Viser opslag med etiketten Netto. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Netto. Vis alle opslag

18 maj, 2010

Udbud og efterspørgsel

Jeg var i den lokale Netto, hvor der jo sker lidt af hvert fra tid til anden.

Pludselig udbryder min hustru med en vis vantro i stemmen: Det kan da vist ikke passe!
Men det viste sig at være rigtigt nok. Man kan købe noget så eksotisk som en laksepat til kun 12 kroner i Netto. Når man tænker på at laksens yngel slet ikke dier hos moderen, så må laksepat da være ret svært at opdrive. Faktisk vidste jeg ikke at laks havde patter. I hvert fald er det et scoop at man kan få et halvt sæt fiskeboobs til kun 12 pisk. Jeg elsker sgu Netto!

Sluttelig, må jeg undre mig over at det hedder kyllingebryst, men åbenbart laksepat. Skelner man et eller andet sted imellem land- og vanddyr?

29 januar, 2009

Er Fanden løs i Lystrup?

Så er den gal igen!
Så sider man der. Helt fredeligt og uden tanke på djævelskab eller ilde. Som noget af det mest harmløse man kan fordrive tiden med, kan man vist godt inkludere læsning af lokalavisen. Ikke desto mindre var det netop hvad jeg foretog mig da jeg kom til en reklame for vores lokale Superbrugs. De er ved at bygge til i forretningen. Det er åbenbart blevet noget, som man benytter sig af lejligheden og reklamere med. Ikke at det kan siges at have en reklameværdi at butikken flyder med byggematerialer og håndværkere de næste 4 måneder, men det er åbenbart på en eller anden måde blevet forvandlet til noget positivt i en eller anden crack-rygende reklamemands forstyrrede hjerne.
Det var dog ikke så meget dette syge aspekt af reklameverdenen, som fangede min umiddelbare interesse. Ikke at det ikke er et studie værd, bare ikke fra min side. Næ. Det RIGTIGT interessante var lidt længere nede i reklamen, hvor de redegjorde for antallet af kvadratmeter, som denne skønne tilbygning skulle velsigne os med. Ikke mindre end 666 kvadratmeter. Hvad sker der lige i Lystrup med al den sataniske aktivitet? Jeg er efterhånden ikke helt tryg ved at bo herude i denne sataniske forstad fra Helvede. Så er det dgu da ikke så sært at alle naboerne kører i Audi & BMW. De har solgt deres sjæl til Den Hornede Himself! (Note til mig selv: Skulle måske undersøge hvor lidt sjæl man kan sælge for at få en Mazda 6 Stationcar)
Hvis du nu ikke rigtig kan forstå mine referencer til tilligere sataniske begivenheder i detailhandelbranchen, må du hellere lige kigge her og her, så vil du forstå. The plot thickens.
Spørgsmålet er så blot om vi skal tage dette som en advarsel eller måske blot som et løfte. Uanset hvad, så tror jeg ikke jeg får overbevist forbrugerombudsmanden om at vi her står over for et problem af sataniske dimensioner.
Hvis jeg skulle være lidt ironisk omkring hele denne manifestation af ondskab i detailhandelbranchen, så må det være en mild undren over at det ikke har åbenbaret sig i bankbranchen som noget af det første. Det er sgu da en decideret ond samling hyklere, man der har samlet til hobe. Men de er måske allerede så lang nede i fordærvet at Satan ikke har fundet det nødvendigt at gøre sin indflydelse gældende?
Jeg er undrende. Jeg har for megen fritid.

17 august, 2008

Omringet i Bilka

Jeg var i Bilka i dag. Sammen med min kone og min søn.
Vi skulle have et par sko af mærket Nike til min kone og ellers ikke noget. Vi havde besluttet os for at være der til åbningstid, så vi ikke skulle rende rundt imellem 10.000 andre fjolser i kulørte joggingdragter og træsko. Ha ha. Der kan man bare se hvor meget man egentlig kan blive klogere.
Du godeste hvor familien Danmark da var ude at morgenshoppe i Dansk Supermarkeds flagskib. Mærsk ville have frydet sig ved synes. Da jeg svingede ind på p-pladsen så jeg bare biler så langt mit halvgamle øje kunne række. Hele indgangen var barrikaderet af rygende mænd og kvinder i joggingdragter og træsko. Du milde skaber. Du altforbarmende. Jeg mangler ord.
Ind kom vi dog sammen med alle de andre fjolser, og lige der mellem sko og t-shirts af mærket Nike, slog det mig at individet er klogt, men flokken er dum. Måske ikke bare dum, men idiotisk på den ucharmerende måde. Når mennesker flokkes i Bilka en søndag formiddag, er det nok ikke just den bedst stillede tredjedel af befolkningen, der stiller op til kundevognsræs. Det er der i sig selv ikke noget galt med, men jeg føler en vis smerte ved at vide mig omringet af personer af tvivlsomme sociale færdigheder og med mistanken nagende i baghovedet om selv at være en af dem. Hvorfor ville en ældre kvinde med et meget fyldigt (dobbelt) hageparti finde det nødvendigt at skubbe til mig og min søn for at komme først til bjerget af agurker, når der så tydeligt var mere end nok til alle? Givetvis var de på tilbud og de så da friske og fine ud, men havde hun forventet at jeg, om jeg kom før hende, ville bortfjerne samtlige agurker med et barn på den ene arm og uden kundevogn? Kan man rent faktisk blive ramt af en decideret varemangel-angst så grov, at man må gå til yderligheder for at sikre sig sin fangst? Jeg mangler ord....

Så er det sgu bedre i min lokale Netto, som godt nok synes at være hjemsøgt af en tal-djævel og er plaget af et aldeles autoritetsfornægtende personale. Det kan da godt være at de der varer først er på tilbud i næste uge, men vi smider dem da ud på hylderne alligevel, så kan vi rigtig forvirre alle der tror at det, der står i en tilbudsavis rent faktisk gælder i denne butik. Ja man skal ikke lige gå efter slagtilbuddene, for de er ALTID udsolgt og det tit en uge for tilbuddet gælder. Til gengæld er der ikke nogen der går i panik og skubber til sagesløse eller mister det mentale fodfæste, hvis der ikke lige er flere agurker. Det er man nemlig efterhånden blevet vænnet til at der ikke er....

Forresten havde jeg egentlig lige glemt hvor hyggeligt det er at blive hilst på. På min daglige hyggetur med min søn i nybyggerkvarteret på den anden side af vejen, er håndværkerne ved at være færdige med at holde ferie. Det betyder at jeg hver dag bliver hilst på og vinket til af store svedige mænd som jeg ikke kender. De største og mest svedige nøjes med at nikke og brumme et "dav", hvilket får mig til at nikke og lægge min stemme en lille oktav ned og brumme et tilsvarende "dav" tilbage.
Man kunne sagtens forfalde til at synes at håndværkere er dumme og fulde af sort arbejde, men der er jeg bare ikke kommet til endnu. Jeg synes det er rart at der rent faktisk er nogen tilbage der gider at hilse på andre folk.
Jeg er ikke kommet så vidt at jeg stopper op og slår en sludder af med dem, men en dag skal det nok ende med at ske. Altså den dag jeg kommer gående i kulørt joggingtøj og træsko!

01 marts, 2008

Satan i Netto?


Der sker mærkelige ting i min verden. En så uskyldig ting som at handle i Netto bliver til en decideret invokation af Satan himself. 
Den følgende tekststump er taget fra Biblen, nærmere betegnet Johannes Åbenbaringen vers 13, kapitel 18: Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.
Netop som jeg har besluttet at Rasmus, min søn, og jeg skal i Netto og hyggehandle ind til weekenden, sker dette....
Vi hygger med at handle ind og Rasmus er helt bemærkelsesværdig rolig og medgørlig. 
Vi skal hen til kassen for at skulle betale og kommer selvsagt i en uendelig lang kø. Lige da vi kommer ind i køen, skifter den person bag kassen med en anden person. Nu skal jeg ellers love for at køen decimeres i et helt og aldeles forrygende tempo. Det er nærmest som om kassemanden har 4-6 arme og bare flår varerne igennem luften mens den stakkels stregkodescanner hyler af arbejdsfryd og registrerer samtlige varer i et laaaangt satanisk orgie af stregkoder og laserlys. På absolut ingen tid er alle foran i køen forsvundet ud af butikken og vi står der og ser undrende på vores mange weekendvarer, der ligeledes bare smadres igennem en proces, som en almindelig halvdød nettomedarbejder ville tage oceaner af tid om at få ekspederet. Jeg noterer mig at kassemesteren hedder Steffen, men ellers virker alt normalt.
Da jeg får at vide hvad hele denne herlighed skal koste mig, fryser blodet i mine årer til is. "Ja, det bliver 666 kroner". Jeg får fremstammet noget med at det er dog det mest sataniske indkøb jeg endnu har foretaget. Steffen kigger på mig og siger med et durkdrevent smil at det da er meget normalt at ramme netop dette beløb. I hvert fald når man handler hos ham......
Normalt spørger ekspedienterne mig om jeg vil have kvitteringen med eller om de skal smide den væk. I dag spørger Steffen mig ikke om noget, konstaterer blot at du vil jo nok helst have bon´en med dig. Jeg tør ikke rigtig at sige nej til det. Da jeg kigger mig tilbage på vej ud af butikken, kan jeg se at der nu kun sidder en enkelt kassedame ved den anden kasse of at Steffen er væk. Samtidig er alle kunder forsvundet og der er ikke mere kø og i det hele taget har der lagt sig en ildevarslende stilhed over Netto i Lystrup denne lørdag formiddag.
Her sidder jeg så med en bon, der kan hidkalde Satan og slige dæmoner og som jeg ikke tør at smide den ud af frygt for repressalier fra de mørke magter. Jeg overvejer dog at dumpe den ned i min nabos postkasse. Måske de ved hvad de skal gøre med den slags ondskab?
Forresten er min søns navn bland andet et anagram for: 
  • Vandals Rummages Us
  • A Vulgar Mans Mussed
  • A Damn Vulgar Musses

Pretty evil stuff, hvis du spørger mig.

664, the guy next door
333, half evil
999, evil and a half

Sådan er der så meget her i verden.......