Youtube, Twitter og X-faktor

Der findes mange gode og sjove youtubers. Der er f.eks. Sxephil eller Shaycarl eller Kassem G. De er alle tre sjove at glo på og høre sludre lidt om løst og fast. Både Phil og Shay snakker om hverdagssmåtterier, mens Kassem nok mere er komikeren, der lader tilfældige mennesker klovne for sig. Hvis man gerne lige vil have nogle andre indtryk end dem man kan høste sig på DR og TV2, så er de gode youtubers et godt alternativ. Humor, vid og til tider endda lidt bid.
Der er, efter mine efterretninger, ikke rigtig nogle danske af slagsen. Der er nok ikke nok mennesker, der kan trykke på reklamer i vort lille land til at det kan betale sig at leve af den slags.
Så skete der noget for en uge siden. Frem på skærmen tonede en geek med mohawk og tænder i en ret spredt orden. Midt i X-Faktor kom en underlig kvinde ind og skulle synge. Hun kunne ikke synge eller optræde på nogen måde. Hun blev kørt lidt i stilling som en kæmpenørd med MacBook Pro, iPhone og twitterprofil. Jeg kiggede på min hustru og proklamerede at hun sikkert bare var ude efter at komme i tv, så hun kunne lukrere på kendisfaktoren og få flere subscribers på Youtube eller flere followers på Twitter.

Jeg tog nok ikke helt fejl af damens hensigter. Jeg kunne jo ikke lade være med at finde hende på Twitter og følge hendes udbrud. Det var nok ikke en overdrivelse at kalde hende en nørd. Hun er en meganørd og lader til at se det som en stor ære at være en af den slags.
Nuvel. Efter nogle tweets fandt jeg ud af at hun også har startet et show på Youtube, X-Faktor Outsider, hvor hun fortæller om de ting hun har oplevet i forbindelse med sin deltagelse i programmet.
Umiddelbart kunne det jo lyde som interessant idé med sådan lidt inside sludder og sladder. Det er det dog langt fra. Lige så interessant og spændende hun var i de 45 sekunder, hun var med i X-Faktor, lige så kedelig og ligegyldig er hendes pludren i mere end 45 sekunder. Jeg har forsøgt at kæmpe mig igennem de 2 afsnit, der er lagt ud og må sige at det ikke er lykkedes mig at komme igennem nogen af dem.
Hun forvalter sine, i forvejen ret små, oplevelser ganske så ringe og kommer kun med trivialiteter. Det er simpelthen for tyndt. Hvordan kan Sxephil lave et show om sit liv 3 gange om ugen, der på papiret ikke adskiller sig fra Nina Jansens koncept? Og vel at mærke have mellem 400.000 og 600.000 views pr. afsnit? Måske fordi han har en vis kritisk sans overfor tingene. Han stiller spørgsmålstegn ved tingene og ironiserer over aktuelle emner. Det er sjovt og han er vittig. Nørder er ikke sjove og vittige. De er nørder. Hvis jeg ikke tager fejl, så er nørders humor på niveau med en hvilken som helst fynbo's og det er ret lavt.
Mit håb om at vi måske skulle få en vaskeægte youtuber at se her på vores breddegrader blev gjort til skamme. Den kortvarige berømmelse blev forvalter for ringe. Desværre. Det kunne jo være rart med en, der gik lidt i forvejen og banede vejen for at jeg selv kunne blive rig og berømt uden nogen kvalifikationer. Sådan skulle det ikke gå i denne omgang. Damn og dobbelt damn!
Uanset, så synes jeg at skal kigge på hendes kanal. Du kan finde den her: http://www.youtube.com/user/ninajansen1

Dobbeltmoralitet

Tidligere har jeg skræppet op om mange småting. Mest mig selv faktisk. Det kommer ikke til at ændre sig det store, hverken i det nye år eller det indeværende. Mit liv har én central person, nemlig mig. Der er mange andre i min umiddelbare periferi, men jeg er dog den mest centrale i mit solsystem. Det er der, for så vidt, vel heller ikke noget galt med. Jeg har sludret om at ville blive berømt på mine manglende talenter. Jeg har faktisk ikke engang talent nok til ikke at have talent. Trist og tragisk. Eller er det egentlig? Der er mange derude, der burde skamme sig over den, omend ganske lille, celebritystatus de har fået sig.
Jeg er "venner" med en vis Marlene Hasselblad på Facebook. I denne tid efterlyser hun folk, der har været udsat for incest af nogen de holdt af. De skal bruges i hendes kommende bog med den dybe og empatiske titel: Når kærlighed gør nas. Her har vi da virkelig fået lort under neglene og ramt en decideret sprogmæssig guldåre. Jeg tror sgu at den form for kærlighed beskrives bedre med nogle lidt andre ord end lige nas. Magen til selvsmagende medieliderlig blålys skal man sgu da vist lede længe efter. Ikke at det ville være nogen gevinst at finde flere af hendes slags.
Hvorfor er du så venner med dåsen, kunne du jo spørge mig om. Det skyldes jo nok min åbenlyse dobbeltmoral og trang til at finde andres ditto og pege fingre af den. Det er vist hele den der lignelse med tornen i min broders øje og bjælken i mit eget...
Når vi nu er ved emnet, så kom jeg i tanke om en lille tildragelse fra juleaften.
Min søn gider ikke spise det der flødeoppiskede risengrød med kirsebærsovs til. Det kan jeg ikke fortænke ham i, for jeg gider sgu heller ikke at spise det. Jeg gør det bare fordi jeg er grådig og fordi jeg kan skjule meget af den dårlige smag med rigelige mængder ahornsirup eller karamelsovs.
Uanset, så gad min kloge søn ikke at æde det. Jeg er jo en blød far, så jeg syntes at han skulle have lidt dessert til sit livs tredie juleaften. Derfor varmede jeg tre pandekager til ham og serverede dem med sukker på hans tallerken. Dette fik straks hans bedstefader til at udbryde om ikke at den dreng var lidt for forkælet. 30 minutter senere er selvsamme bedstefar med til at give selvsamme dreng ikke mindre end 20 julegaver. Her dog uden at mene noget om forkælelse. Interessant sondring. Kan det spises, er det forkælelse, kan det give kræft og allergi på grund af billige kinesiske fremstillingsmetoder, er det helt fint.
Sådan er der så meget i vejen med alle andre end mig selv.
For helt at kvæle dig, kære læser, i dobbeltmoral, vil jeg lade dig læse min juleepistel fra mit arbejdes allersidste ugebrev i år. Det er en fast tradition at jeg, hvert år, skriver en lille moralitet af en ligegyldighed om Sallings lingeriafdeling og mine oplevelser der. Billedet i starten af teksten er faktisk taget i netop Sallings lingeriafdeling den 23. december i år.
Enjoy!


Kære allesammen!
Så sidder man her, med en klimakonference og en julefrokost dunkende i baghovedet. Set i bakspejlet, kunne det nok have været sundere for mit velbefindende i skrivende stund, at have tilbragt natten i politiets Guantanamo-bure for klimalømler. Desværre har jeg ret tidligt indset at mine forhandlingsmuligheder indskrænkes væsentligt, hvis jeg argumenterer med vold eller brosten. At man så kan have svært ved at argumentere for at vold mod tjenestemand i funktion skulle kunne gavne klimaet, medmindre man jævnligt inkaldes for at nulstille Kommunehospitalets IQ-måler, er jo en helt anden sag.
Både hvad angår indespærring på grund af optøjer eller dunkende baghoved på grund af julefrokost, så er tingene jo snittet på så snedig vis, at man selv kan bestemme om man vil opleve netop dette. Jeg fravalgte slag med stav og valgte aktivt dobbeltsyn, feber og migræne til. Sådan kan det gå.

Det er netop denne bevidsthed om muligheden for at påføre mig selv pinsler eller fravælge selvsamme, der år på år bliver gjort til skamme når jeg, med blodskudte øjne og let forhøjet puls, står i Sallings lingeriafdeling og leder efter den der lille frække sag fra Aubade, den 23. december lige før lukketid. Hvad gør man ikke for at gøre den signifikante anden glad og tilfreds?
Man risikerer liv og helbred i denne desperate kamp for få den sidste 70DD med balkonette. Og det med rette. Julen er jo hjerternes fest og det skal man tage alvorligt.
Der er ikke nogen, der er kommet helskindet igennem at, med drømmende blik, give en for stor BH og en for lille trusse til sin udkårne. Så kan man lige så godt skrive et tilgodebevis på et par større bryster og en mindre röv til sin kommende ekskone. Den febrile tur på gulvet sammen med de andre svedende mænd og alt for få tilbageblevne lingerieffekter, giver håb om endnu et år den den ægteskabelige ballongynge. Hvis blot kvinderne vidste hvilke lidelser man må gennemgå for, med største selvfølgelighed, at kunne lægge en lille blød pakke under juletræet. Det ender nok med at forblive en hemmelighed. Måske godt det samme?
Tænd lidt færre lys, stryg en betjent med hårene og opsøg kun de lidelser du er klar til at gennemgå. Så skal det hele nok flaske sig igen et års tid.
Glædelig jul og godt nytår!
Santa Klaus

Den laveste sociale fællesnævner er for lav og prisen for høj

Jeg sidder på mit kontor med en halvt drukket juleøl fra november 2008. Jeg drikker ikke særlig megen øl og når jeg gør, får jeg min arbejdsplads til at betale gildet for mig. Altså til julefrokosten og til sommerfesten. Jeg kan godt lide smagen af øl og jeg kan egentlig også godt lide at være voksen nok til at kunne lide at drikke øl.

Man siger at mennesker, der ikke kender hinanden ofte starter ud med at finde den laveste fællesnævner og snakke derudfra. For mænd er det oftest noget med kvinders kønsorganer og for kvinder er det oftest noget med fødsler (altså i nogenlunde samme region).

Der er også visse sociale fællesnævnere, som man kan gøre brug af, hvis man ikke kan komme omkring andre mennesker på normal vis.

Det er åbenbart et alment kendt begreb at folk med få varer kan komme forrest i køerne i supermarkederne. Jeg kender det mest som at man spørger den anden kunde om vedkommende vil foran, da man selv har en masse varer. Det gør man åbenbart ud fra den betragtning at folk med få varer har vigtigere ting at tage sig til end at stå i kø bag folk med store vogne og små liv.

I dag stod jeg med en lille vognfuld varer i den lokale Kiwi og ville til at lægge mine varer op på båndet sammen med min søn. Pludselig kommer en mand med en lille håndfuld dåseøl og siger: "Jeg smutter lige foran, jeg har kun en lille smule." Jeg svarer at det må han da hellere gøre, hvis han mener at hans er vigtigere end mit. Det mener han ikke, men så går det hurtigere, mener han. Ja, det går hurtigere for dig, men det kommer jo faktisk til at tage længere tid før jeg er ude af den her butik. Så det må jo være vigtigere for dig at komme til end det er for mig. Hvis vi tager begge vore transaktioner og lægger den tid de måtte tage sammen, vil den forbrugte tid nok være den samme uanset hvem der kommer til først. Derfor må vi vel gå ud fra at du siger som du gør for at komme hurtigst muligt ud, så du kan drikke dine øl. Ja, så siger vi det, brummer han og synes åbenlyst at det er mig der er idioten af os to.

Er det nu også det?

• Kan man slippe afsted med alt i denne tid, bare man er et stort nok røvhul?
• Kan man nægte at flytte sig for politiet og så stå frem som offer når der vanker knippelsuppe?
• Kan man pludselig komme i tanke om at man har fået bank i bussen, da man blev kørt væk fra en, nu dokumenteret, fredelig anholdelse, fordi man ved at politiet ikke har filmet i bussen?
• Kan man lyve på tv, i blade og på nettet for så at trække i land med at man ikke "føler" at man har løjet, når sandheden kommer for en dag?
• Kan man blive nødt til at opdrage sit barn til at være et gennemført asocialt røvhul for at han skal kunne begå sig i denne verden?
• Kan det virkelig være rigtigt at man skal have rundsave på albuerne og huller i moralen for at blive kendt i dette land?

Kan det passe at vi skal se mere og mere til Sidney Lee.

Er det ikke derfor at vi har janteloven? Er det ikke for at "aflive" personer, der ikke har noget at have det i?

Jeg ville egentlig have blogget om buffet og pædagogik, men jeg måtte af med lidt damp og det kom så til at gå ud over min blog og dig.

Undskyld!

Jeg hopper lige foran i køen, jeg har ikke så mange varer på øverste hylde, så jeg skal ud og leve mit lille liv i en fart. Det løber ud mellem fingrene på mig.

Så havde jeg sgu sprunget til side med det samme. Det er da til at forstå.

Jeg vender den anden kind til, men jeg nægter at leve ned til den slags standarder!

Luk nu röven/Klogere af skade

Nu har jeg vist lært min lektie: Koncentrer dig om det du laver og luk räven mens du gør det! Så lær det dog din imbecile idiot! F*ck, f*ck, f*ck!

Lige nu sidder jeg med en pose frossen Quorn på hver arm fordi jeg ikke koncentrerede mig, da jeg trænede. Jeg havde for travl med at være ung og interaktiv med de unge. Faktisk havde jeg så travlt, at jeg glemte at mærke efter, hvad jeg kan holde til og hvad jeg ikke kan holde til.

Resultatet blev en fuldstændig sønderlemmende smerte i begge mine overarme. Jeg ved ikke hvordan det er kommet så vidt eller hvad der helt præcist er galt med mine arme. Jeg ved bare at jeg ikke kan løfte mine egne bilnøgler uden at ryste som en gammel junkie på en kold tyrker.
Skadestuens personale tror at der er røget et par blodkar i armene på mig. Sejt nok.

Nu har jeg smuttet et par skovlfulde panodiler og et par 666 Mg Ibuprofen. Jeg kan faktisk mærke en betydelig nedgang i mine smerter, her mens jeg skriver. Ikke ilde. Tak lægevidenskab! Tak, tak, tak! Jeg lover aldrig mere at betvivle lægers evner eller viljer til at lade mig få det bedre.
Måske kan min lidt bedre stemning også skyldes at jeg har nedsvælget et ikke ubetydeligt kvantum sukker & fedt. 1 stk. Mathilde 0,5l Kakao, 1 stk. Nutramino proteinbar, 1 stk. proteinmilkshake og omkring 0,25 liter Hansens Flødeis. Så skulle depoterne være fyldt op igen. I hvert fald for en tid.
Lad os håbe at jeg blev lidt klogere af den her affære. Ikke min stolteste stund til dato.

Selvfedme eller imagepleje

Jeg har tænkt over det der med at være selvfed. På mange måder, er selvfedme det samme som almindelig fedme. De har i hvert fald mange fælles træk.
Hvor fedme sidder på det fysiske og selvfedme sidder på det psykiske, kan man sige, at der i begge tilfælde er tale om livsstilssygdomme, der på længere sigt sætter sig i hjertet.
Ja, det er måske lidt plat, men på mange måder et meget sigende ordspil. Hvis jeg altså selv skal sige det.
Når man begår sig i det offentlige rum, er det oftest med en vis bevidsthed omkring sin gøren og laden. Der er ikke mange, der har lyst til at rende rundt på strøget med en stor portion glemt mad omkring munden. De fleste undgår at vise alt for store følelsesmæssige udsving i offentligheden. Hvis det alligevel smutter og man kommer til at skabe sig ude i verden, med mange mennesker som vidner, er man lidt til grin og vel nærmest en stakkel. Uanset. Vi bruger en masse tid og energi på at holde en forholdsvis anstændig facade oppe.
Forleden, da jeg surfede på Facebook, kom jeg forbi en af mine venners venneliste. På denne liste kunne jeg se at min ven er venner med Maria Hirse på Facebook. Nu er Maria Hirse jo ikke just et verdensnavn, men hun er immervæk almindeligt kendt her i landet. I hvert fald noget mere kendt end undertegnede.
Mens jeg kiggede bemeldte venneliste igennem, kunne jeg godt mærke et lille stik at misundelse over at en af mine venner havde mere kendte venner end mig. Derfor forsøgte jeg at tilføje Maria Hirse som ven. Det lykkedes over al forventning. Nu er hun min ven. Derpå gik jeg på venne-hugst i hendes venneliste og derpå igen på venne-hugst i Casper Christensens venneliste. Nu skal siges at jeg KUN gik efter celebrity-venner. Bare for at se om jeg kan blive venner med alle de kendte.
Det kan man faktisk godt! Lige nu er jeg venner med så store kanoner i dansk showbis som: Anders Bircow, Jonas Elmer, Casper Christensen, Signe Lindkvist, Dan Rachlin, Bo Bech og Claire Ross-Brown.
Jeg ved ikke hvad der er mest ynkeligt:

A) Kendte der er "venner" med mennesker de ikke engang kender.

Eller

B) Almindelige mennesker, der gerne vil være "venner" kendte de ikke kender.

Skal man sige ja til andre folks venneanmodninger, blot fordi man er et kendt menneske? Er man krukket eller fin på den, hvis man ikke gider at være venner med nogle man ikke kender? Er det den slags man er på Facebook for? Det er ikke helt til at forstå.

Jeg er jo selv ligeså slem, når jeg har ansøgt mere end 20 celebs om at være venner. Ingen tvivl om det.
Min grund er at jeg vil være inde i varmen og jeg gad faktisk også godt selv at være kendt og rig. Med tiden kunne jeg måske udgive en plade, som så mange andre semi-kendte gør det. Jeg er desværre for gammel og fed og gift til at komme med i Paradise Hotel. Det virker ellers som et optimalt springbræt til fame´n´fortune. I hvert fald for pigerne, hvis de viser bryster og knalder i den bedste sendetid. Egentlig lidt sjovt at man sådan forguder pornomodeller for tiden. En ting er at Susan K er berømt i Danmark for at gøre sig til, som den liderlige skøge, hun nu engang er. Men at man på samme måde lefler for Katja K, der jo ikke har hverken talentet eller intelligensen med sig, kan sgu gøre mig en smule deprimeret.
I USA, af alle steder, er Jenna Jameson blevet brugt som postergirl for Jackson Guitars. Jeg er ikke sikker på at hun på nogen måde kan spille på en guitar. Men det er vel heller ikke specielt vedkommende i den sammenhæng?

Er man tilpas selvfed, ikke alt for blufærdig, lidt mere end almindeligt liderlig, ikke for grim, ja så kan man sikkert score sig en kendis-grad.
Det er så her at janteloven giver mening. Det er jo altid de folk, der ikke har noget at have det i, som klager over at janteloven er stærk i Danmark. Oliver Bjerrehuus mener at det er janteloven, der fjerner ham fra Vild Med Dans. Nix Oliver, det er nærmere din elendige sociale evner og det faktum at du danser som en crack whore på afvænning, der sendte dig ud.

Janteloven har på ALLE måder en berettigelse. Det er jo mangel på jantelov, der får det ene fjols efter det andet til at stille op til samtlige "talent" shows på tv. Havde der været nogen, der havde sagt til ADHD-tvillingerne at de ikke skulle tro at de var noget, havde de nok været fri for den enorme ydmygelse, som deres tv-optræden tvang dem igennem. Er det et værdigt liv at blive kørt igennem det ene aftenshow efter det andet mens man skal synge den samme sang på den samme måde gang på gang? End ikke De Sorte Spejdere var for fine til at ydmyge et par handicappede børn i deres program. Noget af det signifikante ved netop ADHD, er jo at være ude af stand til at aflæse en situation. Så kunne forældrene jo have gjort noget. Ofte lider enten den ene eller måske endda begge forældre også af ADHD. Så er der jo ikke nogen tilbage til at bedømme om det er en god eller dårlig idé at optræde på et landsdækkende tv-program. Hvis der så heller ikke er noget moralsk kodeks fra casternes side, ja så kommer vi til at se på handicappede stakler, der gør sig selv til grin, så vi kan få det bedre med os selv. Se det er sgu da et værdigt argument for janteloven. Den er slet ikke så skidt en ting, som mange gerne vil gøre den til.
Det er kun tabere, der ikke kan lide janteloven. Hvad med Bjarne Riis? Det ene år fejret som en helt, det næste en taber. Ja, faktisk også med rette. Det er ret signifikant at man ikke kan toppe i mere end 2 - 3 år, når man doper sig. Kroppen kan ikke holde til mere. Det var jo ikke janteloven, der hev Bjarne Riis ned. Det var hans trang til at blive i rampelyset efter at hans billet var udløbet, der fik ham til at være en idiot. At han så kun kunne være en helt med EPO i blodet, viser vel bare endnu mere at han skulle have ladet sig påvirke af janteloven. Du skal ikke tro at du er bedre end os, hvis du kun kan være bedre ved at tage ulovlige stoffer!
Faktisk kunne det være rigtig fint med en anelse mere jantelov.

Jeg har lavet en lille video, der gerne skulle vise hvorfor janteloven skulle være mere fremherskende. Den er selvfed, meningsløs, selvsmagende, indholdsløs og i det hele taget irrelevant på alle måder. Tjek den lige ud og se om ikke at jeg skulle have lyttet til nogle af jantelovens ord...

På den anden side, kan det jo være at jeg bliver berømt og så kommer i tv og måske kan blive venner med Mary & Frederik, der jo kun kan være venner med rige mennesker. Måske kan det ende med at jeg får mig en retræte-post som quizmaster på TV2-Charlie i en alder af 38 år. Så sidder jeg da sikkert på flæsket til jeg er langt oppe over den ordinære pensionsalder.
Ville det ikke være fint med en celebrity med mine evner? Det er da lige det Danmark har brug for.
Gør mig berømt!

(Jeg kan ikke selv)

Meningsløs i længere tid

Ja, det er noget værre noget. Der er gået en rum tid og jeg har ikke ment noget som helst, der var værd at skrive om. Ikke ilde, skulle man mene. Jeg har dog ment ting og sager i den mellemliggende tid. Jeg har blot været for doven til at skrive om det.

Havde jeg været hip og ung med de dumme, havde jeg nok skrevet om Stein Bagger og hans forsvinden, men det siger mig ikke rigtig noget. Finanskrisen har heller ikke rigtig slået an hos os, her i husstanden. Benzinen er blevet billigere, renten er faldet og fødevarerne falder i pris. Jeg kan sgu ikke rigtig se problemet.

Mit yndlingsemne her på bloggen er jo enten hvor dumme andre er i forhold til mig, eller hvordan det går med min træning. Jeg kan ikke rigtig komme på noget de andre, dumme mennesker, har gjort forkert. Det ville jo være skørt at lave en blog med egne dumheder. Den ville nok blive lige til den korte side, når man, som jeg, ikke rigtig dummer sig. [Smiley der viser at jeg har selvironi, men alligevel ikke helt mener det ironisk].

Med hensyn til min træning, så er jeg rigtig tilfreds med tingenes tilstand. Jeg bliver stærkere stille og roligt og glæder mig som et lille barn til jul, hver gang jeg skal til at pakke tasken for at komme ned i centeret. Can´t be bad at all!

På arbejdsfronten, er jeg i gang med at finde en løsning på et problem omkring digitalisering af undervisningsmaterialer. Mange af mine kolleger og, ikke mindst, mig selv har en hob undervisningsmaterialer liggende på doc-filer, pdf eller som film. Ikke mindst filmene er ved at hobe sig op, da det faktisk kun koster 10 kr. at købe en film på Amtscenteret. Planen er så at vi kunne rippe filmene og lægge dem på en ekstern harddisk, gøre det tilgængeligt på netværket og på den måde gøre livet lettere ude i klasserne. Ulempen er dog at selve denne løsning jo ikke inkluderer nogen form for backup. Derfor skulle man jo mene at det var nødvendig med en back up fra tid til anden. Det bliver sgu et helvede at finde rundt i alle de systemer. Det er også en overvejelse om man skal have adgang til filerne over en ftp-server, eller om man bare skal kunne finde filerne lokalt i huset. Hvis det drejer sig om film., er det nok ikke just interessant at hente dem ned via ftp, men doc-filer er ikke noget problem. På den anden side er det lettere at administrere filerne hjemmefra, frem for at skulle tage ud på skolen hver gang man skal kigge efter hvad vi har liggende.

Derfor er jeg i tænkeboks, så jeg kan finde den gode løsning i første forsøg. Jeg vender tilbage på et andet tidspunkt med en løsning.

På den hjemlige front, har vi lige opdaget at vores hund har fødselsdag idag. 3 år. Hurra, hurra.

Det var vist allerede det. Tak for opmærksomheden.

Fanget af og i vestens kapitalisme

Jeg er voksen, jeg drikker kaffe og jeg trænger til at være på nettet. Alle disse ting kan man forene i denne skønne ordning, som man kalder Starbucks. En kaffe-koncept-franchise-cafémæssighed, der får Barresso til at fremstå som amatører og kaffespassere. I Prag er kaffen lidt dyr men netadgangen er gratis. I Berlin er det just omvendt. Kaffen er ret billig, men mighty T-Mobile har fået næsen, fingrene og andre legemsdele ned i Starbucks pengekasse. Hvis man har vænnet sig til at drikke god kaffe mens man sidder i en god lånestol og blogger om at blogge, så kan man næsten ikke komme uden om Starbucks. Det var en ting jeg lærte i Prag og nu har jeg faktisk, via Camillas Visakort, betalt 29 € for at komme til at blogge om at blogge på Starbucks. Jeg kunne selvsagt have valgt et andet sted, men mageligheden vandt over fornuften denne gang. Sådan er der så meget. Regnen vælter ned udenfor og jeg har for første gang i over 10 dage lidt tid for mig selv, hvor jeg ikke sover. Jeg nyder det i fulde drag. Hurra for kaffen, internettet og Starbucks!   

Jeg ser frem til at komme hjem og hygge med min søn igen. Det er som om jeg ikke har snakket med ham i måneder. Det er en underlig fornemmelse, når man tænker på at jeg hver dag har haft ham oppe på armen og snakket og leget med ham, men nu ikke kan komme til det når jeg gerne selv vil. 

Jeg savner også min hustru meget, men hende snakker jeg med dagligt, så savnet er ikke så bastant som det til min lille dreng. Han gider ikke at snakke med mig i telefonen. Måske kan han ikke rigtig forstå hvad det er for noget. Jeg savner også at træne. Det er godt at svede og det har jeg ikke gjort i lang tid heller. For hvert minut kan jeg mærke hvordan min optrænede styrke svinder hen og bliver til dårligdom. Jeg vil hjeeeeeeeeeeem!