Youtube, Twitter og X-faktor

Der findes mange gode og sjove youtubers. Der er f.eks. Sxephil eller Shaycarl eller Kassem G. De er alle tre sjove at glo på og høre sludre lidt om løst og fast. Både Phil og Shay snakker om hverdagssmåtterier, mens Kassem nok mere er komikeren, der lader tilfældige mennesker klovne for sig. Hvis man gerne lige vil have nogle andre indtryk end dem man kan høste sig på DR og TV2, så er de gode youtubers et godt alternativ. Humor, vid og til tider endda lidt bid.
Der er, efter mine efterretninger, ikke rigtig nogle danske af slagsen. Der er nok ikke nok mennesker, der kan trykke på reklamer i vort lille land til at det kan betale sig at leve af den slags.
Så skete der noget for en uge siden. Frem på skærmen tonede en geek med mohawk og tænder i en ret spredt orden. Midt i X-Faktor kom en underlig kvinde ind og skulle synge. Hun kunne ikke synge eller optræde på nogen måde. Hun blev kørt lidt i stilling som en kæmpenørd med MacBook Pro, iPhone og twitterprofil. Jeg kiggede på min hustru og proklamerede at hun sikkert bare var ude efter at komme i tv, så hun kunne lukrere på kendisfaktoren og få flere subscribers på Youtube eller flere followers på Twitter.

Jeg tog nok ikke helt fejl af damens hensigter. Jeg kunne jo ikke lade være med at finde hende på Twitter og følge hendes udbrud. Det var nok ikke en overdrivelse at kalde hende en nørd. Hun er en meganørd og lader til at se det som en stor ære at være en af den slags.
Nuvel. Efter nogle tweets fandt jeg ud af at hun også har startet et show på Youtube, X-Faktor Outsider, hvor hun fortæller om de ting hun har oplevet i forbindelse med sin deltagelse i programmet.
Umiddelbart kunne det jo lyde som interessant idé med sådan lidt inside sludder og sladder. Det er det dog langt fra. Lige så interessant og spændende hun var i de 45 sekunder, hun var med i X-Faktor, lige så kedelig og ligegyldig er hendes pludren i mere end 45 sekunder. Jeg har forsøgt at kæmpe mig igennem de 2 afsnit, der er lagt ud og må sige at det ikke er lykkedes mig at komme igennem nogen af dem.
Hun forvalter sine, i forvejen ret små, oplevelser ganske så ringe og kommer kun med trivialiteter. Det er simpelthen for tyndt. Hvordan kan Sxephil lave et show om sit liv 3 gange om ugen, der på papiret ikke adskiller sig fra Nina Jansens koncept? Og vel at mærke have mellem 400.000 og 600.000 views pr. afsnit? Måske fordi han har en vis kritisk sans overfor tingene. Han stiller spørgsmålstegn ved tingene og ironiserer over aktuelle emner. Det er sjovt og han er vittig. Nørder er ikke sjove og vittige. De er nørder. Hvis jeg ikke tager fejl, så er nørders humor på niveau med en hvilken som helst fynbo's og det er ret lavt.
Mit håb om at vi måske skulle få en vaskeægte youtuber at se her på vores breddegrader blev gjort til skamme. Den kortvarige berømmelse blev forvalter for ringe. Desværre. Det kunne jo være rart med en, der gik lidt i forvejen og banede vejen for at jeg selv kunne blive rig og berømt uden nogen kvalifikationer. Sådan skulle det ikke gå i denne omgang. Damn og dobbelt damn!
Uanset, så synes jeg at skal kigge på hendes kanal. Du kan finde den her: http://www.youtube.com/user/ninajansen1

Legebarnet kom lidt frem idag

Så kom julen måske lidt sent i år, men den kom da alligevel.
Jeg er ikke den store gamer, men jeg nyder da, med en vis sygelig gysen, at skyde knoppen af de fleste i ny og næ. Jeg gider ikke så godt at boote min MacBook Pro op i Windows for at spille Unreal Tournament 3, så det bliver ikke til så mange frags, som man måske kunne ønske sig.
Helt tilfældigt opdagede jeg idag en artikel om netbooks og de spil man kan spille på sådanne. Her fandt jeg en henvisning til Quake Live, der er et online spil i stil med Unreal og alle de andre, bare online og browserbaseret. Det kører sgu meget godt og er sjovt nok tilmed. Lige noget for mit temperament.
Eneste mangel er at man ikke kan sætte Susan K's ansigt på sine fjender. Det havde gjort oplevelsen komplet.
Drømmescenariet er at jagte en skrigende Marlene Hasselblad igennem samtlige baner, med det ene formål at lære hende at det ikke kun er kærlighed, der kan gøre nas! Head shot!

Selvfedme eller imagepleje

Jeg har tænkt over det der med at være selvfed. På mange måder, er selvfedme det samme som almindelig fedme. De har i hvert fald mange fælles træk.
Hvor fedme sidder på det fysiske og selvfedme sidder på det psykiske, kan man sige, at der i begge tilfælde er tale om livsstilssygdomme, der på længere sigt sætter sig i hjertet.
Ja, det er måske lidt plat, men på mange måder et meget sigende ordspil. Hvis jeg altså selv skal sige det.
Når man begår sig i det offentlige rum, er det oftest med en vis bevidsthed omkring sin gøren og laden. Der er ikke mange, der har lyst til at rende rundt på strøget med en stor portion glemt mad omkring munden. De fleste undgår at vise alt for store følelsesmæssige udsving i offentligheden. Hvis det alligevel smutter og man kommer til at skabe sig ude i verden, med mange mennesker som vidner, er man lidt til grin og vel nærmest en stakkel. Uanset. Vi bruger en masse tid og energi på at holde en forholdsvis anstændig facade oppe.
Forleden, da jeg surfede på Facebook, kom jeg forbi en af mine venners venneliste. På denne liste kunne jeg se at min ven er venner med Maria Hirse på Facebook. Nu er Maria Hirse jo ikke just et verdensnavn, men hun er immervæk almindeligt kendt her i landet. I hvert fald noget mere kendt end undertegnede.
Mens jeg kiggede bemeldte venneliste igennem, kunne jeg godt mærke et lille stik at misundelse over at en af mine venner havde mere kendte venner end mig. Derfor forsøgte jeg at tilføje Maria Hirse som ven. Det lykkedes over al forventning. Nu er hun min ven. Derpå gik jeg på venne-hugst i hendes venneliste og derpå igen på venne-hugst i Casper Christensens venneliste. Nu skal siges at jeg KUN gik efter celebrity-venner. Bare for at se om jeg kan blive venner med alle de kendte.
Det kan man faktisk godt! Lige nu er jeg venner med så store kanoner i dansk showbis som: Anders Bircow, Jonas Elmer, Casper Christensen, Signe Lindkvist, Dan Rachlin, Bo Bech og Claire Ross-Brown.
Jeg ved ikke hvad der er mest ynkeligt:

A) Kendte der er "venner" med mennesker de ikke engang kender.

Eller

B) Almindelige mennesker, der gerne vil være "venner" kendte de ikke kender.

Skal man sige ja til andre folks venneanmodninger, blot fordi man er et kendt menneske? Er man krukket eller fin på den, hvis man ikke gider at være venner med nogle man ikke kender? Er det den slags man er på Facebook for? Det er ikke helt til at forstå.

Jeg er jo selv ligeså slem, når jeg har ansøgt mere end 20 celebs om at være venner. Ingen tvivl om det.
Min grund er at jeg vil være inde i varmen og jeg gad faktisk også godt selv at være kendt og rig. Med tiden kunne jeg måske udgive en plade, som så mange andre semi-kendte gør det. Jeg er desværre for gammel og fed og gift til at komme med i Paradise Hotel. Det virker ellers som et optimalt springbræt til fame´n´fortune. I hvert fald for pigerne, hvis de viser bryster og knalder i den bedste sendetid. Egentlig lidt sjovt at man sådan forguder pornomodeller for tiden. En ting er at Susan K er berømt i Danmark for at gøre sig til, som den liderlige skøge, hun nu engang er. Men at man på samme måde lefler for Katja K, der jo ikke har hverken talentet eller intelligensen med sig, kan sgu gøre mig en smule deprimeret.
I USA, af alle steder, er Jenna Jameson blevet brugt som postergirl for Jackson Guitars. Jeg er ikke sikker på at hun på nogen måde kan spille på en guitar. Men det er vel heller ikke specielt vedkommende i den sammenhæng?

Er man tilpas selvfed, ikke alt for blufærdig, lidt mere end almindeligt liderlig, ikke for grim, ja så kan man sikkert score sig en kendis-grad.
Det er så her at janteloven giver mening. Det er jo altid de folk, der ikke har noget at have det i, som klager over at janteloven er stærk i Danmark. Oliver Bjerrehuus mener at det er janteloven, der fjerner ham fra Vild Med Dans. Nix Oliver, det er nærmere din elendige sociale evner og det faktum at du danser som en crack whore på afvænning, der sendte dig ud.

Janteloven har på ALLE måder en berettigelse. Det er jo mangel på jantelov, der får det ene fjols efter det andet til at stille op til samtlige "talent" shows på tv. Havde der været nogen, der havde sagt til ADHD-tvillingerne at de ikke skulle tro at de var noget, havde de nok været fri for den enorme ydmygelse, som deres tv-optræden tvang dem igennem. Er det et værdigt liv at blive kørt igennem det ene aftenshow efter det andet mens man skal synge den samme sang på den samme måde gang på gang? End ikke De Sorte Spejdere var for fine til at ydmyge et par handicappede børn i deres program. Noget af det signifikante ved netop ADHD, er jo at være ude af stand til at aflæse en situation. Så kunne forældrene jo have gjort noget. Ofte lider enten den ene eller måske endda begge forældre også af ADHD. Så er der jo ikke nogen tilbage til at bedømme om det er en god eller dårlig idé at optræde på et landsdækkende tv-program. Hvis der så heller ikke er noget moralsk kodeks fra casternes side, ja så kommer vi til at se på handicappede stakler, der gør sig selv til grin, så vi kan få det bedre med os selv. Se det er sgu da et værdigt argument for janteloven. Den er slet ikke så skidt en ting, som mange gerne vil gøre den til.
Det er kun tabere, der ikke kan lide janteloven. Hvad med Bjarne Riis? Det ene år fejret som en helt, det næste en taber. Ja, faktisk også med rette. Det er ret signifikant at man ikke kan toppe i mere end 2 - 3 år, når man doper sig. Kroppen kan ikke holde til mere. Det var jo ikke janteloven, der hev Bjarne Riis ned. Det var hans trang til at blive i rampelyset efter at hans billet var udløbet, der fik ham til at være en idiot. At han så kun kunne være en helt med EPO i blodet, viser vel bare endnu mere at han skulle have ladet sig påvirke af janteloven. Du skal ikke tro at du er bedre end os, hvis du kun kan være bedre ved at tage ulovlige stoffer!
Faktisk kunne det være rigtig fint med en anelse mere jantelov.

Jeg har lavet en lille video, der gerne skulle vise hvorfor janteloven skulle være mere fremherskende. Den er selvfed, meningsløs, selvsmagende, indholdsløs og i det hele taget irrelevant på alle måder. Tjek den lige ud og se om ikke at jeg skulle have lyttet til nogle af jantelovens ord...

På den anden side, kan det jo være at jeg bliver berømt og så kommer i tv og måske kan blive venner med Mary & Frederik, der jo kun kan være venner med rige mennesker. Måske kan det ende med at jeg får mig en retræte-post som quizmaster på TV2-Charlie i en alder af 38 år. Så sidder jeg da sikkert på flæsket til jeg er langt oppe over den ordinære pensionsalder.
Ville det ikke være fint med en celebrity med mine evner? Det er da lige det Danmark har brug for.
Gør mig berømt!

(Jeg kan ikke selv)

Sommeren er over mig (og mine tænder)

Så kom de sgu, sommeren og ferien. På magisk vis er det lykkedes de to at falde sammen i år. Endelig lever sommerferien op til sit navn. Sådan skal det også være.

Jeg sidder og hygger med min kaffe og Pink Floyd´s Pulse CD. For at få det der hippie-crap til at glide lidt lettere ned, har jeg allieret mig med en Toblerone-stang.

Jeg sidder egentlig og tænker lidt på min udgåede og afgåede niendeklasse, der stoppede deres friskolekarriere i fredags. Som en lille gave, fik jeg den Toblerone, som jeg nu er ved at forsøge at slå ihjel. Når man sådan sidder og tænker, drikker og gnaver, kan man jo godt blive en anelse nostalgisk.

En af de historier, som jeg kom til at tænke på forleden, handler om min rejse til Prag og Berlin med Pandaerne (som niendeklassen hedder. (Ja, det er altså en friskole, som jeg arbejder på. Bær over med det!).

En af de dage, hvor vi var i Prag, gik jeg sammen med Clara og Liva, en lille tur over Karlsbroen i vores søgen efter en Starbucks, noget mokka og lidt gratis internetadgang.

Der på Karlsbroen, sidder der en masse gøglere og "artister". Som man kender det fra andre storbyer, sidder der selvsagt også en karikaturtegner og driller folk for penge. Jeg kunne ikke nære mig og måtte bare fortælle om dengang jeg blev tegnet ved Den Spanske Trappe i Rom. Jeg blev dengang tegnet som en ung Sylvester Stallone med boksehandsker og langt nakkehår. Ja, sådan var moden nu engang dengang. Se forresten tegningen her!

Da jeg var færdig med at fortælle den spændende beretning, spurgte Clara om jeg så var blevet tegnet med utroligt store tænder. Her mente hun i speciel grad om mine fortænder skulle være blevet tegnet i en så betragtelig grad at jeg havde bidt mærke i det.

Nu har jeg heldigvis ret let til at blive fornærmet, så jeg måtte selvsagt med det samme spørge kontra om hun mente at mine fortænder skulle være lidt velvoksne fra naturens hånd. Det påstod hun at det selvsagt ikke var tilfældet, men at ALLE jo fik tegnet deres tænder store af karikaturtegnere. Det må siges at have været et ganske elegant redningsforsøg, men jeg hoppede ikke på den. Selvfølgelig er mine fortænder store og også større end så mange andres. Det er en af de mindre skavanker på mig og min krop. Jeg skulle sgu nok have sænket hendes årskarakterer en anelse alligevel?

For lige at gnide lidt salt i mit tandkødssår, så sagde min søn således til mig forleden: "Du har store tænder, jeg har lille tænder!"

Ja, så er den ting jo nok på plads.

Nu kan jeg så gå og håbe på at solen bleget mine tænder lidt, når den nu alligevel er i nabolaget for tiden.

God sommerferie!

Fanget af og i vestens kapitalisme

Jeg er voksen, jeg drikker kaffe og jeg trænger til at være på nettet. Alle disse ting kan man forene i denne skønne ordning, som man kalder Starbucks. En kaffe-koncept-franchise-cafémæssighed, der får Barresso til at fremstå som amatører og kaffespassere. I Prag er kaffen lidt dyr men netadgangen er gratis. I Berlin er det just omvendt. Kaffen er ret billig, men mighty T-Mobile har fået næsen, fingrene og andre legemsdele ned i Starbucks pengekasse. Hvis man har vænnet sig til at drikke god kaffe mens man sidder i en god lånestol og blogger om at blogge, så kan man næsten ikke komme uden om Starbucks. Det var en ting jeg lærte i Prag og nu har jeg faktisk, via Camillas Visakort, betalt 29 € for at komme til at blogge om at blogge på Starbucks. Jeg kunne selvsagt have valgt et andet sted, men mageligheden vandt over fornuften denne gang. Sådan er der så meget. Regnen vælter ned udenfor og jeg har for første gang i over 10 dage lidt tid for mig selv, hvor jeg ikke sover. Jeg nyder det i fulde drag. Hurra for kaffen, internettet og Starbucks!   

Jeg ser frem til at komme hjem og hygge med min søn igen. Det er som om jeg ikke har snakket med ham i måneder. Det er en underlig fornemmelse, når man tænker på at jeg hver dag har haft ham oppe på armen og snakket og leget med ham, men nu ikke kan komme til det når jeg gerne selv vil. 

Jeg savner også min hustru meget, men hende snakker jeg med dagligt, så savnet er ikke så bastant som det til min lille dreng. Han gider ikke at snakke med mig i telefonen. Måske kan han ikke rigtig forstå hvad det er for noget. Jeg savner også at træne. Det er godt at svede og det har jeg ikke gjort i lang tid heller. For hvert minut kan jeg mærke hvordan min optrænede styrke svinder hen og bliver til dårligdom. Jeg vil hjeeeeeeeeeeem!