Tour de France er farligt

Da jeg var barn, gik jeg altid ud af biografen med en vis følelse af at være Indiana Jones/Superman/James Bond/Ghostbusters. Efter nogle få skridt fortog følelsen sig igen og jeg måtte atter erkende at verden udenfor biografen er noget mindre glamourøs end verden indenfor. Et hårdt slag, men jeg kom over det ret hurtigt.
Dette eksempel skal vise at man sagtens kan leve sig ind i en ting uden at leve resten at fantasien ud. Jeg begyndte ikke at bekæmpe forbrydere i verden og forsøge at flyve, bare fordi jeg havde set Superman.
Noget anderledes forholder det sig med mænd i de sene 30'ere eller de tidlige 40'ere. Et stort antal af den slags mænd kan ikke tåle at se Tour de France uden at de skal iklæde sig noget lidt for stramt spandex-cykeltøj og tage jernhesten frem fra kælderen. Det er jo ikke et problem i sig selv. Givet, de ser latterlige ud med hængemave i stram cykeltrøje, men det er jo smag og behag. Er det ikke også noget med at tyrkis spandex virker slankende?

I de 3 uger som TdF står på, kan man se de her mænd overalt på vejene. Det viste billede er et sammenklip af to billeder fra henholdsvis Lystrup og udkanten af Ribe. De er overalt på vejene. Igen er dette ganske problemfrit, omend lidt lattervækkende.
Mit ankepunkt ved denne adfærd, er at disse nye cyklister ikke kender forskellen på Tour'en og trafikken. De nægter konsekvent at bruge cykelstien, tror at de må køre venstre om i rundkørsler og forventer en ret udpræget forkørselsret. Sådan er det jo i Frankrig under Tour'en.

Prøv lige at hør her, cykelfjols!
Sådan er det ikke i hele Europa bare fordi en flok dopede fuglebryster piner sig selv med at køre op ad bjerge i stedet for at køre udenom! Du skal for fanden holde dig på cykelstien og følge de almindelige trafikregler! Du ER den bløde/døde trafikant, hvis du rammer min bil mens du kører venstre om i en rundkørsel.
Om ganske få dage er fænomenet ovre igen, for så er Tour de France slut og cyklerne kan komme ned i kælderen igen og spandex'en kan komme i skabet, hvor den hører til.
Sommer i Danmark på godt og ondt.

Gris på gaflen

 Hold da op hvor kommer der meget godt fra grisen. Godt man ikke er styret af forbud fra længst aflivede guder og deres fobier.
Tænk hvis man opfandt en religion, der gik imod at man indtager kartofler. Den religion ville ikke have megen medvind.

Egen avl

Nej, der er ikke noget nyt under solen på ret mange måder. Alt er ved det gamle, bare lidt anderledes. Gennem al denne snak om Mette Frederiksen, Helle Thorning og alle de andre politikere med børn i privatskoler, er jeg kommet til at tænke over hele dette koncept med forholdet imellem forældre og deres børn. Forældrene skal arrangere børnenes liv så det er så behageligt som det lader sig gøre. Det kan man ikke sætte sig imod. Det er da kun idioter og Jørgen Leth, der lader sig udsætte for flere benspænd end aller højest nødvendigt. Jeg mener da bestemt at man skal lette børnenes tilværelse og hjælpe dem godt på vej i det her store liv og levned. Ingen tvivl om det.
Vi er sikkert ikke alle enige om måden at gøre det på. Jeg tror f.eks. at Jesus Kristus stadig er en lille smule skuffet over sin far, der ikke rigtig holdt hånden over ham i skolegården, da det rigtig brændte på. Jeg tror på at det jeg gør, som faderfigur, overfor min søn, er det rette og passende for hans trivsel. Jeg har ikke reddet ham fra en korsfæstelse endnu, men han er altså heller ikke så meget ude på ballade som Jesus var.
Til gengæld har jeg et meget udadvendt barn, der godt kan tage kontakt til både andre børn og, så sandelig, også andre voksne. Og det vel at mærke selv om de ikke ønsker en umiddelbar kontakt med ham.
Netop denne egenskab var lige ved at give en meget påpasselig moder til to børn et nervøst sammenbrud midt i familieudflugten til Randers Regnskov.
Hvad skete der? Fortæl, fortæl.
Jeg havde min lille dreng med til Randers Regnskov på en lille drengetur. Moderen lå derhjemme med en fibersprængning og forsøgte at komme til hægterne.
Man kan sige meget om en regnskov, men det viser sig at min søn er gladest for legepladsen, hvor der er klappe-geder, som han kan klappe i timevis.
Der skete to gode ting for ham den dag.
1) Han kunne selv forcere hegnet via den opsatte trappe. Det har han godt nok altid kunnet, men det gik op for ham at det er der mange andre børn, der ikke kan. En lille sejr!
2) For første gang kunne han gå over balance-tovet på legepladsen uden hjælp eller støtte. Det gjorde ham ret stolt og selvtilfreds.
Da han jo er sådan en udadvendt dreng, måtte han fortælle samtlige forbipasserende om dagens små sejre. Det er der vel ikke noget ondt i, omend det sikkert kan være svært for en udenforstående at blive oprigtigt glad for info som: "Jeg kan selv gå over tovet" eller "Jeg kan selv kravle over hegnet". Ganske givet gav disse oplysninger kun ganske ringe applaus hos de stakkels, sagesløse vidner til min søns bedrifter. Det er der heller ikke noget forgjort i. Man skal ikke rose et barn, man ikke lige kender, hvis man ikke er tryg ved en sådan situation. Det kunne jo gå vældig galt.
Jeg blev dog lidt stødt over en moderfigur, der bad min søn om at gå væk, da han ville overbringe hende de glade budskaber. Da han så forsøgte at komme igen med en rap replik, nemlig: "Min far hedder Klaus", fik hun et lidt flakkende blik og gentog sin opfordring til ham om at forføje sig.
Det var ikke kun mit barn, der var hende tilovers. De andre børn i klap-en-ged-området skulle også gå lidt væk fra gederne, hvis det stod til hende. Så kunne man jo mistænke hende for at ville børnene det godt og redde dem fra en frådende og rabiesbefængt gedemor, der var en umiddelbar trussel for samtlige børns vé og vel. Desværre viste forklaringen sig at være noget mindre ædel og langt mere rystende.
Faktisk ville det gale kvindemenneske have alle de andre børn væk fra gederne, så hun kunne fotografere sine egne to børn med gederne, uden at få andre folks frastødende afkom med på de dyrebare billeder af familiens dyrebare kvalitetstid med dyr af laverestående racer.
På sin vis, er det lidt idiotisk at rejse til et velbesøgt, offentligt sted og forvente at kunne tage snapshots af ingen andre end sin egen avl. Det kunne man vel ordne ved at leje et par geder et sted og så trække dem ind i stuen til familiefotoet. Hvad skulle verden have gjort, om de ville forevige sig selv og afkom på strøget eller i Tivoli? Sikke et ubehag med alle de grimme mennesker på billederne.
Når alt kommer til alt, så er man gladest for egen avl, men man kan vel godt behandle andres passende og med respekt.
Jeg fryder mig imidlertid ved tanken om at kvinden sidder i sit samtalekøkken i skrivende stund og irriterer sig over den lille påståelige knægt med langt lyst hår, der er på samtlige af hendes billeder fra en ellers dejlig dag i Randers Regnskov. Hvem er den store mand henne ved hegnet, der står og laver kaninører på Bjarne på samtlige af mine billeder af ham? Ja, det kan du jo tænke lidt over....

Moralmoral (dobbeltmoral)

Jeg skal være den sidste til at kalde andre mennesker dobbeltmoralske. Jeg er selv en af de værste jeg kender til at være dobbeltmoralsk. Do as I say, not as I do og alt det sludder. Det er lige mig.
Derfor vil jeg gerne slå et slag for andre, der (på papiret) kunne virke en anelse dobbeltmoralske.
Derfor vil jeg gerne være med til at nuancere al den palaver der har været omkring Mette Frederiksen i den seneste tid.

Først skal jeg dog understrege at jeg udtaler mig på akkurat lige så spinkelt grundlag som alle andre i denne sag. Jeg kender ikke noget til de eksakte omstændigheder for Mette Frederiksens valg af skole. På den måde er jeg fuldt på linie med samtlige medier i denne sag. 

Hun har gjort sig skyldig i at mene et om folkeskolen, men at gøre noget andet, når det drejede sig om hendes eget barn.
Hun udtaler at hun har et barn med nogle behov, der ikke kan tilgodeses i en stor folkeskoleklasse. Barnet har behov for en lille skole eller måske endda en lilleskole. Hvad dette behov reelt er for en størrelse, kan man godt nok kun gisne om, men det kan jo være noget, som Mette ikke har behov for at skilte med.
Måske har barnet et handicap eller en lidelse, der vil kunne tilgodeses i en lille skole med en lav klassekvotient. Barnet kunne være meget genert, have ADHD eller måske være meget kreativt anlagt. I samtlige af disse tilfælde, kan man godt retfærdiggøre at have sin datter gående på en lilleskole. Man kan sgu ikke prale af de kreative tiltag i folkeskolen, nu hvor Bertel har fået lov til at indføre måle/veje-katastrofer på stribe. Lærer-elev-relationer er, traditionelt set, meget tættere og langt mere anerkendende på den klassiske lilleskole. Det kommer den generte til gode og hjælper ham eller hende til at finde sin plads i flokken. Skulle man have problemer med at overskue større sammenhænge og mange skiftende lærere og tilfældige vikarer, ja så er de fleste folkeskoler nok ikke noget for dig.

Primært vil jeg gerne tage hatten af for at Mette Frederiksen tilgodeser barnets behov og ikke sin egen politiske troværdighed på bekostning af sit barns trivsel. Det er egentlig ret stort gjort. Hun bliver nok ikke lige undervisningsminister med det første, men til gengæld kan hendes datter have et passende, måske endda, godt skoleliv de næste 9 - 10 år. Set lidt på afstand, virker det som en fin pris at betale. Det skal forresten indskydes af Bertel Haarders børn, såmænd heller ikke slår deres folder i folkeskolen. Det er åbenbart ikke så relevant i denne sammenhæng.
Mange mener at vide at det er bedre folks børn, der kommer på privatskoler. Journalister, politikere og vittige studieværter på P3, ja alle til hobe tror at rige mennesker har patent på friskolefornøjelserne. Det kunne jo også være rart, om det var rigtigt. Det er det bare ikke. Eleverne i de frie grundskoler kommer fra alle samfundslag. Frem for at være specielt rige, er forældre i privatskolerne nok mere pædagogisk anlagte og interesserede, hvis man endelig skal være lidt firkantet og enøjet.
Desuden kan man jo få en friplads, hvis det skulle knibe med de likvide midler i husholdningen. Man skal altså ikke være rig for at have sit barn i privatskole.
Hvis man endelig skal snakke om frie grundskoler, kan man snakke om hvorfor de ikke er momsfritagne i modsætning til folkeskolerne, hvorfor de frie skolers statstilskud ikke følger lønningerne, men i stedet følger en stadig mere klemt folkeskoles forbrug. Det er der bare ikke så megen skandalestof i. Desværre, for det er ellers noget mere relevant.
Mette Frederiksen er ikke mere dobbeltmoralsk end de medier, der ikke gider at undersøge hendes bevæggrunde for at vælge en lilleskole, men hellere vil hyle op om dobbeltmoral og vendekåberi. Er det så slemt at blive klogere eller at ændre holdning, når man bliver klogere?
Når alt kommer til alt, så er det vel værre at fuske med bilag og tage imod bestikkelse fra erhvervslivet. Er det ikke, Lars & Bent? Men det er jo heller ikke dobbeltmoralsk, det er bare amoralsk, som jo er noget vi hylder i dette land.
Stein Bagger er jo en regulær helt. Samtlige deltagere i Paradise Hotel er forbilleder for en hel ungdomsgeneration. Men fanden stå i det om et forældrepar skulle vælge det, de ser som det bedste for deres 6-årige datter, så er der ballade.
Som landet ligger for tiden, ville jeg ønske at Lille Lars, Bent Betjent og Stein Baggers forældre havde haft modet til at tage den samme beslutning på deres børns vegne. Det ville sgu nok have hjulpet lidt på deres moral.
Angående Paradise Hotel deltagernes forældre, så skulle de nok have udnyttet muligheden for fri abort lidt mere aktivt.
Sådan er der så meget.

Lys over land

Det er godt nok en dejlig morgen her i Lystrup. En masse sol og en masse sne. Nydelse! Jeg skal nå at træne og sidde i sauna før jeg skal på arbejde idag. En god dag lurer.

Fredag aften omkring klokken 23.30

Ja, ok. Det artede sig ikke just som jeg havde planlagt alligevel.

Jeg nåede ned til træning og fik hevet noget jern, så mine arme kan blive store og fine. Så vidt, så godt. Desværre var formiddagens hovedattraktion, saunaen, ikke tændt eller varm. Faktisk var den end ikke lunken. Det var dagens første massive skuffelse!

Senere på arbejdet, fik mine velbegavede niendeklasses elever den gode idé, at vi kunne slutte ugen af med lidt kage fra centeret. Det var, i sig selv ikke en dårlig ting, så jeg smed en lille halvtredser på bordet og fik klassen til at skillinge sammen til vi havde omkring 80 kroner at rutte med.

Nogle af ungerne gik i centeret og jeg gjorde udstyret klar, så vi kunne se en dokumentar om terror i 1970'erne. Alt gik faktisk godt og efter bogen. Altså lige indtil børnene kom tilbage med 3 gange 600 g SNØFLER. Altså 1,8 kg gulvaffald fra et stort industribageri, der ikke er udstyret med moralske forpligtelser overfor den naive forbruger. Sjældent har jeg følt en så overvældende og tung sky af skuffelse hænge over mit, ellers så, lyse hoved.

Normalt gør jeg mig umage for ikke at vise mine elever, når jeg er skuffet over deres åndsvage dispositioner, men denne gang måtte jeg virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at få et hysterisk anfald. Her havde jeg drømt om en dag med sauna og mormorstang og så fik jeg en lunken afvaskning og knap 2 kg affaldsprodukt fra fødevareindustrien.

Som prikken over i'et, er min søn begynd at kalde mig "Klaus" i stedet for "Far".

Idag så bedre ud igår!

2010, her kommer vi!

Jeps, så har jeg drukket champagne og spist den obligatoriske kransekagering. Som altid er det noget der skal gøres for at komme videre i et nyt år. 2010. Så kan man diskutere om vi er gået over i et nyt årti nu, eller først kommer derover om et år. Jamen, der er jo ikke talt fra år nul. Det første år hed jo år 1, siger idioter, der går op i den slags. Så fred med det. Vi venter et år og så er du vel glad, flueknepper!
Når vi nu er ved fjolser, så skal vi da lige huske SF's indavlede lillebror, Enhedslisten. De er så blevet sure over at dronningen har tilladt sig at mene noget om politiet. Nemlig den uhyre påstand at de gør deres arbejde godt og ordentligt. Line Barfod trænger åbenbart til lidt omtale, her i det nye år. Derfor kommer hun med påstand at verden har ændret sin opfattelse af Danmark. Det har de måske nok, men ikke nødvendigvis til det værre. Måske er der en masse, der rent faktisk tænker: Fedt at Danmark alligevel ikke gider at finde sig i det bullshit som de der klimaaktivister finder på. Jeg troede ellers at Danmark var sådan et socialdemokratisk-kuvøse-projekt, hvor alle kan udtrykke sig frit, bare de gør det på passende utilpasset vis.
Det er sgu da på tide at der kommer lidt ligevægt i projektet. En almindelig borger kan ikke risikere at stille sin garage lidt for tæt på skel uden at den skal pilles ned igen eller straffes med bøde. En sortklædt emo kan futte den ene bil af efter den anden uden at ordensmagten hæver en hånd. De andre emoer kunne jo blive triste. Så har vi jo balladen. Forskellen er sgu da den samme. Hvis man stiller sin garage for tæt på skel, skal man straffes, for man ved jo godt at den er gal. Kaster man med brosten mod ordensmagten i klimaets navn (hvad fanden det så ellers skulle gavne), så ved man godt at den er gal og må tage sin straf.
Jeg brækker mig over at lige præcis den yderste venstrefløj kræver tolerance, samtidig med at netop denne fraktion er den mindst tolerante selv. Jeg er ret sikker på at selv Søren Krarup kan udvise betydeligt mere næstekærlighed end Søren Autonom, der jo bare vil smadre MacDonald's.
Venstrefløjs-emoer, I giver os på venstrefløjen a bad name. Luk nu bare röven en gang imellem!
Godt nytår, idioter!

Legebarnet kom lidt frem idag

Så kom julen måske lidt sent i år, men den kom da alligevel.
Jeg er ikke den store gamer, men jeg nyder da, med en vis sygelig gysen, at skyde knoppen af de fleste i ny og næ. Jeg gider ikke så godt at boote min MacBook Pro op i Windows for at spille Unreal Tournament 3, så det bliver ikke til så mange frags, som man måske kunne ønske sig.
Helt tilfældigt opdagede jeg idag en artikel om netbooks og de spil man kan spille på sådanne. Her fandt jeg en henvisning til Quake Live, der er et online spil i stil med Unreal og alle de andre, bare online og browserbaseret. Det kører sgu meget godt og er sjovt nok tilmed. Lige noget for mit temperament.
Eneste mangel er at man ikke kan sætte Susan K's ansigt på sine fjender. Det havde gjort oplevelsen komplet.
Drømmescenariet er at jagte en skrigende Marlene Hasselblad igennem samtlige baner, med det ene formål at lære hende at det ikke kun er kærlighed, der kan gøre nas! Head shot!

Den laveste sociale fællesnævner er for lav og prisen for høj

Jeg sidder på mit kontor med en halvt drukket juleøl fra november 2008. Jeg drikker ikke særlig megen øl og når jeg gør, får jeg min arbejdsplads til at betale gildet for mig. Altså til julefrokosten og til sommerfesten. Jeg kan godt lide smagen af øl og jeg kan egentlig også godt lide at være voksen nok til at kunne lide at drikke øl.

Man siger at mennesker, der ikke kender hinanden ofte starter ud med at finde den laveste fællesnævner og snakke derudfra. For mænd er det oftest noget med kvinders kønsorganer og for kvinder er det oftest noget med fødsler (altså i nogenlunde samme region).

Der er også visse sociale fællesnævnere, som man kan gøre brug af, hvis man ikke kan komme omkring andre mennesker på normal vis.

Det er åbenbart et alment kendt begreb at folk med få varer kan komme forrest i køerne i supermarkederne. Jeg kender det mest som at man spørger den anden kunde om vedkommende vil foran, da man selv har en masse varer. Det gør man åbenbart ud fra den betragtning at folk med få varer har vigtigere ting at tage sig til end at stå i kø bag folk med store vogne og små liv.

I dag stod jeg med en lille vognfuld varer i den lokale Kiwi og ville til at lægge mine varer op på båndet sammen med min søn. Pludselig kommer en mand med en lille håndfuld dåseøl og siger: "Jeg smutter lige foran, jeg har kun en lille smule." Jeg svarer at det må han da hellere gøre, hvis han mener at hans er vigtigere end mit. Det mener han ikke, men så går det hurtigere, mener han. Ja, det går hurtigere for dig, men det kommer jo faktisk til at tage længere tid før jeg er ude af den her butik. Så det må jo være vigtigere for dig at komme til end det er for mig. Hvis vi tager begge vore transaktioner og lægger den tid de måtte tage sammen, vil den forbrugte tid nok være den samme uanset hvem der kommer til først. Derfor må vi vel gå ud fra at du siger som du gør for at komme hurtigst muligt ud, så du kan drikke dine øl. Ja, så siger vi det, brummer han og synes åbenlyst at det er mig der er idioten af os to.

Er det nu også det?

• Kan man slippe afsted med alt i denne tid, bare man er et stort nok røvhul?
• Kan man nægte at flytte sig for politiet og så stå frem som offer når der vanker knippelsuppe?
• Kan man pludselig komme i tanke om at man har fået bank i bussen, da man blev kørt væk fra en, nu dokumenteret, fredelig anholdelse, fordi man ved at politiet ikke har filmet i bussen?
• Kan man lyve på tv, i blade og på nettet for så at trække i land med at man ikke "føler" at man har løjet, når sandheden kommer for en dag?
• Kan man blive nødt til at opdrage sit barn til at være et gennemført asocialt røvhul for at han skal kunne begå sig i denne verden?
• Kan det virkelig være rigtigt at man skal have rundsave på albuerne og huller i moralen for at blive kendt i dette land?

Kan det passe at vi skal se mere og mere til Sidney Lee.

Er det ikke derfor at vi har janteloven? Er det ikke for at "aflive" personer, der ikke har noget at have det i?

Jeg ville egentlig have blogget om buffet og pædagogik, men jeg måtte af med lidt damp og det kom så til at gå ud over min blog og dig.

Undskyld!

Jeg hopper lige foran i køen, jeg har ikke så mange varer på øverste hylde, så jeg skal ud og leve mit lille liv i en fart. Det løber ud mellem fingrene på mig.

Så havde jeg sgu sprunget til side med det samme. Det er da til at forstå.

Jeg vender den anden kind til, men jeg nægter at leve ned til den slags standarder!

Luk nu röven/Klogere af skade

Nu har jeg vist lært min lektie: Koncentrer dig om det du laver og luk räven mens du gør det! Så lær det dog din imbecile idiot! F*ck, f*ck, f*ck!

Lige nu sidder jeg med en pose frossen Quorn på hver arm fordi jeg ikke koncentrerede mig, da jeg trænede. Jeg havde for travl med at være ung og interaktiv med de unge. Faktisk havde jeg så travlt, at jeg glemte at mærke efter, hvad jeg kan holde til og hvad jeg ikke kan holde til.

Resultatet blev en fuldstændig sønderlemmende smerte i begge mine overarme. Jeg ved ikke hvordan det er kommet så vidt eller hvad der helt præcist er galt med mine arme. Jeg ved bare at jeg ikke kan løfte mine egne bilnøgler uden at ryste som en gammel junkie på en kold tyrker.
Skadestuens personale tror at der er røget et par blodkar i armene på mig. Sejt nok.

Nu har jeg smuttet et par skovlfulde panodiler og et par 666 Mg Ibuprofen. Jeg kan faktisk mærke en betydelig nedgang i mine smerter, her mens jeg skriver. Ikke ilde. Tak lægevidenskab! Tak, tak, tak! Jeg lover aldrig mere at betvivle lægers evner eller viljer til at lade mig få det bedre.
Måske kan min lidt bedre stemning også skyldes at jeg har nedsvælget et ikke ubetydeligt kvantum sukker & fedt. 1 stk. Mathilde 0,5l Kakao, 1 stk. Nutramino proteinbar, 1 stk. proteinmilkshake og omkring 0,25 liter Hansens Flødeis. Så skulle depoterne være fyldt op igen. I hvert fald for en tid.
Lad os håbe at jeg blev lidt klogere af den her affære. Ikke min stolteste stund til dato.

Selvfedme eller imagepleje

Jeg har tænkt over det der med at være selvfed. På mange måder, er selvfedme det samme som almindelig fedme. De har i hvert fald mange fælles træk.
Hvor fedme sidder på det fysiske og selvfedme sidder på det psykiske, kan man sige, at der i begge tilfælde er tale om livsstilssygdomme, der på længere sigt sætter sig i hjertet.
Ja, det er måske lidt plat, men på mange måder et meget sigende ordspil. Hvis jeg altså selv skal sige det.
Når man begår sig i det offentlige rum, er det oftest med en vis bevidsthed omkring sin gøren og laden. Der er ikke mange, der har lyst til at rende rundt på strøget med en stor portion glemt mad omkring munden. De fleste undgår at vise alt for store følelsesmæssige udsving i offentligheden. Hvis det alligevel smutter og man kommer til at skabe sig ude i verden, med mange mennesker som vidner, er man lidt til grin og vel nærmest en stakkel. Uanset. Vi bruger en masse tid og energi på at holde en forholdsvis anstændig facade oppe.
Forleden, da jeg surfede på Facebook, kom jeg forbi en af mine venners venneliste. På denne liste kunne jeg se at min ven er venner med Maria Hirse på Facebook. Nu er Maria Hirse jo ikke just et verdensnavn, men hun er immervæk almindeligt kendt her i landet. I hvert fald noget mere kendt end undertegnede.
Mens jeg kiggede bemeldte venneliste igennem, kunne jeg godt mærke et lille stik at misundelse over at en af mine venner havde mere kendte venner end mig. Derfor forsøgte jeg at tilføje Maria Hirse som ven. Det lykkedes over al forventning. Nu er hun min ven. Derpå gik jeg på venne-hugst i hendes venneliste og derpå igen på venne-hugst i Casper Christensens venneliste. Nu skal siges at jeg KUN gik efter celebrity-venner. Bare for at se om jeg kan blive venner med alle de kendte.
Det kan man faktisk godt! Lige nu er jeg venner med så store kanoner i dansk showbis som: Anders Bircow, Jonas Elmer, Casper Christensen, Signe Lindkvist, Dan Rachlin, Bo Bech og Claire Ross-Brown.
Jeg ved ikke hvad der er mest ynkeligt:

A) Kendte der er "venner" med mennesker de ikke engang kender.

Eller

B) Almindelige mennesker, der gerne vil være "venner" kendte de ikke kender.

Skal man sige ja til andre folks venneanmodninger, blot fordi man er et kendt menneske? Er man krukket eller fin på den, hvis man ikke gider at være venner med nogle man ikke kender? Er det den slags man er på Facebook for? Det er ikke helt til at forstå.

Jeg er jo selv ligeså slem, når jeg har ansøgt mere end 20 celebs om at være venner. Ingen tvivl om det.
Min grund er at jeg vil være inde i varmen og jeg gad faktisk også godt selv at være kendt og rig. Med tiden kunne jeg måske udgive en plade, som så mange andre semi-kendte gør det. Jeg er desværre for gammel og fed og gift til at komme med i Paradise Hotel. Det virker ellers som et optimalt springbræt til fame´n´fortune. I hvert fald for pigerne, hvis de viser bryster og knalder i den bedste sendetid. Egentlig lidt sjovt at man sådan forguder pornomodeller for tiden. En ting er at Susan K er berømt i Danmark for at gøre sig til, som den liderlige skøge, hun nu engang er. Men at man på samme måde lefler for Katja K, der jo ikke har hverken talentet eller intelligensen med sig, kan sgu gøre mig en smule deprimeret.
I USA, af alle steder, er Jenna Jameson blevet brugt som postergirl for Jackson Guitars. Jeg er ikke sikker på at hun på nogen måde kan spille på en guitar. Men det er vel heller ikke specielt vedkommende i den sammenhæng?

Er man tilpas selvfed, ikke alt for blufærdig, lidt mere end almindeligt liderlig, ikke for grim, ja så kan man sikkert score sig en kendis-grad.
Det er så her at janteloven giver mening. Det er jo altid de folk, der ikke har noget at have det i, som klager over at janteloven er stærk i Danmark. Oliver Bjerrehuus mener at det er janteloven, der fjerner ham fra Vild Med Dans. Nix Oliver, det er nærmere din elendige sociale evner og det faktum at du danser som en crack whore på afvænning, der sendte dig ud.

Janteloven har på ALLE måder en berettigelse. Det er jo mangel på jantelov, der får det ene fjols efter det andet til at stille op til samtlige "talent" shows på tv. Havde der været nogen, der havde sagt til ADHD-tvillingerne at de ikke skulle tro at de var noget, havde de nok været fri for den enorme ydmygelse, som deres tv-optræden tvang dem igennem. Er det et værdigt liv at blive kørt igennem det ene aftenshow efter det andet mens man skal synge den samme sang på den samme måde gang på gang? End ikke De Sorte Spejdere var for fine til at ydmyge et par handicappede børn i deres program. Noget af det signifikante ved netop ADHD, er jo at være ude af stand til at aflæse en situation. Så kunne forældrene jo have gjort noget. Ofte lider enten den ene eller måske endda begge forældre også af ADHD. Så er der jo ikke nogen tilbage til at bedømme om det er en god eller dårlig idé at optræde på et landsdækkende tv-program. Hvis der så heller ikke er noget moralsk kodeks fra casternes side, ja så kommer vi til at se på handicappede stakler, der gør sig selv til grin, så vi kan få det bedre med os selv. Se det er sgu da et værdigt argument for janteloven. Den er slet ikke så skidt en ting, som mange gerne vil gøre den til.
Det er kun tabere, der ikke kan lide janteloven. Hvad med Bjarne Riis? Det ene år fejret som en helt, det næste en taber. Ja, faktisk også med rette. Det er ret signifikant at man ikke kan toppe i mere end 2 - 3 år, når man doper sig. Kroppen kan ikke holde til mere. Det var jo ikke janteloven, der hev Bjarne Riis ned. Det var hans trang til at blive i rampelyset efter at hans billet var udløbet, der fik ham til at være en idiot. At han så kun kunne være en helt med EPO i blodet, viser vel bare endnu mere at han skulle have ladet sig påvirke af janteloven. Du skal ikke tro at du er bedre end os, hvis du kun kan være bedre ved at tage ulovlige stoffer!
Faktisk kunne det være rigtig fint med en anelse mere jantelov.

Jeg har lavet en lille video, der gerne skulle vise hvorfor janteloven skulle være mere fremherskende. Den er selvfed, meningsløs, selvsmagende, indholdsløs og i det hele taget irrelevant på alle måder. Tjek den lige ud og se om ikke at jeg skulle have lyttet til nogle af jantelovens ord...

På den anden side, kan det jo være at jeg bliver berømt og så kommer i tv og måske kan blive venner med Mary & Frederik, der jo kun kan være venner med rige mennesker. Måske kan det ende med at jeg får mig en retræte-post som quizmaster på TV2-Charlie i en alder af 38 år. Så sidder jeg da sikkert på flæsket til jeg er langt oppe over den ordinære pensionsalder.
Ville det ikke være fint med en celebrity med mine evner? Det er da lige det Danmark har brug for.
Gør mig berømt!

(Jeg kan ikke selv)

Jeg gad godt være fremtidsforsker!

Idag har jeg været til et seminar omkring it i skolen, nu og i fremtiden. Som keynote-speaker havde Atea fremskaffet en gut fra Institut for Fremtidsforskning. Han skulle sige noget om såkaldte megatrends i skoleverdenen. Han lagde ud med en joke omkring at det jo var lettere at få paven til at konvertere til protestantismen end at få ting lavet om i skoleverdenen. Ha ha, supersjovt dit højreorienterede pikhoved! Nu ville ordet charlatan jo nok være på sin plads, når det kommer så vidt som at jeg ville skulle beskrive denne fremtidsforsker. Faktisk ville jeg have ønsket at han havde forsket lidt i hvordan man laver en bare nogenlunde powerpoint-præsentation. På en eller anden måde er det bare ikke cool længere, når man har sine billeder til at dække for dele af teksten på sine slides. Måske det bliver moderne igen i fremtiden? Måske?
I hvert fald, så kom manden med hele 4 helt modstridende scenarier på hvordan fremtiden i skoleverdenen kommer til at se om 15 - 25 år. Et scenarie, der bare ligner det vi allerede kender og tre der gik i tre andre retninger. Til at illustrere brugte han sådan et diagram, som folk bruger når de ikke kan forklare hvad de mener med ord, men absolut skal vise det til den måbende forsamling af ignoranter og tåber. I korte træk gik skemaet ud på at der var fire retninger som skoleverdenen kunne gå i. Så opstillede han nogle forslag til at disse scenarier jo kunne blive lidt blandet sammen og på den måde helgarderede han sig og kunne sige at det jo kunne gå alle veje eller måske endda ingen veje.
Hold da op. Jeg gad sgu godt at være fremtidsforsker. Det er da vist ret fedt at komme ud, til konsulentløn, med dårlige slides og spille klog på absolut alt og intet uden at skulle hænges op på det bagefter.
Nok siger man at det er svært at spå om, især, fremtiden, men jeg har på fornemmelsen at det er sværere for nogle end for andre.

Da alt var bedre, altså virkelig ALT!

En gang, da træerne var lidt grønnere og græsset knap så nyklippet, var der en lille skole i det nordlige Århus, som afholdt årlige kunstemner for alle børnene på skolen. Det er der ikke noget odiøst i, da selvsamme skole gør nøjagtigt det samme den dag idag. Blot var dette specielle kunstemne noget særligt. I hvert fald for mig.

Der er flere historiske eksempler på at jeg skal holde min store kæft.

Jeg endte f.eks. som lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tid.

Jeg endte som fysik/kemi-lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tidspunkt.

Jeg endte med at skulle lære at lave raku-keramik til skolens toiletter fordi jeg ikke kunne lukke munden.

Hvorfor kan jeg ikke bare tabe ansigt eller give efter og indrømme at der er noget jeg ikke har forstand på? Hvorfor skal jeg altid lige forsøge at tage 8 sekunders almen undren i projektørernes lys og derpå 3 måneders slid og slæb for at "put my money where my mouth is"? Skal jeg altid både "talk the talk and walk the walk"? Der må sgu da være en lettere måde at få opmærksomhed og anerkendelse på.

På samme måde kom jeg til at stå for at arrangere kunstemnet i et eller andet år i midten af halvfemserne. Jeg var lidt indebrændt over at de tidligere kunstemner havde handlet om at tegne fugle eller løver. Hvad er det for noget at spilde 14 dages undervisning på? Er det ikke en lige lovligt spids spidskompetence af gå ud af skolen med? Det er jo fint at tænke den slags, men man kan nu godt overveje om man også skal udtale sig om det. I hvert fald kom jeg til at få en ambition om at ville lave verdens bedste kunstemne på Børnenes Friskole... ever... punktum!

Ja, nu kunne man jo forledes til at tro at jeg er en megalomanisk narrøv med et lidt velvoksent ego. Ja, det er nok sagtens muligt, men jeg er ikke helt blanket af for en vis realitetssans. Jeg er jo ikke verdens klogeste udi kunst og kunsthistorie. Det er Rikke til gengæld. Rikke hedder Duve til efternavn og læste, på daværende tidspunkt til kunsthistoriker på Århus Universitet. Jeg kender Rikke fordi vi har gået i klasse sammen i gymnasiet og også endte med at bo sammen i omkring 5 år i forbindelse med at vi var kærester. Hun havde også to kumpaner, hvoraf den ene hed Louise og den anden hed noget andet.

Sammen med disse tre unge kvinder, satte jeg mig ned og begyndte at planlægge et kunstemne to end all kunstemner. The mother of all kunstemner. The mothership of kunstemne.... ja, you get the point.

Vi fik kradset en masse idéer ned og snakket en masse igennem. Temaet blev impressionisterne i Frankrig. Så skulle der for det første være en masse begreber som børnene kunne tilegne sig og for det andet en mængde nye teknikker, som børnene kunne lære.

Det endte ud med en opdeling af emnet, så den første tid skulle bruges på oplæg og på at få færdigheder, mens den anden del skulle bruges på at få brugt de lærte færdigheder.

Børnene blev delt op i familiegrupper på tværs af klasserne. Dette både for at skabe en vis samhørighed på tværs af skolen, men også for at give de største børn en mulighed for at være tutorer for de mindre.

For at de store ikke skulle kede sig om eftermiddagen, lavede vi et udkast til en avis, med forbillede i de franske vægaviser fra impressionisternes tid. Så var det meningen at jeg skulle fungere som chefredaktøren Claude d´Evalde, der bandt børnenes historier sammen og sendte dem ud på nye opgaver.

Til dette formål, mente jeg at det ville være mest passende om jeg anlagde mit et små-frankofilt-fipskæg. Det kan måske forklare det lidt vel friske look jeg render rundt med på billedet. Ja det er altså mig til venstre med baskerhuen, det lange hår og fipskægget.

For at få børnene lidt mere med på idéerne, fik vi skolens sygruppe til at fremstille en baskerhue til hvert barn. Så kunne de gå rundt og ligne små kunstmalere, når de var ude i felten.

De værksteder vi havde planlagt var noget med farvelære, skitsetegning og et lille kursus i pointillisme. Vi havde også nogle værksteder, hvor vi lavede reproduktioner af kendte impressionistiske værker. Netop reproduktionerne var interessante, da de blev lavet efter et farvedias, der blev skudt op på et lærred. Det der så var udfordringen for børnene, var at blande de rigtige farver og male det de så og ikke det de mente at se. Nogle hold var så gode at de kunne vende deres dias på hovedet og på den måde virkelig bare male farverne uden rigtig at kunne se selve motivet.

For de børn, som ikke rigtig kunne fanges hele tiden af emnet, havde vi lavet en lille biograf, der viste smalfilm om impressionisterne. Der var ikke film hele tiden, så børnene måtte vænne sig til at komme til de forestillinger, der var annoncerede.

Nu skal man jo huske at dette foregår noget før der var et decideret indhold på det famøse internet. Man kunne med andre ord ikke bare sætte en masse computere med youtube op til at fordrive tiden med. Man kunne heller ikke finde de store klassikere på nettet, via Google. Vi var nødt til at lave vores oplæg med dias, som vi havde lånt nede på kunsthistorisk bibliotek på uni. På det punkt, må det siges at være noget lettere at give børnene billedkunsten i undervisningen idag. At jeg så ikke rigtig gør det så meget mere, kan man jo reflektere over.

Det korte af det lange omkring dette kunstemne, er vel bare at nogle gange kan man improvisere sig til et rigtig godt emneforløb, mens man andre gange kommer bedst omkring emnet, hvis det er planlagt grundigt og med kompetente undervisere eller eksperter i hovedrollerne. Jeg har ikke siden været med til at lave et kunstemne, der var så gennemført og alment dannende for så bred en kreds af børn, som netop dette. Det betyder ikke at jeg ikke har været med til at planlægge kunstemner siden, men blot at jeg ikke har været med til noget lignende siden.

Det er selvfølgeligt farligt at komme med sådanne påstande, når mine velmenende kolleger hvert år forsøger at planlægge et kunstemne, der skal være det bedste nogensinde. Heldigvis ved de fleste ikke at det løb allerede er kørt for mange år siden. Fra nu af kan det nok desværre ikke blive andet end repriser i natten.

Godt nytår.

Omringet i Bilka

Jeg var i Bilka i dag. Sammen med min kone og min søn.

Vi skulle have et par sko af mærket Nike til min kone og ellers ikke noget. Vi havde besluttet os for at være der til åbningstid, så vi ikke skulle rende rundt imellem 10.000 andre fjolser i kulørte joggingdragter og træsko. Ha ha. Der kan man bare se hvor meget man egentlig kan blive klogere.

Du godeste hvor familien Danmark da var ude at morgenshoppe i Dansk Supermarkeds flagskib. Mærsk ville have frydet sig ved synes. Da jeg svingede ind på p-pladsen så jeg bare biler så langt mit halvgamle øje kunne række. Hele indgangen var barrikaderet af rygende mænd og kvinder i joggingdragter og træsko. Du milde skaber. Du altforbarmende. Jeg mangler ord.

Ind kom vi dog sammen med alle de andre fjolser, og lige der mellem sko og t-shirts af mærket Nike, slog det mig at individet er klogt, men flokken er dum. Måske ikke bare dum, men idiotisk på den ucharmerende måde. Når mennesker flokkes i Bilka en søndag formiddag, er det nok ikke just den bedst stillede tredjedel af befolkningen, der stiller op til kundevognsræs. Det er der i sig selv ikke noget galt med, men jeg føler en vis smerte ved at vide mig omringet af personer af tvivlsomme sociale færdigheder og med mistanken nagende i baghovedet om selv at være en af dem. Hvorfor ville en ældre kvinde med et meget fyldigt (dobbelt) hageparti finde det nødvendigt at skubbe til mig og min søn for at komme først til bjerget af agurker, når der så tydeligt var mere end nok til alle? Givetvis var de på tilbud og de så da friske og fine ud, men havde hun forventet at jeg, om jeg kom før hende, ville bortfjerne samtlige agurker med et barn på den ene arm og uden kundevogn? Kan man rent faktisk blive ramt af en decideret varemangel-angst så grov, at man må gå til yderligheder for at sikre sig sin fangst? Jeg mangler ord....

Så er det sgu bedre i min lokale Netto, som godt nok synes at være hjemsøgt af en tal-djævel og er plaget af et aldeles autoritetsfornægtende personale. Det kan da godt være at de der varer først er på tilbud i næste uge, men vi smider dem da ud på hylderne alligevel, så kan vi rigtig forvirre alle der tror at det, der står i en tilbudsavis rent faktisk gælder i denne butik. Ja man skal ikke lige gå efter slagtilbuddene, for de er ALTID udsolgt og det tit en uge for tilbuddet gælder. Til gengæld er der ikke nogen der går i panik og skubber til sagesløse eller mister det mentale fodfæste, hvis der ikke lige er flere agurker. Det er man nemlig efterhånden blevet vænnet til at der ikke er....

Forresten havde jeg egentlig lige glemt hvor hyggeligt det er at blive hilst på. På min daglige hyggetur med min søn i nybyggerkvarteret på den anden side af vejen, er håndværkerne ved at være færdige med at holde ferie. Det betyder at jeg hver dag bliver hilst på og vinket til af store svedige mænd som jeg ikke kender. De største og mest svedige nøjes med at nikke og brumme et "dav", hvilket får mig til at nikke og lægge min stemme en lille oktav ned og brumme et tilsvarende "dav" tilbage.

Man kunne sagtens forfalde til at synes at håndværkere er dumme og fulde af sort arbejde, men der er jeg bare ikke kommet til endnu. Jeg synes det er rart at der rent faktisk er nogen tilbage der gider at hilse på andre folk.

Jeg er ikke kommet så vidt at jeg stopper op og slår en sludder af med dem, men en dag skal det nok ende med at ske. Altså den dag jeg kommer gående i kulørt joggingtøj og træsko!

Decimeret ondskab

Ja, hvad sker der lige med Netto? Nu fik jeg godt nok en lidt mere human talkombination end i mit sidste blogindlæg. Man kan vel sige at jeg er gået fra  100% ondskab (Satan, 666) til kun en trediedel ondskab (Thomas Blachman, 222). Ondskaben er formindsket, men stadig ikke helt heldig. Er der en eller anden åben portal til et sted i Helvede nede i mejeriafdelingen i Netto i Lystrup? Jeg er foruroliget....

Ellers har jeg været i København, metropol med sure mennesker, der alle har noget vigtigt for, som er så vigtigt at man godt kan skubbe til sagesløse børn for at komme hurtigere frem til det vigtige. Fjolser!

I København opdrager man på mennesker gennem højtaleranlæg i både busser, s-tog og metro. Husk at vise hensyn, husk at passe på din bagage, husk at elske din næste, husk ikke at stjæle ting. Jeg er meget overrasket over at det er de mest almindelige ting i det man kalder almen dannelse, som københavnerne minder hinanden om. Gør plads for udstigende passagerer.... øh, ja, det siger jo lidt sig selv. Hvem er det der ikke kan fatte den slags på egen hånd?

Jeg er bekymret for landets fremtid, hvis mine børn skal til at opdrages af højtaleranlæg fordi jeg ikke selv kan finde tiden til det, fordi jeg har for travlt med at skubbe til sagesløse børn, i min stræben efter at komme frem til noget der er så vigtigt at det berettiger til puffen og skubben. 

Tag nu for helvede dit forældreansvar, spasser!