18 juli, 2009

Ting, tanker og træning

Det er jo noget nær sommer her på mine kanter. Solen skinner og kornet modnes. Lige nu jager landmændene godt nok rundt som hovedløse høns, fordi de skal nå et høste før de varslede skybrud kommer og ødelægger hele udbyttet. Hvis man kender bønderne ret, så når de det ikke, bare så de kan klage deres nød til alle, der gider høre på dem. Inklusive Udvalget for Tildeling af Landbrugsstøtte i EU, der jo nok kan lokkes til at smide et par mia. i retning af de klemte landmænd.

Jeg har jo slået mig op som lidt af en madanmelder, her i det forrige blogindlæg. Det er egentlig ikke noget jeg er kvalificeret til, men det argument afholder på den anden side heller ikke Reimer Bo fra at lave det han laver. Helt tilfældigt er jeg kommet til at besøge endnu en fastfood joint, der da lige skal have et par ord med på vejen. Denne skal man dog bemærke at det ikke er dette steds kerneydelse at fremstille fastfood, men mere er af en dannelsesmæssig karakter. Jeg var i Randers Regnskov sammen med min hustru og mit afkom. Det er på alle måder prisværdigt at kunne komme til at studere regnskovsdyr og planter uden at skulle rejse ud af regionen. Det kan der ikke siges noget skidt om. Især min søn er vild med at glo på alle mulige dyr. Hajen er et sikkert hit.
Når man nu har vadet rundt i den silende regnskov i et par kvarter, er man jo ved at være sulten. Det kan man bekæmpe ved at spise sin medbragte madpakke. For at komme så vidt, skal man kæmpe sig igennem to kupler og så kan man slå sig ned i en madpakkestue. Vi havde imidlertid ikke taget madpakker med, så vi købte os noget føde i regnskovens "restaurant". Det ville nok være mere mere korrekt at betegne det som et cafeteria. Vi valgte os en Regnskovsburger til de voksne og en tallerken med en pølse og nogle pommes frites til den lille. Dertil cola og et par spande ketchup. Egentlig kan man ikke sige at det var decideret dyrt, men man kan sgu godt nok heller ikke beskylde burgeren for at have smagt af noget særligt. Jeg har faktisk mødt den første burger, som jeg ikke kunne lide. Det afholdt mig ikke på nogen måde fra at forsøge at æde mig igennem den alligevel. Denne gang lykkedes det dog ikke.
Man kan ikke sige noget dårligt om Randers Regnskov generelt. Dyrene har det godt og der er gode forhold for gæsterne. Jeg er dog bestyrtet over den elendige mad, som de byder deres gæster. Det kan da ikke passe at man skal have sådan en omgang hundeæde, når nu alt andet er så meget mere i orden. Næste gang hedder der noget med madpakker eller en tur på Sunset Boulevard lige syd for Randers. Der er maden heller ikke nogen storslået gastronomisk oplevelse, men den er rimelig spiselig og smager da af noget.
Jeg er ikke faldet for det der fedtfattige sludder om deres mad. Fastfood er nu engang fastfood. Færdiglavet mad/halvfabrikata er ikke nær så sundt, som det man selv kan fremstille i sit køkken. Det samme gør sig, for så vidt, gældende for ikke så få Michelin-restautanter. Samtidig skal man jo huske at fedtfattigt ikke nødvendigvis er det samme som at det er sundt. Tænk her på f.eks. nødder og fisk, der jo er fede, men samtidig sunde. Man skal vist huske at kigge på lidt flere aspekter, når man skal vælge sund mad til sig og sine.
Jeg kan ikke lade være med at anbefale Sylvester Stallones bog endnu en gang. Den er rimelig fornuftig i sin tilgang til fødevarer og sundhed. Desuden må den siges at have et rigtig godt afsnit omkring styrketræning, der på alle måder må siges at virke. Køb den!

Jeg overvejer, for tiden, at anskaffe mig en af de der store bolde, som man kan ligge på og lave mavebøjninger og den slags på. Jeg synes at jeg mangler lidt mere specifik core-træning. Jeg er knokkelstærk i de store muskler, men trænger til lidt mere styr på de mindre muskler omkring kropskernen. Jeg har godt nok set at det er noget en Wii kan hjælpe med, men jeg tror ikke at jeg kan retfærdiggøre en sådan investering i et underholdningsapparat, som jeg ikke rigtig kan finde tiden til at bruge alligevel. Desuden er det vist mest noget for damer. Det her Klik! ser forresten også ret cool ud. Man kan vel godt have det sjovt mens man får lækre mavemuskler?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar