Dobbeltmoralitet

Tidligere har jeg skræppet op om mange småting. Mest mig selv faktisk. Det kommer ikke til at ændre sig det store, hverken i det nye år eller det indeværende. Mit liv har én central person, nemlig mig. Der er mange andre i min umiddelbare periferi, men jeg er dog den mest centrale i mit solsystem. Det er der, for så vidt, vel heller ikke noget galt med. Jeg har sludret om at ville blive berømt på mine manglende talenter. Jeg har faktisk ikke engang talent nok til ikke at have talent. Trist og tragisk. Eller er det egentlig? Der er mange derude, der burde skamme sig over den, omend ganske lille, celebritystatus de har fået sig.
Jeg er "venner" med en vis Marlene Hasselblad på Facebook. I denne tid efterlyser hun folk, der har været udsat for incest af nogen de holdt af. De skal bruges i hendes kommende bog med den dybe og empatiske titel: Når kærlighed gør nas. Her har vi da virkelig fået lort under neglene og ramt en decideret sprogmæssig guldåre. Jeg tror sgu at den form for kærlighed beskrives bedre med nogle lidt andre ord end lige nas. Magen til selvsmagende medieliderlig blålys skal man sgu da vist lede længe efter. Ikke at det ville være nogen gevinst at finde flere af hendes slags.
Hvorfor er du så venner med dåsen, kunne du jo spørge mig om. Det skyldes jo nok min åbenlyse dobbeltmoral og trang til at finde andres ditto og pege fingre af den. Det er vist hele den der lignelse med tornen i min broders øje og bjælken i mit eget...
Når vi nu er ved emnet, så kom jeg i tanke om en lille tildragelse fra juleaften.
Min søn gider ikke spise det der flødeoppiskede risengrød med kirsebærsovs til. Det kan jeg ikke fortænke ham i, for jeg gider sgu heller ikke at spise det. Jeg gør det bare fordi jeg er grådig og fordi jeg kan skjule meget af den dårlige smag med rigelige mængder ahornsirup eller karamelsovs.
Uanset, så gad min kloge søn ikke at æde det. Jeg er jo en blød far, så jeg syntes at han skulle have lidt dessert til sit livs tredie juleaften. Derfor varmede jeg tre pandekager til ham og serverede dem med sukker på hans tallerken. Dette fik straks hans bedstefader til at udbryde om ikke at den dreng var lidt for forkælet. 30 minutter senere er selvsamme bedstefar med til at give selvsamme dreng ikke mindre end 20 julegaver. Her dog uden at mene noget om forkælelse. Interessant sondring. Kan det spises, er det forkælelse, kan det give kræft og allergi på grund af billige kinesiske fremstillingsmetoder, er det helt fint.
Sådan er der så meget i vejen med alle andre end mig selv.
For helt at kvæle dig, kære læser, i dobbeltmoral, vil jeg lade dig læse min juleepistel fra mit arbejdes allersidste ugebrev i år. Det er en fast tradition at jeg, hvert år, skriver en lille moralitet af en ligegyldighed om Sallings lingeriafdeling og mine oplevelser der. Billedet i starten af teksten er faktisk taget i netop Sallings lingeriafdeling den 23. december i år.
Enjoy!


Kære allesammen!
Så sidder man her, med en klimakonference og en julefrokost dunkende i baghovedet. Set i bakspejlet, kunne det nok have været sundere for mit velbefindende i skrivende stund, at have tilbragt natten i politiets Guantanamo-bure for klimalømler. Desværre har jeg ret tidligt indset at mine forhandlingsmuligheder indskrænkes væsentligt, hvis jeg argumenterer med vold eller brosten. At man så kan have svært ved at argumentere for at vold mod tjenestemand i funktion skulle kunne gavne klimaet, medmindre man jævnligt inkaldes for at nulstille Kommunehospitalets IQ-måler, er jo en helt anden sag.
Både hvad angår indespærring på grund af optøjer eller dunkende baghoved på grund af julefrokost, så er tingene jo snittet på så snedig vis, at man selv kan bestemme om man vil opleve netop dette. Jeg fravalgte slag med stav og valgte aktivt dobbeltsyn, feber og migræne til. Sådan kan det gå.

Det er netop denne bevidsthed om muligheden for at påføre mig selv pinsler eller fravælge selvsamme, der år på år bliver gjort til skamme når jeg, med blodskudte øjne og let forhøjet puls, står i Sallings lingeriafdeling og leder efter den der lille frække sag fra Aubade, den 23. december lige før lukketid. Hvad gør man ikke for at gøre den signifikante anden glad og tilfreds?
Man risikerer liv og helbred i denne desperate kamp for få den sidste 70DD med balkonette. Og det med rette. Julen er jo hjerternes fest og det skal man tage alvorligt.
Der er ikke nogen, der er kommet helskindet igennem at, med drømmende blik, give en for stor BH og en for lille trusse til sin udkårne. Så kan man lige så godt skrive et tilgodebevis på et par større bryster og en mindre röv til sin kommende ekskone. Den febrile tur på gulvet sammen med de andre svedende mænd og alt for få tilbageblevne lingerieffekter, giver håb om endnu et år den den ægteskabelige ballongynge. Hvis blot kvinderne vidste hvilke lidelser man må gennemgå for, med største selvfølgelighed, at kunne lægge en lille blød pakke under juletræet. Det ender nok med at forblive en hemmelighed. Måske godt det samme?
Tænd lidt færre lys, stryg en betjent med hårene og opsøg kun de lidelser du er klar til at gennemgå. Så skal det hele nok flaske sig igen et års tid.
Glædelig jul og godt nytår!
Santa Klaus