Igår var jeg ude hos en ven. Det kan næppe kaldes en sensation, selvom jeg efterhånden kommer ret sjældent ud. I hvert fald ville min hustru lufte mig og sønnen ved at vi skulle fragtes til noget, der hedder Tranbjerg. Derude bor bemeldte ven. Nu var det måske ikke kun for min skyld at vi skulle derud. Faktisk skulle vi på en slags sygebesøg, da min ven har været lidt syg i det. Faktisk har han været ret syg. Efter en længere periode med hovedpine og synsforstyrrelser, gik han endelig til lægen og fik et tjeck-up.
Den var da bare helt gal, viste det sig. Han havde en svulst i hjernen på noget der minder om 7 cm i diameter. Det er ikke så lidt, hvis man lige hiver målebåndet frem og tygger lidt på det.
Uanset. Op på bordet med ham og ud med svulsten, der forresten nok havde siddet der i noget der ligger mellem 15 og 20 år og også var godartet. Lægen kunne berette at svulsten ved nærmere eftersyn viste sig at være på størrelse med en citron og måle hele 9 cm i diameter. Bortset fra lidt småproblemer med synet og hovedpine, gik operationen godt og min buddy har det, efter omstændighederne, faktisk rigtig godt igen.
Lad mig derfor lige benytte disse spalter til, for en gangs skyld, ikke at brokke mig eller være sarkastisk, men rent faktisk lige huske at råbe hurra for lægestanden. Det er sgu da på det nærmeste mirakuløst at man kan åbne en mands hjerne, pille en masse ud af den og så lukke igen, uden at man decideret har smadret noget vitalt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan min MacBook Pro ser ud nu, efter at jeg har skiftet harddisk i den. Det er sgu ikke alle samlinger der er lige pæne længere.
I hvert fald: Respekt for lægerne, respekt for at man kan have et kæmpe fremmedlegeme til at fylde op i kraniet og alligevel være normal, Respekt for min 320 Gb Seagate Harddisk, der kører fint i min computers skæve kabinet.
P.s. Jeg kunne ikke lige finde en rigtig citron til billedet, så det er altså tanker der tæller denne gang.
