet på den bedste måde og til den bedste pris.
De fleste har vel efterhånden indset at man sjældent, for ikke at sige aldrig, får mere end det man betaler for. Står der derfor "Spis hvad du kan for 99,-", ja så kan man næppe spise for 99 kroner. Du kan måske fratage dem et decideret gigantoverskud, men som på kasino, the house allways wins. Dog skal siges at på kasinoer skal der jo også være en enkelt jackpot engang i mellem. Ellers er der ikke noget, der gider at spille der. Drømmen om at vinde den store pulje skal være realisérbar. Om ikke andet, på det teoretiske plan.
Sådan skal det også være ved en spis-hvad-du-kan-buffet. Man skal helst gå derfra med et indtryk af at have spist hvad man kunne og måske endda have tilføjet etablissementet et lille underskud på, i hvert fald, sin egen lille bon.
Det er en syg tankegang, set ud fra et sultende afrikansk barns synspunkt. Set fra en rig vesteuropæers hjørnesofa, forekommer det dog aldeles fornuftigt.

På mange måder ville jeg gerne anse mit arbejde på samme vis. Lær hvad du kan for kun 1400 kroner om måneden. Du må endda gerne forsøge at snyde lidt mere på din tallerken, hvis du kan.
Der er ikke ret mange, der kan finde på at gå ud og spise når man er halvmæt eller måske endda slet ikke sulten. Det ville give underskud på det indre regnskab.
Jeg ville ønske at man kunne gøre det klart for børn og forældre, at der ikke er en øvre grænse for hvad man kan lære i skolen, hvis man vil. Man lægger en vis sum hver måned og er glad bare barnet er glad. Hvorfor ikke sørge for at barnets pennalhus er i orden, madkassen er fyldt, barnet er udhvilet og tilfreds? Hvorfor skal jeg tage højde for den slags i min undervisning? Det ville svare til at buffet-kokken skulle lave en anden slags mad, når gæsterne var trætte eller uoplagte.
Hvorfor er der ikke nogen der prøver at flå mig? Hvorfor tror de, at de bare skal nippe til salaten, når de kunne gå ombord i det svulmende bjerg af kød og visdom, der bare venter på at blive fortæret? Hvorfor så afholdende med at tage læring til sig, når man nu er så udfarende med at tage næring til sig?
Er det for let at komme igennem dagen uden at skulle yde noget? Er det hele ved at gå op i kvalitetstid og hyggestunder?
Jeg vil have ordentlige mennesker med en glubende appetit, hvis jeg må bestemme.

Det må jeg sikkert ikke.

Sommeren er over mig (og mine tænder)

Så kom de sgu, sommeren og ferien. På magisk vis er det lykkedes de to at falde sammen i år. Endelig lever sommerferien op til sit navn. Sådan skal det også være.

Jeg sidder og hygger med min kaffe og Pink Floyd´s Pulse CD. For at få det der hippie-crap til at glide lidt lettere ned, har jeg allieret mig med en Toblerone-stang.

Jeg sidder egentlig og tænker lidt på min udgåede og afgåede niendeklasse, der stoppede deres friskolekarriere i fredags. Som en lille gave, fik jeg den Toblerone, som jeg nu er ved at forsøge at slå ihjel. Når man sådan sidder og tænker, drikker og gnaver, kan man jo godt blive en anelse nostalgisk.

En af de historier, som jeg kom til at tænke på forleden, handler om min rejse til Prag og Berlin med Pandaerne (som niendeklassen hedder. (Ja, det er altså en friskole, som jeg arbejder på. Bær over med det!).

En af de dage, hvor vi var i Prag, gik jeg sammen med Clara og Liva, en lille tur over Karlsbroen i vores søgen efter en Starbucks, noget mokka og lidt gratis internetadgang.

Der på Karlsbroen, sidder der en masse gøglere og "artister". Som man kender det fra andre storbyer, sidder der selvsagt også en karikaturtegner og driller folk for penge. Jeg kunne ikke nære mig og måtte bare fortælle om dengang jeg blev tegnet ved Den Spanske Trappe i Rom. Jeg blev dengang tegnet som en ung Sylvester Stallone med boksehandsker og langt nakkehår. Ja, sådan var moden nu engang dengang. Se forresten tegningen her!

Da jeg var færdig med at fortælle den spændende beretning, spurgte Clara om jeg så var blevet tegnet med utroligt store tænder. Her mente hun i speciel grad om mine fortænder skulle være blevet tegnet i en så betragtelig grad at jeg havde bidt mærke i det.

Nu har jeg heldigvis ret let til at blive fornærmet, så jeg måtte selvsagt med det samme spørge kontra om hun mente at mine fortænder skulle være lidt velvoksne fra naturens hånd. Det påstod hun at det selvsagt ikke var tilfældet, men at ALLE jo fik tegnet deres tænder store af karikaturtegnere. Det må siges at have været et ganske elegant redningsforsøg, men jeg hoppede ikke på den. Selvfølgelig er mine fortænder store og også større end så mange andres. Det er en af de mindre skavanker på mig og min krop. Jeg skulle sgu nok have sænket hendes årskarakterer en anelse alligevel?

For lige at gnide lidt salt i mit tandkødssår, så sagde min søn således til mig forleden: "Du har store tænder, jeg har lille tænder!"

Ja, så er den ting jo nok på plads.

Nu kan jeg så gå og håbe på at solen bleget mine tænder lidt, når den nu alligevel er i nabolaget for tiden.

God sommerferie!

Jeg vil smøres!

Når man nu er lærer og kommer ud til en mængde unge, letpåvirkelige mennesker, burde man, fra større virksomheders side, tænke en del over det potientiale, der ligger i min magt.
Jeg går i Nike tøj, bruger Apple computere, spiller på Jackson guitarer, anbefaler Texas Instruments lommeregnere, surfer med Firefox. I det hele taget på virker jeg hver dag flere hundrede børn med mine valg og fravalg. Er det ikke det helt rigtige sted at slå ned, hvis man gerne vil have kommende storforbrugeretil at lære de rette produkter at kende?
Jeg kan se at B.T. og Ekstrabladet for tiden har ondt i måsen over at ministerkoner modtager penge fra fader Mærsk. Bevares, lovgivning er en vigtig ting og sikkert et meget godt sted at smøre. Problemet er blot at når det afsløres, så medfører det en masse modvilje mod både politikere og Mærsk. Det ville jo slet ikke være tilfældet, hvis man smurte en fattig skolelærer, der jo samtidig ikke skal offentliggøre alt muligt om sit private forbrug og misbrug. Det ville være sværere at opdage smørrelsen og det ville være ret givende for investoren, da man langsomt kunne påvirke en umådelig stor mængde mennesker. Da man som lærer alligevel har en vis indflydelse på de valg børnene tager i forvejen, kan man jo næsten sige at det ikke engang er en speciel stor afvigelse fra business as usual.
Så kære multinationale selskaber: Jeg er klar på at drikke Coca Cola, bruge Windows Vista og Nokia, gå i Adidas, spille på Fender og surfe med Internet Explorer, bare der er (rigtig mange) penge i det.
Tænk over det....!

Jeg gad godt være fremtidsforsker!

Idag har jeg været til et seminar omkring it i skolen, nu og i fremtiden. Som keynote-speaker havde Atea fremskaffet en gut fra Institut for Fremtidsforskning. Han skulle sige noget om såkaldte megatrends i skoleverdenen. Han lagde ud med en joke omkring at det jo var lettere at få paven til at konvertere til protestantismen end at få ting lavet om i skoleverdenen. Ha ha, supersjovt dit højreorienterede pikhoved! Nu ville ordet charlatan jo nok være på sin plads, når det kommer så vidt som at jeg ville skulle beskrive denne fremtidsforsker. Faktisk ville jeg have ønsket at han havde forsket lidt i hvordan man laver en bare nogenlunde powerpoint-præsentation. På en eller anden måde er det bare ikke cool længere, når man har sine billeder til at dække for dele af teksten på sine slides. Måske det bliver moderne igen i fremtiden? Måske?
I hvert fald, så kom manden med hele 4 helt modstridende scenarier på hvordan fremtiden i skoleverdenen kommer til at se om 15 - 25 år. Et scenarie, der bare ligner det vi allerede kender og tre der gik i tre andre retninger. Til at illustrere brugte han sådan et diagram, som folk bruger når de ikke kan forklare hvad de mener med ord, men absolut skal vise det til den måbende forsamling af ignoranter og tåber. I korte træk gik skemaet ud på at der var fire retninger som skoleverdenen kunne gå i. Så opstillede han nogle forslag til at disse scenarier jo kunne blive lidt blandet sammen og på den måde helgarderede han sig og kunne sige at det jo kunne gå alle veje eller måske endda ingen veje.
Hold da op. Jeg gad sgu godt at være fremtidsforsker. Det er da vist ret fedt at komme ud, til konsulentløn, med dårlige slides og spille klog på absolut alt og intet uden at skulle hænges op på det bagefter.
Nok siger man at det er svært at spå om, især, fremtiden, men jeg har på fornemmelsen at det er sværere for nogle end for andre.

En kedelig dag i januar

Jep. Den er god nok.

Jeg sidder snydepasser til terminsprøven i dansk stil. Det er da godt nok ikke just det mest ophidsende jeg til dato har foretaget mig. Jeg skal stort set bare sidde stille og holde øje med om de kære børn nu skulle finde på at snyde.

Egentlig havde jeg håbet på at kunne sidde og forberede mig en smule. Der er desværre ikke rigtig grundlag for fordybelse, da børnene hele tiden skal låne en eller anden USB-nøgle, så de kan gemme deres udgydelser. Så skal jeg have deres tekster ind på min computer og så skal jeg så printe det ud for dem. Det er lidt en omstændelig affære og jeg er ret sikker på at det ville kunne optimeres en anelse. Jeg sidder i skrivende stund og spekulerer ikke så lidt på, hvordan man kunne gøre det. Oprindeligt er det meningen at de selv skal have alt deres grej med. Altså printer og computer og det hele. Hvis tingene så ikke fungerer, kan man kun sende skylden for fejlen én vej, nemlig på elevens egne skuldre. På den måde, som det kører idag, kan man faktisk med god grund give mig, min computer og mit netværk skylden, hvis man har lavet en dårlig stil. Det er sgu da en god deal.

Da alt var bedre, altså virkelig ALT!

En gang, da træerne var lidt grønnere og græsset knap så nyklippet, var der en lille skole i det nordlige Århus, som afholdt årlige kunstemner for alle børnene på skolen. Det er der ikke noget odiøst i, da selvsamme skole gør nøjagtigt det samme den dag idag. Blot var dette specielle kunstemne noget særligt. I hvert fald for mig.

Der er flere historiske eksempler på at jeg skal holde min store kæft.

Jeg endte f.eks. som lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tid.

Jeg endte som fysik/kemi-lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tidspunkt.

Jeg endte med at skulle lære at lave raku-keramik til skolens toiletter fordi jeg ikke kunne lukke munden.

Hvorfor kan jeg ikke bare tabe ansigt eller give efter og indrømme at der er noget jeg ikke har forstand på? Hvorfor skal jeg altid lige forsøge at tage 8 sekunders almen undren i projektørernes lys og derpå 3 måneders slid og slæb for at "put my money where my mouth is"? Skal jeg altid både "talk the talk and walk the walk"? Der må sgu da være en lettere måde at få opmærksomhed og anerkendelse på.

På samme måde kom jeg til at stå for at arrangere kunstemnet i et eller andet år i midten af halvfemserne. Jeg var lidt indebrændt over at de tidligere kunstemner havde handlet om at tegne fugle eller løver. Hvad er det for noget at spilde 14 dages undervisning på? Er det ikke en lige lovligt spids spidskompetence af gå ud af skolen med? Det er jo fint at tænke den slags, men man kan nu godt overveje om man også skal udtale sig om det. I hvert fald kom jeg til at få en ambition om at ville lave verdens bedste kunstemne på Børnenes Friskole... ever... punktum!

Ja, nu kunne man jo forledes til at tro at jeg er en megalomanisk narrøv med et lidt velvoksent ego. Ja, det er nok sagtens muligt, men jeg er ikke helt blanket af for en vis realitetssans. Jeg er jo ikke verdens klogeste udi kunst og kunsthistorie. Det er Rikke til gengæld. Rikke hedder Duve til efternavn og læste, på daværende tidspunkt til kunsthistoriker på Århus Universitet. Jeg kender Rikke fordi vi har gået i klasse sammen i gymnasiet og også endte med at bo sammen i omkring 5 år i forbindelse med at vi var kærester. Hun havde også to kumpaner, hvoraf den ene hed Louise og den anden hed noget andet.

Sammen med disse tre unge kvinder, satte jeg mig ned og begyndte at planlægge et kunstemne to end all kunstemner. The mother of all kunstemner. The mothership of kunstemne.... ja, you get the point.

Vi fik kradset en masse idéer ned og snakket en masse igennem. Temaet blev impressionisterne i Frankrig. Så skulle der for det første være en masse begreber som børnene kunne tilegne sig og for det andet en mængde nye teknikker, som børnene kunne lære.

Det endte ud med en opdeling af emnet, så den første tid skulle bruges på oplæg og på at få færdigheder, mens den anden del skulle bruges på at få brugt de lærte færdigheder.

Børnene blev delt op i familiegrupper på tværs af klasserne. Dette både for at skabe en vis samhørighed på tværs af skolen, men også for at give de største børn en mulighed for at være tutorer for de mindre.

For at de store ikke skulle kede sig om eftermiddagen, lavede vi et udkast til en avis, med forbillede i de franske vægaviser fra impressionisternes tid. Så var det meningen at jeg skulle fungere som chefredaktøren Claude d´Evalde, der bandt børnenes historier sammen og sendte dem ud på nye opgaver.

Til dette formål, mente jeg at det ville være mest passende om jeg anlagde mit et små-frankofilt-fipskæg. Det kan måske forklare det lidt vel friske look jeg render rundt med på billedet. Ja det er altså mig til venstre med baskerhuen, det lange hår og fipskægget.

For at få børnene lidt mere med på idéerne, fik vi skolens sygruppe til at fremstille en baskerhue til hvert barn. Så kunne de gå rundt og ligne små kunstmalere, når de var ude i felten.

De værksteder vi havde planlagt var noget med farvelære, skitsetegning og et lille kursus i pointillisme. Vi havde også nogle værksteder, hvor vi lavede reproduktioner af kendte impressionistiske værker. Netop reproduktionerne var interessante, da de blev lavet efter et farvedias, der blev skudt op på et lærred. Det der så var udfordringen for børnene, var at blande de rigtige farver og male det de så og ikke det de mente at se. Nogle hold var så gode at de kunne vende deres dias på hovedet og på den måde virkelig bare male farverne uden rigtig at kunne se selve motivet.

For de børn, som ikke rigtig kunne fanges hele tiden af emnet, havde vi lavet en lille biograf, der viste smalfilm om impressionisterne. Der var ikke film hele tiden, så børnene måtte vænne sig til at komme til de forestillinger, der var annoncerede.

Nu skal man jo huske at dette foregår noget før der var et decideret indhold på det famøse internet. Man kunne med andre ord ikke bare sætte en masse computere med youtube op til at fordrive tiden med. Man kunne heller ikke finde de store klassikere på nettet, via Google. Vi var nødt til at lave vores oplæg med dias, som vi havde lånt nede på kunsthistorisk bibliotek på uni. På det punkt, må det siges at være noget lettere at give børnene billedkunsten i undervisningen idag. At jeg så ikke rigtig gør det så meget mere, kan man jo reflektere over.

Det korte af det lange omkring dette kunstemne, er vel bare at nogle gange kan man improvisere sig til et rigtig godt emneforløb, mens man andre gange kommer bedst omkring emnet, hvis det er planlagt grundigt og med kompetente undervisere eller eksperter i hovedrollerne. Jeg har ikke siden været med til at lave et kunstemne, der var så gennemført og alment dannende for så bred en kreds af børn, som netop dette. Det betyder ikke at jeg ikke har været med til at planlægge kunstemner siden, men blot at jeg ikke har været med til noget lignende siden.

Det er selvfølgeligt farligt at komme med sådanne påstande, når mine velmenende kolleger hvert år forsøger at planlægge et kunstemne, der skal være det bedste nogensinde. Heldigvis ved de fleste ikke at det løb allerede er kørt for mange år siden. Fra nu af kan det nok desværre ikke blive andet end repriser i natten.

Godt nytår.

Meningsløs i længere tid

Ja, det er noget værre noget. Der er gået en rum tid og jeg har ikke ment noget som helst, der var værd at skrive om. Ikke ilde, skulle man mene. Jeg har dog ment ting og sager i den mellemliggende tid. Jeg har blot været for doven til at skrive om det.

Havde jeg været hip og ung med de dumme, havde jeg nok skrevet om Stein Bagger og hans forsvinden, men det siger mig ikke rigtig noget. Finanskrisen har heller ikke rigtig slået an hos os, her i husstanden. Benzinen er blevet billigere, renten er faldet og fødevarerne falder i pris. Jeg kan sgu ikke rigtig se problemet.

Mit yndlingsemne her på bloggen er jo enten hvor dumme andre er i forhold til mig, eller hvordan det går med min træning. Jeg kan ikke rigtig komme på noget de andre, dumme mennesker, har gjort forkert. Det ville jo være skørt at lave en blog med egne dumheder. Den ville nok blive lige til den korte side, når man, som jeg, ikke rigtig dummer sig. [Smiley der viser at jeg har selvironi, men alligevel ikke helt mener det ironisk].

Med hensyn til min træning, så er jeg rigtig tilfreds med tingenes tilstand. Jeg bliver stærkere stille og roligt og glæder mig som et lille barn til jul, hver gang jeg skal til at pakke tasken for at komme ned i centeret. Can´t be bad at all!

På arbejdsfronten, er jeg i gang med at finde en løsning på et problem omkring digitalisering af undervisningsmaterialer. Mange af mine kolleger og, ikke mindst, mig selv har en hob undervisningsmaterialer liggende på doc-filer, pdf eller som film. Ikke mindst filmene er ved at hobe sig op, da det faktisk kun koster 10 kr. at købe en film på Amtscenteret. Planen er så at vi kunne rippe filmene og lægge dem på en ekstern harddisk, gøre det tilgængeligt på netværket og på den måde gøre livet lettere ude i klasserne. Ulempen er dog at selve denne løsning jo ikke inkluderer nogen form for backup. Derfor skulle man jo mene at det var nødvendig med en back up fra tid til anden. Det bliver sgu et helvede at finde rundt i alle de systemer. Det er også en overvejelse om man skal have adgang til filerne over en ftp-server, eller om man bare skal kunne finde filerne lokalt i huset. Hvis det drejer sig om film., er det nok ikke just interessant at hente dem ned via ftp, men doc-filer er ikke noget problem. På den anden side er det lettere at administrere filerne hjemmefra, frem for at skulle tage ud på skolen hver gang man skal kigge efter hvad vi har liggende.

Derfor er jeg i tænkeboks, så jeg kan finde den gode løsning i første forsøg. Jeg vender tilbage på et andet tidspunkt med en løsning.

På den hjemlige front, har vi lige opdaget at vores hund har fødselsdag idag. 3 år. Hurra, hurra.

Det var vist allerede det. Tak for opmærksomheden.