Når/hvis djævlen er gået i hundene

Ja.... Forleden var jeg hos mine forældre, sammen med kone & barn forståes. Det er jo ferie og vi ville et smut ned og kigge til mit fædrende og mødrende ophav. Under et almindeligt Kodak-Moment, som der jo er så mange af ( i hvert fald for bedsteforældre), lykkedes det min moder at fange dette på sit kamera. Hele motivet er egentlig mit barn, der hopper på trampolin, men det spændende sker her i forgrunden. Det ser ud som om min hund er ved at uddrive en djævel eller noget, der i hvert fald kunne minde om. Det er jo den slags man ikke ser in real life, men kun opdager senere, når man kigger dagens fotofangst igennem. Jeg skal blankt erkende at det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg fik øje på det drama, der udspiller sig mellem Satan & min hund.
Hunden, der forresten hedder Sarki, er dog rimelig meget sig selv igen, så vi må formode at det gode vandt..... For denne gang.

Jeg gad godt være fremtidsforsker!

Idag har jeg været til et seminar omkring it i skolen, nu og i fremtiden. Som keynote-speaker havde Atea fremskaffet en gut fra Institut for Fremtidsforskning. Han skulle sige noget om såkaldte megatrends i skoleverdenen. Han lagde ud med en joke omkring at det jo var lettere at få paven til at konvertere til protestantismen end at få ting lavet om i skoleverdenen. Ha ha, supersjovt dit højreorienterede pikhoved! Nu ville ordet charlatan jo nok være på sin plads, når det kommer så vidt som at jeg ville skulle beskrive denne fremtidsforsker. Faktisk ville jeg have ønsket at han havde forsket lidt i hvordan man laver en bare nogenlunde powerpoint-præsentation. På en eller anden måde er det bare ikke cool længere, når man har sine billeder til at dække for dele af teksten på sine slides. Måske det bliver moderne igen i fremtiden? Måske?
I hvert fald, så kom manden med hele 4 helt modstridende scenarier på hvordan fremtiden i skoleverdenen kommer til at se om 15 - 25 år. Et scenarie, der bare ligner det vi allerede kender og tre der gik i tre andre retninger. Til at illustrere brugte han sådan et diagram, som folk bruger når de ikke kan forklare hvad de mener med ord, men absolut skal vise det til den måbende forsamling af ignoranter og tåber. I korte træk gik skemaet ud på at der var fire retninger som skoleverdenen kunne gå i. Så opstillede han nogle forslag til at disse scenarier jo kunne blive lidt blandet sammen og på den måde helgarderede han sig og kunne sige at det jo kunne gå alle veje eller måske endda ingen veje.
Hold da op. Jeg gad sgu godt at være fremtidsforsker. Det er da vist ret fedt at komme ud, til konsulentløn, med dårlige slides og spille klog på absolut alt og intet uden at skulle hænges op på det bagefter.
Nok siger man at det er svært at spå om, især, fremtiden, men jeg har på fornemmelsen at det er sværere for nogle end for andre.

Citronen jeg nødigt ville plukke

Igår var jeg ude hos en ven. Det kan næppe kaldes en sensation, selvom jeg efterhånden kommer ret sjældent ud. I hvert fald ville min hustru lufte mig og sønnen ved at vi skulle fragtes til noget, der hedder Tranbjerg. Derude bor bemeldte ven. Nu var det måske ikke kun for min skyld at vi skulle derud. Faktisk skulle vi på en slags sygebesøg, da min ven har været lidt syg i det. Faktisk har han været ret syg. Efter en længere periode med hovedpine og synsforstyrrelser, gik han endelig til lægen og fik et tjeck-up.

Den var da bare helt gal, viste det sig. Han havde en svulst i hjernen på noget der minder om 7 cm i diameter. Det er ikke så lidt, hvis man lige hiver målebåndet frem og tygger lidt på det.

Uanset. Op på bordet med ham og ud med svulsten, der forresten nok havde siddet der i noget der ligger mellem 15 og 20 år og også var godartet. Lægen kunne berette at svulsten ved nærmere eftersyn viste sig at være på størrelse med en citron og måle hele 9 cm i diameter. Bortset fra lidt småproblemer med synet og hovedpine, gik operationen godt og min buddy har det, efter omstændighederne, faktisk rigtig godt igen.

Lad mig derfor lige benytte disse spalter til, for en gangs skyld, ikke at brokke mig eller være sarkastisk, men rent faktisk lige huske at råbe hurra for lægestanden. Det er sgu da på det nærmeste mirakuløst at man kan åbne en mands hjerne, pille en masse ud af den og så lukke igen, uden at man decideret har smadret noget vitalt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan min MacBook Pro ser ud nu, efter at jeg har skiftet harddisk i den. Det er sgu ikke alle samlinger der er lige pæne længere.

I hvert fald: Respekt for lægerne, respekt for at man kan have et kæmpe fremmedlegeme til at fylde op i kraniet og alligevel være normal, Respekt for min 320 Gb Seagate Harddisk, der kører fint i min computers skæve kabinet.

P.s. Jeg kunne ikke lige finde en rigtig citron til billedet, så det er altså tanker der tæller denne gang.

Forringet livskvalitet

Du altforbarmende.
Nu har jeg siddet i mere end 30 minutter og bøvlet med at få min dyrt købte internetforbindelse med The Cloud til at virke.
Jeg sidder i Bruun´s Galleri og ville lige få en kop kaffe og en lille kage, mens jeg surfede på nettet og ordnede mail´n´stuff. Det kunne jeg kun, hvis jeg købte mig en The Cloud adgang til internettet. Man kunne få 1 time for 50 kroner og det er jo egentlig ikke så galt. Men det er det altså alligevel. Indtil nu er det lykkedes mig at komme ind på hele 2 sider: The Clouds egen side og TDC.dk. Jeg ville lige lave en hastighedstest på linien. Det skulle jeg åbenbart ikke have gjort. I hvert fald knækkede forbindelsen halsen i det sekund jeg kom ind på TDC´s hjemmeside. Sikke en misere. Jeg overvejer sgu da lidt om man bare skulle have fået sig et 3-mobil-internet-abo. Ikke at jeg bruger det særlig tit, men det er sgu da for elendigt at man skal betale for at komme på nettet i et storcenter, der tager jeg-ved-ikke-hvor-mange-penge bare for at man kan parkere i deres kælder, så man kan betale alt for mange penge for at handle ind i deres alt for dyre butikker med deres alt for lille udvalg. Ikke en god eftermiddag for sådan en som mig.
Jeg må nok hellere lige rette mit indlæg lidt. I den tid det har taget mig at hælde denne omgang galde ud over min lille blog, har mit mailprogram sendt en mail af sted. Det tog også kun 30 minutter for den at få hul igennem og sende de små 200 ord. Ikke just en uoverkommelig opgave i år 2009. Men altså ikke just let i Bruun´s Galleri. Med til perspektiver skal lige at man før i tiden kunne komme gratis på nettet her i galleriet. Den tid er åbenbart forbi. Sjovt som finanskrisen kradser alle vegne.
På sin vis er jeg ikke sikker på at det er en helt valid undskyldning for alt her i verden. Jeg mindes en lille historie som en tysk pige, jeg kender, en gang fortalte mig. Hendes udlægning af tyskernes omlægning fra D-mark til Euro går på at mange tyske forretningsdrivende benyttede lejligheden til lige at lægge lidt oven i prisen, når nu forvirringen omkring valutaskiftet alligevel var så omfattende i det tyske folks hjerner. På den måde sted prisniveauet på ganske kort tid med op til 10%. Ganske ubegrundet og med en valutaomlægning som kamouflage.
Jeg er på mange måder helt sikker på, at det samme er tilfældet i disse, for vort land, så trange nedgangstider. Man forsøger at skjule nye og ubegrundede prisstigninger eller serviceforringelser med reference til finanskrisen.
Tror du ikke det samme?

Er Fanden løs i Lystrup?

Så er den gal igen!
Så sider man der. Helt fredeligt og uden tanke på djævelskab eller ilde. Som noget af det mest harmløse man kan fordrive tiden med, kan man vist godt inkludere læsning af lokalavisen. Ikke desto mindre var det netop hvad jeg foretog mig da jeg kom til en reklame for vores lokale Superbrugs. De er ved at bygge til i forretningen. Det er åbenbart blevet noget, som man benytter sig af lejligheden og reklamere med. Ikke at det kan siges at have en reklameværdi at butikken flyder med byggematerialer og håndværkere de næste 4 måneder, men det er åbenbart på en eller anden måde blevet forvandlet til noget positivt i en eller anden crack-rygende reklamemands forstyrrede hjerne.
Det var dog ikke så meget dette syge aspekt af reklameverdenen, som fangede min umiddelbare interesse. Ikke at det ikke er et studie værd, bare ikke fra min side. Næ. Det RIGTIGT interessante var lidt længere nede i reklamen, hvor de redegjorde for antallet af kvadratmeter, som denne skønne tilbygning skulle velsigne os med. Ikke mindre end 666 kvadratmeter. Hvad sker der lige i Lystrup med al den sataniske aktivitet? Jeg er efterhånden ikke helt tryg ved at bo herude i denne sataniske forstad fra Helvede. Så er det dgu da ikke så sært at alle naboerne kører i Audi & BMW. De har solgt deres sjæl til Den Hornede Himself! (Note til mig selv: Skulle måske undersøge hvor lidt sjæl man kan sælge for at få en Mazda 6 Stationcar)
Hvis du nu ikke rigtig kan forstå mine referencer til tilligere sataniske begivenheder i detailhandelbranchen, må du hellere lige kigge her og her, så vil du forstå. The plot thickens.
Spørgsmålet er så blot om vi skal tage dette som en advarsel eller måske blot som et løfte. Uanset hvad, så tror jeg ikke jeg får overbevist forbrugerombudsmanden om at vi her står over for et problem af sataniske dimensioner.
Hvis jeg skulle være lidt ironisk omkring hele denne manifestation af ondskab i detailhandelbranchen, så må det være en mild undren over at det ikke har åbenbaret sig i bankbranchen som noget af det første. Det er sgu da en decideret ond samling hyklere, man der har samlet til hobe. Men de er måske allerede så lang nede i fordærvet at Satan ikke har fundet det nødvendigt at gøre sin indflydelse gældende?
Jeg er undrende. Jeg har for megen fritid.

En kedelig dag i januar

Jep. Den er god nok.

Jeg sidder snydepasser til terminsprøven i dansk stil. Det er da godt nok ikke just det mest ophidsende jeg til dato har foretaget mig. Jeg skal stort set bare sidde stille og holde øje med om de kære børn nu skulle finde på at snyde.

Egentlig havde jeg håbet på at kunne sidde og forberede mig en smule. Der er desværre ikke rigtig grundlag for fordybelse, da børnene hele tiden skal låne en eller anden USB-nøgle, så de kan gemme deres udgydelser. Så skal jeg have deres tekster ind på min computer og så skal jeg så printe det ud for dem. Det er lidt en omstændelig affære og jeg er ret sikker på at det ville kunne optimeres en anelse. Jeg sidder i skrivende stund og spekulerer ikke så lidt på, hvordan man kunne gøre det. Oprindeligt er det meningen at de selv skal have alt deres grej med. Altså printer og computer og det hele. Hvis tingene så ikke fungerer, kan man kun sende skylden for fejlen én vej, nemlig på elevens egne skuldre. På den måde, som det kører idag, kan man faktisk med god grund give mig, min computer og mit netværk skylden, hvis man har lavet en dårlig stil. Det er sgu da en god deal.

Da alt var bedre, altså virkelig ALT!

En gang, da træerne var lidt grønnere og græsset knap så nyklippet, var der en lille skole i det nordlige Århus, som afholdt årlige kunstemner for alle børnene på skolen. Det er der ikke noget odiøst i, da selvsamme skole gør nøjagtigt det samme den dag idag. Blot var dette specielle kunstemne noget særligt. I hvert fald for mig.

Der er flere historiske eksempler på at jeg skal holde min store kæft.

Jeg endte f.eks. som lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tid.

Jeg endte som fysik/kemi-lærer fordi jeg ikke kunne klappe i på rette tidspunkt.

Jeg endte med at skulle lære at lave raku-keramik til skolens toiletter fordi jeg ikke kunne lukke munden.

Hvorfor kan jeg ikke bare tabe ansigt eller give efter og indrømme at der er noget jeg ikke har forstand på? Hvorfor skal jeg altid lige forsøge at tage 8 sekunders almen undren i projektørernes lys og derpå 3 måneders slid og slæb for at "put my money where my mouth is"? Skal jeg altid både "talk the talk and walk the walk"? Der må sgu da være en lettere måde at få opmærksomhed og anerkendelse på.

På samme måde kom jeg til at stå for at arrangere kunstemnet i et eller andet år i midten af halvfemserne. Jeg var lidt indebrændt over at de tidligere kunstemner havde handlet om at tegne fugle eller løver. Hvad er det for noget at spilde 14 dages undervisning på? Er det ikke en lige lovligt spids spidskompetence af gå ud af skolen med? Det er jo fint at tænke den slags, men man kan nu godt overveje om man også skal udtale sig om det. I hvert fald kom jeg til at få en ambition om at ville lave verdens bedste kunstemne på Børnenes Friskole... ever... punktum!

Ja, nu kunne man jo forledes til at tro at jeg er en megalomanisk narrøv med et lidt velvoksent ego. Ja, det er nok sagtens muligt, men jeg er ikke helt blanket af for en vis realitetssans. Jeg er jo ikke verdens klogeste udi kunst og kunsthistorie. Det er Rikke til gengæld. Rikke hedder Duve til efternavn og læste, på daværende tidspunkt til kunsthistoriker på Århus Universitet. Jeg kender Rikke fordi vi har gået i klasse sammen i gymnasiet og også endte med at bo sammen i omkring 5 år i forbindelse med at vi var kærester. Hun havde også to kumpaner, hvoraf den ene hed Louise og den anden hed noget andet.

Sammen med disse tre unge kvinder, satte jeg mig ned og begyndte at planlægge et kunstemne to end all kunstemner. The mother of all kunstemner. The mothership of kunstemne.... ja, you get the point.

Vi fik kradset en masse idéer ned og snakket en masse igennem. Temaet blev impressionisterne i Frankrig. Så skulle der for det første være en masse begreber som børnene kunne tilegne sig og for det andet en mængde nye teknikker, som børnene kunne lære.

Det endte ud med en opdeling af emnet, så den første tid skulle bruges på oplæg og på at få færdigheder, mens den anden del skulle bruges på at få brugt de lærte færdigheder.

Børnene blev delt op i familiegrupper på tværs af klasserne. Dette både for at skabe en vis samhørighed på tværs af skolen, men også for at give de største børn en mulighed for at være tutorer for de mindre.

For at de store ikke skulle kede sig om eftermiddagen, lavede vi et udkast til en avis, med forbillede i de franske vægaviser fra impressionisternes tid. Så var det meningen at jeg skulle fungere som chefredaktøren Claude d´Evalde, der bandt børnenes historier sammen og sendte dem ud på nye opgaver.

Til dette formål, mente jeg at det ville være mest passende om jeg anlagde mit et små-frankofilt-fipskæg. Det kan måske forklare det lidt vel friske look jeg render rundt med på billedet. Ja det er altså mig til venstre med baskerhuen, det lange hår og fipskægget.

For at få børnene lidt mere med på idéerne, fik vi skolens sygruppe til at fremstille en baskerhue til hvert barn. Så kunne de gå rundt og ligne små kunstmalere, når de var ude i felten.

De værksteder vi havde planlagt var noget med farvelære, skitsetegning og et lille kursus i pointillisme. Vi havde også nogle værksteder, hvor vi lavede reproduktioner af kendte impressionistiske værker. Netop reproduktionerne var interessante, da de blev lavet efter et farvedias, der blev skudt op på et lærred. Det der så var udfordringen for børnene, var at blande de rigtige farver og male det de så og ikke det de mente at se. Nogle hold var så gode at de kunne vende deres dias på hovedet og på den måde virkelig bare male farverne uden rigtig at kunne se selve motivet.

For de børn, som ikke rigtig kunne fanges hele tiden af emnet, havde vi lavet en lille biograf, der viste smalfilm om impressionisterne. Der var ikke film hele tiden, så børnene måtte vænne sig til at komme til de forestillinger, der var annoncerede.

Nu skal man jo huske at dette foregår noget før der var et decideret indhold på det famøse internet. Man kunne med andre ord ikke bare sætte en masse computere med youtube op til at fordrive tiden med. Man kunne heller ikke finde de store klassikere på nettet, via Google. Vi var nødt til at lave vores oplæg med dias, som vi havde lånt nede på kunsthistorisk bibliotek på uni. På det punkt, må det siges at være noget lettere at give børnene billedkunsten i undervisningen idag. At jeg så ikke rigtig gør det så meget mere, kan man jo reflektere over.

Det korte af det lange omkring dette kunstemne, er vel bare at nogle gange kan man improvisere sig til et rigtig godt emneforløb, mens man andre gange kommer bedst omkring emnet, hvis det er planlagt grundigt og med kompetente undervisere eller eksperter i hovedrollerne. Jeg har ikke siden været med til at lave et kunstemne, der var så gennemført og alment dannende for så bred en kreds af børn, som netop dette. Det betyder ikke at jeg ikke har været med til at planlægge kunstemner siden, men blot at jeg ikke har været med til noget lignende siden.

Det er selvfølgeligt farligt at komme med sådanne påstande, når mine velmenende kolleger hvert år forsøger at planlægge et kunstemne, der skal være det bedste nogensinde. Heldigvis ved de fleste ikke at det løb allerede er kørt for mange år siden. Fra nu af kan det nok desværre ikke blive andet end repriser i natten.

Godt nytår.

Meningsløs i længere tid

Ja, det er noget værre noget. Der er gået en rum tid og jeg har ikke ment noget som helst, der var værd at skrive om. Ikke ilde, skulle man mene. Jeg har dog ment ting og sager i den mellemliggende tid. Jeg har blot været for doven til at skrive om det.

Havde jeg været hip og ung med de dumme, havde jeg nok skrevet om Stein Bagger og hans forsvinden, men det siger mig ikke rigtig noget. Finanskrisen har heller ikke rigtig slået an hos os, her i husstanden. Benzinen er blevet billigere, renten er faldet og fødevarerne falder i pris. Jeg kan sgu ikke rigtig se problemet.

Mit yndlingsemne her på bloggen er jo enten hvor dumme andre er i forhold til mig, eller hvordan det går med min træning. Jeg kan ikke rigtig komme på noget de andre, dumme mennesker, har gjort forkert. Det ville jo være skørt at lave en blog med egne dumheder. Den ville nok blive lige til den korte side, når man, som jeg, ikke rigtig dummer sig. [Smiley der viser at jeg har selvironi, men alligevel ikke helt mener det ironisk].

Med hensyn til min træning, så er jeg rigtig tilfreds med tingenes tilstand. Jeg bliver stærkere stille og roligt og glæder mig som et lille barn til jul, hver gang jeg skal til at pakke tasken for at komme ned i centeret. Can´t be bad at all!

På arbejdsfronten, er jeg i gang med at finde en løsning på et problem omkring digitalisering af undervisningsmaterialer. Mange af mine kolleger og, ikke mindst, mig selv har en hob undervisningsmaterialer liggende på doc-filer, pdf eller som film. Ikke mindst filmene er ved at hobe sig op, da det faktisk kun koster 10 kr. at købe en film på Amtscenteret. Planen er så at vi kunne rippe filmene og lægge dem på en ekstern harddisk, gøre det tilgængeligt på netværket og på den måde gøre livet lettere ude i klasserne. Ulempen er dog at selve denne løsning jo ikke inkluderer nogen form for backup. Derfor skulle man jo mene at det var nødvendig med en back up fra tid til anden. Det bliver sgu et helvede at finde rundt i alle de systemer. Det er også en overvejelse om man skal have adgang til filerne over en ftp-server, eller om man bare skal kunne finde filerne lokalt i huset. Hvis det drejer sig om film., er det nok ikke just interessant at hente dem ned via ftp, men doc-filer er ikke noget problem. På den anden side er det lettere at administrere filerne hjemmefra, frem for at skulle tage ud på skolen hver gang man skal kigge efter hvad vi har liggende.

Derfor er jeg i tænkeboks, så jeg kan finde den gode løsning i første forsøg. Jeg vender tilbage på et andet tidspunkt med en løsning.

På den hjemlige front, har vi lige opdaget at vores hund har fødselsdag idag. 3 år. Hurra, hurra.

Det var vist allerede det. Tak for opmærksomheden.