Da alt var bedre, altså virkelig ALT!

En gang, da træerne var lidt grønnere og græsset knap så nyklippet, var der en lille skole i det nordlige Århus, som afholdt årlige kunstemner for alle børnene på skolen. Det er der ikke noget odiøst i, da selvsamme skole gør nøjagtigt det samme den dag idag. Blot var dette specielle kunstemne noget særligt. I hvert fald for mig.

Der er flere historiske eksempler på at jeg skal holde min store kæft.

Jeg endte f.eks. som lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tid.

Jeg endte som fysik/kemi-lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tidspunkt.

Jeg endte med at skulle lære at lave raku-keramik til skolens toiletter fordi jeg ikke kunne lukke munden.

Hvorfor kan jeg ikke bare tabe ansigt eller give efter og indrømme at der er noget jeg ikke har forstand på? Hvorfor skal jeg altid lige forsøge at tage 8 sekunders almen undren i projektørernes lys og derpå 3 måneders slid og slæb for at "put my money where my mouth is"? Skal jeg altid både "talk the talk and walk the walk"? Der må sgu da være en lettere måde at få opmærksomhed og anerkendelse på.

På samme måde kom jeg til at stå for at arrangere kunstemnet i et eller andet år i midten af halvfemserne. Jeg var lidt indebrændt over at de tidligere kunstemner havde handlet om at tegne fugle eller løver. Hvad er det for noget at spilde 14 dages undervisning på? Er det ikke en lige lovligt spids spidskompetence af gå ud af skolen med? Det er jo fint at tænke den slags, men man kan nu godt overveje om man også skal udtale sig om det. I hvert fald kom jeg til at få en ambition om at ville lave verdens bedste kunstemne på Børnenes Friskole... ever... punktum!

Ja, nu kunne man jo forledes til at tro at jeg er en megalomanisk narrøv med et lidt velvoksent ego. Ja, det er nok sagtens muligt, men jeg er ikke helt blanket af for en vis realitetssans. Jeg er jo ikke verdens klogeste udi kunst og kunsthistorie. Det er Rikke til gengæld. Rikke hedder Duve til efternavn og læste, på daværende tidspunkt til kunsthistoriker på Århus Universitet. Jeg kender Rikke fordi vi har gået i klasse sammen i gymnasiet og også endte med at bo sammen i omkring 5 år i forbindelse med at vi var kærester. Hun havde også to kumpaner, hvoraf den ene hed Louise og den anden hed noget andet.

Sammen med disse tre unge kvinder, satte jeg mig ned og begyndte at planlægge et kunstemne to end all kunstemner. The mother of all kunstemner. The mothership of kunstemne.... ja, you get the point.

Vi fik kradset en masse idéer ned og snakket en masse igennem. Temaet blev impressionisterne i Frankrig. Så skulle der for det første være en masse begreber som børnene kunne tilegne sig og for det andet en mængde nye teknikker, som børnene kunne lære.

Det endte ud med en opdeling af emnet, så den første tid skulle bruges på oplæg og på at få færdigheder, mens den anden del skulle bruges på at få brugt de lærte færdigheder.

Børnene blev delt op i familiegrupper på tværs af klasserne. Dette både for at skabe en vis samhørighed på tværs af skolen, men også for at give de største børn en mulighed for at være tutorer for de mindre.

For at de store ikke skulle kede sig om eftermiddagen, lavede vi et udkast til en avis, med forbillede i de franske vægaviser fra impressionisternes tid. Så var det meningen at jeg skulle fungere som chefredaktøren Claude d´Evalde, der bandt børnenes historier sammen og sendte dem ud på nye opgaver.

Til dette formål, mente jeg at det ville være mest passende om jeg anlagde mit et små-frankofilt-fipskæg. Det kan måske forklare det lidt vel friske look jeg render rundt med på billedet. Ja det er altså mig til venstre med baskerhuen, det lange hår og fipskægget.

For at få børnene lidt mere med på idéerne, fik vi skolens sygruppe til at fremstille en baskerhue til hvert barn. Så kunne de gå rundt og ligne små kunstmalere, når de var ude i felten.

De værksteder vi havde planlagt var noget med farvelære, skitsetegning og et lille kursus i pointillisme. Vi havde også nogle værksteder, hvor vi lavede reproduktioner af kendte impressionistiske værker. Netop reproduktionerne var interessante, da de blev lavet efter et farvedias, der blev skudt op på et lærred. Det der så var udfordringen for børnene, var at blande de rigtige farver og male det de så og ikke det de mente at se. Nogle hold var så gode at de kunne vende deres dias på hovedet og på den måde virkelig bare male farverne uden rigtig at kunne se selve motivet.

For de børn, som ikke rigtig kunne fanges hele tiden af emnet, havde vi lavet en lille biograf, der viste smalfilm om impressionisterne. Der var ikke film hele tiden, så børnene måtte vænne sig til at komme til de forestillinger, der var annoncerede.

Nu skal man jo huske at dette foregår noget før der var et decideret indhold på det famøse internet. Man kunne med andre ord ikke bare sætte en masse computere med youtube op til at fordrive tiden med. Man kunne heller ikke finde de store klassikere på nettet, via Google. Vi var nødt til at lave vores oplæg med dias, som vi havde lånt nede på kunsthistorisk bibliotek på uni. På det punkt, må det siges at være noget lettere at give børnene billedkunsten i undervisningen idag. At jeg så ikke rigtig gør det så meget mere, kan man jo reflektere over.

Det korte af det lange omkring dette kunstemne, er vel bare at nogle gange kan man improvisere sig til et rigtig godt emneforløb, mens man andre gange kommer bedst omkring emnet, hvis det er planlagt grundigt og med kompetente undervisere eller eksperter i hovedrollerne. Jeg har ikke siden været med til at lave et kunstemne, der var så gennemført og alment dannende for så bred en kreds af børn, som netop dette. Det betyder ikke at jeg ikke har været med til at planlægge kunstemner siden, men blot at jeg ikke har været med til noget lignende siden.

Det er selvfølgeligt farligt at komme med sådanne påstande, når mine velmenende kolleger hvert år forsøger at planlægge et kunstemne, der skal være det bedste nogensinde. Heldigvis ved de fleste ikke at det løb allerede er kørt for mange år siden. Fra nu af kan det nok desværre ikke blive andet end repriser i natten.

Godt nytår.

Meningsløs i længere tid

Ja, det er noget værre noget. Der er gået en rum tid og jeg har ikke ment noget som helst, der var værd at skrive om. Ikke ilde, skulle man mene. Jeg har dog ment ting og sager i den mellemliggende tid. Jeg har blot været for doven til at skrive om det.

Havde jeg været hip og ung med de dumme, havde jeg nok skrevet om Stein Bagger og hans forsvinden, men det siger mig ikke rigtig noget. Finanskrisen har heller ikke rigtig slået an hos os, her i husstanden. Benzinen er blevet billigere, renten er faldet og fødevarerne falder i pris. Jeg kan sgu ikke rigtig se problemet.

Mit yndlingsemne her på bloggen er jo enten hvor dumme andre er i forhold til mig, eller hvordan det går med min træning. Jeg kan ikke rigtig komme på noget de andre, dumme mennesker, har gjort forkert. Det ville jo være skørt at lave en blog med egne dumheder. Den ville nok blive lige til den korte side, når man, som jeg, ikke rigtig dummer sig. [Smiley der viser at jeg har selvironi, men alligevel ikke helt mener det ironisk].

Med hensyn til min træning, så er jeg rigtig tilfreds med tingenes tilstand. Jeg bliver stærkere stille og roligt og glæder mig som et lille barn til jul, hver gang jeg skal til at pakke tasken for at komme ned i centeret. Can´t be bad at all!

På arbejdsfronten, er jeg i gang med at finde en løsning på et problem omkring digitalisering af undervisningsmaterialer. Mange af mine kolleger og, ikke mindst, mig selv har en hob undervisningsmaterialer liggende på doc-filer, pdf eller som film. Ikke mindst filmene er ved at hobe sig op, da det faktisk kun koster 10 kr. at købe en film på Amtscenteret. Planen er så at vi kunne rippe filmene og lægge dem på en ekstern harddisk, gøre det tilgængeligt på netværket og på den måde gøre livet lettere ude i klasserne. Ulempen er dog at selve denne løsning jo ikke inkluderer nogen form for backup. Derfor skulle man jo mene at det var nødvendig med en back up fra tid til anden. Det bliver sgu et helvede at finde rundt i alle de systemer. Det er også en overvejelse om man skal have adgang til filerne over en ftp-server, eller om man bare skal kunne finde filerne lokalt i huset. Hvis det drejer sig om film., er det nok ikke just interessant at hente dem ned via ftp, men doc-filer er ikke noget problem. På den anden side er det lettere at administrere filerne hjemmefra, frem for at skulle tage ud på skolen hver gang man skal kigge efter hvad vi har liggende.

Derfor er jeg i tænkeboks, så jeg kan finde den gode løsning i første forsøg. Jeg vender tilbage på et andet tidspunkt med en løsning.

På den hjemlige front, har vi lige opdaget at vores hund har fødselsdag idag. 3 år. Hurra, hurra.

Det var vist allerede det. Tak for opmærksomheden.

Fanget af og i vestens kapitalisme

Jeg er voksen, jeg drikker kaffe og jeg trænger til at være på nettet. Alle disse ting kan man forene i denne skønne ordning, som man kalder Starbucks. En kaffe-koncept-franchise-cafémæssighed, der får Barresso til at fremstå som amatører og kaffespassere. I Prag er kaffen lidt dyr men netadgangen er gratis. I Berlin er det just omvendt. Kaffen er ret billig, men mighty T-Mobile har fået næsen, fingrene og andre legemsdele ned i Starbucks pengekasse. Hvis man har vænnet sig til at drikke god kaffe mens man sidder i en god lånestol og blogger om at blogge, så kan man næsten ikke komme uden om Starbucks. Det var en ting jeg lærte i Prag og nu har jeg faktisk, via Camillas Visakort, betalt 29 € for at komme til at blogge om at blogge på Starbucks. Jeg kunne selvsagt have valgt et andet sted, men mageligheden vandt over fornuften denne gang. Sådan er der så meget. Regnen vælter ned udenfor og jeg har for første gang i over 10 dage lidt tid for mig selv, hvor jeg ikke sover. Jeg nyder det i fulde drag. Hurra for kaffen, internettet og Starbucks!   

Jeg ser frem til at komme hjem og hygge med min søn igen. Det er som om jeg ikke har snakket med ham i måneder. Det er en underlig fornemmelse, når man tænker på at jeg hver dag har haft ham oppe på armen og snakket og leget med ham, men nu ikke kan komme til det når jeg gerne selv vil. 

Jeg savner også min hustru meget, men hende snakker jeg med dagligt, så savnet er ikke så bastant som det til min lille dreng. Han gider ikke at snakke med mig i telefonen. Måske kan han ikke rigtig forstå hvad det er for noget. Jeg savner også at træne. Det er godt at svede og det har jeg ikke gjort i lang tid heller. For hvert minut kan jeg mærke hvordan min optrænede styrke svinder hen og bliver til dårligdom. Jeg vil hjeeeeeeeeeeem!

Boheme i Prøjsen?

Så sidder man langt fra sin søde viv og dejlige søn, der forresten har lært at sige edderkop idag. Ja tak til Skype for den mulighed for at følge med i hvad der sker langt væk.

Så gik det op for mig at jeg jo lige har været i Böhmen og på ingen måde var specielt bohemian mens mit ophold stod på. Til gengæld føler jeg mig ret boheme-agtig, men nu er jeg altså endt i Prøjsen. Jeg tror ikke at det gør nogen forskel hvor man er boheme henne, bare man får god morgenmad og ikke skal dele bad og toilet med både Gud og hver mand. For så er det i hvert fald lettere. I hall'en af vores hostel sidder der et par hash-hoveder og snakker med børnene om religionskrige og andre irrelevante ting, som børn og hash-hoveder tror er vigtige eller værd at snakke om. Det er sgu da boheme på en helt grotest måde. Er det ikke?

Måske skulle jeg slå boheme op på et eller andet tidspunkt, jeg er sgu ikke helt sikker på hvad det egentlig betyder. Måske er det heller ikke relevant.... Måske min bare røv er mere boheme end de der hash-hoveder. Måske ikke.

Jeg var forresten i Alexa i Berlin idag og kan konkludere at det ikke kun er svenskerne der har lokumsbørster med en lille kantbørste på. Tyskerne har det sgu osse. Slut med pubæ oppe under kanten på toilettet. Det er sgu da boheme. Især her i Prøjsen. God nat. Det skal nok gå det hele.... Måske.

I bakkerne

Her i Böhmen er der bare mange bakker og bjerge. Men jeg længes sgu lidt hjem alligevel.

Hvorfor...

... Laver man en kæmpestor rundkørsel i en landsdel hvor absolut ikke én eneste kan finde ud af at placere sig korrekt i netop rundkørsler? Få det nu lært dumme mennesker i Århus! Jeg gider ikke at holde i kø bag jer længere!

HVOR SVÆRT KAN DET OVERHOVEDET VÆRE?

Merci til Mercenary

Så er det en dejlig søndag med sol og næsten total vindstille vejrligheder. Der er lidt roligt lige for nu, da sønnen sover og konen er i haven.

Jeg er blevet lidt til grin på Facebook, fordi der er en morsom sjæl i min kollegakreds, som har fået den idé at photoshoppe lidt på

et lidt småuheldigt billede som blev taget under den fælleslejr, som jeg var på sammen med mit arbejde. Kort og godt skete der følgende: Jeg stod og noterede nogle point på en pointtavle og havde iført mig en ærmeløs t-shirt. Det kan åbenbart trigge en hel del hos mange andre mennesker. I hvert fald kom min nye kollega Jacob hen til mig og lavede den der jeg-puster-mig-op attitude med sin uhyggeligt

tynde overarm. Dette fik mig til at indtage den samme positur og samtidig lægge ansigtet i et nogle lidt for veltilfredse folder. En af eleverne sad med et kamera og klik! The rest is history, som man siger. Kan man ikke sige andet, så kan man da konstatere at artsdiversiteten hos homo sapiens er ikke bare stor, men faktisk overraskende stor. Billedet blev printet ud i A4 og hænger nu på lærerværelset og pryder opslagstavlen. Eller det gjorde det, for nu er det altså skiftet ud med en version, hvor man har valgt at bytte om på hovederne. Det skal siges at det er gjort på en håndværksmæssig rigtig fin facon, så det rent faktisk ser ret realistisk ud.

Det eneste der ikke lige passer sammen på billedet, er skyggernes placering og det alt for selvsikre udtryk. Jeg lader dig selv regne ud hvilket af billederne der er det originale og hvilket der er decideret historieforfalskning.... Skandaløs skandale!

Resultatet er nu at Jacob nu strutter ef en ny og, ikke mindst, falsk selvtillid, mens jeg straffer håndvægte på fuldtid, så jeg ikke ender som Jacob. Det er sgu en skør skør verden, som vi lever i.

I går tog jeg, sammen med min gode ven Asmus, til koncert på Train i Århus. Der er jo byfest i Århus i disse dage, så der plejer at være gang i den. Det var der imidlertid ikke. Måske var de fleste trætte efter at have pjækket fra arbejde og være hung over i det meste at en uge. Der var i hvert fald ikke særlig mange mennesker på Train denne aften.

Måske kunne man skyde skylden på arrangementets karakter? En 4 dobbelt koncert med heavy metal af allerværste skuffe præsenteret af MTV´s Headbangers Ball. Det er åbenbart ikke rigtig noget der trækker folk op af den læderbetrukne.

Vi nåede ikke lige at se Last Mile, men det kommer vi nok over med tiden. Pilgrimz var meget sjove og entusiastiske og supertunge, men deres musik kan sgu nok ikke just beskyldes for at være fængende. Raunchy er et lidt underligt band, som vist ikke kan finde ud af om de vil være poppede eller helt vildt tunge. Jeg kender ikke rigtig så meget til deres musik, men Asmus forsikrede mig om at de lyder fedt på cd. De lød, ærlig talt, ikke særlig overbevisende live. Jeg kunne se at de spillede på livet løs og havde en masse detaljer i deres musik. Desværre var lyden så rodet at man ikke rigtig kunne skelne det store. Det var vel egentlig bare en massiv mur af larm.

Så gik Mercenary på scenen. Det var primært derfor jeg overhovedet gad at tage ind og lugte til andre menneskers sved og tarmgasser. For nogle år siden så jeg dem spille sammen med Invocator i Esbjerg. De overraskede mig en del ved at være melodiøse og dygtige til at spille. Jeg have måske lidt en forventning om at et band fra Aalborg ville spille med den ene finger i måsen og udelukkede synge om at fulde sig i Jomfru Ane Gade. Heldigvis blev mine fordomme gjort til skamme dengang i Esbjerg. Siden har jeg købt deres nyeste album Architect of lies og lyttet til det omkring 100 gange i forbindelse med min træning og gåture med hunden. Det er et killeralbum og jeg skal da lige love for at Mercenary også lagde op til et killersæt da de gik på med alle sejt sat. Så kan man sgu se hvad talent blandet op med disciplin i øvelokalet kan føre til. Jeg vil i hvert fald undre mig om de ikke blev til noget stort indenfor heavy verdenen. Kort fortalt: god lyd, gode sange, superdygtig forsanger, dygtige musikere. Så kan man vist ikke rigtig forlange meget mere. Måske kunne man ønske sig lidt flere publikummer, men måske er genren ikke rigtig bred nok til det.

Uanset, jeg vil gerne sige merci til Mercenary. Det var sgu en fin koncert!

Omringet i Bilka

Jeg var i Bilka i dag. Sammen med min kone og min søn.

Vi skulle have et par sko af mærket Nike til min kone og ellers ikke noget. Vi havde besluttet os for at være der til åbningstid, så vi ikke skulle rende rundt imellem 10.000 andre fjolser i kulørte joggingdragter og træsko. Ha ha. Der kan man bare se hvor meget man egentlig kan blive klogere.

Du godeste hvor familien Danmark da var ude at morgenshoppe i Dansk Supermarkeds flagskib. Mærsk ville have frydet sig ved synes. Da jeg svingede ind på p-pladsen så jeg bare biler så langt mit halvgamle øje kunne række. Hele indgangen var barrikaderet af rygende mænd og kvinder i joggingdragter og træsko. Du milde skaber. Du altforbarmende. Jeg mangler ord.

Ind kom vi dog sammen med alle de andre fjolser, og lige der mellem sko og t-shirts af mærket Nike, slog det mig at individet er klogt, men flokken er dum. Måske ikke bare dum, men idiotisk på den ucharmerende måde. Når mennesker flokkes i Bilka en søndag formiddag, er det nok ikke just den bedst stillede tredjedel af befolkningen, der stiller op til kundevognsræs. Det er der i sig selv ikke noget galt med, men jeg føler en vis smerte ved at vide mig omringet af personer af tvivlsomme sociale færdigheder og med mistanken nagende i baghovedet om selv at være en af dem. Hvorfor ville en ældre kvinde med et meget fyldigt (dobbelt) hageparti finde det nødvendigt at skubbe til mig og min søn for at komme først til bjerget af agurker, når der så tydeligt var mere end nok til alle? Givetvis var de på tilbud og de så da friske og fine ud, men havde hun forventet at jeg, om jeg kom før hende, ville bortfjerne samtlige agurker med et barn på den ene arm og uden kundevogn? Kan man rent faktisk blive ramt af en decideret varemangel-angst så grov, at man må gå til yderligheder for at sikre sig sin fangst? Jeg mangler ord....

Så er det sgu bedre i min lokale Netto, som godt nok synes at være hjemsøgt af en tal-djævel og er plaget af et aldeles autoritetsfornægtende personale. Det kan da godt være at de der varer først er på tilbud i næste uge, men vi smider dem da ud på hylderne alligevel, så kan vi rigtig forvirre alle der tror at det, der står i en tilbudsavis rent faktisk gælder i denne butik. Ja man skal ikke lige gå efter slagtilbuddene, for de er ALTID udsolgt og det tit en uge for tilbuddet gælder. Til gengæld er der ikke nogen der går i panik og skubber til sagesløse eller mister det mentale fodfæste, hvis der ikke lige er flere agurker. Det er man nemlig efterhånden blevet vænnet til at der ikke er....

Forresten havde jeg egentlig lige glemt hvor hyggeligt det er at blive hilst på. På min daglige hyggetur med min søn i nybyggerkvarteret på den anden side af vejen, er håndværkerne ved at være færdige med at holde ferie. Det betyder at jeg hver dag bliver hilst på og vinket til af store svedige mænd som jeg ikke kender. De største og mest svedige nøjes med at nikke og brumme et "dav", hvilket får mig til at nikke og lægge min stemme en lille oktav ned og brumme et tilsvarende "dav" tilbage.

Man kunne sagtens forfalde til at synes at håndværkere er dumme og fulde af sort arbejde, men der er jeg bare ikke kommet til endnu. Jeg synes det er rart at der rent faktisk er nogen tilbage der gider at hilse på andre folk.

Jeg er ikke kommet så vidt at jeg stopper op og slår en sludder af med dem, men en dag skal det nok ende med at ske. Altså den dag jeg kommer gående i kulørt joggingtøj og træsko!