01 oktober, 2008

Fanget af og i vestens kapitalisme

Jeg er voksen, jeg drikker kaffe og jeg trænger til at være på nettet. Alle disse ting kan man forene i denne skønne ordning, som man kalder Starbucks. En kaffe-koncept-franchise-cafémæssighed, der får Barresso til at fremstå som amatører og kaffespassere. I Prag er kaffen lidt dyr men netadgangen er gratis. I Berlin er det just omvendt. Kaffen er ret billig, men mighty T-Mobile har fået næsen, fingrene og andre legemsdele ned i Starbucks pengekasse. Hvis man har vænnet sig til at drikke god kaffe mens man sidder i en god lånestol og blogger om at blogge, så kan man næsten ikke komme uden om Starbucks. Det var en ting jeg lærte i Prag og nu har jeg faktisk, via Camillas Visakort, betalt 29 € for at komme til at blogge om at blogge på Starbucks. Jeg kunne selvsagt have valgt et andet sted, men mageligheden vandt over fornuften denne gang. Sådan er der så meget. Regnen vælter ned udenfor og jeg har for første gang i over 10 dage lidt tid for mig selv, hvor jeg ikke sover. Jeg nyder det i fulde drag. Hurra for kaffen, internettet og Starbucks!   
Jeg ser frem til at komme hjem og hygge med min søn igen. Det er som om jeg ikke har snakket med ham i måneder. Det er en underlig fornemmelse, når man tænker på at jeg hver dag har haft ham oppe på armen og snakket og leget med ham, men nu ikke kan komme til det når jeg gerne selv vil. 
Jeg savner også min hustru meget, men hende snakker jeg med dagligt, så savnet er ikke så bastant som det til min lille dreng. Han gider ikke at snakke med mig i telefonen. Måske kan han ikke rigtig forstå hvad det er for noget. Jeg savner også at træne. Det er godt at svede og det har jeg ikke gjort i lang tid heller. For hvert minut kan jeg mærke hvordan min optrænede styrke svinder hen og bliver til dårligdom. Jeg vil hjeeeeeeeeeeem!

29 september, 2008

Boheme i Prøjsen?

Så sidder man langt fra sin søde viv og dejlige søn, der forresten har lært at sige edderkop idag. Ja tak til Skype for den mulighed for at følge med i hvad der sker langt væk.
Så gik det op for mig at jeg jo lige har været i Böhmen og på ingen måde var specielt bohemian mens mit ophold stod på. Til gengæld føler jeg mig ret boheme-agtig, men nu er jeg altså endt i Prøjsen. Jeg tror ikke at det gør nogen forskel hvor man er boheme henne, bare man får god morgenmad og ikke skal dele bad og toilet med både Gud og hver mand. For så er det i hvert fald lettere. I hall'en af vores hostel sidder der et par hash-hoveder og snakker med børnene om religionskrige og andre irrelevante ting, som børn og hash-hoveder tror er vigtige eller værd at snakke om. Det er sgu da boheme på en helt grotest måde. Er det ikke?
Måske skulle jeg slå boheme op på et eller andet tidspunkt, jeg er sgu ikke helt sikker på hvad det egentlig betyder. Måske er det heller ikke relevant.... Måske min bare røv er mere boheme end de der hash-hoveder. Måske ikke.
Jeg var forresten i Alexa i Berlin idag og kan konkludere at det ikke kun er svenskerne der har lokumsbørster med en lille kantbørste på. Tyskerne har det sgu osse. Slut med pubæ oppe under kanten på toilettet. Det er sgu da boheme. Især her i Prøjsen. God nat. Det skal nok gå det hele.... Måske.


25 september, 2008

I bakkerne


Her i Böhmen er der bare mange bakker og bjerge. Men jeg længes sgu lidt hjem alligevel.

10 september, 2008

Hvorfor...


... Laver man en kæmpestor rundkørsel i en landsdel hvor absolut ikke én eneste kan finde ud af at placere sig korrekt i netop rundkørsler? Få det nu lært dumme mennesker i Århus! Jeg gider ikke at holde i kø bag jer længere!
HVOR SVÆRT KAN DET OVERHOVEDET VÆRE?

07 september, 2008

Merci til Mercenary

Så er det en dejlig søndag med sol og næsten total vindstille vejrligheder. Der er lidt roligt lige for nu, da sønnen sover og konen er i haven.
Jeg er blevet lidt til grin på Facebook, fordi der er en morsom sjæl i min kollegakreds, som har fået den idé at photoshoppe lidt på
et lidt småuheldigt billede som blev taget under den fælleslejr, som jeg var på sammen med mit arbejde. Kort og godt skete der følgende: Jeg stod og noterede nogle point på en pointtavle og havde iført mig en ærmeløs t-shirt. Det kan åbenbart trigge en hel del hos mange andre mennesker. I hvert fald kom min nye kollega Jacob hen til mig og lavede den der jeg-puster-mig-op attitude med sin uhyggeligt
tynde overarm. Dette fik mig til at indtage den samme positur og samtidig lægge ansigtet i et nogle lidt for veltilfredse folder. En af eleverne sad med et kamera og klik! The rest is history, som man siger. Kan man ikke sige andet, så kan man da konstatere at artsdiversiteten hos homo sapiens er ikke bare stor, men faktisk overraskende stor. Billedet blev printet ud i A4 og hænger nu på lærerværelset og pryder opslagstavlen. Eller det gjorde det, for nu er det altså skiftet ud med en version, hvor man har valgt at bytte om på hovederne. Det skal siges at det er gjort på en håndværksmæssig rigtig fin facon, så det rent faktisk ser ret realistisk ud.
Det eneste der ikke lige passer sammen på billedet, er skyggernes placering og det alt for selvsikre udtryk. Jeg lader dig selv regne ud hvilket af billederne der er det originale og hvilket der er decideret historieforfalskning.... Skandaløs skandale!
Resultatet er nu at Jacob nu strutter ef en ny og, ikke mindst, falsk selvtillid, mens jeg straffer håndvægte på fuldtid, så jeg ikke ender som Jacob. Det er sgu en skør skør verden, som vi lever i.

I går tog jeg, sammen med min gode ven Asmus, til koncert på Train i Århus. Der er jo byfest i Århus i disse dage, så der plejer at være gang i den. Det var der imidlertid ikke. Måske var de fleste trætte efter at have pjækket fra arbejde og være hung over i det meste at en uge. Der var i hvert fald ikke særlig mange mennesker på Train denne aften.
Måske kunne man skyde skylden på arrangementets karakter? En 4 dobbelt koncert med heavy metal af allerværste skuffe præsenteret af MTV´s Headbangers Ball. Det er åbenbart ikke rigtig noget der trækker folk op af den læderbetrukne.
Vi nåede ikke lige at se Last Mile, men det kommer vi nok over med tiden. Pilgrimz var meget sjove og entusiastiske og supertunge, men deres musik kan sgu nok ikke just beskyldes for at være fængende. Raunchy er et lidt underligt band, som vist ikke kan finde ud af om de vil være poppede eller helt vildt tunge. Jeg kender ikke rigtig så meget til deres musik, men Asmus forsikrede mig om at de lyder fedt på cd. De lød, ærlig talt, ikke særlig overbevisende live. Jeg kunne se at de spillede på livet løs og havde en masse detaljer i deres musik. Desværre var lyden så rodet at man ikke rigtig kunne skelne det store. Det var vel egentlig bare en massiv mur af larm.
Så gik Mercenary på scenen. Det var primært derfor jeg overhovedet gad at tage ind og lugte til andre menneskers sved og tarmgasser. For nogle år siden så jeg dem spille sammen med Invocator i Esbjerg. De overraskede mig en del ved at være melodiøse og dygtige til at spille. Jeg have måske lidt en forventning om at et band fra Aalborg ville spille med den ene finger i måsen og udelukkede synge om at fulde sig i Jomfru Ane Gade. Heldigvis blev mine fordomme gjort til skamme dengang i Esbjerg. Siden har jeg købt deres nyeste album Architect of lies og lyttet til det omkring 100 gange i forbindelse med min træning og gåture med hunden. Det er et killeralbum og jeg skal da lige love for at Mercenary også lagde op til et killersæt da de gik på med alle sejt sat. Så kan man sgu se hvad talent blandet op med disciplin i øvelokalet kan føre til. Jeg vil i hvert fald undre mig om de ikke blev til noget stort indenfor heavy verdenen. Kort fortalt: god lyd, gode sange, superdygtig forsanger, dygtige musikere. Så kan man vist ikke rigtig forlange meget mere. Måske kunne man ønske sig lidt flere publikummer, men måske er genren ikke rigtig bred nok til det.
Uanset, jeg vil gerne sige merci til Mercenary. Det var sgu en fin koncert!

17 august, 2008

Omringet i Bilka

Jeg var i Bilka i dag. Sammen med min kone og min søn.
Vi skulle have et par sko af mærket Nike til min kone og ellers ikke noget. Vi havde besluttet os for at være der til åbningstid, så vi ikke skulle rende rundt imellem 10.000 andre fjolser i kulørte joggingdragter og træsko. Ha ha. Der kan man bare se hvor meget man egentlig kan blive klogere.
Du godeste hvor familien Danmark da var ude at morgenshoppe i Dansk Supermarkeds flagskib. Mærsk ville have frydet sig ved synes. Da jeg svingede ind på p-pladsen så jeg bare biler så langt mit halvgamle øje kunne række. Hele indgangen var barrikaderet af rygende mænd og kvinder i joggingdragter og træsko. Du milde skaber. Du altforbarmende. Jeg mangler ord.
Ind kom vi dog sammen med alle de andre fjolser, og lige der mellem sko og t-shirts af mærket Nike, slog det mig at individet er klogt, men flokken er dum. Måske ikke bare dum, men idiotisk på den ucharmerende måde. Når mennesker flokkes i Bilka en søndag formiddag, er det nok ikke just den bedst stillede tredjedel af befolkningen, der stiller op til kundevognsræs. Det er der i sig selv ikke noget galt med, men jeg føler en vis smerte ved at vide mig omringet af personer af tvivlsomme sociale færdigheder og med mistanken nagende i baghovedet om selv at være en af dem. Hvorfor ville en ældre kvinde med et meget fyldigt (dobbelt) hageparti finde det nødvendigt at skubbe til mig og min søn for at komme først til bjerget af agurker, når der så tydeligt var mere end nok til alle? Givetvis var de på tilbud og de så da friske og fine ud, men havde hun forventet at jeg, om jeg kom før hende, ville bortfjerne samtlige agurker med et barn på den ene arm og uden kundevogn? Kan man rent faktisk blive ramt af en decideret varemangel-angst så grov, at man må gå til yderligheder for at sikre sig sin fangst? Jeg mangler ord....

Så er det sgu bedre i min lokale Netto, som godt nok synes at være hjemsøgt af en tal-djævel og er plaget af et aldeles autoritetsfornægtende personale. Det kan da godt være at de der varer først er på tilbud i næste uge, men vi smider dem da ud på hylderne alligevel, så kan vi rigtig forvirre alle der tror at det, der står i en tilbudsavis rent faktisk gælder i denne butik. Ja man skal ikke lige gå efter slagtilbuddene, for de er ALTID udsolgt og det tit en uge for tilbuddet gælder. Til gengæld er der ikke nogen der går i panik og skubber til sagesløse eller mister det mentale fodfæste, hvis der ikke lige er flere agurker. Det er man nemlig efterhånden blevet vænnet til at der ikke er....

Forresten havde jeg egentlig lige glemt hvor hyggeligt det er at blive hilst på. På min daglige hyggetur med min søn i nybyggerkvarteret på den anden side af vejen, er håndværkerne ved at være færdige med at holde ferie. Det betyder at jeg hver dag bliver hilst på og vinket til af store svedige mænd som jeg ikke kender. De største og mest svedige nøjes med at nikke og brumme et "dav", hvilket får mig til at nikke og lægge min stemme en lille oktav ned og brumme et tilsvarende "dav" tilbage.
Man kunne sagtens forfalde til at synes at håndværkere er dumme og fulde af sort arbejde, men der er jeg bare ikke kommet til endnu. Jeg synes det er rart at der rent faktisk er nogen tilbage der gider at hilse på andre folk.
Jeg er ikke kommet så vidt at jeg stopper op og slår en sludder af med dem, men en dag skal det nok ende med at ske. Altså den dag jeg kommer gående i kulørt joggingtøj og træsko!

05 august, 2008

Lost and found

Jeg kom til at tænke på alle de ting jeg har genopdaget eller mistet og fundet i den seneste årrække. Derfor vil jeg tilegne disse spalter til det tabte og (gen)fundne denne gang.
For at starte i det helt nære og næsten naive. Jeg havde mistet mine nøgler. I en forvirring omkring Camilla og Rasmus og en tur i Brugsen, havde jeg vist nok lagt mine nøgler på taget af bilen. Camilla og Rasmus var så kørt i brulleren og havde haft mine nøgler på taget. Det lyder som om man er en idiot, når man gør noget i den retning, og det er man sikkert også. I hvert fald var nøglerne pludselig væk og kunne ikke findes. De havde faktisk været væk i en lille uge og vi var begyndt at vænne os til at dele den ene husnøgle og den ene bilnøgle. På min aftentur med hunden i går aftes gik jeg forbi et ubetinget vigepligt skilt og satme om ikke en eller anden barmhjertig sjæl havde hængt mine nøgler op på det skilt med en strip. En enorm lettelse spredte sig i min lille, spæde krop. Så er der da ikke en polsk tyvebande der har fået fingre i mine nøgler. Det er en lettelse at vide at man ikke skal vågne med en polaks kønsorgan plantet langt oppe på den forkerte side af ringmusklens ukrænkelige tærskel. I hvert fald for mig, andre kan have andre referencer. Dem om det.
På det musikalske plan har jeg genopdaget Et album med Prong, nemlig Beg To Differ. Det er et godt album, men ikke et totalt genialt gennembrud. En af sangene hedder Lost and found og er egentlig heller ikke noget musikalsk åbenbaringsmateriale, men ved en gennemlytning af albummet, kan jeg nok, med lidt røde øre, høre at jeg har ladet mig inspirere af mange af dette albums finesser. I sangen Steady Decline benytter Prong sig af et trick med at lade guitarerne spille et ret hurtigt riff mens trommerne spiller til i noget der minder om halv hastighed. Det giver et enormt groove i musikken. Netop dette trick har jeg kopieret 1000 gange i de sange jeg selv har lavet. Det lyder simpelthen fedt, der er ikke så meget at gøre. Killswitch Engage bruger samme trick i Eye of the Storm fra deres seneste album, As Daylight Dies. Det holder. Det er altid noget at jeg har stjålet de gode idéer og ikke de elendige.
Nogen mere klamt, er min genfundne evne til at svede hurtigt og i lang tid og i store mængder. Det har jeg ikke kunnet i flere år, men pludselig sveder jeg helt vild efter bare 5 minutters opvarmning og bliver ved med det under hele træningspasset. Det begyndte så småt i sidste uge og i denne er det da bare blevet værre. Jeg har læst et sted at det er et godt tegn og en indikator på at man er i bedre form, hvis man kan svede hurtigt. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Efter at have kigget lidt på sagen, kan jeg citere følgende:
Chris MacDonald: Det er en myte. Når du træner bliver dine svedkirtler større og bedre til at producere sved - ligesom musklerne bliver større og stærkere med træning! Når vi snakker om svedmængder op til 2 liter i timen, så snakker vi om veltrænede elitesportsfolk, der bestemt ikke er ude af form. Så jo mere du træner, jo mere kan du også forvente at svede mens du træner.
Fra denne side.
Jamen, så er det jo en god ting at jeg kan svede igennem igen.
Mange tak til den anonyme person der fandt mine nøgler, Prong & Chris MacDonald for hælpen med at genfinde ting og sager.
Jeg skal begynde på arbejde efter en ret lang ferie i overmorgen. Jeg er ikke motiveret, men da det plejer at gå, så går det nok også i år. Ellers må jeg til at genfinde min arbejdsglæde og motivation og det er jo ikke sikkert at det går så let som med et sæt forsvundne nøgler....

28 juli, 2008

Up the irons!
















Ja, så oprandt dagen. Iron Maiden i Horsens!
Jeg kunne jo frygte at det skulle ende som den koncert i 2006 (9. november i Gigantium i Aalborg). Iron Maiden kom til Aalborg med et helt nyt album og havde fået den latterlige idé at spille den fra ende til anden. Altså kunne man ligesågodt have stået hjemme i stuen med
lukkede øjne og gnubbet sig op ad en stuebirk frem for en lidt for tyk og halvgammel, tynd
håret 80´er levning. Det er ellers ikke ret tit at bands får den idé, men
Maiden fik den altså i 2006. Jeg kunne ikke lide den idé og det kunne mange andre heller ikke.
Det var derfor med en vis glæde at jeg opdagede at selv Iron Maiden havde opdaget deres egen bommert og arrangeret en Somewhere back in time world tour. Konceptet går ud på kun at spille de (gode) gamle sange. Et koncept som skulle vise sig at holde hele vejen.
Lad mig lige tage det fra en ende af. Jeg smuttede mod Vejle, hvor jeg skulle mødes med de andre gutter hos Jesper. Det er gutterne fra mit gamle band jeg mener.
Der var latterligt varmt
og vejret var bare rigtig lækkert. Så med andre ord
et helvede at køre på motorvejen. Det mest fordi blæseren i min bil ikke virker længere. Motorvej me
d åbne vinduer er noget værre larm. I hvert fald i min bil.
Da vi alle var ankommet, kunne vi konstatere at Jesper havde anskaffet sig en Nintendo Wii. Det er da en sjov ting at have som sin ejendom. Sådan en ting er faktisk så sjov at eje, at jeg også må eje den. Helst ret hurtigt, men mere realistisk, vil det nok komme til at tage sin tid at få overtalt fruen til den slags pjank.
Tiden fløj og vi fløj med og pludselig var klokken mange og vi måtte via GPS og Jespers bil smutte til Horsens og se heavy-metal-legenderne-over-dem-alle spille.
Vi nåede ikke at se noget til de to opvarmningsbands og skidt pyt med det. Vi havde jo spillet Wii, så vi havde jo ikke spildt tiden.
Den berømte og, for englændere, udødelige Churchill tale om at "We shall never
surrender!" startede det hele op med et brag og Aces High fik gådehuden til at brede sig på mine underarme. Der var vist i dette tilfælde tale om en instant ståpels på begge mine arme. For at være helt ærlig, så følte jeg mig helt ung igen og nu ved jeg hvordan det har været at være til den famøse Long Beach Arena i L.A. under World Slavery touren tilbage i 80´erne. Faktisk var jeg flere gange overrasket over at Bruce Dickinson ikke råbte "Scream for me Long Beach", men "Scream for me Denmark".
For at gøre det kort, så var det en fantastisk koncert med alle de gamle klassikere fra
bagkataloget. Det er bemærkelsesværdigt hvordan man i den alder stadig kan skyde den af på scenen. Ja ja, det var ikke med springen og løben rundt, som i 80´erne, men der blev spillet godt og hurtigt og kun Nicko McBrain var lidt untight. Ellers var der intet at bemærke til den fremskredne alder, som maiden-gutterne jo er oppe i.
På vejen hjem stoppede vi hos Burger King, hvor vi fik en bette snack og fylde Ulriks ældste søn, Søren med historier fra dengang vi selv var on the road. Han fik blandt andet historien om venteværelset på Rigshospitalet og de to drankere. Måske får du også den historie engang. den er i hvert fald værd at fortælle.