Up the irons!

Ja, så oprandt dagen. Iron Maiden i Horsens!

Jeg kunne jo frygte at det skulle ende som den koncert i 2006 (9. november i Gigantium i Aalborg). Iron Maiden kom til Aalborg med et helt nyt album og havde fået den latterlige idé at spille den fra ende til anden. Altså kunne man ligesågodt have stået hjemme i stuen med

lukkede øjne og gnubbet sig op ad en stuebirk frem for en lidt for tyk og halvgammel, tynd

håret 80´er levning. Det er ellers ikke ret tit at bands får den idé, men

Maiden fik den altså i 2006. Jeg kunne ikke lide den idé og det kunne mange andre heller ikke.

Det var derfor med en vis glæde at jeg opdagede at selv Iron Maiden havde opdaget deres egen bommert og arrangeret en Somewhere back in time world tour. Konceptet går ud på kun at spille de (gode) gamle sange. Et koncept som skulle vise sig at holde hele vejen.

Lad mig lige tage det fra en ende af. Jeg smuttede mod Vejle, hvor jeg skulle mødes med de andre gutter hos Jesper. Det er gutterne fra mit gamle band jeg mener.

Der var latterligt varmt

og vejret var bare rigtig lækkert. Så med andre ord

et helvede at køre på motorvejen. Det mest fordi blæseren i min bil ikke virker længere. Motorvej me

d åbne vinduer er noget værre larm. I hvert fald i min bil.

Da vi alle var ankommet, kunne vi konstatere at Jesper havde anskaffet sig en Nintendo Wii. Det er da en sjov ting at have som sin ejendom. Sådan en ting er faktisk så sjov at eje, at jeg også må eje den. Helst ret hurtigt, men mere realistisk, vil det nok komme til at tage sin tid at få overtalt fruen til den slags pjank.

Tiden fløj og vi fløj med og pludselig var klokken mange og vi måtte via GPS og Jespers bil smutte til Horsens og se heavy-metal-legenderne-over-dem-alle spille.

Vi nåede ikke at se noget til de to opvarmningsbands og skidt pyt med det. Vi havde jo spillet Wii, så vi havde jo ikke spildt tiden.

Den berømte og, for englændere, udødelige Churchill tale om at "We shall never

surrender!" startede det hele op med et brag og Aces High fik gådehuden til at brede sig på mine underarme. Der var vist i dette tilfælde tale om en instant ståpels på begge mine arme. For at være helt ærlig, så følte jeg mig helt ung igen og nu ved jeg hvordan det har været at være til den famøse Long Beach Arena i L.A. under World Slavery touren tilbage i 80´erne. Faktisk var jeg flere gange overrasket over at Bruce Dickinson ikke råbte "Scream for me Long Beach", men "Scream for me Denmark".

For at gøre det kort, så var det en fantastisk koncert med alle de gamle klassikere fra

bagkataloget. Det er bemærkelsesværdigt hvordan man i den alder stadig kan skyde den af på scenen. Ja ja, det var ikke med springen og løben rundt, som i 80´erne, men der blev spillet godt og hurtigt og kun Nicko McBrain var lidt untight. Ellers var der intet at bemærke til den fremskredne alder, som maiden-gutterne jo er oppe i.

På vejen hjem stoppede vi hos Burger King, hvor vi fik en bette snack og fylde Ulriks ældste søn, Søren med historier fra dengang vi selv var on the road. Han fik blandt andet historien om venteværelset på Rigshospitalet og de to drankere. Måske får du også den historie engang. den er i hvert fald værd at fortælle.