Youtube, Twitter og X-faktor

Der findes mange gode og sjove youtubers. Der er f.eks. Sxephil eller Shaycarl eller Kassem G. De er alle tre sjove at glo på og høre sludre lidt om løst og fast. Både Phil og Shay snakker om hverdagssmåtterier, mens Kassem nok mere er komikeren, der lader tilfældige mennesker klovne for sig. Hvis man gerne lige vil have nogle andre indtryk end dem man kan høste sig på DR og TV2, så er de gode youtubers et godt alternativ. Humor, vid og til tider endda lidt bid.
Der er, efter mine efterretninger, ikke rigtig nogle danske af slagsen. Der er nok ikke nok mennesker, der kan trykke på reklamer i vort lille land til at det kan betale sig at leve af den slags.
Så skete der noget for en uge siden. Frem på skærmen tonede en geek med mohawk og tænder i en ret spredt orden. Midt i X-Faktor kom en underlig kvinde ind og skulle synge. Hun kunne ikke synge eller optræde på nogen måde. Hun blev kørt lidt i stilling som en kæmpenørd med MacBook Pro, iPhone og twitterprofil. Jeg kiggede på min hustru og proklamerede at hun sikkert bare var ude efter at komme i tv, så hun kunne lukrere på kendisfaktoren og få flere subscribers på Youtube eller flere followers på Twitter.

Jeg tog nok ikke helt fejl af damens hensigter. Jeg kunne jo ikke lade være med at finde hende på Twitter og følge hendes udbrud. Det var nok ikke en overdrivelse at kalde hende en nørd. Hun er en meganørd og lader til at se det som en stor ære at være en af den slags.
Nuvel. Efter nogle tweets fandt jeg ud af at hun også har startet et show på Youtube, X-Faktor Outsider, hvor hun fortæller om de ting hun har oplevet i forbindelse med sin deltagelse i programmet.
Umiddelbart kunne det jo lyde som interessant idé med sådan lidt inside sludder og sladder. Det er det dog langt fra. Lige så interessant og spændende hun var i de 45 sekunder, hun var med i X-Faktor, lige så kedelig og ligegyldig er hendes pludren i mere end 45 sekunder. Jeg har forsøgt at kæmpe mig igennem de 2 afsnit, der er lagt ud og må sige at det ikke er lykkedes mig at komme igennem nogen af dem.
Hun forvalter sine, i forvejen ret små, oplevelser ganske så ringe og kommer kun med trivialiteter. Det er simpelthen for tyndt. Hvordan kan Sxephil lave et show om sit liv 3 gange om ugen, der på papiret ikke adskiller sig fra Nina Jansens koncept? Og vel at mærke have mellem 400.000 og 600.000 views pr. afsnit? Måske fordi han har en vis kritisk sans overfor tingene. Han stiller spørgsmålstegn ved tingene og ironiserer over aktuelle emner. Det er sjovt og han er vittig. Nørder er ikke sjove og vittige. De er nørder. Hvis jeg ikke tager fejl, så er nørders humor på niveau med en hvilken som helst fynbo's og det er ret lavt.
Mit håb om at vi måske skulle få en vaskeægte youtuber at se her på vores breddegrader blev gjort til skamme. Den kortvarige berømmelse blev forvalter for ringe. Desværre. Det kunne jo være rart med en, der gik lidt i forvejen og banede vejen for at jeg selv kunne blive rig og berømt uden nogen kvalifikationer. Sådan skulle det ikke gå i denne omgang. Damn og dobbelt damn!
Uanset, så synes jeg at skal kigge på hendes kanal. Du kan finde den her: http://www.youtube.com/user/ninajansen1

Business as usual... as usual

Lige som man tror tingene ikke kan blive mere skøre, falder tingene på plads igen.
Det er ikke så godt at Kurt Westergaard er blevet overfaldet og truet på livet. Det er faktisk slet ikke godt. Man kan så være ironisk over at man er gal over at han har afbilledet Profeten som en voldsgal bombemand, hvilket man så prøver at modbevise ved at forsøge at slå manden ihjel. Det ville ikke være underligt hvis Kurt Westergaard læner sig tilbage og siger: I rest my case, your honour.
Hvis man lige lader det ligge et øjeblik, så faldt der mig noget ganske andet for brystet idag.
Hvis man lige kigger på det vedlagte billede, kan man se dagens RSS-feed fra dr.dk.
Det er godt nok lang tid siden at jeg har set tingene skåret så meget ud i pap på så ufattelig lidt plads.
Det er jo bare klassisk at Enhedslisten mener at det er myndighedernes skyld at det kom så vidt. Individet er helt fritaget for ansvar, for det er det store statsapparat, der skal tage sig af at få alle til at makke ret. Enhedlisten vil vide fra PET hvordan det kunne komme så vidt. Ville det ikke være mere passende at spørge gerningsmanden om den slags? Han ville nok lettere kunne svare på den slags, ret specifikke, spørgsmål. Skal Rigspolitiet så også forklare samtlige lovovertrædelser fra fumlegængeri til bankrøveri?
På den anden side vil Dansk Folkeparti have tal på samtlige terrorister, som PET kender til. De vil også gerne have dem udvist og hvis det ikke kan lade sig gøre, skal vi straffe terroristens oprindelige hjemland. DF vil i den grad straffe individet for eventuelle andre individers ugerninger. Det er jo også meget nemmere at skære alle over én kam. Så skal vi ikke forholde os til så komplicerede problemstillinger.
Uanset hvem man måtte pejle efter, så kan alle blive enige om at det er synd for Kurt Westergaard.
Jeg har faktisk lidt mere ondt af hans 5-årige barnebarn, som han stak af fra og lod sidde alene sammen med overfaldsmanden. Sådan en lille pige kunne jo i teorien godt blive lidt skræmt af en mørk mand med en økse, der kommer brasende ind af vinduet midt i aftenskaffen.
Måske kan hun tegne sig ud af sine traumer? Det gik jo så strålende for hendes bedstefar.

2010, her kommer vi!

Jeps, så har jeg drukket champagne og spist den obligatoriske kransekagering. Som altid er det noget der skal gøres for at komme videre i et nyt år. 2010. Så kan man diskutere om vi er gået over i et nyt årti nu, eller først kommer derover om et år. Jamen, der er jo ikke talt fra år nul. Det første år hed jo år 1, siger idioter, der går op i den slags. Så fred med det. Vi venter et år og så er du vel glad, flueknepper!
Når vi nu er ved fjolser, så skal vi da lige huske SF's indavlede lillebror, Enhedslisten. De er så blevet sure over at dronningen har tilladt sig at mene noget om politiet. Nemlig den uhyre påstand at de gør deres arbejde godt og ordentligt. Line Barfod trænger åbenbart til lidt omtale, her i det nye år. Derfor kommer hun med påstand at verden har ændret sin opfattelse af Danmark. Det har de måske nok, men ikke nødvendigvis til det værre. Måske er der en masse, der rent faktisk tænker: Fedt at Danmark alligevel ikke gider at finde sig i det bullshit som de der klimaaktivister finder på. Jeg troede ellers at Danmark var sådan et socialdemokratisk-kuvøse-projekt, hvor alle kan udtrykke sig frit, bare de gør det på passende utilpasset vis.
Det er sgu da på tide at der kommer lidt ligevægt i projektet. En almindelig borger kan ikke risikere at stille sin garage lidt for tæt på skel uden at den skal pilles ned igen eller straffes med bøde. En sortklædt emo kan futte den ene bil af efter den anden uden at ordensmagten hæver en hånd. De andre emoer kunne jo blive triste. Så har vi jo balladen. Forskellen er sgu da den samme. Hvis man stiller sin garage for tæt på skel, skal man straffes, for man ved jo godt at den er gal. Kaster man med brosten mod ordensmagten i klimaets navn (hvad fanden det så ellers skulle gavne), så ved man godt at den er gal og må tage sin straf.
Jeg brækker mig over at lige præcis den yderste venstrefløj kræver tolerance, samtidig med at netop denne fraktion er den mindst tolerante selv. Jeg er ret sikker på at selv Søren Krarup kan udvise betydeligt mere næstekærlighed end Søren Autonom, der jo bare vil smadre MacDonald's.
Venstrefløjs-emoer, I giver os på venstrefløjen a bad name. Luk nu bare röven en gang imellem!
Godt nytår, idioter!

Hvad er meningen?

Ja, hvad er meningen egentlig?
Der er mange der leder med lys og lygte efter en mening med galskaben. Det er i sig selv ikke altid en nødvendighed. Det kan være rart at kunne se en mening, men nogle gange kan det også være ret så passende ikke at kunne se nogen fornuft i tingene.
Tingene ændrer sig med tiden alligevel.
Det er ikke mange år siden jeg havde en strid modvind omkring skolens brug af Apple computere. Jeg skulle sågar forsvare et valg, som jeg ikke havde taget på en generalforsamling. Det er kun nogle få år siden. Jeg skulle stå skoleret for bekymrede forældre, der ikke kunne lide tanken om at børnene ikke kunne spille Pixeline på skolens computere i skoletiden. Dels kan man flå sig i håret over en sådan bekymring fordi det ville være latterligt at spille latterlige spil i skoletiden, dels fordi at netop Pixeline, rent faktisk kan køre på Mac uden problemer.
Jeg tror at et er meget vigtigt at den dygtige lærer gør sig det klart, hvad han eller hun vil med computere i undervisningen. De tider, hvor computeren var en bog med strøm til, er forbi. Børnene skal ikke lokkes til at bruge computere med spil eller andet tidsfordriv. Der er jo heller ikke nogen fare for at man komme ud på et kontor og skal sidde og spille Pixeline som levevej. Børnene skal lære at være kreative på computerne. De vil være et mere realistisk krav fra en kommende arbejdsgiver. Om man så vælger at være kreativ på en Mac eller på en Windowsmaskine, er lidt ligegyldigt for mig. Bare det virker og kan få produktet frem.
Hos os har vi Mac og det er efterhånden ikke så sært længere. Flere og flere af eleverne køber Mac's til skolebrug og det bliver mere almindeligt i gadebilledet at se de små, lysende æbler.
Jeg faldt over en film idag med lidt humor og egentlig ikke så meget Windows-bashing, som man måske måtte forvente. Den er oppe over teksten og er rigtig sjov. Hyg dig med den.

Legebarnet kom lidt frem idag

Så kom julen måske lidt sent i år, men den kom da alligevel.
Jeg er ikke den store gamer, men jeg nyder da, med en vis sygelig gysen, at skyde knoppen af de fleste i ny og næ. Jeg gider ikke så godt at boote min MacBook Pro op i Windows for at spille Unreal Tournament 3, så det bliver ikke til så mange frags, som man måske kunne ønske sig.
Helt tilfældigt opdagede jeg idag en artikel om netbooks og de spil man kan spille på sådanne. Her fandt jeg en henvisning til Quake Live, der er et online spil i stil med Unreal og alle de andre, bare online og browserbaseret. Det kører sgu meget godt og er sjovt nok tilmed. Lige noget for mit temperament.
Eneste mangel er at man ikke kan sætte Susan K's ansigt på sine fjender. Det havde gjort oplevelsen komplet.
Drømmescenariet er at jagte en skrigende Marlene Hasselblad igennem samtlige baner, med det ene formål at lære hende at det ikke kun er kærlighed, der kan gøre nas! Head shot!

Dobbeltmoralitet

Tidligere har jeg skræppet op om mange småting. Mest mig selv faktisk. Det kommer ikke til at ændre sig det store, hverken i det nye år eller det indeværende. Mit liv har én central person, nemlig mig. Der er mange andre i min umiddelbare periferi, men jeg er dog den mest centrale i mit solsystem. Det er der, for så vidt, vel heller ikke noget galt med. Jeg har sludret om at ville blive berømt på mine manglende talenter. Jeg har faktisk ikke engang talent nok til ikke at have talent. Trist og tragisk. Eller er det egentlig? Der er mange derude, der burde skamme sig over den, omend ganske lille, celebritystatus de har fået sig.
Jeg er "venner" med en vis Marlene Hasselblad på Facebook. I denne tid efterlyser hun folk, der har været udsat for incest af nogen de holdt af. De skal bruges i hendes kommende bog med den dybe og empatiske titel: Når kærlighed gør nas. Her har vi da virkelig fået lort under neglene og ramt en decideret sprogmæssig guldåre. Jeg tror sgu at den form for kærlighed beskrives bedre med nogle lidt andre ord end lige nas. Magen til selvsmagende medieliderlig blålys skal man sgu da vist lede længe efter. Ikke at det ville være nogen gevinst at finde flere af hendes slags.
Hvorfor er du så venner med dåsen, kunne du jo spørge mig om. Det skyldes jo nok min åbenlyse dobbeltmoral og trang til at finde andres ditto og pege fingre af den. Det er vist hele den der lignelse med tornen i min broders øje og bjælken i mit eget...
Når vi nu er ved emnet, så kom jeg i tanke om en lille tildragelse fra juleaften.
Min søn gider ikke spise det der flødeoppiskede risengrød med kirsebærsovs til. Det kan jeg ikke fortænke ham i, for jeg gider sgu heller ikke at spise det. Jeg gør det bare fordi jeg er grådig og fordi jeg kan skjule meget af den dårlige smag med rigelige mængder ahornsirup eller karamelsovs.
Uanset, så gad min kloge søn ikke at æde det. Jeg er jo en blød far, så jeg syntes at han skulle have lidt dessert til sit livs tredie juleaften. Derfor varmede jeg tre pandekager til ham og serverede dem med sukker på hans tallerken. Dette fik straks hans bedstefader til at udbryde om ikke at den dreng var lidt for forkælet. 30 minutter senere er selvsamme bedstefar med til at give selvsamme dreng ikke mindre end 20 julegaver. Her dog uden at mene noget om forkælelse. Interessant sondring. Kan det spises, er det forkælelse, kan det give kræft og allergi på grund af billige kinesiske fremstillingsmetoder, er det helt fint.
Sådan er der så meget i vejen med alle andre end mig selv.
For helt at kvæle dig, kære læser, i dobbeltmoral, vil jeg lade dig læse min juleepistel fra mit arbejdes allersidste ugebrev i år. Det er en fast tradition at jeg, hvert år, skriver en lille moralitet af en ligegyldighed om Sallings lingeriafdeling og mine oplevelser der. Billedet i starten af teksten er faktisk taget i netop Sallings lingeriafdeling den 23. december i år.
Enjoy!


Kære allesammen!
Så sidder man her, med en klimakonference og en julefrokost dunkende i baghovedet. Set i bakspejlet, kunne det nok have været sundere for mit velbefindende i skrivende stund, at have tilbragt natten i politiets Guantanamo-bure for klimalømler. Desværre har jeg ret tidligt indset at mine forhandlingsmuligheder indskrænkes væsentligt, hvis jeg argumenterer med vold eller brosten. At man så kan have svært ved at argumentere for at vold mod tjenestemand i funktion skulle kunne gavne klimaet, medmindre man jævnligt inkaldes for at nulstille Kommunehospitalets IQ-måler, er jo en helt anden sag.
Både hvad angår indespærring på grund af optøjer eller dunkende baghoved på grund af julefrokost, så er tingene jo snittet på så snedig vis, at man selv kan bestemme om man vil opleve netop dette. Jeg fravalgte slag med stav og valgte aktivt dobbeltsyn, feber og migræne til. Sådan kan det gå.

Det er netop denne bevidsthed om muligheden for at påføre mig selv pinsler eller fravælge selvsamme, der år på år bliver gjort til skamme når jeg, med blodskudte øjne og let forhøjet puls, står i Sallings lingeriafdeling og leder efter den der lille frække sag fra Aubade, den 23. december lige før lukketid. Hvad gør man ikke for at gøre den signifikante anden glad og tilfreds?
Man risikerer liv og helbred i denne desperate kamp for få den sidste 70DD med balkonette. Og det med rette. Julen er jo hjerternes fest og det skal man tage alvorligt.
Der er ikke nogen, der er kommet helskindet igennem at, med drømmende blik, give en for stor BH og en for lille trusse til sin udkårne. Så kan man lige så godt skrive et tilgodebevis på et par større bryster og en mindre röv til sin kommende ekskone. Den febrile tur på gulvet sammen med de andre svedende mænd og alt for få tilbageblevne lingerieffekter, giver håb om endnu et år den den ægteskabelige ballongynge. Hvis blot kvinderne vidste hvilke lidelser man må gennemgå for, med største selvfølgelighed, at kunne lægge en lille blød pakke under juletræet. Det ender nok med at forblive en hemmelighed. Måske godt det samme?
Tænd lidt færre lys, stryg en betjent med hårene og opsøg kun de lidelser du er klar til at gennemgå. Så skal det hele nok flaske sig igen et års tid.
Glædelig jul og godt nytår!
Santa Klaus

Ventetid med udsigt

Jeg skal holde møde idag. For en gangs skyld foregår det ikke på det gamle, rodede lærerværelse, men på en café nede i byen. Jeg venter på de andre, der skal snakke om den kommende musical med mig. Kaffen er god, colaen er kold og udsigten er fin. De må gerne komme lidt for sent idag.

Mad & læring

"Åh min mave er ren af lave; det rumler og tumler som var det sten, og så er det dog kun Mongolian Barbeque ben" ... Asmus, bare fordi der står "buffet", så er det ikke ensbetydende med at der skal hamstres som var der storkonflikt...

Således skrev min gode ven Asmus på sin facebookprofil her til morgen.
Det kunne ikke passe bedre, da jeg jo har truet med at skrive dette indlæg igennem en rum tid nu.
Here goes....

Jeg har elsket og hadet mad på mange måder. Nogle gange har jeg set mad som et nødvendigt onde for at overleve. Andre gange har det faktisk irriteret mig at skulle spilde tid på både at lave og spise mad, når det hele ville være så meget mere effektivt, hvis man kunne slippe for begge dele.
Jeg har forsøgt at spise hele forretsbuffet´er fra ende til anden. Altid uden held. Man kan sgu ikke spise et professionelt spiseforetagende ud af huset, ene mand. Heldigvis!
Jeg er ikke en gourmet på nogen måde. Jeg spiser ikke fine madvarer. Jeg spiser i hvert fald ikke mad, der er finere end mig selv. Spiser du så heller ikke svin? Jo, for fanden. Du er godt nok sjov!
Jeg spiser bare ikke dyr restaurantmad, der bliver tilberedt af folk, der har en længere uddannelse end mig selv. Ikke for at snobbe nedad, men mere fordi jeg ikke har råd.
Paradoksalt nok så har jeg en polak med en kandidatgrad i kunsthistorie til at gå på min arbejdsplads og rydde op efter mig og alle de andre lærere. Det er jeg heller ikke for fin til. En almindelig polak kan slet ikke gøre det. Det skal være en med en kandidatgrad. Det er jo klart dem der er bedst til at gøre rent. Det ved alle.
Tilbage til maden.
Jeg er mest en slags buffet-dude. Det dækker mine behov for mangfoldighed og kvantitet på den bedste måde og til den bedste pris.
De fleste har vel efterhånden indset at man sjældent, for ikke at sige aldrig, får mere end det man betaler for. Står der derfor "Spis hvad du kan for 99,-", ja så kan man næppe spise for 99 kroner. Du kan måske fratage dem et decideret gigantoverskud, men som på kasino, the house allways wins. Dog skal siges at på kasinoer skal der jo også være en enkelt jackpot engang i mellem. Ellers er der ikke noget, der gider at spille der. Drømmen om at vinde den store pulje skal være realisérbar. Om ikke andet, på det teoretiske plan.
Sådan skal det også være ved en spis-hvad-du-kan-buffet. Man skal helst gå derfra med et indtryk af at have spist hvad man kunne og måske endda have tilføjet etablissementet et lille underskud på, i hvert fald, sin egen lille bon.
Det er en syg tankegang, set ud fra et sultende afrikansk barns synspunkt. Set fra en rig vesteuropæers hjørnesofa, forekommer det dog aldeles fornuftigt.

På mange måder ville jeg gerne anse mit arbejde på samme vis. Lær hvad du kan for kun 1400 kroner om måneden. Du må endda gerne forsøge at snyde lidt mere på din tallerken, hvis du kan.
Der er ikke ret mange, der kan finde på at gå ud og spise når man er halvmæt eller måske endda slet ikke sulten. Det ville give underskud på det indre regnskab.
Jeg ville ønske at man kunne gøre det klart for børn og forældre, at der ikke er en øvre grænse for hvad man kan lære i skolen, hvis man vil. Man lægger en vis sum hver måned og er glad bare barnet er glad. Hvorfor ikke sørge for at barnets pennalhus er i orden, madkassen er fyldt, barnet er udhvilet og tilfreds? Hvorfor skal jeg tage højde for den slags i min undervisning? Det ville svare til at buffet-kokken skulle lave en anden slags mad, når gæsterne var trætte eller uoplagte.
Hvorfor er der ikke nogen der prøver at flå mig? Hvorfor tror de, at de bare skal nippe til salaten, når de kunne gå ombord i det svulmende bjerg af kød og visdom, der bare venter på at blive fortæret? Hvorfor så afholdende med at tage læring til sig, når man nu er så udfarende med at tage næring til sig?
Er det for let at komme igennem dagen uden at skulle yde noget? Er det hele ved at gå op i kvalitetstid og hyggestunder?
Jeg vil have ordentlige mennesker med en glubende appetit, hvis jeg må bestemme.

Det må jeg sikkert ikke.