Mad & læring

"Åh min mave er ren af lave; det rumler og tumler som var det sten, og så er det dog kun Mongolian Barbeque ben" ... Asmus, bare fordi der står "buffet", så er det ikke ensbetydende med at der skal hamstres som var der storkonflikt...

Således skrev min gode ven Asmus på sin facebookprofil her til morgen.
Det kunne ikke passe bedre, da jeg jo har truet med at skrive dette indlæg igennem en rum tid nu.
Here goes....

Jeg har elsket og hadet mad på mange måder. Nogle gange har jeg set mad som et nødvendigt onde for at overleve. Andre gange har det faktisk irriteret mig at skulle spilde tid på både at lave og spise mad, når det hele ville være så meget mere effektivt, hvis man kunne slippe for begge dele.
Jeg har forsøgt at spise hele forretsbuffet´er fra ende til anden. Altid uden held. Man kan sgu ikke spise et professionelt spiseforetagende ud af huset, ene mand. Heldigvis!
Jeg er ikke en gourmet på nogen måde. Jeg spiser ikke fine madvarer. Jeg spiser i hvert fald ikke mad, der er finere end mig selv. Spiser du så heller ikke svin? Jo, for fanden. Du er godt nok sjov!
Jeg spiser bare ikke dyr restaurantmad, der bliver tilberedt af folk, der har en længere uddannelse end mig selv. Ikke for at snobbe nedad, men mere fordi jeg ikke har råd.
Paradoksalt nok så har jeg en polak med en kandidatgrad i kunsthistorie til at gå på min arbejdsplads og rydde op efter mig og alle de andre lærere. Det er jeg heller ikke for fin til. En almindelig polak kan slet ikke gøre det. Det skal være en med en kandidatgrad. Det er jo klart dem der er bedst til at gøre rent. Det ved alle.
Tilbage til maden.
Jeg er mest en slags buffet-dude. Det dækker mine behov for mangfoldighed og kvantitet på den bedste måde og til den bedste pris.
De fleste har vel efterhånden indset at man sjældent, for ikke at sige aldrig, får mere end det man betaler for. Står der derfor "Spis hvad du kan for 99,-", ja så kan man næppe spise for 99 kroner. Du kan måske fratage dem et decideret gigantoverskud, men som på kasino, the house allways wins. Dog skal siges at på kasinoer skal der jo også være en enkelt jackpot engang i mellem. Ellers er der ikke noget, der gider at spille der. Drømmen om at vinde den store pulje skal være realisérbar. Om ikke andet, på det teoretiske plan.
Sådan skal det også være ved en spis-hvad-du-kan-buffet. Man skal helst gå derfra med et indtryk af at have spist hvad man kunne og måske endda have tilføjet etablissementet et lille underskud på, i hvert fald, sin egen lille bon.
Det er en syg tankegang, set ud fra et sultende afrikansk barns synspunkt. Set fra en rig vesteuropæers hjørnesofa, forekommer det dog aldeles fornuftigt.

På mange måder ville jeg gerne anse mit arbejde på samme vis. Lær hvad du kan for kun 1400 kroner om måneden. Du må endda gerne forsøge at snyde lidt mere på din tallerken, hvis du kan.
Der er ikke ret mange, der kan finde på at gå ud og spise når man er halvmæt eller måske endda slet ikke sulten. Det ville give underskud på det indre regnskab.
Jeg ville ønske at man kunne gøre det klart for børn og forældre, at der ikke er en øvre grænse for hvad man kan lære i skolen, hvis man vil. Man lægger en vis sum hver måned og er glad bare barnet er glad. Hvorfor ikke sørge for at barnets pennalhus er i orden, madkassen er fyldt, barnet er udhvilet og tilfreds? Hvorfor skal jeg tage højde for den slags i min undervisning? Det ville svare til at buffet-kokken skulle lave en anden slags mad, når gæsterne var trætte eller uoplagte.
Hvorfor er der ikke nogen der prøver at flå mig? Hvorfor tror de, at de bare skal nippe til salaten, når de kunne gå ombord i det svulmende bjerg af kød og visdom, der bare venter på at blive fortæret? Hvorfor så afholdende med at tage læring til sig, når man nu er så udfarende med at tage næring til sig?
Er det for let at komme igennem dagen uden at skulle yde noget? Er det hele ved at gå op i kvalitetstid og hyggestunder?
Jeg vil have ordentlige mennesker med en glubende appetit, hvis jeg må bestemme.

Det må jeg sikkert ikke.

Brandbevidst børnepasning og afretning

Så har jeg sat onkel iPod til at passe mit afkom. Der er intet bedre end at rippe en god Pixar film, smide den på sin iPod Touch og sætte et par Sennheiser hørebøffer på knægtens hoved og håbe at han forstår, at det er for hans eget bedste og ikke fordi at jeg ikke gider at lege med ham.

Det er jo vigtigt at påvirke dem tidligt, så de ikke danner alt for mange, selvstændige meninger om ting & sager.

Nu har jeg også bedre tid til at pleje mine nye og fine venner på Facebook. Jeg er igen blevet venner med en masse celebs. Der er dog et par stykker, som jeg ikke er helt sikre på. Jeg ved i hvert fald ikke hvad de er kendte for. Det må jeg lige huske at google ved lejlighed. Det er vel næsten ikke rigtigt at skrive en mail til sine nye venner og spørge dem selv om de ikke lige vil røbe, hvad de er kendte for. F.eks. blev jeg venner med en vis Asmus Brandt. Jeg aner ikke hvad han er kendt for, men han var på en anden kendis venneliste og havde et sejt profilbillede. Sikkert en der er kendt!

Ok, en lille søgning viste at han er sjov og på blogger. Ups. Tjek hans blog her Klik!

Det her er vist ikke just mit mest kvalificerede indlæg til dato. Research, research research!

Better luck next time!

Selvfedme eller imagepleje

Jeg har tænkt over det der med at være selvfed. På mange måder, er selvfedme det samme som almindelig fedme. De har i hvert fald mange fælles træk.
Hvor fedme sidder på det fysiske og selvfedme sidder på det psykiske, kan man sige, at der i begge tilfælde er tale om livsstilssygdomme, der på længere sigt sætter sig i hjertet.
Ja, det er måske lidt plat, men på mange måder et meget sigende ordspil. Hvis jeg altså selv skal sige det.
Når man begår sig i det offentlige rum, er det oftest med en vis bevidsthed omkring sin gøren og laden. Der er ikke mange, der har lyst til at rende rundt på strøget med en stor portion glemt mad omkring munden. De fleste undgår at vise alt for store følelsesmæssige udsving i offentligheden. Hvis det alligevel smutter og man kommer til at skabe sig ude i verden, med mange mennesker som vidner, er man lidt til grin og vel nærmest en stakkel. Uanset. Vi bruger en masse tid og energi på at holde en forholdsvis anstændig facade oppe.
Forleden, da jeg surfede på Facebook, kom jeg forbi en af mine venners venneliste. På denne liste kunne jeg se at min ven er venner med Maria Hirse på Facebook. Nu er Maria Hirse jo ikke just et verdensnavn, men hun er immervæk almindeligt kendt her i landet. I hvert fald noget mere kendt end undertegnede.
Mens jeg kiggede bemeldte venneliste igennem, kunne jeg godt mærke et lille stik at misundelse over at en af mine venner havde mere kendte venner end mig. Derfor forsøgte jeg at tilføje Maria Hirse som ven. Det lykkedes over al forventning. Nu er hun min ven. Derpå gik jeg på venne-hugst i hendes venneliste og derpå igen på venne-hugst i Casper Christensens venneliste. Nu skal siges at jeg KUN gik efter celebrity-venner. Bare for at se om jeg kan blive venner med alle de kendte.
Det kan man faktisk godt! Lige nu er jeg venner med så store kanoner i dansk showbis som: Anders Bircow, Jonas Elmer, Casper Christensen, Signe Lindkvist, Dan Rachlin, Bo Bech og Claire Ross-Brown.
Jeg ved ikke hvad der er mest ynkeligt:

A) Kendte der er "venner" med mennesker de ikke engang kender.

Eller

B) Almindelige mennesker, der gerne vil være "venner" kendte de ikke kender.

Skal man sige ja til andre folks venneanmodninger, blot fordi man er et kendt menneske? Er man krukket eller fin på den, hvis man ikke gider at være venner med nogle man ikke kender? Er det den slags man er på Facebook for? Det er ikke helt til at forstå.

Jeg er jo selv ligeså slem, når jeg har ansøgt mere end 20 celebs om at være venner. Ingen tvivl om det.
Min grund er at jeg vil være inde i varmen og jeg gad faktisk også godt selv at være kendt og rig. Med tiden kunne jeg måske udgive en plade, som så mange andre semi-kendte gør det. Jeg er desværre for gammel og fed og gift til at komme med i Paradise Hotel. Det virker ellers som et optimalt springbræt til fame´n´fortune. I hvert fald for pigerne, hvis de viser bryster og knalder i den bedste sendetid. Egentlig lidt sjovt at man sådan forguder pornomodeller for tiden. En ting er at Susan K er berømt i Danmark for at gøre sig til, som den liderlige skøge, hun nu engang er. Men at man på samme måde lefler for Katja K, der jo ikke har hverken talentet eller intelligensen med sig, kan sgu gøre mig en smule deprimeret.
I USA, af alle steder, er Jenna Jameson blevet brugt som postergirl for Jackson Guitars. Jeg er ikke sikker på at hun på nogen måde kan spille på en guitar. Men det er vel heller ikke specielt vedkommende i den sammenhæng?

Er man tilpas selvfed, ikke alt for blufærdig, lidt mere end almindeligt liderlig, ikke for grim, ja så kan man sikkert score sig en kendis-grad.
Det er så her at janteloven giver mening. Det er jo altid de folk, der ikke har noget at have det i, som klager over at janteloven er stærk i Danmark. Oliver Bjerrehuus mener at det er janteloven, der fjerner ham fra Vild Med Dans. Nix Oliver, det er nærmere din elendige sociale evner og det faktum at du danser som en crack whore på afvænning, der sendte dig ud.

Janteloven har på ALLE måder en berettigelse. Det er jo mangel på jantelov, der får det ene fjols efter det andet til at stille op til samtlige "talent" shows på tv. Havde der været nogen, der havde sagt til ADHD-tvillingerne at de ikke skulle tro at de var noget, havde de nok været fri for den enorme ydmygelse, som deres tv-optræden tvang dem igennem. Er det et værdigt liv at blive kørt igennem det ene aftenshow efter det andet mens man skal synge den samme sang på den samme måde gang på gang? End ikke De Sorte Spejdere var for fine til at ydmyge et par handicappede børn i deres program. Noget af det signifikante ved netop ADHD, er jo at være ude af stand til at aflæse en situation. Så kunne forældrene jo have gjort noget. Ofte lider enten den ene eller måske endda begge forældre også af ADHD. Så er der jo ikke nogen tilbage til at bedømme om det er en god eller dårlig idé at optræde på et landsdækkende tv-program. Hvis der så heller ikke er noget moralsk kodeks fra casternes side, ja så kommer vi til at se på handicappede stakler, der gør sig selv til grin, så vi kan få det bedre med os selv. Se det er sgu da et værdigt argument for janteloven. Den er slet ikke så skidt en ting, som mange gerne vil gøre den til.
Det er kun tabere, der ikke kan lide janteloven. Hvad med Bjarne Riis? Det ene år fejret som en helt, det næste en taber. Ja, faktisk også med rette. Det er ret signifikant at man ikke kan toppe i mere end 2 - 3 år, når man doper sig. Kroppen kan ikke holde til mere. Det var jo ikke janteloven, der hev Bjarne Riis ned. Det var hans trang til at blive i rampelyset efter at hans billet var udløbet, der fik ham til at være en idiot. At han så kun kunne være en helt med EPO i blodet, viser vel bare endnu mere at han skulle have ladet sig påvirke af janteloven. Du skal ikke tro at du er bedre end os, hvis du kun kan være bedre ved at tage ulovlige stoffer!
Faktisk kunne det være rigtig fint med en anelse mere jantelov.

Jeg har lavet en lille video, der gerne skulle vise hvorfor janteloven skulle være mere fremherskende. Den er selvfed, meningsløs, selvsmagende, indholdsløs og i det hele taget irrelevant på alle måder. Tjek den lige ud og se om ikke at jeg skulle have lyttet til nogle af jantelovens ord...

På den anden side, kan det jo være at jeg bliver berømt og så kommer i tv og måske kan blive venner med Mary & Frederik, der jo kun kan være venner med rige mennesker. Måske kan det ende med at jeg får mig en retræte-post som quizmaster på TV2-Charlie i en alder af 38 år. Så sidder jeg da sikkert på flæsket til jeg er langt oppe over den ordinære pensionsalder.
Ville det ikke være fint med en celebrity med mine evner? Det er da lige det Danmark har brug for.
Gør mig berømt!

(Jeg kan ikke selv)

Merci til Mercenary

Så er det en dejlig søndag med sol og næsten total vindstille vejrligheder. Der er lidt roligt lige for nu, da sønnen sover og konen er i haven.

Jeg er blevet lidt til grin på Facebook, fordi der er en morsom sjæl i min kollegakreds, som har fået den idé at photoshoppe lidt på

et lidt småuheldigt billede som blev taget under den fælleslejr, som jeg var på sammen med mit arbejde. Kort og godt skete der følgende: Jeg stod og noterede nogle point på en pointtavle og havde iført mig en ærmeløs t-shirt. Det kan åbenbart trigge en hel del hos mange andre mennesker. I hvert fald kom min nye kollega Jacob hen til mig og lavede den der jeg-puster-mig-op attitude med sin uhyggeligt

tynde overarm. Dette fik mig til at indtage den samme positur og samtidig lægge ansigtet i et nogle lidt for veltilfredse folder. En af eleverne sad med et kamera og klik! The rest is history, som man siger. Kan man ikke sige andet, så kan man da konstatere at artsdiversiteten hos homo sapiens er ikke bare stor, men faktisk overraskende stor. Billedet blev printet ud i A4 og hænger nu på lærerværelset og pryder opslagstavlen. Eller det gjorde det, for nu er det altså skiftet ud med en version, hvor man har valgt at bytte om på hovederne. Det skal siges at det er gjort på en håndværksmæssig rigtig fin facon, så det rent faktisk ser ret realistisk ud.

Det eneste der ikke lige passer sammen på billedet, er skyggernes placering og det alt for selvsikre udtryk. Jeg lader dig selv regne ud hvilket af billederne der er det originale og hvilket der er decideret historieforfalskning.... Skandaløs skandale!

Resultatet er nu at Jacob nu strutter ef en ny og, ikke mindst, falsk selvtillid, mens jeg straffer håndvægte på fuldtid, så jeg ikke ender som Jacob. Det er sgu en skør skør verden, som vi lever i.

I går tog jeg, sammen med min gode ven Asmus, til koncert på Train i Århus. Der er jo byfest i Århus i disse dage, så der plejer at være gang i den. Det var der imidlertid ikke. Måske var de fleste trætte efter at have pjækket fra arbejde og være hung over i det meste at en uge. Der var i hvert fald ikke særlig mange mennesker på Train denne aften.

Måske kunne man skyde skylden på arrangementets karakter? En 4 dobbelt koncert med heavy metal af allerværste skuffe præsenteret af MTV´s Headbangers Ball. Det er åbenbart ikke rigtig noget der trækker folk op af den læderbetrukne.

Vi nåede ikke lige at se Last Mile, men det kommer vi nok over med tiden. Pilgrimz var meget sjove og entusiastiske og supertunge, men deres musik kan sgu nok ikke just beskyldes for at være fængende. Raunchy er et lidt underligt band, som vist ikke kan finde ud af om de vil være poppede eller helt vildt tunge. Jeg kender ikke rigtig så meget til deres musik, men Asmus forsikrede mig om at de lyder fedt på cd. De lød, ærlig talt, ikke særlig overbevisende live. Jeg kunne se at de spillede på livet løs og havde en masse detaljer i deres musik. Desværre var lyden så rodet at man ikke rigtig kunne skelne det store. Det var vel egentlig bare en massiv mur af larm.

Så gik Mercenary på scenen. Det var primært derfor jeg overhovedet gad at tage ind og lugte til andre menneskers sved og tarmgasser. For nogle år siden så jeg dem spille sammen med Invocator i Esbjerg. De overraskede mig en del ved at være melodiøse og dygtige til at spille. Jeg have måske lidt en forventning om at et band fra Aalborg ville spille med den ene finger i måsen og udelukkede synge om at fulde sig i Jomfru Ane Gade. Heldigvis blev mine fordomme gjort til skamme dengang i Esbjerg. Siden har jeg købt deres nyeste album Architect of lies og lyttet til det omkring 100 gange i forbindelse med min træning og gåture med hunden. Det er et killeralbum og jeg skal da lige love for at Mercenary også lagde op til et killersæt da de gik på med alle sejt sat. Så kan man sgu se hvad talent blandet op med disciplin i øvelokalet kan føre til. Jeg vil i hvert fald undre mig om de ikke blev til noget stort indenfor heavy verdenen. Kort fortalt: god lyd, gode sange, superdygtig forsanger, dygtige musikere. Så kan man vist ikke rigtig forlange meget mere. Måske kunne man ønske sig lidt flere publikummer, men måske er genren ikke rigtig bred nok til det.

Uanset, jeg vil gerne sige merci til Mercenary. Det var sgu en fin koncert!

Jeg, en has-been.....

Ja, det er sent og det er en rum tid siden jeg sidst har blogget ligegyldigheder efter den der gider læse dette. 

Sagen er den at Netto eller Aldi har været ganske uinteressante i de beløb der har mig afkrævet. Så det kan jeg jo ikke berette om. Desuden har jeg holdt ferie i hjemmet. Det er heller ikke sindsoprivende spændende, men dejligt alligevel. Jeg er jo blevet så gammel at jeg faktisk gerne sidder og glor på en eller anden skodgenudsendelse mens jeg glæder mig over at have tag over hovedet.

Jeg havde den mest forunderlige rejse tilbage i tiden forleden. Min søde kone Camilla, har en veninde og denne veninde har en mand, som har spillet spade i Exmortem (death metal fra Århus). Vi var på café på sådan en slags dobbeltdate (faktisk trippel, da vi begge havde vores sønner med). Så kunne vi jo passende snakke om vores fortid som rockmusikere og om alle de mennesker vi kender og kendte ad den vej. Det var sgu lidt sjovt at strolle lidt ned af Memory Lane og mindes dengang man var noget ved musikken (nu var ham her gutten nok noget mere end mig, men han kunne godt give mig lidt velvillige ord med på vejen, så jeg ikke følte mig som en total taber).

Denne rejse tilbage i fortiden, fik mig til at søge lidt på Facebook. Der er faktisk mange af de gamle hoveder fra min fortid derinde. Det er egentlig sjovt som vi alle er blevet ældre og mere voksne at se på. Ja altså alle undtagen mig. Jeg er stadig ikke rigtig blevet voksen og ser også meget yngre ud end alle de andre. Jeg har i hvert fald noget mere hår end de fleste andre på min alder. Det er positivt.

Jeg gad på mange måder godt vide hvad de andre laver og om de er tilfredse med det. Det er bare ikke noget man spørger mennesker på Facebook om. Der skal det hele gå op i Funwalls og lorteapplications, hvor man skal stavnbinde 30 andre venner for at se et eller andet ligegyldigt resultat af en latterlig og idiotisk test, der til sidst viser at man er Rachel fra Venner. Jeg ville hellere være Joey!

Det er nok meget signifikant at min allerbedste ven, Asmus, rent faktisk er på Facebook osse, men vi er ikke venner der. Det er vi i virkeligheden i stedet. Tag den cyberspace og sociale netværk (min bare röv!).

Sådan er der så meget, som jeg er ligeglad med, men ikke kan lade være med at have en mening om alligevel. Jeg spilder vores tid. Sorry.

Forresten kom jeg til at gabe på billedet. Jeg ville lave et sjovt billede, men blev overmandet af et gab, som fik mig til at trykke på musen og så kunne jeg ikke slippe ud af gabet i tide. Det kan jo ske for enhver....eller?