18 maj, 2010

Udbud og efterspørgsel

Jeg var i den lokale Netto, hvor der jo sker lidt af hvert fra tid til anden.

Pludselig udbryder min hustru med en vis vantro i stemmen: Det kan da vist ikke passe!
Men det viste sig at være rigtigt nok. Man kan købe noget så eksotisk som en laksepat til kun 12 kroner i Netto. Når man tænker på at laksens yngel slet ikke dier hos moderen, så må laksepat da være ret svært at opdrive. Faktisk vidste jeg ikke at laks havde patter. I hvert fald er det et scoop at man kan få et halvt sæt fiskeboobs til kun 12 pisk. Jeg elsker sgu Netto!

Sluttelig, må jeg undre mig over at det hedder kyllingebryst, men åbenbart laksepat. Skelner man et eller andet sted imellem land- og vanddyr?

10 maj, 2010

Egen avl

Nej, der er ikke noget nyt under solen på ret mange måder. Alt er ved det gamle, bare lidt anderledes. Gennem al denne snak om Mette Frederiksen, Helle Thorning og alle de andre politikere med børn i privatskoler, er jeg kommet til at tænke over hele dette koncept med forholdet imellem forældre og deres børn. Forældrene skal arrangere børnenes liv så det er så behageligt som det lader sig gøre. Det kan man ikke sætte sig imod. Det er da kun idioter og Jørgen Leth, der lader sig udsætte for flere benspænd end aller højest nødvendigt. Jeg mener da bestemt at man skal lette børnenes tilværelse og hjælpe dem godt på vej i det her store liv og levned. Ingen tvivl om det.
Vi er sikkert ikke alle enige om måden at gøre det på. Jeg tror f.eks. at Jesus Kristus stadig er en lille smule skuffet over sin far, der ikke rigtig holdt hånden over ham i skolegården, da det rigtig brændte på. Jeg tror på at det jeg gør, som faderfigur, overfor min søn, er det rette og passende for hans trivsel. Jeg har ikke reddet ham fra en korsfæstelse endnu, men han er altså heller ikke så meget ude på ballade som Jesus var.
Til gengæld har jeg et meget udadvendt barn, der godt kan tage kontakt til både andre børn og, så sandelig, også andre voksne. Og det vel at mærke selv om de ikke ønsker en umiddelbar kontakt med ham.
Netop denne egenskab var lige ved at give en meget påpasselig moder til to børn et nervøst sammenbrud midt i familieudflugten til Randers Regnskov.
Hvad skete der? Fortæl, fortæl.
Jeg havde min lille dreng med til Randers Regnskov på en lille drengetur. Moderen lå derhjemme med en fibersprængning og forsøgte at komme til hægterne.
Man kan sige meget om en regnskov, men det viser sig at min søn er gladest for legepladsen, hvor der er klappe-geder, som han kan klappe i timevis.
Der skete to gode ting for ham den dag.
1) Han kunne selv forcere hegnet via den opsatte trappe. Det har han godt nok altid kunnet, men det gik op for ham at det er der mange andre børn, der ikke kan. En lille sejr!
2) For første gang kunne han gå over balance-tovet på legepladsen uden hjælp eller støtte. Det gjorde ham ret stolt og selvtilfreds.
Da han jo er sådan en udadvendt dreng, måtte han fortælle samtlige forbipasserende om dagens små sejre. Det er der vel ikke noget ondt i, omend det sikkert kan være svært for en udenforstående at blive oprigtigt glad for info som: "Jeg kan selv gå over tovet" eller "Jeg kan selv kravle over hegnet". Ganske givet gav disse oplysninger kun ganske ringe applaus hos de stakkels, sagesløse vidner til min søns bedrifter. Det er der heller ikke noget forgjort i. Man skal ikke rose et barn, man ikke lige kender, hvis man ikke er tryg ved en sådan situation. Det kunne jo gå vældig galt.
Jeg blev dog lidt stødt over en moderfigur, der bad min søn om at gå væk, da han ville overbringe hende de glade budskaber. Da han så forsøgte at komme igen med en rap replik, nemlig: "Min far hedder Klaus", fik hun et lidt flakkende blik og gentog sin opfordring til ham om at forføje sig.
Det var ikke kun mit barn, der var hende tilovers. De andre børn i klap-en-ged-området skulle også gå lidt væk fra gederne, hvis det stod til hende. Så kunne man jo mistænke hende for at ville børnene det godt og redde dem fra en frådende og rabiesbefængt gedemor, der var en umiddelbar trussel for samtlige børns vé og vel. Desværre viste forklaringen sig at være noget mindre ædel og langt mere rystende.
Faktisk ville det gale kvindemenneske have alle de andre børn væk fra gederne, så hun kunne fotografere sine egne to børn med gederne, uden at få andre folks frastødende afkom med på de dyrebare billeder af familiens dyrebare kvalitetstid med dyr af laverestående racer.
På sin vis, er det lidt idiotisk at rejse til et velbesøgt, offentligt sted og forvente at kunne tage snapshots af ingen andre end sin egen avl. Det kunne man vel ordne ved at leje et par geder et sted og så trække dem ind i stuen til familiefotoet. Hvad skulle verden have gjort, om de ville forevige sig selv og afkom på strøget eller i Tivoli? Sikke et ubehag med alle de grimme mennesker på billederne.
Når alt kommer til alt, så er man gladest for egen avl, men man kan vel godt behandle andres passende og med respekt.
Jeg fryder mig imidlertid ved tanken om at kvinden sidder i sit samtalekøkken i skrivende stund og irriterer sig over den lille påståelige knægt med langt lyst hår, der er på samtlige af hendes billeder fra en ellers dejlig dag i Randers Regnskov. Hvem er den store mand henne ved hegnet, der står og laver kaninører på Bjarne på samtlige af mine billeder af ham? Ja, det kan du jo tænke lidt over....

07 maj, 2010

Moralmoral (dobbeltmoral)

Jeg skal være den sidste til at kalde andre mennesker dobbeltmoralske. Jeg er selv en af de værste jeg kender til at være dobbeltmoralsk. Do as I say, not as I do og alt det sludder. Det er lige mig.
Derfor vil jeg gerne slå et slag for andre, der (på papiret) kunne virke en anelse dobbeltmoralske.
Derfor vil jeg gerne være med til at nuancere al den palaver der har været omkring Mette Frederiksen i den seneste tid.

Først skal jeg dog understrege at jeg udtaler mig på akkurat lige så spinkelt grundlag som alle andre i denne sag. Jeg kender ikke noget til de eksakte omstændigheder for Mette Frederiksens valg af skole. På den måde er jeg fuldt på linie med samtlige medier i denne sag. 

Hun har gjort sig skyldig i at mene et om folkeskolen, men at gøre noget andet, når det drejede sig om hendes eget barn.
Hun udtaler at hun har et barn med nogle behov, der ikke kan tilgodeses i en stor folkeskoleklasse. Barnet har behov for en lille skole eller måske endda en lilleskole. Hvad dette behov reelt er for en størrelse, kan man godt nok kun gisne om, men det kan jo være noget, som Mette ikke har behov for at skilte med.
Måske har barnet et handicap eller en lidelse, der vil kunne tilgodeses i en lille skole med en lav klassekvotient. Barnet kunne være meget genert, have ADHD eller måske være meget kreativt anlagt. I samtlige af disse tilfælde, kan man godt retfærdiggøre at have sin datter gående på en lilleskole. Man kan sgu ikke prale af de kreative tiltag i folkeskolen, nu hvor Bertel har fået lov til at indføre måle/veje-katastrofer på stribe. Lærer-elev-relationer er, traditionelt set, meget tættere og langt mere anerkendende på den klassiske lilleskole. Det kommer den generte til gode og hjælper ham eller hende til at finde sin plads i flokken. Skulle man have problemer med at overskue større sammenhænge og mange skiftende lærere og tilfældige vikarer, ja så er de fleste folkeskoler nok ikke noget for dig.

Primært vil jeg gerne tage hatten af for at Mette Frederiksen tilgodeser barnets behov og ikke sin egen politiske troværdighed på bekostning af sit barns trivsel. Det er egentlig ret stort gjort. Hun bliver nok ikke lige undervisningsminister med det første, men til gengæld kan hendes datter have et passende, måske endda, godt skoleliv de næste 9 - 10 år. Set lidt på afstand, virker det som en fin pris at betale. Det skal forresten indskydes af Bertel Haarders børn, såmænd heller ikke slår deres folder i folkeskolen. Det er åbenbart ikke så relevant i denne sammenhæng.
Mange mener at vide at det er bedre folks børn, der kommer på privatskoler. Journalister, politikere og vittige studieværter på P3, ja alle til hobe tror at rige mennesker har patent på friskolefornøjelserne. Det kunne jo også være rart, om det var rigtigt. Det er det bare ikke. Eleverne i de frie grundskoler kommer fra alle samfundslag. Frem for at være specielt rige, er forældre i privatskolerne nok mere pædagogisk anlagte og interesserede, hvis man endelig skal være lidt firkantet og enøjet.
Desuden kan man jo få en friplads, hvis det skulle knibe med de likvide midler i husholdningen. Man skal altså ikke være rig for at have sit barn i privatskole.
Hvis man endelig skal snakke om frie grundskoler, kan man snakke om hvorfor de ikke er momsfritagne i modsætning til folkeskolerne, hvorfor de frie skolers statstilskud ikke følger lønningerne, men i stedet følger en stadig mere klemt folkeskoles forbrug. Det er der bare ikke så megen skandalestof i. Desværre, for det er ellers noget mere relevant.
Mette Frederiksen er ikke mere dobbeltmoralsk end de medier, der ikke gider at undersøge hendes bevæggrunde for at vælge en lilleskole, men hellere vil hyle op om dobbeltmoral og vendekåberi. Er det så slemt at blive klogere eller at ændre holdning, når man bliver klogere?
Når alt kommer til alt, så er det vel værre at fuske med bilag og tage imod bestikkelse fra erhvervslivet. Er det ikke, Lars & Bent? Men det er jo heller ikke dobbeltmoralsk, det er bare amoralsk, som jo er noget vi hylder i dette land.
Stein Bagger er jo en regulær helt. Samtlige deltagere i Paradise Hotel er forbilleder for en hel ungdomsgeneration. Men fanden stå i det om et forældrepar skulle vælge det, de ser som det bedste for deres 6-årige datter, så er der ballade.
Som landet ligger for tiden, ville jeg ønske at Lille Lars, Bent Betjent og Stein Baggers forældre havde haft modet til at tage den samme beslutning på deres børns vegne. Det ville sgu nok have hjulpet lidt på deres moral.
Angående Paradise Hotel deltagernes forældre, så skulle de nok have udnyttet muligheden for fri abort lidt mere aktivt.
Sådan er der så meget.

01 maj, 2010

Gammel kærlighed...

...burde ikke ruste mere end allerhøjest nødvendigt.
Det er heller ikke tilfældet med min, efterhånden lidt aldrende, kærlighed. Jeg kastede mig over guitaren i min gymnasietid. Det er lidt vel sent, hvis man spørger mange af de musikkyndige kloge Åger i verden. De har ganske så ret. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra mine evner som spadesvinder. Jeg er vitterlig ikke speciel godt til at spille guitar. Jeg er bedre end mange andre, men de er satme også ringe.
I omkring 10 år har jeg ladet min kærlighed til at spille guitar ligge døende hen. Det har ikke kun været tilsigtet, men, til tider, også nødvendigt. Der skulle findes en hustru, bygges et hus, købes en hund og laves et barn. Det er ting, der tager megen tid fra rock'n'roll-drømmen.
Derfor har verden været sparet for mine udgydelser på elektrisk guitar.
Det er hermed slut!
Beklager.
Jeg har været med til at genoplive mit gamle band, LET.
Vi har godt nok fået tingene lidt i perspektiv med vores respektive familier og huse og indbo, men der er altså stadig lidt heavy metal et sted på kistebunden. Heldigvis, må man sige.
Jeg har heldigvis ikke solgt mine guitarer, men jeg har ikke min Marshall eller mine pedaler længere. Faktisk også godt det samme. Nu om stunder kan man få en ganske anstændig lyd ud af en lille Line 6 PODxt. Faktisk er vi blevet så magelige at vi alle spiller igennem små, smarte musikdimser, så vi ikke behøver at skrue så højt op og derfor bare kan øve i en kælder under et almindeligt 1-familieshus i Børkop. Det er sgu da luksus! Selv vores tromme-dude spiller på eltrommer. Hvor kan man blive magelig. Til gengæld er lyden lige som vi vil have den og det lyder altid lige som vi vil have det.
Utroligt hvad der er sket de sidste 10 år på den front.
Hvis du vil følge lidt med i det vi går og pusler med, kan du tjekke denne side ud: http://let-metal.tumblr.com/ Her vil vi blogge lidt om tingenes tilstand i bandet. Jeg håber at det bliver en smule interessant for andre end os selv.
Kig forbi! Det vil gøre os glade og måske finder du noget du kan lide.