Mad & læring

"Åh min mave er ren af lave; det rumler og tumler som var det sten, og så er det dog kun Mongolian Barbeque ben" ... Asmus, bare fordi der står "buffet", så er det ikke ensbetydende med at der skal hamstres som var der storkonflikt...

Således skrev min gode ven Asmus på sin facebookprofil her til morgen.
Det kunne ikke passe bedre, da jeg jo har truet med at skrive dette indlæg igennem en rum tid nu.
Here goes....

Jeg har elsket og hadet mad på mange måder. Nogle gange har jeg set mad som et nødvendigt onde for at overleve. Andre gange har det faktisk irriteret mig at skulle spilde tid på både at lave og spise mad, når det hele ville være så meget mere effektivt, hvis man kunne slippe for begge dele.
Jeg har forsøgt at spise hele forretsbuffet´er fra ende til anden. Altid uden held. Man kan sgu ikke spise et professionelt spiseforetagende ud af huset, ene mand. Heldigvis!
Jeg er ikke en gourmet på nogen måde. Jeg spiser ikke fine madvarer. Jeg spiser i hvert fald ikke mad, der er finere end mig selv. Spiser du så heller ikke svin? Jo, for fanden. Du er godt nok sjov!
Jeg spiser bare ikke dyr restaurantmad, der bliver tilberedt af folk, der har en længere uddannelse end mig selv. Ikke for at snobbe nedad, men mere fordi jeg ikke har råd.
Paradoksalt nok så har jeg en polak med en kandidatgrad i kunsthistorie til at gå på min arbejdsplads og rydde op efter mig og alle de andre lærere. Det er jeg heller ikke for fin til. En almindelig polak kan slet ikke gøre det. Det skal være en med en kandidatgrad. Det er jo klart dem der er bedst til at gøre rent. Det ved alle.
Tilbage til maden.
Jeg er mest en slags buffet-dude. Det dækker mine behov for mangfoldighed og kvantitet på den bedste måde og til den bedste pris.
De fleste har vel efterhånden indset at man sjældent, for ikke at sige aldrig, får mere end det man betaler for. Står der derfor "Spis hvad du kan for 99,-", ja så kan man næppe spise for 99 kroner. Du kan måske fratage dem et decideret gigantoverskud, men som på kasino, the house allways wins. Dog skal siges at på kasinoer skal der jo også være en enkelt jackpot engang i mellem. Ellers er der ikke noget, der gider at spille der. Drømmen om at vinde den store pulje skal være realisérbar. Om ikke andet, på det teoretiske plan.
Sådan skal det også være ved en spis-hvad-du-kan-buffet. Man skal helst gå derfra med et indtryk af at have spist hvad man kunne og måske endda have tilføjet etablissementet et lille underskud på, i hvert fald, sin egen lille bon.
Det er en syg tankegang, set ud fra et sultende afrikansk barns synspunkt. Set fra en rig vesteuropæers hjørnesofa, forekommer det dog aldeles fornuftigt.

På mange måder ville jeg gerne anse mit arbejde på samme vis. Lær hvad du kan for kun 1400 kroner om måneden. Du må endda gerne forsøge at snyde lidt mere på din tallerken, hvis du kan.
Der er ikke ret mange, der kan finde på at gå ud og spise når man er halvmæt eller måske endda slet ikke sulten. Det ville give underskud på det indre regnskab.
Jeg ville ønske at man kunne gøre det klart for børn og forældre, at der ikke er en øvre grænse for hvad man kan lære i skolen, hvis man vil. Man lægger en vis sum hver måned og er glad bare barnet er glad. Hvorfor ikke sørge for at barnets pennalhus er i orden, madkassen er fyldt, barnet er udhvilet og tilfreds? Hvorfor skal jeg tage højde for den slags i min undervisning? Det ville svare til at buffet-kokken skulle lave en anden slags mad, når gæsterne var trætte eller uoplagte.
Hvorfor er der ikke nogen der prøver at flå mig? Hvorfor tror de, at de bare skal nippe til salaten, når de kunne gå ombord i det svulmende bjerg af kød og visdom, der bare venter på at blive fortæret? Hvorfor så afholdende med at tage læring til sig, når man nu er så udfarende med at tage næring til sig?
Er det for let at komme igennem dagen uden at skulle yde noget? Er det hele ved at gå op i kvalitetstid og hyggestunder?
Jeg vil have ordentlige mennesker med en glubende appetit, hvis jeg må bestemme.

Det må jeg sikkert ikke.

Ting, tanker og træning

Det er jo noget nær sommer her på mine kanter. Solen skinner og kornet modnes. Lige nu jager landmændene godt nok rundt som hovedløse høns, fordi de skal nå et høste før de varslede skybrud kommer og ødelægger hele udbyttet. Hvis man kender bønderne ret, så når de det ikke, bare så de kan klage deres nød til alle, der gider høre på dem. Inklusive Udvalget for Tildeling af Landbrugsstøtte i EU, der jo nok kan lokkes til at smide et par mia. i retning af de klemte landmænd.

Jeg har jo slået mig op som lidt af en madanmelder, her i det forrige blogindlæg. Det er egentlig ikke noget jeg er kvalificeret til, men det argument afholder på den anden side heller ikke Reimer Bo fra at lave det han laver. Helt tilfældigt er jeg kommet til at besøge endnu en fastfood joint, der da lige skal have et par ord med på vejen. Denne skal man dog bemærke at det ikke er dette steds kerneydelse at fremstille fastfood, men mere er af en dannelsesmæssig karakter. Jeg var i Randers Regnskov sammen med min hustru og mit afkom. Det er på alle måder prisværdigt at kunne komme til at studere regnskovsdyr og planter uden at skulle rejse ud af regionen. Det kan der ikke siges noget skidt om. Især min søn er vild med at glo på alle mulige dyr. Hajen er et sikkert hit.
Når man nu har vadet rundt i den silende regnskov i et par kvarter, er man jo ved at være sulten. Det kan man bekæmpe ved at spise sin medbragte madpakke. For at komme så vidt, skal man kæmpe sig igennem to kupler og så kan man slå sig ned i en madpakkestue. Vi havde imidlertid ikke taget madpakker med, så vi købte os noget føde i regnskovens "restaurant". Det ville nok være mere mere korrekt at betegne det som et cafeteria. Vi valgte os en Regnskovsburger til de voksne og en tallerken med en pølse og nogle pommes frites til den lille. Dertil cola og et par spande ketchup. Egentlig kan man ikke sige at det var decideret dyrt, men man kan sgu godt nok heller ikke beskylde burgeren for at have smagt af noget særligt. Jeg har faktisk mødt den første burger, som jeg ikke kunne lide. Det afholdt mig ikke på nogen måde fra at forsøge at æde mig igennem den alligevel. Denne gang lykkedes det dog ikke.
Man kan ikke sige noget dårligt om Randers Regnskov generelt. Dyrene har det godt og der er gode forhold for gæsterne. Jeg er dog bestyrtet over den elendige mad, som de byder deres gæster. Det kan da ikke passe at man skal have sådan en omgang hundeæde, når nu alt andet er så meget mere i orden. Næste gang hedder der noget med madpakker eller en tur på Sunset Boulevard lige syd for Randers. Der er maden heller ikke nogen storslået gastronomisk oplevelse, men den er rimelig spiselig og smager da af noget.
Jeg er ikke faldet for det der fedtfattige sludder om deres mad. Fastfood er nu engang fastfood. Færdiglavet mad/halvfabrikata er ikke nær så sundt, som det man selv kan fremstille i sit køkken. Det samme gør sig, for så vidt, gældende for ikke så få Michelin-restautanter. Samtidig skal man jo huske at fedtfattigt ikke nødvendigvis er det samme som at det er sundt. Tænk her på f.eks. nødder og fisk, der jo er fede, men samtidig sunde. Man skal vist huske at kigge på lidt flere aspekter, når man skal vælge sund mad til sig og sine.
Jeg kan ikke lade være med at anbefale Sylvester Stallones bog endnu en gang. Den er rimelig fornuftig i sin tilgang til fødevarer og sundhed. Desuden må den siges at have et rigtig godt afsnit omkring styrketræning, der på alle måder må siges at virke. Køb den!

Jeg overvejer, for tiden, at anskaffe mig en af de der store bolde, som man kan ligge på og lave mavebøjninger og den slags på. Jeg synes at jeg mangler lidt mere specifik core-træning. Jeg er knokkelstærk i de store muskler, men trænger til lidt mere styr på de mindre muskler omkring kropskernen. Jeg har godt nok set at det er noget en Wii kan hjælpe med, men jeg tror ikke at jeg kan retfærdiggøre en sådan investering i et underholdningsapparat, som jeg ikke rigtig kan finde tiden til at bruge alligevel. Desuden er det vist mest noget for damer. Det her Klik! ser forresten også ret cool ud. Man kan vel godt have det sjovt mens man får lækre mavemuskler?

En tur i truckerland

Man kunne jo tro at jeg har lagt i kakkelovnen for at give vore stolte langturschauffører et skud for boven denne gang.
Intet kunne være mere forkert!
Jeg har været på en lille kulturel berigelsestur idag. Det er netop den, som jeg gerne vil berette om.
Jeg havde fået overtalt min søde hustru til at vi skulle gå i biffen og se Anders Matthesens Sorte Kugler i biffen i Esbjerg. Nu er det åbenbart den eneste biograf i det vestjyske, der viser filmen om eftermiddagen. Derfor måtte det blive i denne vestjyske fiskeriperle af en by at jeg skulle få den fornøjelse at se lidt om Andens syn på karma og filmmediet.
Lad det være sagt med det samme: Filmen er som så ikke dårlig. Jeg kan fint forholde mig til at man får det igen, som man giver og det der shit. Mest fordi det, som oftest, er rigtigt nok. Jeg har selv et par eksempler på netop dette.
Rent teknisk er der ikke noget i vejen med filmen og jeg fik mig et par gode grin undervejs igennem. Jeg synes dog at slutningen er lidt tyk og at det der karma-fis er gjort sådan lidt til noget enten/eller. Enten er du god eller også dør du og din familie en smertefuld lorte-død. Hvis det var sådan i den virkelige verden, har karmafolkene et forklaringsproblem med Mike Tyson og pedellen på Valdemarskolen i 1980´erne.

Umiddelbart før vi gik i biffen, kørte vi ned på strøget i Esbjerg, der jo er Danmarks længste gågade. Det sjove ved Kongensgade i Esbjerg, er at der er to rådne ender. Både den ende, der ligger op mod det gamle "City Center" og den ende, der ligger ned mod banegården er rådne og trælse at gå rundt i. Begge steder er der masser af bumser og tiggere. Hvis man bare holder sig på midterstrækningen af gågaden, så skal man nok komme levende igennem. Så den der med den længste gågade, er vist lidt søgt. Hvis man trækker de to rådne ender fra, så er Esbjergs gågade ikke en skid længere end den de har i Århus.

For at komme tilbage til formålet med at nævne strøget:
Aldrig i min tid som et observerende menneske, har jeg set så mange opdullede truckertøser, men så latterlig lidt at have det i. Aldrig! Never! Niemals!
Helt affarvet hår, måske med lidt sort i. Enten helt sort tøj eller helt hvidt ditto. Piercinger i krydderen. Du ved, den lille "pikante" stift i næsen eller den der latterlige stud i ansigts-kødet mellem kind, overlæbe og næse. Sjovt som mange tror at de gør deres træk finere ved at forurene dem med et stykke malplaceret metal.
Jeg er i en mild form for intolerance-trauma. Er det grundvandet eller fiskeriet, der fremavler så mange truckertøser? Hvorfor lige Esbjerg? Det er jo Danmarks 5. største by. Det betyder at der er rigtig mange af dem. Kunne de ikke have valgt at samle dem i Frifelt eller Arnum?
Uanset. Det var sgu en oplevelse og en forklaring på, hvorfor jeg aldrig har scoret i byen i Esbjerg. Det var ikke mig den var gal med!

Efter en tur i biffen med slik og cola, kan man jo kun byde sin krop endnu mere lort. Derfor tog vi på Burger King for at få kolesteroltallet banket lidt op på skalaen. Der kan siges meget godt om junkfood. Især er det da som skabt til tømmermænd. Nu havde jeg bare ikke tømmermænd og var vel egentlig ikke sulten heller. Det forhindrede mig imidlertid ikke i at fortære en hel menu, eller Meal, som det hedder på Burger-King-lingo. Den mest kendetegnende forskel på Burger King og MacDonalds, er nok at Burger King vælger at napalm-stege deres bøffer. De kalder det godt nok Flame-grilled, men det smager sgu ikke af flammer, men af brændt på.
På betjeningssiden, kan man i hvert fald ikke kende forskel på de to giganter.

Mig: Jeg vil gerne have et Big King -meal med cola og ketchup....
Burger King teenager: Mener du et Big King XXL -meal? Hvad skal du have til dine pommes frites?
Mig: Nej, jeg mener sgu da et Big King -meal, når det er det jeg siger. Hvad tror du jeg skal bruge ketchup til, hvis det ikke er til mine pommes frites?
Burger King teenager: Nåja.... excuse me, siger jeg bare...

Kan man da for fanden indlære den der mer-salgs-remse så meget, at man ikke er i stand til at indgå i en ægte dialog med levende mennesker?
Jeg frygter for min alderdom.

Her kunne jeg så godt lave en lille satirisk dialog over, hvordan mit møde med hjemmeplejen ville gå, men det orker jeg ikke rigtig. Måske en anden gang.