En gang, da træerne var lidt grønnere og græsset knap så nyklippet, var der en lille skole i det nordlige Århus, som afholdt årlige kunstemner for alle børnene på skolen. Det er der ikke noget odiøst i, da selvsamme skole gør nøjagtigt det samme den dag idag. Blot var dette specielle kunstemne noget særligt. I hvert fald for mig. Der er flere historiske eksempler på at jeg skal holde min store kæft.
Jeg endte f.eks. som lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tid.
Jeg endte som fysik/kemi-lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tidspunkt.
Jeg endte med at skulle lære at lave raku-keramik til skolens toiletter fordi jeg ikke kunne lukke munden.
Hvorfor kan jeg ikke bare tabe ansigt eller give efter og indrømme at der er noget jeg ikke har forstand på? Hvorfor skal jeg altid lige forsøge at tage 8 sekunders almen undren i projektørernes lys og derpå 3 måneders slid og slæb for at "put my money where my mouth is"? Skal jeg altid både "talk the talk and walk the walk"? Der må sgu da være en lettere måde at få opmærksomhed og anerkendelse på.
På samme måde kom jeg til at stå for at arrangere kunstemnet i et eller andet år i midten af halvfemserne. Jeg var lidt indebrændt over at de tidligere kunstemner havde handlet om at tegne fugle eller løver. Hvad er det for noget at spilde 14 dages undervisning på? Er det ikke en lige lovligt spids spidskompetence af gå ud af skolen med? Det er jo fint at tænke den slags, men man kan nu godt overveje om man også skal udtale sig om det. I hvert fald kom jeg til at få en ambition om at ville lave verdens bedste kunstemne på Børnenes Friskole... ever... punktum!
Ja, nu kunne man jo forledes til at tro at jeg er en megalomanisk narrøv med et lidt velvoksent ego. Ja, det er nok sagtens muligt, men jeg er ikke helt blanket af for en vis realitetssans. Jeg er jo ikke verdens klogeste udi kunst og kunsthistorie. Det er Rikke til gengæld. Rikke hedder Duve til efternavn og læste, på daværende tidspunkt til kunsthistoriker på Århus Universitet. Jeg kender Rikke fordi vi har gået i klasse sammen i gymnasiet og også endte med at bo sammen i omkring 5 år i forbindelse med at vi var kærester. Hun havde også to kumpaner, hvoraf den ene hed Louise og den anden hed noget andet.
Sammen med disse tre unge kvinder, satte jeg mig ned og begyndte at planlægge et kunstemne to end all kunstemner. The mother of all kunstemner. The mothership of kunstemne.... ja, you get the point.
Vi fik kradset en masse idéer ned og snakket en masse igennem. Temaet blev impressionisterne i Frankrig. Så skulle der for det første være en masse begreber som børnene kunne tilegne sig og for det andet en mængde nye teknikker, som børnene kunne lære.
Det endte ud med en opdeling af emnet, så den første tid skulle bruges på oplæg og på at få færdigheder, mens den anden del skulle bruges på at få brugt de lærte færdigheder.
Børnene blev delt op i familiegrupper på tværs af klasserne. Dette både for at skabe en vis samhørighed på tværs af skolen, men også for at give de største børn en mulighed for at være tutorer for de mindre.
For at de store ikke skulle kede sig om eftermiddagen, lavede vi et udkast til en avis, med forbillede i de franske vægaviser fra impressionisternes tid. Så var det meningen at jeg skulle fungere som chefredaktøren Claude d´Evalde, der bandt børnenes historier sammen og sendte dem ud på nye opgaver.
Til dette formål, mente jeg at det ville være mest passende om jeg anlagde mit et små-frankofilt-fipskæg. Det kan måske forklare det lidt vel friske look jeg render rundt med på billedet. Ja det er altså mig til venstre med baskerhuen, det lange hår og fipskægget.
For at få børnene lidt mere med på idéerne, fik vi skolens sygruppe til at fremstille en baskerhue til hvert barn. Så kunne de gå rundt og ligne små kunstmalere, når de var ude i felten.
De værksteder vi havde planlagt var noget med farvelære, skitsetegning og et lille kursus i pointillisme. Vi havde også nogle værksteder, hvor vi lavede reproduktioner af kendte impressionistiske værker. Netop reproduktionerne var interessante, da de blev lavet efter et farvedias, der blev skudt op på et lærred. Det der så var udfordringen for børnene, var at blande de rigtige farver og male det de så og ikke det de mente at se. Nogle hold var så gode at de kunne vende deres dias på hovedet og på den måde virkelig bare male farverne uden rigtig at kunne se selve motivet.
For de børn, som ikke rigtig kunne fanges hele tiden af emnet, havde vi lavet en lille biograf, der viste smalfilm om impressionisterne. Der var ikke film hele tiden, så børnene måtte vænne sig til at komme til de forestillinger, der var annoncerede.
Nu skal man jo huske at dette foregår noget før der var et decideret indhold på det famøse internet. Man kunne med andre ord ikke bare sætte en masse computere med youtube op til at fordrive tiden med. Man kunne heller ikke finde de store klassikere på nettet, via Google. Vi var nødt til at lave vores oplæg med dias, som vi havde lånt nede på kunsthistorisk bibliotek på uni. På det punkt, må det siges at være noget lettere at give børnene billedkunsten i undervisningen idag. At jeg så ikke rigtig gør det så meget mere, kan man jo reflektere over.
Det korte af det lange omkring dette kunstemne, er vel bare at nogle gange kan man improvisere sig til et rigtig godt emneforløb, mens man andre gange kommer bedst omkring emnet, hvis det er planlagt grundigt og med kompetente undervisere eller eksperter i hovedrollerne. Jeg har ikke siden været med til at lave et kunstemne, der var så gennemført og alment dannende for så bred en kreds af børn, som netop dette. Det betyder ikke at jeg ikke har været med til at planlægge kunstemner siden, men blot at jeg ikke har været med til noget lignende siden.
Det er selvfølgeligt farligt at komme med sådanne påstande, når mine velmenende kolleger hvert år forsøger at planlægge et kunstemne, der skal være det bedste nogensinde. Heldigvis ved de fleste ikke at det løb allerede er kørt for mange år siden. Fra nu af kan det nok desværre ikke blive andet end repriser i natten.
Godt nytår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar