20 januar, 2008

Lidt lir for øjnene

Ja, det er jo ikke kun Windows Vista der kan det der med at have "smarte" features, som skal gøre det mere lækkert at skifte mellem programmer og vinduer. I min jagt på nye muligheder indenfor undervisningscomputere, er jeg nået til Edubuntu, der er en education-udgave af Ubuntu. 
Jeg skal ellers love for at der kan skrues op for effekterne og øjen-lir, hvis man er til den slags. Kig med på den film jeg har lagt frem til dig. 
Jeg er ikke sikker på at det er strengt nødvendigt, men det ser da meget godt ud. 
På den lidt mere seriøse side af sagen, så ser de medfølgende undervisningsprogrammer faktisk ret ok ud. Der er et fysik/kemi-program, som ser ud til at indeholde hele det periodiske system, samt en masse oplysninger om de relevante grundstoffer. Der er et matematikprogram, som ser sjovt ud og en masse muligheder for at tegne og male. Lige noget for de lidt mindre.
Desuden er der jo selvfølgelig en medfølgende officepakke. OpenOffice, det er klart. Det ser dog heller ikke helt skævt ud. Jeg er mest spændt på det der med at få installeret en printer, da det sikkert kunne volde en masse besvær. Jeg er dog frisk på opgaven. Vi må se hvodden det ender med at gå. 

18 januar, 2008

Tid til forandring!


Jeps, så fik jeg ja til at købe en computer til at teste linux på. Spændende...
Det tager omkring 15-20 minutter at installere hele Ubuntu styresystemet, så der er ikke den store ventetid i den forbindelse.
Der er heller ikke den store ventetid, når man snakker om systemets respons på de opgaver det udsættes for. OpenOffice starter op på en unaturlig hurtig vis og sådan er det med de fleste programmer. Gimp er dog lidt sløv i optrækket, men ellers er der gang i den.
Jeg har købt en intel Core 2 Duo på 1,6 Ghz og 1 Gb ram. Det er ikke just en racermaskine, men den klarer opgaven rigtig fint. 
I den udgave af Ubuntu, som jeg har installeret, Edubuntu, er der en masse undervisningsrelaterede programmer preinstalleret. Der er meget at det der ser fint ud. Det bliver spændende at kigge lidt nærmere på. Altså når jeg får tid. 

05 januar, 2008

Så kom der lidt vinter


Så kom der lidt sne. På samme måde som man har rykket sommerferien 14 dage, burde man egentlig også rykke julen 14 dage. Så kunne man være noget mere sikker på at få en hvid jul. Nu er idéen i hvert fald givet videre. Måske er der en enkelt der har held med at flyttet julen lidt tættere på vinteren.

02 januar, 2008

New shoes...


New shoes, som Leo Johnson sagde under sin hjerneskadede periode i Twin Peaks. En tur til Randers storcenter er ikke helt at sammenligne med en tur til det nordvestlige USA, men det er nok det tætteste jeg kommer efter at jeg er holdt op med at komme på Peder Wessel på Trøjborg.
Der var behov for nye støvler til den lille mand i huset, så turen til storcenteret var meget påkrævet.
Hvis man ser bort fra den lidt underlige køkultur i Randers, kan man godt blive helt tilfreds med stedet. Jeg kan i hvert fald bedre lide Randers Storcenter end f.eks. Bruuns Galleri, der er både uhumsk, nusset og af en elendig håndværksmæssig forfatning. Så vidt jeg ved er Randers Storcenter noget ældre end Bruuns Galleri, men det ses ikke just.
Noget af det mest skøre ved Randers er dog at de har et sygt forhold til hvad en ristet hotdog er for en størrelse.
Klaus: Jeg vil gerne bede om en ristet hotdog.
Dame i pølsebod: Hvad vil du gerne have i?
Klaus: Det der plejer at være i en ristet hotdog.
Dame i pølsebod: Skal der rødkål i?
Klaus: Rødkål? I en ristet hotdog?
Dame i pølsebod: Ja Rødkål, det er sådan en Randers-ting.
Klaus: Ja, det er vist en Randers-ting, men jeg skal ikke have rødkål i min ristede hotdog og jeg skal heller ikke have stuvet hvidkål i mine pommes frites.
Dame bag mig i køen: Det smager ellers rigtig godt!
Klaus: Nej det gør det faktisk ikke, beklager.

Det er da en syg verden man lever i, når der er rødkål i den ristede hotdog. Det er da lidt som at være i Twin Peaks. 
That gum you like is coming back into fashion.
The owls are not what they seem....

01 januar, 2008

Vær velkommen, Vorherre bevares...


Ja så blev den prut slået. Så at sige. Det var hyggeligt at sidde der i min lillebrors hus med vennerne og konerne og børnene. Der er altid noget at snakke om. Hvis vi løber tør, kan vi bare drille Jesper med den pornofilm med Cindy Carrera, som vi engang købte til ham. Det virker altid og han bliver med garanti en anelse sur på os hver gang. Egentlig er det jo ham der burde drille os med at vi gav den til ham. Det er da de rigtige tabere der giver en pornofilm. Ok man er selvfølgelig også en taber hvis man får en pornofilm, som man rent faktisk har ønsket sig, men det er lidt et andet scenarie.
Jeg kan pludselig erindre at vi ikke drillede Jesper med at han engang har kørt en ko ned. Det plejer vi ellers at huske hver gang. Nå, skal jo ikke hænge fast i sine rutiner for længe.
Ellers kan man sige at maden var god og rigelig og der var al den drikkelse man måtte kunne ønske sig på sådan en aften. Især havde jeg da stor glæde ved de rejer, som Jesper og Jane havde taget med til natmad.
Champagnen, der ikke var champagne, men et eller andet sødt, italiens, skummende hvidvinsstads, var som den skulle være og kransekagen heller ikke værst. Så vi kom over i det nye år med den sædvanlige plyds på tænderne og oppustede indvolde. 
Lige nu ligger Rasmus og sover ude i barnevognen og jeg sidder med en kop kaffe og blogger om at jeg blogger. Det er jo som det skal være så.
Godt nok var Rasmus ikke i så høj kurs da han vågnede klokken 06:48, men jeg kom da op alligevel. Han er heldigvis begyndt at synes at Teletubbies er lidt sjove, så jeg satte en video på med selvsamme teletåber. Så kunne jeg da i det mindste sidde på sofaen og glo uden at skulle fræse rundt i røven på ham og forhindre katastrofer hele tiden.

Som en ny ting, tror jeg at jeg vil prøve om jeg ikke kan finde et eller andet fortsæt, som jeg kan svigte efter ganske kort tid. Det er ellers ikke noget jeg har for vane, det der med nytårsfortsæt, men det er jo så populært. Det må jeg hellere prøve også. 
Det bliver nok noget med at dyrke regelmæssig motion, da det nok er der det halter mest. Det kunne jeg jo løse ved at gå lidt flere lange ture med min håbløst understimulerede hund. Det er der vist ikke nogen der tager ilde op?